MrsBaloui

Så har jeg set det med!

Min vaskemaskine vasker snavset!

Altså når tøjet kommer ud af maskinen er der grå/storte streger og pletter på. Det er altså træls, og jeg aner ikke, hvad det kommer af :-(

Jeg ved godt, at det er en gammel svend, men ligefrem at gøre det modsatte af, hvad den er ansat til - Det er fyringsgrund!

Som i alle andre ansættelsesforhold har den fået en advarsel og en chance for at gøre arbejdet rigtigt denne gang. Men ve den, hvis mine håndklæder endnu engang kommer ud med sorte striber!

Det er typisk, at det altid går galt, når snavsetøjskurven er ved at eksplodere af snavset tøj!
Sådan var det også, da motoren gik eller da min bedste (og mest slidte) bøjle-bh valgte at smide rygraden, som så satte sig fast et eller andet sted i et filter, og jeg (pinligt, men sandt) måtte have fat i min vaskemaskinemand for at få den ud.

Jeg tror ikke, at jeg skal komme og sige, at jeg også vil have en ny vaskemaskine... For på ønskesedlen står allerede en ny mobil og en ny cykel...

Det vidste jeg jo godt...

En gang om ugen får jeg en mail fra Bjarne. Og hver uge stiller han mig et meget relevant spørgsmål. Og jeg svarer "Ja-ja... Jeg ved det godt, men sådan er situationen ligenu..."

Bjarne er en klog mand. Han ved noget om stress. Faktisk så meget, at han lever af at coache om det.

Bjarne hedder også Toftegård og står bag hjemmesiden www.forebygstress.dk.

Han har en udemærket og meget enkel stress-test. Og det er mit resultat af denne, jeg tænker på.

Din stressfaktor er: 146 !

Du har svaret "ja" til  4 alvorlige stresssignaler. Symptomerne kan dog skyldes andet end stress!

Du bør ikke opleve så mange stresssignaler. Du bør overveje at søge læge, for at finde ud af om der er en anden forklaring på dine symptomer. Hvis der ikke er det, så er det sandsynligvis stress.

Med så mange røde stresssignaler er det er vigtigt, at du meget effektivt tager skridt til at komme af med din stress.

1. Reducere dine stressfaktorer - i den udstrækning du kan
2. Dyrke fysisk aktivitet - hver dag!
3. Lære at forebygge stress (se nedenfor)

Måske er det tilsyneladende gået godt nok et stykke tid med røde stresssignaler. Men det går galt før eller siden. Din krop og hjerne bliver mere og mere påvirket.

Det lader ikke til, at du har eller mærker nogle "grønne" stresssignaler. Det er de signaler, der kommer i selve stresssituationen. Ved at du lærer at mærke dem, så bliver du bedre til at finde dine egentlige stressfaktorer. 

Du har muligvis ikke selv overskud og overblik nok til at komme ud af din stress. Du bør overveje at søge hjælp hos en stresscoach! - Gør det for din egen, dit arbejdes og din families skyld.

...Og kom ikke og sig - jeg sagde det jo...

Update...

Jeg kender jo godt nogle af mine "grønne" stresssignaler, bla. nemlig at jeg er lidt for glemsom for tiden, men spørgsmålet omkring glemsomhed gik på, om det var mere end det plejer... Og den del har vel stået på så længe, at det er blevet til plejer...

Jeg kender også til det med søvnløsheden og uroen i kroppen, men begge har været i mit liv i de sidste 10-12 år i perioder, så det kan være svært at genkende signalerne.

Jeg kan heller ikke lide at kalde det stress! For stress har for mig en arbejdsmæssig klang, og da er mit mere af mere familie/følelsesmæssig art, så kalder man det bekymringer...

Men jeg kan godt mærke, at jeg skal have hanket op. Have kontaktet de mennesker, jeg mener, kan hjælpe mig videre. Et par besøg (eller 4) hos Zonedamen hjælper til at få overskud til at komme videre. Den helt store tudetur er også ganske forløsende.

Og så må jeg huske at glæde mig over mine 2 dejlige, sunde og kvikke Drenge, der hver dag bringer smil på min læbe og stolthed i mit hjerte!

Kan man vende på en tallerken?

Der er ikke mange ord i mig. Eller meget arbejde i mig. Og desværre heller ikke meget søvn i mig. Vi har mange pinde i bålet - eller bolde i luften, og i øjeblikket brændes lysene i begge ender...

Så kan jeg vist heller ikke finde på flere metaforer?!?

Til trods for, at vi igen og igen snakker om ønsket om at leve et ukompliceret liv, hvor der er plads til at være syg en enkelt dag uden at resten af familien render forvirrede rundt om hinanden eller at der er opgaver, der så er endnu mere presserende, når man bliver rask.

I flæng kan jeg nævne Moms. HD. 4 x Eksamen (til førnævnte). Årsregnskab x 2. Selvangivelser x 2 (den udvidede slags og noget med en virksomhedsordning). Yngstes Børnehavestart. Ældstes skolegang. Møder med skole(r), psykolog m.m. Et almindeligt lønarbejde - godt nok kun 30 timer, men det skal jo passes. Lederuddannelse (ikke min). En snarlig koncert og kæresteweekend, hvor der mangler noget lækkert overnatning ved vand i nærheden af Århus. Til rækken af manglende opmærksomheder ligger også et vægttab, der er blevet til en -øgning og mangel på motion (og motivation).

Der er masser at ponke sig selv i hovedet med - og jeg gør det... Med jævne mellemrum. Fokuserer på alt det jeg ikke når og når endnu mindre...

Tilbage til det med tallerkenvendinger!

Mødet i dag var positivt, fremadrettet og konkret! Skolen var mødt talstærkt op med Skolepsykologen, Støttelæreren, Støttepædagogen (både i SFO og klassen), Klasselæreren, Matematiklæreren, SFO-leder og Inspektøren selv. Vi var jo os to forældre, så vi var 9!
"Turen rundt" var god. Vi fik både skidt og godt på bordet. Vi fik luftet vores holdning til "Loftet", og lærerne fik på en bedre måde beskrevet deres bevæggrunde for at sende ham derop.
Vi fik snakket meget om, hvad det så er der trigger hans anfald af vrede/utilfredshed/frustration og xxx (alle de andre negative følelser). Og vi tror efterhånden, at det handler om, at han ikke kan håndtere dem - at selvom fornuften ved, at det er forkert at bide/sparke/slå, så er det impulsen, der bestemmer i det øjeblik, hvor han er trængt. Han kan også blive uhyggeligt ked af det uden på forhånd at have nogen dybere indsigt i "problemets" omfang.
Skolepsykologen havde noget konkret i posen til os. Noget, der kunne være en plan at få undersøgt. En BRIEF eller på dansk "Adfærdsvurdering af eksekutiv funktion". Så vi har fået et forældreskema med hjem med 86 spørgsmål, og skolen har fået et andet. Med resultatet af den i hånden tager vi så endnu et møde med Børnepsyk - denne gang bare inkl. Skolefolkene, for de mangler virkelig noget konkret at gå efter.
Vi andre har sagt ja (eller OK) til at besøge noget familierådgivning for at få input til hvordan vi takler Ældstes frustrationer. Vi følte os nok lidt pressede til at sige ja, men lad os nu få det bedste ud af det! Som jeg ser det, kan vi kun komme godt videre - enten med tips/tricks og gode råd til at komme videre eller med en bekræftelse af, at det vi gør er godt nok/det rigtige.

Vi har valgt! Vores Folkeskole er det bedste valg for Ældste. Ihvertfald for nu. Der er lærere, pædagoger og andre mennesker (ja ;) Inspektøren hører til denne sidste gruppe), der vil vores Ældste. Vi vil! De vil! Han vil! -slet ikke mindst-

Og hov... Så var der alligevel ord, og træthed. Måske især også i morgen tidligt, når fredagen kalder.

Tak! Tusind Tak! for alle jeres input til mit sidste indlæg. De varmer helt derind, hvor tårerne kommer fra.

Og til Palle: Jo! Vi har mere end een gang talt om at kontakte GiftedChildren. Vi er bare ikke kommet videre... Vi har også haft kig på Mentiqa, men mener ikke, at det er noget for vores Ældste (endnu og måske aldrig).
Tak Kontorchef, fordi du forsøger at give input fra den anden side af kateteret. Vi er nu endnu mindre i tvivl om, at det er mere manglende erfaring end "dumhed", der gør, at det er så svært at håndtere/takle vores Ældste.
Til Damen: JOW! Man får et ætsende behov for at handle! Og følelsen af, at det er vores skyld, at vores dreng ikke trives i skolerammerne, men fint derhjemme. Vi er blevet bedre til at stille krav, men forpligtende krav. Vi ved, at der er mange ting, som vi er den bærende del af. Det er til tider ret hårdt og noget tungt, men det er vores dreng.

Til tider ønsker jeg, at der var en eller anden diagnose, man kunne sætte på ham, for på den måde var det nemmere at få hjælp. For så ville der findes en form for "brugsanvisning" - eller i det mindste noget erfaring at trække på.

Skiferiestress

Med hele familien småsyge og en mand, der er gået helt i brædderne, er der altså ikke meget sjov i at pakke til skiferie...
Det er der ikke i forvejen, for selvom pakkesedlerne gør det nemmere, så er det altså et stort arbejde.

ØV! Hele familien sover, og jeg farer rundt og har stadig ikke fået puttet eet eneste lille stykke tøj i tasken, men til gengæld flyder hele spisebordet!

Jeg må videre...

Hav en rigtig god uge 8!

Stress

Jeg har været på faglig weekend. Eller i hvert fald var den faglig om lørdagen. Resten af tiden var afslapning med familien, badeland, Mombassa, minigolf, bowling og almindelig leg og hygge.

Generelt er disse weekender ret OK. Ikke noget ophidsende, men som regel nogle gode emner og nogle gode diskussioner/debatter.
Det handler om fagforeningsmæssige emner som "Hvad kan fagforeningen gøre for mig", "Hvordan hverver vi flere medlemmer" osv. osv.
Og for at vi nu ikke føler, at mødet kun er for fagforeningens skyld, kommer der som regel et spændende oplæg fra en udefra. Denne gang var det John Graversgård (Arbejdspsykolog fra Arbejdstilsynet i Århus), der fortalte om stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det var mere spændende end som så.

Pludselig hørte jeg mig selv fortælle, hvordan det føles... Hvordan det starter med, at nye opgaver bliver sværere at komme i gang med, at overskue. Hvordan det fortsætter med at alting bliver mere og mere uoverskueligt, og lige pludelig en dag befinder man sig i en situation, hvor selv opgaver, man tidligere har kunne løse med bind for øjnene, er fuldstændig uløselige. Det er som om ens verden smuldrer mellem fingrene på en, og en dag finder man sig selv hos den lokale Fakta og kan ikke finde mælken - ej heller udgangen, eller overhovedet finde ud af, hvad det var man skulle have handlet den dag...
(Så var det også, at jeg holdt op med at arbejde...)

Det var først der, i lørdags, at det gik op for mig, at jeg havde haft stress... At det, at jeg ikke synes at jeg kunne leve op til forventningerne -min egen og andres- ikke nødvendigvis skyldes, at jeg var dum eller dårlig til mit arbejde, men blot at påvirkningerne fra dårlig økonomi og dårligt psykisk arbejdsmiljø i virksomheden fyldte så meget, at der ikke var plads til det væsentlige, nemlig at passe mit job og min familie. Oveni kunne så lægges "udfordringerne" med at få nr. 2, vores egne ønsker og drømme om "et bedre liv" og det, at vi også selv havde temmelig mange penge i klemme i selvsamme firma, som ikke var helt vores eget, og derved var beslutningerne og indflydelsen ikke 100% vores...

Jeg har været heldig. Tror jeg. For vi solgte vores andel af firmaet, og jeg stod uden job. Det var i samme måned, som vi testede positiv med det, der skulle blive til Yngste. Jeg trængte til en pause og havde desforuden ikke samvittighed til at søge job velvidende, at jeg var gravid. Oveni var jeg træt af IT-branchen og al den usikkerhed og tidspres. Træt af utaknemmelige brugere og manipulerende chefer (ved godt, at de findes allevegne) og kunder, der altid skulle lave om i kravspecifikationen/ønskerne til systemet i 11.time. Træt af at hænge som en lus mellem 2 negle, at skulle navigere mellem udviklerne/programmørerne, der ikke kunne aflevere til tiden -ikke fordi de ikke ville, men fordi de ikke evnede ("If You pay peanuts, You get monkeys")- og mellem chefen/kunderne, der reelt ikke havde for 10 øres forstand på IT(web)-udviklingsprojekter. Så jeg ville noget andet, og havde nu god tid til at tænke mig om. Eller vi havde faktisk været i gang med planlægningen, så samtidig med, at jeg kvittede jobbet, startede jeg på HD 1. del.
Jeg har gået hjemme i næsten 3 år. Kun afbrudt af et par økonomi-kurser (C5) af 6 ugers varighed og et "praktik-forløb" på samme. Jeg har søgt jobs. Dem, der var påkrævet, men ellers har jeg nydt friheden, freden og at kunne være der for hele familien (mig selv inklusive). Yngste har været hjemme hos mig til han var 1 år og 2 måneder, så han var helt klar til vuggestuen, da han startede. Herefter fik jeg endnu ½ år, før jeg var helt klar til arbejdsmarkedet igen og begyndte at søge sådan for alvor. Det var først, da jeg meldte mig på banen hos vikarbureauerne, at der virkelig skete noget. Nu er jeg så her og har det godt :-)

Eller dvs... Har jeg? Jeg har igen et stramt program, hvor jeg en aften er til HD, en eftermiddag/aften er til svømning med Ældste (den times ventetid bruger jeg som regel på at læse lektier), en eftermiddag er jeg til svømning med resten af familien og en lørdag formiddag går igen med HD. Tidligere har jeg også været med Ældste til golf, men sæsonen for træning er slut og starter først op igen i april. Derved er mandag eftermiddag blevet lidt mere fleksibel, men han vil jo alligevel gerne af sted...

Jeg tror, jeg svæver et sted i det ubestemmelige...

Jeg har det godt, men alligevel har jeg aftener med hjertebanken...

(Hvis indlægget her er rodet, så bær over med mig. Det har været undervejs siden søndag aften, og erkendelsen af, at jeg ikke er nogen superkvinde/-mor/-medarbejder har været lidt svær at formulere.)

Pusten

Styx spørger i sin kommentar til sidste indlæg, om studiestart har taget pusten fra mig...

Og det kan man godt sige... Det -og mange andre ting- bruger min energi, og den (lige nu) sparsomme fritid bruges -næsten- i ske med Manden Min, for Gud, hvor jeg savner ham!

Vi har været vant til at arbejde sammen i mange år, og mens jeg gik hjemme, kom han af og til tidligere hjem, så vi var alene hjemme, inden børnene skulle hentes. Vi kan/kunne snakke i timer og atter timer, fik vi bare lov... Men måske har vi alligevel fået lagt et lidt for stramt ugeprogram, for vi føler begge, at vi mangler hinanden i hverdagen.

Til gengæld får han endnu mere glæde af vores to dejlige børn!

Yngste eeeelsker sin Far. "Ælsder FAR", siger han tit :-) I går havde de bare siddet og set børnetime, og Yngste havde puttet sit lille hoved ind til Far og sukket saligt. Ældste nyder også godt af alenetiden. Han og jeg går på golfbanen om mandagen til træning, og torsdag følger jeg ham til svømning. Ældste og Far har også dejlig tid sammen. De spiller computerspil, brædtspil, snakker og leger med LEGO. De har en fælles forståelse og et sammehold, der af og til er helt uden ord.

I går var jeg til HD for anden gang i dette semester. Kørte hjemmefra allerede kl. 16.50 og følte det, som om jeg lod dem i stikken... Jeg følte det, som om vi lige var kommet hjem, og så skulle jeg allerede køre igen. Havde nærmest ikke nået andet end at lave en kande kaffe og give familien et knus. Sådan var det selvfølgelig ikke helt, men det var svært at skulle køre uden at have lavet mad til dem og have sørget for, at de havde det godt. Manden Min kan sagtens klare sagerne selv, men hvis jeg har sørget for dem, så er det jo mig, der har kontrol - måske er det det, det drejer sig om... I alle fald har jeg altid haft svært ved at komme af sted, når jeg skulle af sted alene - og det uanset om det var til fornøjelse, undervisning eller bare længerevarende indkøb.

Hvorom alting er, så tikkede en af de her fantastiske SMS'er ind kl. 20.30, at børnene sov, og alt åndede fred.

Hvor kan man da bekymre sig unødigt om mange ting, men mon jeg nogen sinde lærer, at Manden Min er lige så god -hvis ikke bedre- til at være alene hjemme og putte børnene???

14 dage

Sådan ser programmet ud for familien i den forgangne og den næste uge...

Tryk på?

34	Mandag	Tirsdag	Onsdag	Torsdag	Fredag	Lørdag	Søndag
	7.30 Morgen- møde 10.00 Foto 15.30 Golf Betale skiferie #1	13.45 Mormor Bytte gave Købe gaver	13:00 Fødselsdag hos A.J.	14.00 Body behandling	17.00 Sommer- fest	8.45 HD opstart 12.00 Hente billetter 17.00 Cirkus	14:00 Fødselsdag hos T.P. 15.00 Preski kaffe hos os
35	7.30 Morgen- møde 16:00 Golf	17:30 HD	Moms	18:00 Svømning	16:00 Familie- svømning	8.45 HD   18:00 Spise på Noden 20:00 Gynt

Hele familien
Forældre/kærester
Manden Min
Ældste
Yngste
Mig

Træt og trist

Jeg bliver tit trist, når jeg er træt. Overskuddet og det positive sind siver ud af mig som luften af en ballon, i takt med at trætheden indfinder sig. Nat efter nat med halvdårlig søvn er ved at sætte sine spor sammen med ugens travlhed på arbejde.

Cheferne (mand og kone) er på arbejdsrejse, og jeg er derved den eneste på kontoret. Ikke noget, der plejer at være et problem, hvis ikke lide det var for den APV, der skal afleveres til Arbejdstilsynet mandag morgen. Alle kunderne er ved at starte op igen efter sommerferien, og det betyder, at mange har brug for et besøg af en servicetekniker og ringer ind - Eller de opdager, at de ikke har mere af et eller andet.
Normalt er der altid en tekniker på bagvagt og i huset, men med en på ferie og en på rejse, er der kun to tilbage, og det er ikke nok til at have en "hjemme". Derfor har jeg også været nødt til at blive på arbejdet lidt længere hver dag.

Manden Min er startet nyt arbejde, hvilket medfører at han også er træt, når han kommer hjem. Det kræver sit at navigere i et nyt miljø, hvor man ikke kender spilleregler, arbejdsgange, omgangstone og alt det andet.

Vi vrisser lidt af hinanden. Ikke meget, men sådan lidt, hele tiden.

Det gør mig trist, at vi ikke når noget efter arbejde. At vi er så trætte at selv et simpelt skoletaskeindkøb bliver til en ekspedition. Jeg bliver lidt ked af det (og får dårlig samvittighed), når jeg ikke kan hente Ældste til aftalt tid, fordi jeg bliver forsinket fra arbejde. Trist af, at Manden Min fortrækker til eget selskab, når jeg har brug for bare at være (sammen).

Jeg er for træt til at tale, til at være opmærksom, til at give udtryk for mine følelser og for mine behov. Og allligevel "evner" jeg ikke at komme tidligt i seng. Der er altid lige noget, jeg kan ordne inden sengetid.

Når man (jeg) er træt, ryger alle de gode vaner med faste spisetider, fornuftig mad, rutiner og alt det andet, der hjælper os til at have koncentreret tid til det sjove.

Det er jo netop, når man er træt, at man har behov for struktur. Hvorfor ender det så altid lige modsat?

...Og så lige i dag, hvor jeg har allermest brug for det, vil Yngste bare ikke sove!

Efter 14 dages ferie

var der "lidt" arbejde til mig på kontoret.

Heldigvis er det jo ferietid, så der lå ikke helt så meget og ventede, som havde jeg været 14 dage væk i foråret/efteråret. Det vil nok alligevel tage et par dage (eller resten af ugen) at komme til bunds i stakkene af købsfakturaer og følgesedler, der skal sendes fakturaer på.

Når jeg så er med igen, ligger der en ArbejdsPladsVurdering og venter på at blive lavet inden den 14. august, hvor vi får "fint besøg".

Og så har vi en tysk leverandør, der er lidt tung at danse med... De er nye på det danske marked, og vi har haft mange problemer med Euro-overførslerne til deres bank. De er ikke til at træffe pr email (undtagen når man bestiller varer), og der er rod i deres bogholderi, så de til stadighed tror, at vi skylder dem nogle penge, som vi for længst har betalt.
Det er en af de store store sten (inspireret af 7 gode vaner) i min opgavebunke i øjeblikket.
Kontakten til udenlandske leverandører er ikke så ligetil som til de danske pga. sprogbarrieren. Havde jeg så bare været supergod til tysk, men korrespondancen foregår på engelsk, hvilket disse tyskere ikke er super til. Måske de har et generelt problem med kommunikation? Jeg hælder til den tanke...

Ellers har det været OK at starte på arbejde igen.

Chefen kiggede forbi fra ferie et par timer, og vi holdt statusmøde, hvor hun viste den nyeste plan frem for eftersommer/efterår. Der bliver travlt for vores serviceteknikere! Og dermed travlt for os på kontoret.
Vi snakker store beløb, når en 3% "kontantrabat" løber op på omkring 30.000,- Og det er bare vores indkøbspris... Det er noget større beløb per projekt, end jeg har været vant til fra tidligere jobs. Men spændende, det er det.

I min inbox lå også en bekræftelse fra Syddansk Universitet på, at de havde modtaget min ansøgning, og at jeg ville få nærmere besked. Ikke mere... Men Chefen havde talt med en derfra og mente, at jeg selvfølgelig var blevet optaget.

Hvis dette er korrekt, skal jeg starte op den 26. august.
Inden da er jeg fyldt 31 år. Sikke noget ;-)

Med fire børn i huset

Kræver hverdagen lidt mere struktur og meget mere rutine, end vi har i vores hus.

Det er hermed bekræftet og afprøvet på et døgns tid. Alle eventuelle strøtanker om storfamilie er fejet af bordet.
Ikke fordi det ikke har været hyggeligt lige pludselig at få huset fyldt med børn, men fordi vi kan se alle fordelene ved "kun" at have de dejlige to, vi har.

Forvirret?

Vi har passet et par venners børn. To styk. En dreng på snart tre år og en pige på snart et år. Forældrene skulle til bryllup Nordpå og havde ingen pasning til Poderne, da alle "normale" pasningsaftaler gik i vasken, den sidste pga af en akut tilkommen dårlig ryg. Nu var gode råd dyre...Og som et måske sidste forsøg, ringede de til os i mandags og spurgte.

Det har været skægt, hyggeligt og også udfordrende at have fire børn at holde styr på. Bare det at spise frokost og få puttet 3 små til middagslur var lidt af et samlebåndsarbejde ;) Men det gik fint, og heldigvis sover deres børn nemmere og mere, end vores nogensinde har gjort, så på den måde gik det nemt.

Om eftermiddagen gik vi på sanselegepladsen og fodrede dyr i den lokale dyrepark (hjorte, ænder og andre fugle) og fik et par timer til at gå med hygge udendørs, før vi vendte hjemad med sultne børn, der fik masser af lasagne på skiftehold.
Heldigvis havde vi voksne valgt nem, men lækker mad - Sushi - som vi spiste "sent" - efter kl. 19.00, hvor første barn var puttet i tremmesengen i vores soveværelse og drengene legede (alle 3) i stuen. Næste barn puttet var Ældstesønnen i egen seng (den øverste køje af Flexa-sengen), dernæst Lånebarnet i en weekendseng på drengenes værelse og til sidst - og efter 20.00 vores egen Yngstebarn (også i egen seng, underkøjen af førnævnte Flexa). Han er den, der er sværest at putte, så han skulle være træt nok til at lægge sig til at sove med det samme.

Vi har hygget os, men det er lidt af et logistisk mesterstykke at få det hele til at passe med 3 små (trip-trap-træsko, 1-2-3 år), der skal have mad, rene numser, sove til formiddag/middag/eftermiddag og underholdes eller leges med eller skilles ad, når de vil lege med det samme legetøj. Så skal de have mere mad og sove mere og... *He He* Det lyder værre end det er, og som sagt har vi hygget os.

Men det er jo også nemt nok at hygge sig og tage let på det hele, når man ved, at søndag kl. 11.00 kommer forældrene igen og overtager ansvar for ungerne :-)

Nu lige om lidt står Yngste op fra sin lidt sene middagslur og så pakker vi klapvognen med udendørstøj, kaffe, vand og det gode humør og drager mod Kobakken, hvor en af "Pigerne" fra mødregruppen holder 2-års fødselsdag for sin mellemste krudtugle.

Vi lader græsplæne være græsplane og smiler lidt af, at græsset er så langt, at det kan duve i vinden eller skjule dyrebørn som hos Puk (hos os er det dog kun kattekillinger, men til gengæld mange af dem).

Resten af dagen er dømt hygge, så må alle de praktiske gøremål vente til i morgen.