MrsBaloui

Når de blomstrer - gør jeg også

Vi har de seneste par dage været til et par fantastiske skole/hjem samtaler med drengenes lærer - først med Yngste og ugen efter med Ældste.

Jeg er stolt! Og Faren er stolt! Og først Yngste, dernæst Ældste er stolte!

Der er stor forskel på mine to drenge. Altså de ligner hinanden som brødre udseendemæssigt, men hvor den en er et lille og tæt muskelbundt, så er den anden en tynd og mere ranglet, bleg dreng - ikke usund at se på, men bare sådan ultraslank uden at gøre noget for det. Sidstnævnte kan komme af diagnosen på de fire bogstaver og medicinen - mest det sidste tror jeg, for det æder sulten...

Men tilbage til skole/hjem samtale nr. 1: Yngste fik ros med ros på! Både for hans vindende væsen, samarbejdsevne og vellidthed (hedder det det?) blandt alle i klassen. Han vil gerne lege med alle, og alle vil gerne lege med ham. Han er hjælpsom og omsorgsfuld - og knokler på for at lave sine ting i skolen. Han er ved at knække læsekoden (1. klasse) - og det kan mærkes i skolen, at vi øver med ham 5 dage om ugen - både på selve læsningen, men især på tilliden til sig selv og metoden til at læse svære og ukendte ord. I Matematik drøner han bare derudaf, og idræt elsker han. Ja, jeg tror faktisk ikke, at der var noget ikke positivt i samtalen, og Yngste dansede og nynnede hele vejen hjem fra samtalen, mens Manden Min og jeg gik hånd i hånd og smilede til hinanden. Tænk... Om en måned er det 8 år siden, vi kørte ræs for at nå på sygehuset i tide :-D

Skole/hjem samtale nr. 2  forgik på næsten samme måde. Men til forskel fra Yngste, så har Ældste haft meget at skulle arbejde med i de forgangne år. Han har det ikke altid nemt i skolen på det sociale plan, og har i en lang periode faktisk ikke haft nogen at være sammen med efter skole, da klassekammeraterne trækker sig fra ham pga hans til tider eksplosive temperament... Men siden vinterferien er alting bare blevet nemmere! For han har fået sig en ven! En ven, der minder meget om ham selv - som også har sit at slås med, men som også har hovedet i orden. Derfor kunne vi nu høre på beretninger fra klasselærer og matematiklærer og hilsner fra de øvrige lærer om en dreng med væsentligt forbedret koncentrationsevne, "arbejdsmoral", samarbejdsevne - og mod på gruppearbejde, større skriftlighed og... At han ligger i toppen af klassen rent fagligt hele vejen rundt... 
Så mange positive tilbagemeldinger har Ældste aldrig prøvet at få! Især også, fordi der faktisk ikke var noget "men!" denne gang - bare et "fortsæt den gode udvikling!"

Vi er med i et projekt i kommunen, og den voksne der har et godt hjerte og øje for drengene - ikke at det på nogen måde skal misforstås!
Han fik bragt 2 (nu 3) drenge sammen, og vi forældre omkring har støttet op og gjort plads og "gødet" og passet venskabet og set det spire. Det spirer så meget, at de nu har lukket en tredje dreng ind i fællesskabet.

Det er så smukt at se, når ens søn, der kæmper så hårdt på mange fronter, finder et fristed hvorfra han kan vokse og suge næring og overskud og glæde.

Han er påvej i blomst - min 13-årige søn. Det er så smukt at se...

Stilstand eller udvikling?

Hvis noget er blevet syltet i de sidste mange måneder, så er det vist her! Og det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om eller oplever noget eller? Næ, men tid er endnu engang blevet den knappe faktor, hvis den ikke altid har været det...

Siden sidst, den 28 januar 2010, er der sket en del hos og omkring os.

Kronologisk - og her er jeg nødt til at tage kalenderen i brug - og ADVARE om, at dette nok bliver en monsterlang post - eller måske bliver opdelt i flere etaper...

• Jeg har været på forældrekursus! I Samarbejdsbaseret Problemløsning hos Inge Brink. Grundlæggende går det ud på at være forberedende overfor det ufleksible menneske og kende til, hvad der trigger "eksplosionerne". Det var i første omgang møntet på vores dejlige 11-årige søn, men jeg oplever efterfølgende, at jeg har taget noget andet til mig, som jeg kan bruge på job.
  Det er Ross Greene, der er foregangsmand på metoden, og jeg kan kun sige - at når det lykkes er det rigtig godt!
  Desværre kræver det - som sagt - en del forberedelse og kan ikke som sådan bruges når det er gået galt, men mere som en forebyggelsesmetode. Vi fik mange gange pointeret på kurset, at det er en læringsmodel og de løsninger, som man finder frem til, skal med stor sandsynlighed revideres igen og igen, men at det jo netop er pointen... At barnet er med til selv at finde løsningen, og derved lærer sig at ... Finde løsninger ...
  Det handler om at se og høre og respektere og forstå og give plads. Det er barnet/personen selv, der skal være den, der finder løsningen - selvfølgelig med (megen) hjælp fra den anden part, men det er vigtigt, at det er barnets løsning, som vi prøver af - og hvis det ikke duer, at det er barnet, der er med til at finde en ny løsning. På den måde er det jo barnet selv, der løser og lærer af det.


• Skiferien i Hemsedal var lige så dejlig og fantastisk som den plejer - hvis jeg må udtrykke mig sådan ;-)
  2 familier afsted og masser af dejlig sne, dejligt samværd og dejlig mad.
  Yngstemanden på 5 år var på rigtig skiskole for første gang - på det bedste niveau på skiskolen, for han har jo stået sammen med os siden han var 1½ år gammel. Han var også den bedste på holdet, fik meget ros, fik stået på ski med jævnaldrende og udviklede sig enormt hver eneste formiddag!
  Ældste var igen-igen på skiskolen med nye twintip, rails, off piste, park and jump og havde nogle fede oplevelser sammen med dem han var på hold med. Det er vist snart kun stilen, der skal pudses af, men han gnistrer helt af begejstring, så der bliver vist også et skiskole hold til ham næste år.
  Begge vi voksne fik også lært noget! Off piste og grænser blev prøvet af til den store guldmedalje - og jeg må indrømme, at jeg havde nogle kæmpestore sommerfugle i maven af at stå der ved afgrundens rand og skulle finde en rute ned mellem træerne - og at vide, at det med fartbegrænsningen var det så som så med, selvom mine ski er dejligt korte og stive.
  Sidste dag på ski stod hele familien ud fra morgenstunden og fik stort set stået på alle løjper inkl. et par sorte, som alle klarede med bravour.
  Skiferien 2011 er allerede bestilt og i dag betaler vi depositum på Hemsedal Alpin Lodge.


• Yngste er blevet ældre og er startet i mini-SFO, det som nogen kalder førskole-ordningen.
  1. marts gik han fra at være børnehavebarn til også at skulle "i skole". Nu følges mine drenge i skole om morgenen - og gi'r farvelkram hjemmefra, så der ikke opstår akavede situationer i forhold til Ældstes kammerater.
  Det er stort at se sine 2 børn gå afsted med hver sin skoletaske på ryggen. Og dejligt ikke at skulle spekulere på farlig skolevej, der er 2 steder, vejen skal krydses, og det tager under 5 minutter at gå derhen.
  Yngste trives som førskolebarn. Der er en større frihed og flere muligheder, og han kender rigtig mange på skolen, så det er rigtig dejligt at hente ham og eftermiddagen og høre alt det han har at fortælle - eller at ville hente tidligere end vi "plejer" og så af og til blive mødt med, at han gerne vil blive længere. Han er vokset med sin nye "status" og Vil-selv er i endnu højere grad flyttet med end tidligere.
  Heldigvis elsker han stadig at putte og give knus og kram, så helt 100% stor og selvstændig er han ikke endnu ;-)


• Vi har skiftet psyk. Jeg var træt af at ethvert spørgsmål eller samtale blev mødt med "mere medicin". Jeg er godt med på, at han skal have medicin og naturligvis i den rette dosis. Men jeg vil også tages seriøst, når jeg spørger ind til hjælp vedr. f.eks. adfærdssregulering. Vi er godt i gang det nye sted, og selvom de ikke kan tilbyde samtaler, som jeg havde håbet på, så bliver vi taget godt vare på alligevel. Distrikssygeplejersken kommer snart på besøg i klassen (uden dog at gøre sig til kende overfor Ældste, da børnene i klassen ikke kender til hans diagnose. Hun vil ved observation se, hvordan hans trivsel i skolen er - og hvad vi (skole/forældre/sundhedssystem m.m.) kan gøre yderligere for at hjælpe ham.


• Og så kan den stolte mor jo ikke lade være med at prale af at selvsamme dreng 10 dage før sin 11 års fødselsdag svømmede sig til sit første 1000 m mærke :-)
  OG at han fik mange gode ord med sig hjem, da vi var til skole/hjem samtale. Fagligt er han toppen-af-poppen, når bare han gider. Han er vokset og modnet og har ikke i samme grad udfald. Han er blevet meget bedre til selv at mærke efter og bede om en pause, når/inden det brænder sammen!


• Vækst har vi også endeligt fået svar på. Og nye tider er plottet i systemet. Ældste går næsten fri med forsinket vækst som forklaring på hans kun 130 cm som 11-årig. Yngste derimod har - som formodet - for lavt væksthormon og forsinket vækst, hvilket jo så er en rigtig god forklaring på hans kun 100 cm som næsten 6-årig.
  Vi skal afsted i maj og få fastlagt det videre forløb. Det hedder væksthormon-indsprøjninger, og det skal vi som voksne lære at give ham (med en pen, der ligner den man bruger, når man har diabetes). Dagligt. Så denne gang skal vi afsted både mor og far, for jeg er en forfærdelig kylling, når det kommer sig til det. Jeg SKAL lære det, men jeg vil ikke stå med ansvaret alene, og det har der heller aldrig været tale om ;-)
  Til september bliver der fulgt op på Ældstes vækst, som der sig hør og bør ved forsinket vækst. Han skal nok komme efter det - lover de.


• *HE* Og så har jeg prøvet min første - og nok også sidste - Zumba time... Det var ganske enkelt ikke hårdt nok ;-D Måske fordi jeg er i for god form til begynderholdet - trinnene var ikke specielt vanskelige, så måske hvis jeg havde prøvet et sværere hold, men jeg tror bare ikke, at det lige er mig...


• Sidste punkt eller deromkring er min træning til Lillebælt Halvmarathon. Min første af slagsen. Måske den sidste, det kan jeg ikke helt afgøre. Ikke fordi jeg ikke godt kan lide de lange løbeture. Min længste indtil videre var på 18,5 km i flot tempo. Jeg gik temmelig kold efter 16-17 km, men det var måske heller ikke det klogeste at begive sig så langt omkring på bare en banan og en kop grøn te! Jeg var pænt ødelagt i et par timer bagefter. Kender I tegnefilmene, hvor man bare kan se, hvor ondt en bule gør? Rødt og dunkende? Sådan en lilletå havde jeg, da jeg kom hjem. En stor fed blodvabel. ØV. Så hvis det skal være på den måde, så gider jeg ikke de lange ture.
  Det andet er tidsforbruget. Det er megasvært at finde 2 timer til en lang tur hver uge - foruden de 2-3 andre dage i ugen, hvor der skal sættes ½-1½ time af. Med alle de projekter og aktiviteter har det været et logistisk mareridt, der har spist af motivationen og lysten til at løbe. Jeg vil hellere løbe for sjov end fordi jeg skal...

...Det var det jeg sagde... Hvis du kom helt herned, er jeg ret imponeret ;-)

Jeg vil ikke love bod og bedring, men status er, at jeg har det godt, men travlt!

Sommer...

Det er sommerferie her på bloggen - også selvom jeg ikke har haft ferie siden sidste indlæg den 19. juni.

Det har været svært at finde ro - og finde emner til at skrive. Eller emner har der jo været nok af, men ikke alle egner sig hertil - og masser filtreres fra, fordi min store dille ligenu (og det har det været siden nytår 2008/2009) er løb, løb og atter løb. Det er vel ikke det fedeste at blive ved med at høre om, hvor fantastisk jeg synes løb er - hvilken fornemmelse jeg har i krop og sind, når jeg løber - og især har, når jeg har løbet - vel?

Og travlhed på jobbet har der været masser af, men det er ikke det sjoveste at skrive om, for ikke at sige, at når indlæg nr. 5 handler om, at tingene er svære at nå på job med kun 30 timer om ugen til rådighed, så taber man nok nogle læsere til andre og mere lystbetonede blogindlæg.

He! Og så skal jeg nok heller ikke sige mig fri for at være ramt af Facebook-bølgen...

Men hvis man kigger på alle projekterne fra dengang i maj, så er det ganske mange bolde, der er i spil og som holdes i luften til tider med mere ynde end andre gange, men familiesamarbejdet arbejdes der på, og det går som regel godt.

Det, der har fyldt mest i de personlige tanker, er Drengenes forsinkede vækst og Ældstes pre-teenager-tilbøjeligheder... Det første er vi tættere på end nogensinde på at få en afklaring omkring. Desværre hedder ventetiden på den afgørende undersøgelse 4 måneder, men vi er inde i systemet med begge og har nu en børnelæge med forståelse for min bekymring og som ikke bare skyder det ind under "arv og genetik" med henvisning til min manglende højde - tænk, hvis det også skyldes manglende væksthormonproduktion (for alle i min familie er højere end mig).
Ham pre-teenageren arbejder jeg videre med. Og forsøger at vælge mine kampe med omhu, for det kan blive en værre kattejammer, når det først går for sig. Jeg har ladet mig inspirere af Ross W. Greene, og forsøger med mantraet "Børn gør det rigtige, hvis de kan".

Vores ferie på 3 uger er snart forbi. I næste uge går det løs med arbejde, børnehave og skole. Vi har haft en dejlig ferie, blandet "arbejde" på ejendommen (oprydning), småture til Rømø og Givskud Løvepark (og vi når nok også en tur til Legoland) og så en dejlig 5-dages ferietur til Sydtyskland, hvor vi boede på et lækkert hotel i Furth nær Nürnberg og derfra kørte på ture til Playmobil FunPark, Legoland Tyskland, Industrimuseet i Nürnberg og - nårj ja - stod på ski i Snow Dome Bisbingen på vej derned.

Tilsidst... I slipper ikke for lidt løberhistorier alligevel ;-)

På lørdag løber jeg Juelsminde Run 2009 10,5 km.
Jeg har nemlig vundet et startnummer i en lodtrækning på Tracktime.dk, så selvom jeg har rationeret motionsløbene af hensyn til familien (ellers var jeg nok afsted hver eller hveranden weekend, for jeg eeeelsker det sus!), så bliver min sommerferie afsluttet aktivt og med manér!

Store lusedag

Frem med kammen og igang med kæmningen!

I dag opfordrer Matas (og andre) til at finde kæmme-kammen frem og tage den helt store tur, så vi kan få bugt med de små kriblende-krablende dyr.

Også skolerne og instutionerne opfordrer forældrene til at gå i krig mod plagen, så den ender med blot at være et fælt minde.

I øvrigt kan lus ikke leve i hår, der er under 3-5 mm langt, så det er længden på mine drenges hår ;)

Der findes ingen mirakelmidler, kun tålmodighed, gentagelser og en god tættekam...

God fornøjelse! - eller noget...

Vil du vide mere om lus?
En Googling gav 17.200.000 hits - hvoraf denne er ret OK.

Status af en slags...

Det er vist på tide med lidt lyd herfra! Og en status af en slags på alle de bolde, der har været i luften i det sidste lange stykke tid...

Allerførst! Så afleverede jeg i lørdags godt 80 sider til Studiesekretæren på Universitetet. Så er den hovedopgave afleveret, og det blev fejret på behøring vis med brunch, kaffe & friskpresset juice :-)
Så er der bare forsvar om små 14 dage og en re-eksamen 2 dage efter. Mon jeg kunne være den (heldige) lykkelige ejer af et Erhvervsøkonomisk Diplom sidst i juni, så?

Sidst i Påsken kiggede vi på hus. Et dejligt et fra 1926 med plads i 3 plan og en dejlig lille have. Lige der, hvor alle Ældstes klassekammerater bor - og i "det rigtige kvarter" i byen. Processen har været lang og rigtig god, for det var dyrt - for dyrt - til os og i forhold til standen af det. Vi valgte at få en byggesagkyndig til at kigge grundigt på det for ikke at risikere at købe katten i sækken - eller et hus fuldt af fejl. Og vi gav bud i samarbejde med en advokat, for det skulle gøres ordenligt. Vores bud var (naturligt nok) ikke højt nok til sælger, så en anden må købe det, og det er helt fint. I processen er vi blevet klogere! På os selv og på vores drømme. På vores forventninger til en bolig og på de barrierer for ikke bare at gøre noget her, hvor vi i forvejen bor stort og ganske dejligt. Så køkkendrømme kan blive til virkelighed alligevel. Bare på den samme adresse som hele tiden. Og haven er allerede i forbedringsprocessen. Noget, der skulle gøres alligevel, eftersom vi ikke havde tænkt os at sælge, bare udleje...

Beslutninger er der taget rigtig mange af i de sidste 2-3 måneder, og mange muligheder er prøvet af. Der måtte flyve et par fugle, men nye muligheder viser sig hele tiden. Og hvis jeg nu får det der diplom, så bliver det nok ikke sværere, vil jeg tro...

Båden står stadig på land, men i noget bedre stand end da den blev taget op i efteråret. Vi mangler en del til motoren, men den er på vej. Og båden er blevet pudset og poleret i alle ender og kanter, både oppe, nede, ude og inde - og vi finder stadig mere at gøre. Vidundermidlet til at få fjernet de gule & grimme aflejringer på fribordet blev Gelcoat Cleaning Spray, som viste sig blot at være oxalsyre (og desværre fandt jeg først ud af dette magiske middel efter at have renset hele den ene side op med Boat Rubing Liquid, som virker ret godt, men er en noget langsommelig affære)...

Og Mentiqa i Trekantsområdet er i støbeskeen. Endnu har vi valgt at følge passivt med, da et skoleskift ikke er helt aktuelt for Ældste. Han trives faktisk godt i sin folkeskole og har det godt med at kende spillereglerne - og være tæt på kammeraterne, selvom det kan være svært at få leget med nogen. Desværre er vores vidunderlige Matematiklærer lige gået på barsel og kommer ikke tilbage før 4. klasse - og for at det ikke skal være løgn, så er vores lige så dejlige Klasselærer i samme tilstand som førstnævnte, så der står 2! nye lærere på skemaet til 3. klasse * ØV ØV ØV og atter ØV *

Men når vi er ved Ældste, så har han lige været på alletiders Pinsetur til Forlev Spejdercenter og kom glad, træt og møgbeskidt hjem. Alt hvad der havde været med på tur røg i vaskemaskinen (inkl. gummisko!) og ser nu nogenlunde ud. Ældste var i bad i over ½ time og måtte skrubbe grundigt for at få al den sorte mosejord af hud & negle :-)

Vægttab bliver det ikke så meget til, men Ninka & hendes Kernesunde familie hjælper til inspiration, og min egen dejlige familie lytter til mine ønsker :-)
I Mors Dags gave havde de fremskaffet den nyeste Bibel, og jeg kan nu prale af at have både "Kernesund Familie sådan!", "Køkkenrevolution på høje hæle" og "Kernesund mad" i sortiment. Motionen er lige nu den (næsten) daglige cykeltur til & fra arbejde, men planerne er mange, for det kunne gøre ganske godt for min noget slappe og lettere dellede krop...

Det har været godt med et mentalt blæsevejr!

Åh ja... Og sidste nye her til sidst... Yngste cyklede her til aften ned ad havetrappen på sin trehjulede Winter-cykel. Det kunne han altså ikke helt holde til og ligner mest af alt en bokser, der ikke har haft paraderne godt nok oppe...
Når det er sagt, så blev vi alle noget forskrækkede, og et besøg hos tandlægen i morgen er vist på sin plads. Han har det fint nu og sover trygt. Fik tørret tårer, næse og mund og fik is at sutte på, og så var han klar igen. Aftensmaden valgte han selv - havregrød! Om mindre end 5 minutter vil jeg lægge mig ind til ham og passe på ham resten af natten. Det bad han om, da jeg puttede til aften. Nogen gange må (skal) man godt...

Det går vel meget godt?

Den manglende aktivitet og dybde herinde skyldes ikke, at der ingenting sker... Men tankerne og oplevelserne er svære at få ned på "papir", for det hele er ikke Happy-go-lucky og heller ikke rent sort. Den der grå mellemzone, den udefinerbare grå masse er uhyggelig svær at skrive om, for det er bare sådan...

Vi har just været afsted på en dejlig weekend til Rønbjerg feriecenter. Den sædvanlige weekendtur, fristes jeg til at sige, for jeg er så heldig hvert år at blive inviteret med til en weekend om, hvordan vi kan gøre min fagforening bedre.

Og så har jeg lige talt en time i telefon med Ældstes støttepædagog fra skolen. Det går helt sikkert fremad, men der er stadig ujævnheder og udfordringer at arbejde med. Han udnytter stadig ikke sit talent, men opfatter at han gør - eller at han har et unikt talent, som alle andre ikke har. Han er ikke sen til at tale om det, og det kan godt virke pralende og det, der er værre. Han vil gerne lege med de andre i klassen, men gør det ikke når han får chancen. Han kan gå helt i stykker over at "vennerne" i 3. klasse skal på udetur, for så har han ikke nogen at lege med, selvom der er mindst 5 drenge fra hans egen klasse, der gerne vil lege - og tydeligt har givet udtryk for det. Han græder stadig meget over ting, som vi andre opfatter som banaliteter. Til gengæld oplever vi også en dreng, der er blevet bedre til at blive færdig og komme med, når vi skal videre.

Min egen skole går til gengæld ad hækkenfeldt til... Vi skal aflevere et 30-siders seminar om mindre end 1 måned, og jeg har ikke skrevet en eneste side endnu - endsige læst bøgerne om emnet. Stakkels min skrivemakker...

Yngste trives godt i børnehaven. Andet kan der næsten ikke siges til det... Han er stadig ikke blefri, men indsats er også minimal.

Herhjemme er der en form for stilstand eller våbenhvile... Arbejdsfordelingen er stadig den samme, men det er OK for nu, for jeg fik (for en gang skyld) sagt lidt fra, selvom det endte lidt i et brag og måtte afsluttes pr sms. Vi har begge meget på arbejde, så de store snakke må vente.

Nok for nu, for Golffolket er hjemvendt og er sultne - og om 1 time er der forældremøde i klassen.

Konstruktivt, men meregivende?

Vi havde et godt møde i Odense i dag. Første halve time brugte vi forældre med Børnepsykologen for at samle op på den samtale, vi havde for præcis ½ år siden. Undskyldningerne var mange for den lange ventetid - sygdom i staben osv. Fakta er desværre blot (endnu engang), at holder man ikke fast i "Dem", så venter man længere end lovet.

Hun (Børnepsykologen) var flink og imødekommende som altid, og vi havde en god samtale med hende. Ældste hører ikke til det det "Psykiatiske system", og det fik vi fastslået een gang for alle! Han er en dreng, der godt nok har en høj intelligens, men desværre også en lavt udviklet (social) modenhed. Derfor kan han i nogle tilfælde opføre sig som den fornuftige 8-årige, han er - og i andre tilfælde (modgang, ikke få sin vilje, faste (kedelige) opgaver, faste regler osv.) opfører han sig som en 4/5-årig og græder frustreret og hidser sig op, hvis han ikke kan få sin vilje.

Det vi gør, er godt nok! Vi skal bare blive ved. Han modnes og udvikler sig og finder strategier til at "coope" med hverdagens/skoledagens modgang. Og med modgang menes også noget så banalt som at skulle lave sine opgaver. Desværre har vi ikke vores Klasselærer næste år, men en ung og nyansat i stedet. Det er både godt og skidt... Nok mest skidt, men vi må vælge at se det positive i det - og både Matematiklæreren og Klasselæreren har lovet at sætte den nye lidt ind i situationen. Skolepsykologen vil skrive en indstilling til visitation af (flere) støttetimer til Ældste i klassen, så han kan hjælpes videre i de situationer, hvor stivsindet sætter ind.

Her til aften har Ældste og jeg været til klasseafslutning. Det var vældig hyggeligt - og som en ekstra bonus har Ældste 2 legeaftaler med klassekammerater i denne sidste uge inden sommerferien.

...Der er meget mere, men det kommer nok en anden dag, for nu er der mere hverdagsagtige ting og gøremål at huske på...

Skæbnetime

Det føles næsten som endnu en eksamen. Vi skal til møde på Børnepsyk om en time. Jeg skal køre om lidt og henter Manden Min fra arbejde. Jeg selv har holdt fri fra arbejde, for at komme for bare 3 timer er næsten spildt.
Det var meningen, at jeg ville have nået noget herhjemme, men i stedet har jeg ingenting nået... Ikke engang make-up. Det kan dog lige nåes ;-) Jeg ville faktisk have slået græsset, men det regner jo. I stedet har jeg drukket en kop kaffe og læst email, tømt opvaskemaskinen (og fyldt den igen).

Hvad jeg ville? Ingenting... Wish me luck...

Hele kroppen behøves

Som forberedelse på skolevalgsmødet på mandag (hvor vi skal mødes på Børnepsyk i Odense med Børnepsykologen, dem fra skolen + Skolepsykologen) læser jeg Gunilla Wahlström's "Begavede børn i skolen - Duelighedens dilemma?".

Den indeholder mange kloge ord om begavede børn og deres måde at lære på. Mange ting vidste vi i forvejen, men det er godt at blive mindet om, at vi har et barn med særlige forudsætninger og som følge deraf også med særlige vanskeligheder.

I kapitlet om hvad der kræves, for at man skal kunne udvikle sin begavelse er dette digt, som bl.a har været udgivet i det svenske blad "Fritidspædagogen, nr. 6, 1993".

Hele kroppen behøves

Øjne kan se og ører kan høre,
men hænder ved bedst, hvordan det føles at røre.
Huden ved bedst, når nogen er nære.
Hele kroppen behøves for at lære.

Hjernen kan tænke og måske forstå,
men benene ved bedst, hvordan det er at gå.
Ryggen ved bedst, hvordan det føles at bære.
Hele kroppen behøves for at lære.

Hvis vi skal lære noget om vor jord,
rækker det ikke bare med ord.
Vi er nødt til at komme nære.
Hele kroppen behøves for at lære.
                                  Ukendt svensk forfatter

Meget smukt, ikke?

Efter min mening, burde bogen være en del af pensum på de danske seminarer! Den er let læst og kun på 127 sider inkl. litteraturhenvisninger. Den indeholder tilpas meget information om begavede børn til at give et indblik i intelligente børns verden.
Det er muligt at der allerede er i pensum noget om intellligente børn - det skal jeg jo ikke kunne sige... Det er bare vores erfaring, at vores skole er på bar bund i denne "sag".

Blooms taksonomi bliver blandt andet beskrevet sammen med forskellige læringseksempler. Metodikken kan bruges selv i børnehaveklassen og med lidt fantasi kan selv en historieoplæsning gøres til læring uden at det bliver kedeligt.

Det handler om at dyrke og styrke børns nysgerrighed, fantasi og lyst til at lære...

Duften af nybagte flûtes

spreder sig fra køkkenet og ud i resten af lejligheden...

En sød og lidt dejlig lugt og mit bidrag til Ældstes overnatte-i-fritten i morgen. Der er indbudt til fællesspisning, men jeg skal jo som sædvanlig til HD og kan ikke deltage. Derfor må Manden Min tage afsted alene med vores to drenge.
Jeg har lovet at sørge for alt det praktiske med at pakke sovepose, nattøj, skoletaske, madpakke og alt det andet. Nå ja - og så flûtes til aftensmaden.
Jeg føler mig som en lidt bedre mor, når de nu er hjemmebagte (også selvom det bare er en brødblanding)...

I morgen skal Yngste i øvrigt have dræn i ørene igen. Det er ikke fordi, han er plaget af mellemørebetændelser, der er bare ikke nok "respons" på hans trommehinde, når de trykmåles, og vi har ikke haft de rigtige klokkeformede kurver siden sidste vinter før skiferien.
Min Mor tager med. Ikke at der er noget stort, uhyggeligt eller vildt i indgrebet - som jo er overstået på et kvarter, men fordi jeg ikke må køre med ham alene hjem i bilen.

Det meste af min Pinse kommer også til at foregå på skolebænken, for jeg har valgt at gå til manuktion i Økonomistyring, så jeg får lidt mere erfaring og fif i forhold til opgaveløsning.

Jeg glæder mig til jeg er færdig med min HD! Så er der bare så meget mindre til at fylde op derinde i den dårlige samvittighed...