MrsBaloui

I mål med match og mix

I dag var dagen (eller det var jo faktisk i går - for 10 timer siden), jeg har trænet til det sidste halve år - eller noget der minder om det, for jeg har været svært nervøs for om mit knæ (og senere mit skinneben og læg på samme ben) har kunne holde til mosten med 21,095 km.

Men det kunne det - hele - sådan da, for jeg er vist en kende brugt nu, men også høj på følelsen af "Jeg gjorde det s**" og så i 2.05.07, en tid som ligger ca 10 minutter under min "realistiske" tid og i hvertfald 5 minutter under "drømmetiden". "OK tiden ville  have været under 2.30, men så ville jeg nok alligevel have været skuffet, når nu jeg engang løb den samme rute på lige under 2 timer.

Her løber jeg i mål

Fantastisk følelse at blive klappet i mål efter så lang en tur. Lillebælt Halvmarathon kan helt sikkert anbefales både for ruten, stemningen, organisationen og...

Vejret var tæt på perfekt - sol, skyfri himmel, lidt vind og ikke alt for varmt - ca. 10° C, så vi blev ikke brændt af ude på ruten, selvom det var lidt af et puslespil at finde ud af mængden af tøj - jeg ved, at mange fik for meget på, for vinden var hundekold - også undervejs, men jeg endte i 3/4 tights, kompressionsstrømper (de tynde), stram ærmeløs top inderst og T-shirt fra Geyser (sponseret af min arbejdsplads) yderst. En af mine kære løbeveninder havde været i den lokale cykelbutik og købt skåneærmer - hendes mand, kaldte hende Fru Hüttemeier, men ideen var god - men hvad gør man så 2 timer før løbsstart? Man klipper da bare tåen af et par knælange lidt tykke nylonstrømper og voila! Så har man sine egne. Og det var GULD værd! Alternativt eller ej, der var da ikke en sjæl,der kunne se forskel på mine og hendes, der på afstand ;-)

Der var i øvrigt nok heller ikke en levende sjæl (udover dem, jeg viste det frem til), der lagde mærke til de matchende fingernegle (P.S. Vil med det samme beklage den ringe kvalitet af lakken - disse billeder er taget efter løbet - og godt der ikke er med odeur, for t-shirten er også brugt...)

 

 

 

 

 

 

 

 

...Og skulle nogen have lagt mærke til, at jeg løber i en Geyser T-shirt Small, Man, så skyldes det en uduelig kollega, der havde bestilt denne størrelse til min 13-årige søn - som nu løber i sin mors i Small, Woman...

Det har været en god dag!

Benene er ømme og trætte og et par uundgåelige vabler har sneget sig vej til min svang, et par tæer og den ene hæl, men det hører med - ligesom følelsen af at have fuldført noget stort - en følelse, jeg håber aldrig vil forsvinde, uanset hvor mange af disse jeg gennemfører!

Når de blomstrer - gør jeg også

Vi har de seneste par dage været til et par fantastiske skole/hjem samtaler med drengenes lærer - først med Yngste og ugen efter med Ældste.

Jeg er stolt! Og Faren er stolt! Og først Yngste, dernæst Ældste er stolte!

Der er stor forskel på mine to drenge. Altså de ligner hinanden som brødre udseendemæssigt, men hvor den en er et lille og tæt muskelbundt, så er den anden en tynd og mere ranglet, bleg dreng - ikke usund at se på, men bare sådan ultraslank uden at gøre noget for det. Sidstnævnte kan komme af diagnosen på de fire bogstaver og medicinen - mest det sidste tror jeg, for det æder sulten...

Men tilbage til skole/hjem samtale nr. 1: Yngste fik ros med ros på! Både for hans vindende væsen, samarbejdsevne og vellidthed (hedder det det?) blandt alle i klassen. Han vil gerne lege med alle, og alle vil gerne lege med ham. Han er hjælpsom og omsorgsfuld - og knokler på for at lave sine ting i skolen. Han er ved at knække læsekoden (1. klasse) - og det kan mærkes i skolen, at vi øver med ham 5 dage om ugen - både på selve læsningen, men især på tilliden til sig selv og metoden til at læse svære og ukendte ord. I Matematik drøner han bare derudaf, og idræt elsker han. Ja, jeg tror faktisk ikke, at der var noget ikke positivt i samtalen, og Yngste dansede og nynnede hele vejen hjem fra samtalen, mens Manden Min og jeg gik hånd i hånd og smilede til hinanden. Tænk... Om en måned er det 8 år siden, vi kørte ræs for at nå på sygehuset i tide :-D

Skole/hjem samtale nr. 2  forgik på næsten samme måde. Men til forskel fra Yngste, så har Ældste haft meget at skulle arbejde med i de forgangne år. Han har det ikke altid nemt i skolen på det sociale plan, og har i en lang periode faktisk ikke haft nogen at være sammen med efter skole, da klassekammeraterne trækker sig fra ham pga hans til tider eksplosive temperament... Men siden vinterferien er alting bare blevet nemmere! For han har fået sig en ven! En ven, der minder meget om ham selv - som også har sit at slås med, men som også har hovedet i orden. Derfor kunne vi nu høre på beretninger fra klasselærer og matematiklærer og hilsner fra de øvrige lærer om en dreng med væsentligt forbedret koncentrationsevne, "arbejdsmoral", samarbejdsevne - og mod på gruppearbejde, større skriftlighed og... At han ligger i toppen af klassen rent fagligt hele vejen rundt... 
Så mange positive tilbagemeldinger har Ældste aldrig prøvet at få! Især også, fordi der faktisk ikke var noget "men!" denne gang - bare et "fortsæt den gode udvikling!"

Vi er med i et projekt i kommunen, og den voksne der har et godt hjerte og øje for drengene - ikke at det på nogen måde skal misforstås!
Han fik bragt 2 (nu 3) drenge sammen, og vi forældre omkring har støttet op og gjort plads og "gødet" og passet venskabet og set det spire. Det spirer så meget, at de nu har lukket en tredje dreng ind i fællesskabet.

Det er så smukt at se, når ens søn, der kæmper så hårdt på mange fronter, finder et fristed hvorfra han kan vokse og suge næring og overskud og glæde.

Han er påvej i blomst - min 13-årige søn. Det er så smukt at se...

T-10

var det ikke sådan vi altid skrev, når vi talte ned til termin?
Først var det 5+4, så blev det 1. trimester, halvvejs, T-10 - og for de mindre heldige T+10...

DenneT-10 er dog ikke en fødsel, selvom det har været længe undervejs og med skema og afkrydsning for hvert mål nået, med ømhed og planlægning, alternative metoder og ups'n'downs.

Jeg tæller i disse dage ned til mit andet halvmarathon - samme sted som den første, bare to år efter, da jeg har været plaget af skader, masser af arbejde og manglende motivation igennem de sidste (næsten) to år.

For selvom jeg vandt den blå ko til 2011 måtte jeg sande, at formen end ikke var i nærheden af noget, der kunne bruges på 21,095 km. Men langsomt har jeg fået trænet op og styrket og masseret og balancetrænet og...

Jeg er tæt på at være klar og havde  det ikke lige været for trætte lægge (Fysioterapeuten har lovet mig, at det ikke er skinnebensbetændelse), så havde jeg været topklar. Formen er OK, hastigheden ikke hvad den har været, men jeg er sikker på, at jeg bliver grebet af stemningen igen og båret rundt i mit eget flow, specielt også fordi jeg ved, at jeg kan løbe så langt (længste træningstur har været godt 20 km).

Løb er kommet til mig for at blive. Det må jeg sige! Det er den mest fleksible motionsform, jeg nogensinde har dyrket - og jeg elsker at tage løbegrejet med (inkl. Garmin FR405 til at tracke ruten), når jeg tager på "business trips" til Norge, Sverige, Bruxelles eller hvor mit firma nu tænker sig at sende mig hen i fremtiden. Udstyret er også med på enhver ferie, og familien har snart vænnet sig til at medtænke mine hverandendags morgenløbeture i  ferieplanerne.

Til gengæld synes jeg ikke at kunne få bugt med de ekstra kilogram, der har sneget sig på i min skadesperiode - jeg har været aaalt for dårlig til alternativ træning - og til at lukke min mund og sige "Nej Tak!"

Men jeg har en plan for hvordan nogle ganske enkle kostændringer (mere) skal med ind i vores kost til de i øvrigt mange fornuftige vaner.

Så det betyder T-10 også - for jeg tør ikke introducere alt for meget nyt her inden "den store dag" .

Tit tit!

Ikke bare pinligt - men nu også hacked pga manglende aktivitet!

Gad vide om dette hjælper?

Ellers skal jeg vist have fat i den helt store Google for hjælp.

Jeg vender tilbage....

Update - Det var bare en widget, der var blevet for gammel - jeg fik lige sved på panden et øjeblik, at mine gamle skriverier var pist væk ;-)

Er du også en død løber?

Den anden aften kørte jeg en løber ned.
Det er helt forfærdeligt og meget tragisk og meget meget sørgeligt. Jeg kørte på en helt lige vej og pludselig og uden varsel var der en mørk skikkelse foran bilen. Jeg blev ekstremt forskrækket og nåede hverken at bremse og eller at vige udenom. Den stakkels mand blev totalt smadret, og hvis han overlever, så kommer han aldrig til at løbe igen. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal tilgive mig selv!

 

 

 

NEJ det passer ikke! For hvis sandheden skal frem, så sad jeg på passagersædet.

 

Og skal sandheden endnu mere frem, så var løberen på fortovet, og vi kørte ikke ind i ham.

Pyha...

Der skete heldigvis ikke noget. Men det kunne der ligeså godt have gjort. For det er sandt - han var total sort!
Han havde kun to reflekser på, og de sad på hans sko, hvor man næsten ikke kan se dem - der hvor det let bliver mudret til.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der foregår i hovedet på de løbere, jeg nogle gange møder på stierne og på vejene. Både når jeg selv løber, men også både om morgenen og om eftermiddagen midt i myldretidstrafikken. OG det gør jo ikke sagen bedre, at det for tiden er så sindsygt glat, at selv hvis ens reaktionsevne er helt fantastisk, er det jo ikke sikkert, at bilen stopper i tide...

I går aftes mødte jeg ikke en, ikke to, ikke tre, men FIRE løbere UDEN lys og reflekser af nogensomhelst slags. Sig mig engang... Har I ikke selv kørekort eller hvad? I er så lette at overse, og det er jo ikke fordi, I altid kigger jer for!

Der er simpelthen ingen undskyldning!

Kan I så se at få købt den refleksvest!

Inspireret af Majas løbeblog
De tanker Maja gjorde sig allerede i november måned - de ting, vi som en selvfølge lærer vores børn, selv os, der bor inde midt i byen med fortov til alt det nære...
Jeg kommer selv fra landet, hvor der er bælg-ravende mørkt, når der er mørkt.
Jeg ved, hvor vigtigt reflekser er - jeg ved, hvilken forskel de gør!

Se også denne artikel på Politiken.dk og bliv klogere.

Når en refleksvest koster 20,- og kan købes i enhver T Hansen, Fakta, eller bliver uddelt gratis i din sparekasse, eller kan lånes i løbeklubberne, eller en "rigtig" løbevest koster 100,- på f.eks. loebeshop.dk, og i øvrigt er lovpligtig at have i bilen i f.eks. Tyskland...

Hvorfor pokker er der så ikke flere, der bruger dem???

Det er vist på tide...

...at stikke hovedet ud af busken og sige "Hej Hej..."

Det er frygteligt pinligt, at min blog ikke engang er sådan en "månedens gæst"-agtig blog, men simpelthen sygner hen. OG det er jo IKKE fordi, der ingenting sker her i MrsBaloui's liv, vel? Facebook har overtaget noget af min net-aktivitet. De små korte status'ser og det at kunne følge med i netværket er helt OK, og jeg har efterhånden fundet en balance, der er god.

Og hvad har jeg så bedrevet de sidste 1½ måned?

Fundet mig tilrette i nyt job - fuldtidsstilling i en helt anden verden, end den jeg ellers er vant til.
Der er styr på det i koncernen, må man sige... Eller i hvert fald på rigtig mange punkter! At være en lille-bitte del af en kæmpestor multinational koncern er en omvæltning af karakter for en, der har været vant til de små virksomheder med maks. 10 ansatte. Omsætningen er enorm i forhold til alle de andre steder jeg har været ansat, og resten af økonomien ligeså. Jeg har fået kollegaer! Der ovenikøbet forstår sig lidt (en enkelt rigtig meget) på mit område, og det gør det jo unægteligt noget nemmere at kommunikere med folk, der hara en generel forståelse af det man siger!

Fundet mig tilrette med at det ikke længere er mig, der styrer hverdagen derhjemme.
Manden Min henter den Yngste i SFO og er derhjemme sammen med drengene indtil jeg kommer hjem. Vi hjælpes med maden, tøjvask, rengøring og alt det andet. Legeaftalerne sørger jeg for bliver lavet og Manden Min er den der henter og hygger.

Fundet mig tilrette med ... SKEMAER!
På køleskabet hænger 4 skemaer... Aktivitetskema for hver af drengene med angivelse af fritidsaktiviteter, spilletider, lektietider og alt det andet. Sådan et har Manden Min og jeg også. Der er kommet nye faste rammer omkring tingene, og det har været nødvendigt, når jeg nu er væk mange flere timer end jeg plejer. Det var 3... Det fjerde er Madplanen! En 4-ugers madplan, der tager hensyn til de dage, hvor der er god tid, knap så god tid - og til de dage, hvor der pinedød bare skal være rester i køleskabet, fordi den ellers ville stå på rugbrød. Som det er pointeret overfor børnene, så er det med forbehold for ændringer, for der står ikke julemiddag på sedlen på fredag i næste uge. Nej, den er mere generel og tager hensy til alt det vi ved.

Men se, hvad jeg så ikke har nået i de 1½ måned siden sidst...
Det er motion! Og det er bare så drønærgerligt, for vægten ved godt, hvilken vej den vil, og det er ikke samme vej, som jeg vil have den.
Jeg lavede mig jo et løberknæ tilbage i slutningen af august/starten af september, og det har jeg haft svært ved at slippe af med. Jeg er nervøs for at komme afsted. Det er svært at mande sig op til at gå/løb 3 km, når min sidste go'e løbetur var på 12 km med gns på 5:30 min/km! Og det plager mig, at jeg har et startnummer til Lillebælt ½marathon den 7. maj 2011, som jeg endnu ikke er begyndt at træne til... "SO LONG Bedre tid 2011"

Nu står det jo på juleforberedelser...
Vi får hele min familie på besøg inkl. de 2 nye kusiner, der er kommet til i august. Manden Min har pyntet med udendørsbelysning - også juletræet, der står derude og venter på sin tid i stuen. Indendørs er endnu ikke pyntet, men noget af weekenden er sat af til julehygge - og så mangler vi næsten ikke flere julegaver! Manden Min har gemt på en hemmelighed længe - min gave, som jeg ikke har ønsket mig, men som jeg bliver rigtig glad for! Forventningens glæde er stor! Jeg håber bare, at jeg kan overraske ham bare en lille smule også, med de gaver, som jeg har købt til ham...

Der er selvfølgelig sket så meget andet heromkring, men det bliver vist for rodet og for langt, hvis jeg skal ud med det i dag også.

I mit tilfælde er devisen "Intet nyt er godt nyt" helt rigtig.
... Og så må juleønsket her være, at blive bedre til at være aktiv :-)

Jeg vandt "Den Blå Ko"

Min bedste løbeoplevelse i 2010 var helt sikkert Lillebælt Halvmarathon! Mit første ½-marathon (og helt sikkert ikke det sidste).

Desværre har der ikke været så mange andre motionsløb, som jeg har deltaget i. Der har været mange grunde - en af dem har vel været travlhed andetsteds, men desværre mistede jeg også noget gejst i min fokuserede træning op til den 8. maj 2010. Det betød, at efterfølgende er jeg ikke kommet ordentligt igang med mine 3 x ugenligt løb.

Jeg har altid været motiveret af at kunne træne frem mod noget, så hvis jeg sådan kan sprede et par (eller mange) motionsløb henover året, så holder jeg en god træningstilstand og motivation.

Så jeg greb muligheden, da jeg opdagede Vejle Ådal ½ maraton (link til pdf). Jeg målrettede igen min træning og kom (lidt for) langsomt igang med at øge distancen. Mit venstre knæ har knirket en del, og jeg har jo passet på det. Åbenbart bare ikke nok! Efter lørdagsturen (for 14 dage siden i morgen), som ellers gik rigtig fint og i godt pace, fik jeg hundeondt i knæet, så ondt at R.I.C.E måtte i brug. *ØV ØV ØV* Jeg prøvede lidt til i onsdags med en lille tur i meget moderat gå/løbe/gå-tempo, men må indse at der skal mere til.
Mandag skal jeg til massage, så må vi håbe, at han kan finde tryllemidlet til fremtidig træning.

For jeg fandt Den Blå Ko! Og er nu den lykkelige ejer af et startnummer alt inkl. til Lillebælt Halvmarathon den 7. maj 2011. Den næsten udsolgte Lillebælt Halvmarathon (i skrivende stund er der 44 pladser tilbage - 10.956 tilmeldte).
Jeg er så heldig at have vundet et startnummer, så jeg slap for at skulle tilmelde mig som VIP i går.

I dag har jeg jo slet ikke haft tid til at tænke på blå køer eller billetkøer eller...

I dag har jeg haft første arbejdsdag som Økonomisk Controller og HR-medarbejder! Og sikke en dejlig måde at starte på. Jeg mødte kl. 9.00 og gik hjem kl. 13.30. Jeg blev budt velkommen i receptionen og på mit nye skrivebord stod en kæmpe buket blomster.
Formiddagen gik med introduktion til en lille flig af koncernen og til branchen generelt. Jeg blev budt velkommen til og blev allerede fra start stillet i udsigt, at der skulle nok blive brug for mit kloge hoved og analytiske sans, så må vi jo bare se, om de vitterligt også har ret, når de er så ovenud overbeviste om, at jeg er den rette til jobbet.

Det er lidt en stor mundfuld sådan, som jeg er blevet modtaget. Men jeg glæder mig meget til at udfylde rollen og forme jobbet, som der er brug for :-)

En mors job ender aldrig

Første gang jeg mødte Anita Renfroe var på Youtube med denne sang:

Hvorfor eller hvordan jeg lige endte her, har jeg ingen anelse om, men hun gav mig liiiige lidt mere luft på en dag, hvor jeg ellers var ved at grave mig ned for bare at få lidt ro på.

Sidenhen har jeg trukket en del på smilebåndet af hendes uhøjtidelige men altid skarpe replikker - eller omskrivninger.

Nu vil jeg gerne dele hende med jer. Og tro mig, der er andre gode.

Septemberstatus

Hermed blev det september og snart er oktober på vej. Ingen overraskelser i det. Årstiderne går sin vante gang og livet dermed.

Det er pinligt, at jeg endnu engang har været månedsvis om at få skrevet - og det er jo ikke fordi mit job har taget al tiden... Eller måske lidt alligevel... For jeg har ikke ligget på den lade side her! 2 måneder blev det til som ledig -eller aktiv ledig, kan man vist kalde det. 8 jobsamtaler, hvoraf de 4 havde virksomhederne selv henvendt sig *stort smil*. Lidt frækt kan man vel sige "Jeg troede her var krise?"

1. oktober tiltræder jeg nyt job som Økonomisk Controller og HR-ansvarlig i en dansk afdeling af en stor Norsk koncern. Væk fra daglig bogføring og det meste af det "almindelige" administrative. Det er mig, der skal have styr på de danske regler, retningslinier og deadlines omkring hele det økonomiske aspekt, samt hele delen omkring personalejura :-) HR bliver mest som i administration - ikke HR-udvikling, men man kan ikke få det hele *griner*.
Helt utilsigtet har min tidligere chef givet mig en chance af de store, for havde det ikke været for mit CV på Jobnet, så havde min nye chef ikke fundet mig, da jobbet ikke er blevet annonceret!

Da jeg får længere til job og på en noget mere trafikeret vej, har vi valgt at blive en familie med 2 biler, selvom vi ellers ville have forsvoret det. Men økonomisk kan det faktisk betale sig at købe bil nr. 2, da Passat'en er en dieselbil og aldrig ville overleve i længden med de daglige korte ture.

En Toyota Aygo 1,0 5-dørs med air condition (fordi den fulgte med (næsten) gratis). Vi har fået den til en rigtig godt pris, så selvom vi måtte gi' lidt ekstra for den der ESP som ellers er med i søsterbilerne fra Citroën (C1) og Peugeot (107).

Der var mange andre biler inde i billedet - og bare en detalje, så startede vi snakken om bil nr. 2 som en snak om brugt (meget brugt) og billig bil, men hurtigt indså at man ikke fik meget for startbeløbet omkring de 15.000,- og indså lige så hurtigt, at der ikke var langt fra en brugt bil til 70.000,- til en billig ny - og så gik der design, sikkerhed og køreglæde i det.
Jeg glæder mig helt vildt! til at få min nye bil engang til efterårsferien.

August gik hurtigt med et par dejlige feriedage i Hamburg, skolestart for både Yngste (0.B) og Ældste (5.A), jobsamtaler og møder med A-kassen, sommerfester i forskelllige sammenhæng og løb. September er snart gået på næsten samme måde med at få en ny hverdag til at fungere godt og gnidningsløst. Oktober må så bruges til at få nye rutiner indarbejdet i hverdage, nu med Mor på fuldtid.

Det er utroligt så hurtigt man vænner sig til at have bedre tid til det hele...

Jeg håber, at transitionen den anden vej bliver lige så velbalanceret.

Mød tvillingerne...

Vi har udvidet vores familie med et par frække tøser.

Eller dvs. Jasmin er en fræksak, mens Bellis er en yndig lille blomserprinsesse.

På vejen hjem sad de i vores transportkurv mellem drengene. De første par km var der er del miaven og forsøg på at komme ud af kurven (hvilket næsten lykkedes for Bellis), men som så mange andre børn, så døser en tur i bilen og der blev hurtigt ro.

Det var skægt at se, hvordan både Bellis og Jasmin "dejsede" om og først blev aktive igen, da lågen i kurven blev åbnet og de kunne gå ud i badeværelset, hvor de får deres første base indtil de er faldet til.

Det tog lidt tid for pigerne at finde sig til rette i deres nye hjem, men det hjælper meget at have sin søster med, så der har næsten ikke været noget piveri.

Faktisk er de faldet så godt til, at de allerede har fundet hver deres yndlingssted at sove - ingen af dem i kurven, vi har udset til dem.

Hele aftenen har der lydt nye lyde oppe fra badeværelset, hvor de er indtil videre. De lærer os at kende - og vi dem. Og vi har allerede en ret god idé om hvem der er kælemissen og hvem man ikke lige skal nusse på maven, når halen vifter på "den der måde".

Selvfølgelig er det lidt af en omvæltning i familien med sådan et par tvillingepiger, men familien er klar til næste skridt :-)