På feriedag 2 havde vi planlagt (og kørt efter) et besøg i Günzburg.
Ikke fordi byen er noget særligt, men fordi der ligger Legoland i Tyskland!
Med vores danske sæsonpas i hånden kunne vi nemlig komme gratis ind. Og det er jo ikke så ringe endda for folk som os, der elsker LEGO og leg (For vi ved jo godt, hvad LEGO er en forkortelse af, ikke? Leg Godt).
Vi stod næsten foran porten inden åbningstid, som vi plejer, men kun næsten - og vi blev overrasket over mængden af mennesker... Vi måtte en tur forbi billetsalget, for vores sæsonpas passede ikke lige i deres system. Til gengæld blev jeg mødt af en meget serviceminded og smilende dame, der huskede mig på at købe en parkeringsbillet, så vi kunne komme nemt hjem igen. Det tog lidt tid, men ikke så meget, så var vi på vej ind til en fantastisk og hyggelig dag i gode rammer - og i godt vejr, skulle det vise sig :-)
Mens Ældste og Manden Min var inde for at prøve Drome Racers tog Yngste og jeg på Besichtigung i Piratland.
Det var bare så flot!
Selvfølgelig var det også den nye attraktion i 2007, men jeg var meget imponeret over den måde, alting var genneført i temaet.
Og det er altid en dejlig oplevelse at se, hvor rent der er alle steder.
Piratbådene var en rigtig skæg - men våd - oplevelse.
Vi blev bænket med 4 personer på hver side af båden, så vi alle sad foran en vandkanon med drejehåndtag - og så gik det ellers løs med at sejle rundt i kanalerne og sprøjte vand på de forbipasserende både og på tilskuerne!
Vi blev våde, men tørrede hurtigt i det dejlige solskin.
Vi tog i Land der Abenteuer bagefter.
Der var mange ting at prøve, også nogle vilde nogen, som en 3-årig ikke kan være med til, selvom han gerne vil. Heldigvis var der også mange dejlige muligheder for de små, så Ældste og Faren gik over for at prøve Jungle expeditionen og Yngste tog en tur i Kanoen, som han selv kunne sejle.
Faktisk havde de små sæder, der kunne sættes ned i kanoen, så små helt ned til 1½ år kunne prøve.
Der var mange spændende ting at se på i kano-kanalen, og han sejlede den selv ;) Men mere spændende var det heller ikke, for selvom han kunne nå flere ture, så var een nok.
Til gengæld kiggede vi på de fine figurer, der stod allevegne.
"Se mor - en edderkop!" Omend det var en anden størrelse, jeg kiggede efter, fik jeg allgevel øje på den, der mellem grenene.
Der var så meget at kigge på alle steder, at vi næsten gik glip af at se Ældste og Far i vandrutsjebanen (eller hvad man nu kan kalde det).
De sejlede også forbi den yndigste, men noget drilagtige dinosaur. Hun bød dem velkommen, men spyttede vand, når de kom for nær. I vandpytten under hende gik småfugle og vippede med halerne helt upåvirkede af, at der hvert andet minut (eller sådan noget lignende) kom en vogn kørende forbi på skinnerne lige ved siden af.
Ved siden af Adventureland lå et Miniplaskland for de mindste, men eftersom vi ikke havde badetøjet med, gik vi i en bue udenom for ikke at friste to af de vandglade sjæle, som vi havde med.
Så et godt råd til sommergæster... HUSK badetøjet!
I Tret-O-Mobil fik vi set ud over verden, som LEGO ser den. Et rigtig flot syn deroppe fra.
Solen skinnede fra en skyfri himmel hele dagen, og solcreme lå ude i bilen. Men det var der råd for, for i de fleste af butikkerne kunne man - foruden en masse dejlige souvenirs - købe solcreme i forskellige afskygninger. Vi valgte den lille udgave med 2 stk "portionsanrettede" faktor 12, for vi havde jo masser af solcreme med i bilen.
Og jeg skulle hilse fra Ældste og Manden Min og sige, at Dragen hjemme i Legoland Billund er vand ved siden af det sus, de fik af den tyske drage ;)
De er ikke med på billedet her, for det var en tester for at indstille kameraet rigtigt - deres billede belv skævt og rystet, og jeg ville ikke sende dem hen i 20 minutters kø for at forsøge igen...
Imens de "store" stod i kø og efterfølgende fik kriller i maven sad Yngste og jeg og nød dagen, solen og en dejlig is. En is som Yngste selv havde købt hos en charmerende tysk væbner med kæmpestort overskæg og et lige så stort smil nedenunder.
Til dage med for meget regn eller solskin havde Legoland sørget for et besøg i "Fabrikken".
Et besøg, der startede med en lille animationsfilm og uddeling af en lille legoklods påtrykt "LEGO Fabrik 2007". Et tryk, som vi senere i rundturen så, hvordan blev lavet. I "Fabrikken" var blot et udsnit for at vise lidt om teknikken bag produktionen, men det var noget spændende både for en 3-årig og en 8-årig at se hvordan en legomand blev monteret.
Der var også montre med historie - og masser af maskiner, man kunne trykke på og styre - bl.a. kunne man se, hvordan en maskine sorterede blå klodser fra mellem gule ditto.
Jeg kan ikke huske, hvad vi fik at spise hele, men jeg kan huske, at det var godt ;-) Mange steder havde de frisk frugt og andre gode forfriskninger.
Men de var ikke så gode til det med Visa, så vi var glade for vores kontanter, selvom vi havde haft en formodning om, at det ikke var noget problem. Dog havde de flere steder opsat pengeautomater - og billetkontoret kunne også modtage Visa. Ikke at vi fik brug for det i denne omgang ;-)
Jeg er sikker på, at der er rigtig mange ting, som vi ikke fik set, men løftet om et gensyn er afgivet uden forbehold.
Hvis I er blevet fristet til at se mere til Legoland i Tyskland, kan I kigge på deres online kortoversigt ;)
Recent Comments