MrsBaloui

Så mangler vi bare, at jeg kunne svømme

Vi har fået nyt "legetøj" i familien.

Efter at Manden Min i mange år har boltret sig i skoven på MTB - først på en almindelig mountain bike og dernæst på en specialtilpasset Vision Bike. Og med al hans passion og varme tale om skoven og bakkerne og hans glad ansigt, når han kom hjem fik han os lokket.

Så nu har hele familien nye Cube MTB'er - købt til aftalepris i Bike Buster i Odense.

Min er en blå-grå Cube Acid som den her, og jeg er bare så begejstret!

Vi fik dem i torsdags og hele familien har været på tur 2 x 10 km i skoven.

Yngste er vokset med opgaven, det er stort at få rigtig cykel med 20" hjul, 7 gear og håndbremser.

Og aldrig har jeg set Ældste med sådan en energi - og et grin, når han forcerer en bakke - eller kører indenom på græsmarken - jo det skal vi ihvertfald nok for sjov og glæde ud af!

Så da en bekendt fortæller mig om en kvindetri, som hun skulle deltage i, kunne jeg da godt blive tændt af den hellige træningsild -  udfordringerne er bare 1) at jeg har købt en MTB og ikke en racer 2) at jeg ikke kan svømme!

Og sidstnævnte er nok ikke sådan at komme udenom *griner*

Så jeg holder mig til løbeskoene - og tumleturene i skoven på den nyindbragte MTB.

Ud med Kortisolerne!

Når det går allerværst, så kan jeg ikke sove om natten - har hjertbanken og let til tårer, bliver trist til mode og det føles som om verdenen og hverdagen opleves gennem et filter - som om man har en nylonstrømpe over hovedet og ikke kan nå alle de positive detaljer ved livet...

Jeg kender efterhånden symptomerne, når de kommer - også de små, så nu er udfordringen at gøre noget ved det...

Jeg løber!

Både for min fysiske sundhed, men en meget stor del af løbeturene er også for den mentale sundhed - for hovedrengøring, for at slippe jobbets travlhed. Og det lykkedes som regel også, når jeg altså kommer afsted.

Jeg er nået dertil i mit job, hvor jeg overvejer, om det er her jeg vil være... Jobbet er smadderspændende - og travlt - og de fleste af mine kollegaer er rigtig søde, hjælpsomme og imødekommende (men desværre ingen regel uden undtagelser).

Jeg ved, at kan jeg få dette under kontrol og få løst den kæmpe opgave, der ligger udoverskuelig på mit bord, så kommer jeg sejrende igennem og får igen lyst til at være der, hvor jeg er - men er opgaven for svær, eller jeg skal have "ponk" for den - eller at andre opgaver -pga dennes kompleksitet- må hænge på hold i længere tid, så ved jeg også, at det vil forfølge mig som en sort sky...

Jeg tænker, om jeg måske har fået job blues - og om det er det, jeg får efter ca 1½-2 år samme sted?

For det er ikke det første job, jeg har haft disse tanker om - på dette tidspunkt i forløbet...

I mål med match og mix

I dag var dagen (eller det var jo faktisk i går - for 10 timer siden), jeg har trænet til det sidste halve år - eller noget der minder om det, for jeg har været svært nervøs for om mit knæ (og senere mit skinneben og læg på samme ben) har kunne holde til mosten med 21,095 km.

Men det kunne det - hele - sådan da, for jeg er vist en kende brugt nu, men også høj på følelsen af "Jeg gjorde det s**" og så i 2.05.07, en tid som ligger ca 10 minutter under min "realistiske" tid og i hvertfald 5 minutter under "drømmetiden". "OK tiden ville  have været under 2.30, men så ville jeg nok alligevel have været skuffet, når nu jeg engang løb den samme rute på lige under 2 timer.

Her løber jeg i mål

Fantastisk følelse at blive klappet i mål efter så lang en tur. Lillebælt Halvmarathon kan helt sikkert anbefales både for ruten, stemningen, organisationen og...

Vejret var tæt på perfekt - sol, skyfri himmel, lidt vind og ikke alt for varmt - ca. 10° C, så vi blev ikke brændt af ude på ruten, selvom det var lidt af et puslespil at finde ud af mængden af tøj - jeg ved, at mange fik for meget på, for vinden var hundekold - også undervejs, men jeg endte i 3/4 tights, kompressionsstrømper (de tynde), stram ærmeløs top inderst og T-shirt fra Geyser (sponseret af min arbejdsplads) yderst. En af mine kære løbeveninder havde været i den lokale cykelbutik og købt skåneærmer - hendes mand, kaldte hende Fru Hüttemeier, men ideen var god - men hvad gør man så 2 timer før løbsstart? Man klipper da bare tåen af et par knælange lidt tykke nylonstrømper og voila! Så har man sine egne. Og det var GULD værd! Alternativt eller ej, der var da ikke en sjæl,der kunne se forskel på mine og hendes, der på afstand ;-)

Der var i øvrigt nok heller ikke en levende sjæl (udover dem, jeg viste det frem til), der lagde mærke til de matchende fingernegle (P.S. Vil med det samme beklage den ringe kvalitet af lakken - disse billeder er taget efter løbet - og godt der ikke er med odeur, for t-shirten er også brugt...)

 

 

 

 

 

 

 

 

...Og skulle nogen have lagt mærke til, at jeg løber i en Geyser T-shirt Small, Man, så skyldes det en uduelig kollega, der havde bestilt denne størrelse til min 13-årige søn - som nu løber i sin mors i Small, Woman...

Det har været en god dag!

Benene er ømme og trætte og et par uundgåelige vabler har sneget sig vej til min svang, et par tæer og den ene hæl, men det hører med - ligesom følelsen af at have fuldført noget stort - en følelse, jeg håber aldrig vil forsvinde, uanset hvor mange af disse jeg gennemfører!

T-10

var det ikke sådan vi altid skrev, når vi talte ned til termin?
Først var det 5+4, så blev det 1. trimester, halvvejs, T-10 - og for de mindre heldige T+10...

DenneT-10 er dog ikke en fødsel, selvom det har været længe undervejs og med skema og afkrydsning for hvert mål nået, med ømhed og planlægning, alternative metoder og ups'n'downs.

Jeg tæller i disse dage ned til mit andet halvmarathon - samme sted som den første, bare to år efter, da jeg har været plaget af skader, masser af arbejde og manglende motivation igennem de sidste (næsten) to år.

For selvom jeg vandt den blå ko til 2011 måtte jeg sande, at formen end ikke var i nærheden af noget, der kunne bruges på 21,095 km. Men langsomt har jeg fået trænet op og styrket og masseret og balancetrænet og...

Jeg er tæt på at være klar og havde  det ikke lige været for trætte lægge (Fysioterapeuten har lovet mig, at det ikke er skinnebensbetændelse), så havde jeg været topklar. Formen er OK, hastigheden ikke hvad den har været, men jeg er sikker på, at jeg bliver grebet af stemningen igen og båret rundt i mit eget flow, specielt også fordi jeg ved, at jeg kan løbe så langt (længste træningstur har været godt 20 km).

Løb er kommet til mig for at blive. Det må jeg sige! Det er den mest fleksible motionsform, jeg nogensinde har dyrket - og jeg elsker at tage løbegrejet med (inkl. Garmin FR405 til at tracke ruten), når jeg tager på "business trips" til Norge, Sverige, Bruxelles eller hvor mit firma nu tænker sig at sende mig hen i fremtiden. Udstyret er også med på enhver ferie, og familien har snart vænnet sig til at medtænke mine hverandendags morgenløbeture i  ferieplanerne.

Til gengæld synes jeg ikke at kunne få bugt med de ekstra kilogram, der har sneget sig på i min skadesperiode - jeg har været aaalt for dårlig til alternativ træning - og til at lukke min mund og sige "Nej Tak!"

Men jeg har en plan for hvordan nogle ganske enkle kostændringer (mere) skal med ind i vores kost til de i øvrigt mange fornuftige vaner.

Så det betyder T-10 også - for jeg tør ikke introducere alt for meget nyt her inden "den store dag" .

Er du også en død løber?

Den anden aften kørte jeg en løber ned.
Det er helt forfærdeligt og meget tragisk og meget meget sørgeligt. Jeg kørte på en helt lige vej og pludselig og uden varsel var der en mørk skikkelse foran bilen. Jeg blev ekstremt forskrækket og nåede hverken at bremse og eller at vige udenom. Den stakkels mand blev totalt smadret, og hvis han overlever, så kommer han aldrig til at løbe igen. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal tilgive mig selv!

 

 

 

NEJ det passer ikke! For hvis sandheden skal frem, så sad jeg på passagersædet.

 

Og skal sandheden endnu mere frem, så var løberen på fortovet, og vi kørte ikke ind i ham.

Pyha...

Der skete heldigvis ikke noget. Men det kunne der ligeså godt have gjort. For det er sandt - han var total sort!
Han havde kun to reflekser på, og de sad på hans sko, hvor man næsten ikke kan se dem - der hvor det let bliver mudret til.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der foregår i hovedet på de løbere, jeg nogle gange møder på stierne og på vejene. Både når jeg selv løber, men også både om morgenen og om eftermiddagen midt i myldretidstrafikken. OG det gør jo ikke sagen bedre, at det for tiden er så sindsygt glat, at selv hvis ens reaktionsevne er helt fantastisk, er det jo ikke sikkert, at bilen stopper i tide...

I går aftes mødte jeg ikke en, ikke to, ikke tre, men FIRE løbere UDEN lys og reflekser af nogensomhelst slags. Sig mig engang... Har I ikke selv kørekort eller hvad? I er så lette at overse, og det er jo ikke fordi, I altid kigger jer for!

Der er simpelthen ingen undskyldning!

Kan I så se at få købt den refleksvest!

Inspireret af Majas løbeblog
De tanker Maja gjorde sig allerede i november måned - de ting, vi som en selvfølge lærer vores børn, selv os, der bor inde midt i byen med fortov til alt det nære...
Jeg kommer selv fra landet, hvor der er bælg-ravende mørkt, når der er mørkt.
Jeg ved, hvor vigtigt reflekser er - jeg ved, hvilken forskel de gør!

Se også denne artikel på Politiken.dk og bliv klogere.

Når en refleksvest koster 20,- og kan købes i enhver T Hansen, Fakta, eller bliver uddelt gratis i din sparekasse, eller kan lånes i løbeklubberne, eller en "rigtig" løbevest koster 100,- på f.eks. loebeshop.dk, og i øvrigt er lovpligtig at have i bilen i f.eks. Tyskland...

Hvorfor pokker er der så ikke flere, der bruger dem???

Jeg vandt "Den Blå Ko"

Min bedste løbeoplevelse i 2010 var helt sikkert Lillebælt Halvmarathon! Mit første ½-marathon (og helt sikkert ikke det sidste).

Desværre har der ikke været så mange andre motionsløb, som jeg har deltaget i. Der har været mange grunde - en af dem har vel været travlhed andetsteds, men desværre mistede jeg også noget gejst i min fokuserede træning op til den 8. maj 2010. Det betød, at efterfølgende er jeg ikke kommet ordentligt igang med mine 3 x ugenligt løb.

Jeg har altid været motiveret af at kunne træne frem mod noget, så hvis jeg sådan kan sprede et par (eller mange) motionsløb henover året, så holder jeg en god træningstilstand og motivation.

Så jeg greb muligheden, da jeg opdagede Vejle Ådal ½ maraton (link til pdf). Jeg målrettede igen min træning og kom (lidt for) langsomt igang med at øge distancen. Mit venstre knæ har knirket en del, og jeg har jo passet på det. Åbenbart bare ikke nok! Efter lørdagsturen (for 14 dage siden i morgen), som ellers gik rigtig fint og i godt pace, fik jeg hundeondt i knæet, så ondt at R.I.C.E måtte i brug. *ØV ØV ØV* Jeg prøvede lidt til i onsdags med en lille tur i meget moderat gå/løbe/gå-tempo, men må indse at der skal mere til.
Mandag skal jeg til massage, så må vi håbe, at han kan finde tryllemidlet til fremtidig træning.

For jeg fandt Den Blå Ko! Og er nu den lykkelige ejer af et startnummer alt inkl. til Lillebælt Halvmarathon den 7. maj 2011. Den næsten udsolgte Lillebælt Halvmarathon (i skrivende stund er der 44 pladser tilbage - 10.956 tilmeldte).
Jeg er så heldig at have vundet et startnummer, så jeg slap for at skulle tilmelde mig som VIP i går.

I dag har jeg jo slet ikke haft tid til at tænke på blå køer eller billetkøer eller...

I dag har jeg haft første arbejdsdag som Økonomisk Controller og HR-medarbejder! Og sikke en dejlig måde at starte på. Jeg mødte kl. 9.00 og gik hjem kl. 13.30. Jeg blev budt velkommen i receptionen og på mit nye skrivebord stod en kæmpe buket blomster.
Formiddagen gik med introduktion til en lille flig af koncernen og til branchen generelt. Jeg blev budt velkommen til og blev allerede fra start stillet i udsigt, at der skulle nok blive brug for mit kloge hoved og analytiske sans, så må vi jo bare se, om de vitterligt også har ret, når de er så ovenud overbeviste om, at jeg er den rette til jobbet.

Det er lidt en stor mundfuld sådan, som jeg er blevet modtaget. Men jeg glæder mig meget til at udfylde rollen og forme jobbet, som der er brug for :-)

Stilstand eller udvikling?

Hvis noget er blevet syltet i de sidste mange måneder, så er det vist her! Og det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om eller oplever noget eller? Næ, men tid er endnu engang blevet den knappe faktor, hvis den ikke altid har været det...

Siden sidst, den 28 januar 2010, er der sket en del hos og omkring os.

Kronologisk - og her er jeg nødt til at tage kalenderen i brug - og ADVARE om, at dette nok bliver en monsterlang post - eller måske bliver opdelt i flere etaper...

• Jeg har været på forældrekursus! I Samarbejdsbaseret Problemløsning hos Inge Brink. Grundlæggende går det ud på at være forberedende overfor det ufleksible menneske og kende til, hvad der trigger "eksplosionerne". Det var i første omgang møntet på vores dejlige 11-årige søn, men jeg oplever efterfølgende, at jeg har taget noget andet til mig, som jeg kan bruge på job.
  Det er Ross Greene, der er foregangsmand på metoden, og jeg kan kun sige - at når det lykkes er det rigtig godt!
  Desværre kræver det - som sagt - en del forberedelse og kan ikke som sådan bruges når det er gået galt, men mere som en forebyggelsesmetode. Vi fik mange gange pointeret på kurset, at det er en læringsmodel og de løsninger, som man finder frem til, skal med stor sandsynlighed revideres igen og igen, men at det jo netop er pointen... At barnet er med til selv at finde løsningen, og derved lærer sig at ... Finde løsninger ...
  Det handler om at se og høre og respektere og forstå og give plads. Det er barnet/personen selv, der skal være den, der finder løsningen - selvfølgelig med (megen) hjælp fra den anden part, men det er vigtigt, at det er barnets løsning, som vi prøver af - og hvis det ikke duer, at det er barnet, der er med til at finde en ny løsning. På den måde er det jo barnet selv, der løser og lærer af det.


• Skiferien i Hemsedal var lige så dejlig og fantastisk som den plejer - hvis jeg må udtrykke mig sådan ;-)
  2 familier afsted og masser af dejlig sne, dejligt samværd og dejlig mad.
  Yngstemanden på 5 år var på rigtig skiskole for første gang - på det bedste niveau på skiskolen, for han har jo stået sammen med os siden han var 1½ år gammel. Han var også den bedste på holdet, fik meget ros, fik stået på ski med jævnaldrende og udviklede sig enormt hver eneste formiddag!
  Ældste var igen-igen på skiskolen med nye twintip, rails, off piste, park and jump og havde nogle fede oplevelser sammen med dem han var på hold med. Det er vist snart kun stilen, der skal pudses af, men han gnistrer helt af begejstring, så der bliver vist også et skiskole hold til ham næste år.
  Begge vi voksne fik også lært noget! Off piste og grænser blev prøvet af til den store guldmedalje - og jeg må indrømme, at jeg havde nogle kæmpestore sommerfugle i maven af at stå der ved afgrundens rand og skulle finde en rute ned mellem træerne - og at vide, at det med fartbegrænsningen var det så som så med, selvom mine ski er dejligt korte og stive.
  Sidste dag på ski stod hele familien ud fra morgenstunden og fik stort set stået på alle løjper inkl. et par sorte, som alle klarede med bravour.
  Skiferien 2011 er allerede bestilt og i dag betaler vi depositum på Hemsedal Alpin Lodge.


• Yngste er blevet ældre og er startet i mini-SFO, det som nogen kalder førskole-ordningen.
  1. marts gik han fra at være børnehavebarn til også at skulle "i skole". Nu følges mine drenge i skole om morgenen - og gi'r farvelkram hjemmefra, så der ikke opstår akavede situationer i forhold til Ældstes kammerater.
  Det er stort at se sine 2 børn gå afsted med hver sin skoletaske på ryggen. Og dejligt ikke at skulle spekulere på farlig skolevej, der er 2 steder, vejen skal krydses, og det tager under 5 minutter at gå derhen.
  Yngste trives som førskolebarn. Der er en større frihed og flere muligheder, og han kender rigtig mange på skolen, så det er rigtig dejligt at hente ham og eftermiddagen og høre alt det han har at fortælle - eller at ville hente tidligere end vi "plejer" og så af og til blive mødt med, at han gerne vil blive længere. Han er vokset med sin nye "status" og Vil-selv er i endnu højere grad flyttet med end tidligere.
  Heldigvis elsker han stadig at putte og give knus og kram, så helt 100% stor og selvstændig er han ikke endnu ;-)


• Vi har skiftet psyk. Jeg var træt af at ethvert spørgsmål eller samtale blev mødt med "mere medicin". Jeg er godt med på, at han skal have medicin og naturligvis i den rette dosis. Men jeg vil også tages seriøst, når jeg spørger ind til hjælp vedr. f.eks. adfærdssregulering. Vi er godt i gang det nye sted, og selvom de ikke kan tilbyde samtaler, som jeg havde håbet på, så bliver vi taget godt vare på alligevel. Distrikssygeplejersken kommer snart på besøg i klassen (uden dog at gøre sig til kende overfor Ældste, da børnene i klassen ikke kender til hans diagnose. Hun vil ved observation se, hvordan hans trivsel i skolen er - og hvad vi (skole/forældre/sundhedssystem m.m.) kan gøre yderligere for at hjælpe ham.


• Og så kan den stolte mor jo ikke lade være med at prale af at selvsamme dreng 10 dage før sin 11 års fødselsdag svømmede sig til sit første 1000 m mærke :-)
  OG at han fik mange gode ord med sig hjem, da vi var til skole/hjem samtale. Fagligt er han toppen-af-poppen, når bare han gider. Han er vokset og modnet og har ikke i samme grad udfald. Han er blevet meget bedre til selv at mærke efter og bede om en pause, når/inden det brænder sammen!


• Vækst har vi også endeligt fået svar på. Og nye tider er plottet i systemet. Ældste går næsten fri med forsinket vækst som forklaring på hans kun 130 cm som 11-årig. Yngste derimod har - som formodet - for lavt væksthormon og forsinket vækst, hvilket jo så er en rigtig god forklaring på hans kun 100 cm som næsten 6-årig.
  Vi skal afsted i maj og få fastlagt det videre forløb. Det hedder væksthormon-indsprøjninger, og det skal vi som voksne lære at give ham (med en pen, der ligner den man bruger, når man har diabetes). Dagligt. Så denne gang skal vi afsted både mor og far, for jeg er en forfærdelig kylling, når det kommer sig til det. Jeg SKAL lære det, men jeg vil ikke stå med ansvaret alene, og det har der heller aldrig været tale om ;-)
  Til september bliver der fulgt op på Ældstes vækst, som der sig hør og bør ved forsinket vækst. Han skal nok komme efter det - lover de.


• *HE* Og så har jeg prøvet min første - og nok også sidste - Zumba time... Det var ganske enkelt ikke hårdt nok ;-D Måske fordi jeg er i for god form til begynderholdet - trinnene var ikke specielt vanskelige, så måske hvis jeg havde prøvet et sværere hold, men jeg tror bare ikke, at det lige er mig...


• Sidste punkt eller deromkring er min træning til Lillebælt Halvmarathon. Min første af slagsen. Måske den sidste, det kan jeg ikke helt afgøre. Ikke fordi jeg ikke godt kan lide de lange løbeture. Min længste indtil videre var på 18,5 km i flot tempo. Jeg gik temmelig kold efter 16-17 km, men det var måske heller ikke det klogeste at begive sig så langt omkring på bare en banan og en kop grøn te! Jeg var pænt ødelagt i et par timer bagefter. Kender I tegnefilmene, hvor man bare kan se, hvor ondt en bule gør? Rødt og dunkende? Sådan en lilletå havde jeg, da jeg kom hjem. En stor fed blodvabel. ØV. Så hvis det skal være på den måde, så gider jeg ikke de lange ture.
  Det andet er tidsforbruget. Det er megasvært at finde 2 timer til en lang tur hver uge - foruden de 2-3 andre dage i ugen, hvor der skal sættes ½-1½ time af. Med alle de projekter og aktiviteter har det været et logistisk mareridt, der har spist af motivationen og lysten til at løbe. Jeg vil hellere løbe for sjov end fordi jeg skal...

...Det var det jeg sagde... Hvis du kom helt herned, er jeg ret imponeret ;-)

Jeg vil ikke love bod og bedring, men status er, at jeg har det godt, men travlt!

Løbstinenser

Jeg føler mig som en 3-årig, der har fået nej til en is...

I morgen er det en måned siden sidste løbetur - en løbetur i en allerede nedadgående periode.

...Og jeg har virkelig abstinenser...

Mit humør er som en gammel sur svedske, citron eller en rigtig rejekælling. Der er frit valg på alle hylder!

Mit overskud og gode humør er forsvundet sammen med tiden, der er gået siden 6,6 km i godt tempo mandag, den 26. oktober '09. En løbetur sammen med mændene fra løbeklubben i deres "moderate" tempo, hvilket gav mig en km-tid på 5:26, hvilket er pænt hurtigt i forhold til mine egne ture...

Hvorfor er det, at motionen bliver skrottet, når man har travlt?

At man skrotter det, der giver ekstra energi og overskud til netop at klare det ekstra, der kræves?

Jeg glæder mig rigtig meget til min næste løbetur. Den løbetur, der indtil nu er blevet skudt foran mig. Den, der bliver aflyst til fordel for det, der haster andre steder.

Jeg har de fedeste Adidas AdiStar Salvation W stående hjemme i skabet. De har kun 60 km under sålerne indtil dato - og de gamle havde været med på næsten 600 km siden sidste nytår, så er der jo lang vej igen.
De nye er i øvrigt købt efter kyndig vejledning i H.C. Sport i Vejle og med en klækkeligt tilskud på et 250,- gavekort vundet til Juelsminderun i sommers. Hvor jeg i øvrigt havde vundet startnummeret til - ellers var jeg nok ikke kørt lige netop de 63 km hver vej for at løbe motionsløb...

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

I øvrigt har jeg lige fundet en løsning på en hurtig løbetur i morgen... Jeg løber da bare, når drengene er til svømning...
Så får jeg da små 25 minutters tid til mig selv ☺

Sommer...

Det er sommerferie her på bloggen - også selvom jeg ikke har haft ferie siden sidste indlæg den 19. juni.

Det har været svært at finde ro - og finde emner til at skrive. Eller emner har der jo været nok af, men ikke alle egner sig hertil - og masser filtreres fra, fordi min store dille ligenu (og det har det været siden nytår 2008/2009) er løb, løb og atter løb. Det er vel ikke det fedeste at blive ved med at høre om, hvor fantastisk jeg synes løb er - hvilken fornemmelse jeg har i krop og sind, når jeg løber - og især har, når jeg har løbet - vel?

Og travlhed på jobbet har der været masser af, men det er ikke det sjoveste at skrive om, for ikke at sige, at når indlæg nr. 5 handler om, at tingene er svære at nå på job med kun 30 timer om ugen til rådighed, så taber man nok nogle læsere til andre og mere lystbetonede blogindlæg.

He! Og så skal jeg nok heller ikke sige mig fri for at være ramt af Facebook-bølgen...

Men hvis man kigger på alle projekterne fra dengang i maj, så er det ganske mange bolde, der er i spil og som holdes i luften til tider med mere ynde end andre gange, men familiesamarbejdet arbejdes der på, og det går som regel godt.

Det, der har fyldt mest i de personlige tanker, er Drengenes forsinkede vækst og Ældstes pre-teenager-tilbøjeligheder... Det første er vi tættere på end nogensinde på at få en afklaring omkring. Desværre hedder ventetiden på den afgørende undersøgelse 4 måneder, men vi er inde i systemet med begge og har nu en børnelæge med forståelse for min bekymring og som ikke bare skyder det ind under "arv og genetik" med henvisning til min manglende højde - tænk, hvis det også skyldes manglende væksthormonproduktion (for alle i min familie er højere end mig).
Ham pre-teenageren arbejder jeg videre med. Og forsøger at vælge mine kampe med omhu, for det kan blive en værre kattejammer, når det først går for sig. Jeg har ladet mig inspirere af Ross W. Greene, og forsøger med mantraet "Børn gør det rigtige, hvis de kan".

Vores ferie på 3 uger er snart forbi. I næste uge går det løs med arbejde, børnehave og skole. Vi har haft en dejlig ferie, blandet "arbejde" på ejendommen (oprydning), småture til Rømø og Givskud Løvepark (og vi når nok også en tur til Legoland) og så en dejlig 5-dages ferietur til Sydtyskland, hvor vi boede på et lækkert hotel i Furth nær Nürnberg og derfra kørte på ture til Playmobil FunPark, Legoland Tyskland, Industrimuseet i Nürnberg og - nårj ja - stod på ski i Snow Dome Bisbingen på vej derned.

Tilsidst... I slipper ikke for lidt løberhistorier alligevel ;-)

På lørdag løber jeg Juelsminde Run 2009 10,5 km.
Jeg har nemlig vundet et startnummer i en lodtrækning på Tracktime.dk, så selvom jeg har rationeret motionsløbene af hensyn til familien (ellers var jeg nok afsted hver eller hveranden weekend, for jeg eeeelsker det sus!), så bliver min sommerferie afsluttet aktivt og med manér!

I Form (!?!)

I dag var dagen, da jeg og næsten 4.000 andre kvinder trippede/hoppede/småløb i forventningens glæde på græsplænen i Kongens Have i Odense. En veninde og jeg havde valgt anden afdeling af løbet, så vi var klar til start kl. 14.00.

Min formiddag var gået med at nusse lidt rundt og forberede mig alene hjemme, for Yngste var taget i Legoland med bedstevennen, og Manden Min og Ældste var taget afsted sammen. Toget blev løsningen for transport for at slippe for at skulle lede efter parkeringsplads, så det var dejligt bare at gå til stationen og sætte sig i toget for bagefter at kunne gå hen til Kongens Have og så være klar.

Mindstetidsmålet i dag var under 33 minutter for 5 km. Det ved jeg, at jeg kan, uanset næsten rutens beskaffenhed. Successpændet var omkring de 30 minutter. Det er også ret OK, og når man tænker på, at jeg skulle løbe ruten sammen med godt 4.000 andre (så mange blev det vist ikke helt til trods alt), så synes jeg, at det var et passende mål at have. Allerhelst ville jeg under - og gerne helt ned på 28 minutter, for min "normale" 5 km kan jeg løbe på omkring 29 minutter, og den er pænt bakket, hvis jeg selv skal sige det...

Min veninde løber til dagligt både hurtigere og længere end jeg, så jeg havde ingen forventning om at kunne følge med. Det kunne jeg heller ikke... I hvert fald ikke hele vejen ;)

Vejret var perfekt til løb. Hverken for varmt eller for koldt, og nærmest ingen vind -andet end det, der er lidt rart.
Efter løbet fandt vi Kræftens Bekæmpelses stand og hyggede med te og jordbær (og saltstænger) i deres lækre Fat-Boys ;)

Her til aften har jeg det stadig rart. Lidt ømme ben, men ikke noget udover, hvad jeg ellers kunne have haft efter en god løbetur til daglig. Godt, at jeg havde skiftetøj med, for det blev koldt sidst på eftermiddagen, og toget hjem var behageligt, men afkølet.

Og nu - vil jeg i seng.

25:58 blev min tid :-) Mon ikke, jeg bare skal sige, at jeg er mere end tilfreds med min form i dag?