MrsBaloui

Når de blomstrer - gør jeg også

Vi har de seneste par dage været til et par fantastiske skole/hjem samtaler med drengenes lærer - først med Yngste og ugen efter med Ældste.

Jeg er stolt! Og Faren er stolt! Og først Yngste, dernæst Ældste er stolte!

Der er stor forskel på mine to drenge. Altså de ligner hinanden som brødre udseendemæssigt, men hvor den en er et lille og tæt muskelbundt, så er den anden en tynd og mere ranglet, bleg dreng - ikke usund at se på, men bare sådan ultraslank uden at gøre noget for det. Sidstnævnte kan komme af diagnosen på de fire bogstaver og medicinen - mest det sidste tror jeg, for det æder sulten...

Men tilbage til skole/hjem samtale nr. 1: Yngste fik ros med ros på! Både for hans vindende væsen, samarbejdsevne og vellidthed (hedder det det?) blandt alle i klassen. Han vil gerne lege med alle, og alle vil gerne lege med ham. Han er hjælpsom og omsorgsfuld - og knokler på for at lave sine ting i skolen. Han er ved at knække læsekoden (1. klasse) - og det kan mærkes i skolen, at vi øver med ham 5 dage om ugen - både på selve læsningen, men især på tilliden til sig selv og metoden til at læse svære og ukendte ord. I Matematik drøner han bare derudaf, og idræt elsker han. Ja, jeg tror faktisk ikke, at der var noget ikke positivt i samtalen, og Yngste dansede og nynnede hele vejen hjem fra samtalen, mens Manden Min og jeg gik hånd i hånd og smilede til hinanden. Tænk... Om en måned er det 8 år siden, vi kørte ræs for at nå på sygehuset i tide :-D

Skole/hjem samtale nr. 2  forgik på næsten samme måde. Men til forskel fra Yngste, så har Ældste haft meget at skulle arbejde med i de forgangne år. Han har det ikke altid nemt i skolen på det sociale plan, og har i en lang periode faktisk ikke haft nogen at være sammen med efter skole, da klassekammeraterne trækker sig fra ham pga hans til tider eksplosive temperament... Men siden vinterferien er alting bare blevet nemmere! For han har fået sig en ven! En ven, der minder meget om ham selv - som også har sit at slås med, men som også har hovedet i orden. Derfor kunne vi nu høre på beretninger fra klasselærer og matematiklærer og hilsner fra de øvrige lærer om en dreng med væsentligt forbedret koncentrationsevne, "arbejdsmoral", samarbejdsevne - og mod på gruppearbejde, større skriftlighed og... At han ligger i toppen af klassen rent fagligt hele vejen rundt... 
Så mange positive tilbagemeldinger har Ældste aldrig prøvet at få! Især også, fordi der faktisk ikke var noget "men!" denne gang - bare et "fortsæt den gode udvikling!"

Vi er med i et projekt i kommunen, og den voksne der har et godt hjerte og øje for drengene - ikke at det på nogen måde skal misforstås!
Han fik bragt 2 (nu 3) drenge sammen, og vi forældre omkring har støttet op og gjort plads og "gødet" og passet venskabet og set det spire. Det spirer så meget, at de nu har lukket en tredje dreng ind i fællesskabet.

Det er så smukt at se, når ens søn, der kæmper så hårdt på mange fronter, finder et fristed hvorfra han kan vokse og suge næring og overskud og glæde.

Han er påvej i blomst - min 13-årige søn. Det er så smukt at se...

Stilstand eller udvikling?

Hvis noget er blevet syltet i de sidste mange måneder, så er det vist her! Og det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om eller oplever noget eller? Næ, men tid er endnu engang blevet den knappe faktor, hvis den ikke altid har været det...

Siden sidst, den 28 januar 2010, er der sket en del hos og omkring os.

Kronologisk - og her er jeg nødt til at tage kalenderen i brug - og ADVARE om, at dette nok bliver en monsterlang post - eller måske bliver opdelt i flere etaper...

• Jeg har været på forældrekursus! I Samarbejdsbaseret Problemløsning hos Inge Brink. Grundlæggende går det ud på at være forberedende overfor det ufleksible menneske og kende til, hvad der trigger "eksplosionerne". Det var i første omgang møntet på vores dejlige 11-årige søn, men jeg oplever efterfølgende, at jeg har taget noget andet til mig, som jeg kan bruge på job.
  Det er Ross Greene, der er foregangsmand på metoden, og jeg kan kun sige - at når det lykkes er det rigtig godt!
  Desværre kræver det - som sagt - en del forberedelse og kan ikke som sådan bruges når det er gået galt, men mere som en forebyggelsesmetode. Vi fik mange gange pointeret på kurset, at det er en læringsmodel og de løsninger, som man finder frem til, skal med stor sandsynlighed revideres igen og igen, men at det jo netop er pointen... At barnet er med til selv at finde løsningen, og derved lærer sig at ... Finde løsninger ...
  Det handler om at se og høre og respektere og forstå og give plads. Det er barnet/personen selv, der skal være den, der finder løsningen - selvfølgelig med (megen) hjælp fra den anden part, men det er vigtigt, at det er barnets løsning, som vi prøver af - og hvis det ikke duer, at det er barnet, der er med til at finde en ny løsning. På den måde er det jo barnet selv, der løser og lærer af det.


• Skiferien i Hemsedal var lige så dejlig og fantastisk som den plejer - hvis jeg må udtrykke mig sådan ;-)
  2 familier afsted og masser af dejlig sne, dejligt samværd og dejlig mad.
  Yngstemanden på 5 år var på rigtig skiskole for første gang - på det bedste niveau på skiskolen, for han har jo stået sammen med os siden han var 1½ år gammel. Han var også den bedste på holdet, fik meget ros, fik stået på ski med jævnaldrende og udviklede sig enormt hver eneste formiddag!
  Ældste var igen-igen på skiskolen med nye twintip, rails, off piste, park and jump og havde nogle fede oplevelser sammen med dem han var på hold med. Det er vist snart kun stilen, der skal pudses af, men han gnistrer helt af begejstring, så der bliver vist også et skiskole hold til ham næste år.
  Begge vi voksne fik også lært noget! Off piste og grænser blev prøvet af til den store guldmedalje - og jeg må indrømme, at jeg havde nogle kæmpestore sommerfugle i maven af at stå der ved afgrundens rand og skulle finde en rute ned mellem træerne - og at vide, at det med fartbegrænsningen var det så som så med, selvom mine ski er dejligt korte og stive.
  Sidste dag på ski stod hele familien ud fra morgenstunden og fik stort set stået på alle løjper inkl. et par sorte, som alle klarede med bravour.
  Skiferien 2011 er allerede bestilt og i dag betaler vi depositum på Hemsedal Alpin Lodge.


• Yngste er blevet ældre og er startet i mini-SFO, det som nogen kalder førskole-ordningen.
  1. marts gik han fra at være børnehavebarn til også at skulle "i skole". Nu følges mine drenge i skole om morgenen - og gi'r farvelkram hjemmefra, så der ikke opstår akavede situationer i forhold til Ældstes kammerater.
  Det er stort at se sine 2 børn gå afsted med hver sin skoletaske på ryggen. Og dejligt ikke at skulle spekulere på farlig skolevej, der er 2 steder, vejen skal krydses, og det tager under 5 minutter at gå derhen.
  Yngste trives som førskolebarn. Der er en større frihed og flere muligheder, og han kender rigtig mange på skolen, så det er rigtig dejligt at hente ham og eftermiddagen og høre alt det han har at fortælle - eller at ville hente tidligere end vi "plejer" og så af og til blive mødt med, at han gerne vil blive længere. Han er vokset med sin nye "status" og Vil-selv er i endnu højere grad flyttet med end tidligere.
  Heldigvis elsker han stadig at putte og give knus og kram, så helt 100% stor og selvstændig er han ikke endnu ;-)


• Vi har skiftet psyk. Jeg var træt af at ethvert spørgsmål eller samtale blev mødt med "mere medicin". Jeg er godt med på, at han skal have medicin og naturligvis i den rette dosis. Men jeg vil også tages seriøst, når jeg spørger ind til hjælp vedr. f.eks. adfærdssregulering. Vi er godt i gang det nye sted, og selvom de ikke kan tilbyde samtaler, som jeg havde håbet på, så bliver vi taget godt vare på alligevel. Distrikssygeplejersken kommer snart på besøg i klassen (uden dog at gøre sig til kende overfor Ældste, da børnene i klassen ikke kender til hans diagnose. Hun vil ved observation se, hvordan hans trivsel i skolen er - og hvad vi (skole/forældre/sundhedssystem m.m.) kan gøre yderligere for at hjælpe ham.


• Og så kan den stolte mor jo ikke lade være med at prale af at selvsamme dreng 10 dage før sin 11 års fødselsdag svømmede sig til sit første 1000 m mærke :-)
  OG at han fik mange gode ord med sig hjem, da vi var til skole/hjem samtale. Fagligt er han toppen-af-poppen, når bare han gider. Han er vokset og modnet og har ikke i samme grad udfald. Han er blevet meget bedre til selv at mærke efter og bede om en pause, når/inden det brænder sammen!


• Vækst har vi også endeligt fået svar på. Og nye tider er plottet i systemet. Ældste går næsten fri med forsinket vækst som forklaring på hans kun 130 cm som 11-årig. Yngste derimod har - som formodet - for lavt væksthormon og forsinket vækst, hvilket jo så er en rigtig god forklaring på hans kun 100 cm som næsten 6-årig.
  Vi skal afsted i maj og få fastlagt det videre forløb. Det hedder væksthormon-indsprøjninger, og det skal vi som voksne lære at give ham (med en pen, der ligner den man bruger, når man har diabetes). Dagligt. Så denne gang skal vi afsted både mor og far, for jeg er en forfærdelig kylling, når det kommer sig til det. Jeg SKAL lære det, men jeg vil ikke stå med ansvaret alene, og det har der heller aldrig været tale om ;-)
  Til september bliver der fulgt op på Ældstes vækst, som der sig hør og bør ved forsinket vækst. Han skal nok komme efter det - lover de.


• *HE* Og så har jeg prøvet min første - og nok også sidste - Zumba time... Det var ganske enkelt ikke hårdt nok ;-D Måske fordi jeg er i for god form til begynderholdet - trinnene var ikke specielt vanskelige, så måske hvis jeg havde prøvet et sværere hold, men jeg tror bare ikke, at det lige er mig...


• Sidste punkt eller deromkring er min træning til Lillebælt Halvmarathon. Min første af slagsen. Måske den sidste, det kan jeg ikke helt afgøre. Ikke fordi jeg ikke godt kan lide de lange løbeture. Min længste indtil videre var på 18,5 km i flot tempo. Jeg gik temmelig kold efter 16-17 km, men det var måske heller ikke det klogeste at begive sig så langt omkring på bare en banan og en kop grøn te! Jeg var pænt ødelagt i et par timer bagefter. Kender I tegnefilmene, hvor man bare kan se, hvor ondt en bule gør? Rødt og dunkende? Sådan en lilletå havde jeg, da jeg kom hjem. En stor fed blodvabel. ØV. Så hvis det skal være på den måde, så gider jeg ikke de lange ture.
  Det andet er tidsforbruget. Det er megasvært at finde 2 timer til en lang tur hver uge - foruden de 2-3 andre dage i ugen, hvor der skal sættes ½-1½ time af. Med alle de projekter og aktiviteter har det været et logistisk mareridt, der har spist af motivationen og lysten til at løbe. Jeg vil hellere løbe for sjov end fordi jeg skal...

...Det var det jeg sagde... Hvis du kom helt herned, er jeg ret imponeret ;-)

Jeg vil ikke love bod og bedring, men status er, at jeg har det godt, men travlt!

Når højden ikke vil følge med...

Jeg har to helt fantastiske drenge med kvikke hoveder og rigtig mange gode egenskaber. Men med børn følger også mange spekulationer, og hvis man ikke bider sig fast i systemet, så bliver man syltet eller afledt, afvist og bortforklaret.

Første gang jeg luftede min bekymring vedrørende vækst for vores familielæge, fik jeg beskeden, at det skulle nok komme.

Anden gang jeg luftede min bekymring vedrørerende manglende vækst fik jeg af vide, at jeg jo heller ikke var så høj.

Tredje gang jeg ville lufte mine bekymringer for vores familielæge, havde jeg bevæbnet mig med lægelig dokumentation, knækkede vækstkurver og en stor portion kampgejst.

Tredje gang var lykkens gang... Troede jeg. Vi blev henvist til en børnelæge i Odense, der undersøgte og fik undersøgt, blodprøver og røntgen, som viste forsinket knoglevækst - som blev bemærket med, at det skulle nok komme... Og da det ikke kom, blev det bortforklaret med genetik og arv - og endnu en røntgen, der viste det samme. Han var da ganske flink, den børnelæge, men vi følte os ikke taget alvorligt.

Det er jo netop fordi jeg er lille, at jeg ikke er ligeglad med, at min søn ikke bliver høj!

Men et eller andet sted, er en læge jo en autoritet (?), så jeg fik ikke gjort mere ved det.

Da så Yngste viste sig at se ud til at blive en mini også, så tog jeg allerede første gang hårdere fat i familielægen og fik en henvisning - denne gang til en anden børnelæge. Hurra for frit valg upåagtet de gamle amtsgrænser!

Se NU blev jeg taget alvorligt! Første gang! Og der blev igen taget prøver af den ene og den anden slags, som alle viste (som med Ældste) en marginal lav værdi på vækst. Og der blev taget aktion med det samme.

Så var min lykke gjort. Troede jeg. For det offentlige sygehussystem er ikke at spøge med. OG vi skulle også lige have Ældste med i farten, så vi kunne nå at gøre noget. Og det fik vi. Heldigvis!

Vi har i denne uge været til den sidste test for at tjekke, om Drengene har væksthormonmangel. Har de det, kan man gøre noget for dem. Har de det ikke, ja så kan man måske gøre noget alligevel. Vi får svar i uge 7-9 alt efter hvor travlt der er på laboratoriet. Det er en lettelse at være kommet så langt nu. Bare det at vide, at der er indikationer på at deres manglende højde skyldes andet end en "lille" mor, og at vi ved at gøre noget nu kan hjælpe dem med at blive højere end mine 163 cm.

For det er svært at være 5 år og kun en meter høj, og det er ikke lettere at være 10 år og 1,30 meter høj. Det er en overvindelse for en mor at handle tøj til i størrelse 2-3 år til en næsten 6-årig eller i størrelse 7-8 år til den snart 11-årige Ældste, der ikke gider "små-drenge" looket.

Så jeg ser frem til en mulig afklaring om 3 ugers tid...

Ud på dybt vand

Jeg lukker øjnene og springer nu!

...

Vi har vidst det i, tjaa... flere år ? Vi har fået et stykke papir, hvor det står på, men jeg er stadig ikke 100% sikker på, om jeg tror helt og aldeles på det... Ikke andet, end at vi kan se, at medicinen virker, når han får den...

Vores Ældste har ADHD ligesom Anders Stjernholm.

Så er det sagt ud i æteren...

Vi er ikke dem, der udbasunerer det til Gud og Hvermand, men selvfølgelig har relevante personer til Ældstes hverdag fået det af vide, og vi har et godt samarbejde med både skole, spejder, svømning og fodbold.

Ældste er ikke sådan en typisk hængen-i-gardinerne-kravle-på-væggen ADHD'er, og han er også meget atypisk i forhold til alle de aktiviteter, som han gerne vil deltage i...
I næste uge er der f.eks. krybbespil i kirken, hvor han har ønsket at få en af de større roller, der både skal synge og har mange replikker. Han går også både til kor, keyboard og band, og kan fint holde koncentrationen, når emnerne har hans interesse. Der er mange sociale spilleregler, som han forstår - og de fleste evner han også at overholde.

Han har det bedst, når han på forhånd ved, hvad han skal (f.eks. "i aften skal du til spejder"), men hans tidsfornemmelse er tit rigtig skidt - men hvem har ikke oplevet det med deres 10-årige sønner? At de glemmer alt omkring sig, når de fordyber sig i leg, en god bog eller computerspil?

Hans kloge hoved og gode intellekt (og ja, ja, Jante, jeg ved godt, at man ikke må prale) hjælper ham igennem rigtig mange situationer, og rent fagligt ligger han (hvis ikke højest) højt i sin klasse. Han glemmer lektier og hader at skulle skrive, men læser bøger på 6.-7. klasses niveau lige så hurtigt som dem bøgerne er tiltænkt.
Hvis bare man logisk kunne ræsonnere sig til alt, så havde han ingen problemer, men desværre er ikke alting logisk eller retfærdigt. Huh! Hvor kan man komme galt afsted, hvis man træder over hans retfærdighedssans!

Det værste med at have ADHD er, at det ikke kan ses! Hvis man brækker en arm, kan man se det, men et barn med ADHD virker uopdragent, og det er jo ikke i alle situationer, at man som forældre har lyst til at starte forfra med hele livshistorie for at forklare, hvorfor ens 10-årige søn tér sig mærkeligt eller går helt op i spåner over noget, han ikke kan få eller få lov til eller går glip af...

ADHD (tidligere kaldet DAMP) står for attention deficit hyperactivity disorder. Tilstanden ses inden syvårs alderen, oftest hos drenge, og er karakteriseret ved opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet. Opmærksomhedsvanskelighederne betyder, at barnet ikke kan koncentrere sig om en aktivitet ret lang tid ad gangen, så det kan være svært at fastholde en leg eller at følge med i skolen. Hyperaktiviteten betyder, at barnet ikke kan sidde stille ret længe ad gangen, men oftest farer planløst rundt eller sidder uroligt og kører frem og tilbage på sin stol. Impulsiviteten betyder, at barnet ikke kan vente på tur, ofte taler, før han får sig tænkt om, og måske ofte kommer i klammeri med kammerater eller bliver opfattet som næsvis af voksne, fordi de normale ”bremseklodser” ikke er til stede.
Kilde: Patientvejledningen

Hvis I vil vide mere om udfordringerne ved at have ADHD, så er Livskvalitet og ADHD et andet godt sted at starte.

Vi er ved at få godt styr på det og lærer hele tiden nye ting. Vores udfordring er lidt, at Ældste 100% forstår med sin fornuft, men ikke altid kan styre temperamentet, når frustrationerne kommer til overfladen. Han mangler sine bremseklodser - eller sagt på en anden måde... Han har brug for at låne de voksnes frontallapper...

Sommer...

Det er sommerferie her på bloggen - også selvom jeg ikke har haft ferie siden sidste indlæg den 19. juni.

Det har været svært at finde ro - og finde emner til at skrive. Eller emner har der jo været nok af, men ikke alle egner sig hertil - og masser filtreres fra, fordi min store dille ligenu (og det har det været siden nytår 2008/2009) er løb, løb og atter løb. Det er vel ikke det fedeste at blive ved med at høre om, hvor fantastisk jeg synes løb er - hvilken fornemmelse jeg har i krop og sind, når jeg løber - og især har, når jeg har løbet - vel?

Og travlhed på jobbet har der været masser af, men det er ikke det sjoveste at skrive om, for ikke at sige, at når indlæg nr. 5 handler om, at tingene er svære at nå på job med kun 30 timer om ugen til rådighed, så taber man nok nogle læsere til andre og mere lystbetonede blogindlæg.

He! Og så skal jeg nok heller ikke sige mig fri for at være ramt af Facebook-bølgen...

Men hvis man kigger på alle projekterne fra dengang i maj, så er det ganske mange bolde, der er i spil og som holdes i luften til tider med mere ynde end andre gange, men familiesamarbejdet arbejdes der på, og det går som regel godt.

Det, der har fyldt mest i de personlige tanker, er Drengenes forsinkede vækst og Ældstes pre-teenager-tilbøjeligheder... Det første er vi tættere på end nogensinde på at få en afklaring omkring. Desværre hedder ventetiden på den afgørende undersøgelse 4 måneder, men vi er inde i systemet med begge og har nu en børnelæge med forståelse for min bekymring og som ikke bare skyder det ind under "arv og genetik" med henvisning til min manglende højde - tænk, hvis det også skyldes manglende væksthormonproduktion (for alle i min familie er højere end mig).
Ham pre-teenageren arbejder jeg videre med. Og forsøger at vælge mine kampe med omhu, for det kan blive en værre kattejammer, når det først går for sig. Jeg har ladet mig inspirere af Ross W. Greene, og forsøger med mantraet "Børn gør det rigtige, hvis de kan".

Vores ferie på 3 uger er snart forbi. I næste uge går det løs med arbejde, børnehave og skole. Vi har haft en dejlig ferie, blandet "arbejde" på ejendommen (oprydning), småture til Rømø og Givskud Løvepark (og vi når nok også en tur til Legoland) og så en dejlig 5-dages ferietur til Sydtyskland, hvor vi boede på et lækkert hotel i Furth nær Nürnberg og derfra kørte på ture til Playmobil FunPark, Legoland Tyskland, Industrimuseet i Nürnberg og - nårj ja - stod på ski i Snow Dome Bisbingen på vej derned.

Tilsidst... I slipper ikke for lidt løberhistorier alligevel ;-)

På lørdag løber jeg Juelsminde Run 2009 10,5 km.
Jeg har nemlig vundet et startnummer i en lodtrækning på Tracktime.dk, så selvom jeg har rationeret motionsløbene af hensyn til familien (ellers var jeg nok afsted hver eller hveranden weekend, for jeg eeeelsker det sus!), så bliver min sommerferie afsluttet aktivt og med manér!

Påskegaven

Det har været en forrygende påske!

Tror måske også, at vi gik i "påskemode" alleredet ugen forinden, hvor jeg havde en fridag midt i det hele sammen med Yngste, hvor vi bare hyggede hele formiddagen inden et besøg hos Ortopædklinikken for at få tjekket op på, om fødderne er i orden.
Og JA alt OK, noget med at vinklen i hoften ikke er helt udviklet, hvilket bevirker den let indadgående forstilling. Specialsko og -træning er unødvendig, for han gror sig til det. Så meget for "hysteriske" pædagoger, der snakker som de har forstand til. Selv ergoterapeuten har ikke været opmærksom på, at det skæve i fodstillingen kom helt oppe fra hoften. Så tror da pokke, at Drengen bliver træt, når det er på tur... Når de går et skridt svarer hans hoftestilling til at han skal gå 2-3 - og når han så er et hoved mindre end de andre, så kan man med de positive briller sige, at han er i kanon god form, når han alligevel kan følge med dem på tur!

Så var der Operation Påskeglad 2009, der gjorde mig glad i slutningen af ugen. En tur på posthuset gav en kæmpe kasse med en smukt indpakket påskegave i sort og sølv.

Indeni var der disse 2 flotte landskaber i aftensol.

De har endnu ikke fundet deres rigtige plads, for det skal der være til dem. Plads. De skal hænge sammen, for sig selv, så man rigtig kan nyde farverne.

Tusind tak til min påskehare Eva!

Selvfølgelig fik jeg også selv afleveret en påskepakke. I år måtte jeg på posthuset, for Frederikssund er ikke lige forbi, hvor jeg kommer fra. Ikke som sidste år, hvor jeg selv afleverede pakken.

Inspireret af de mange fine billeder på Facebook, pakkede jeg også min påskegave fint ind, inden den blev pakket i en boblekuvert modtager på.

I år har jeg skrevet afsender på. Ikke noget link hertil, men en hilsen på Facebook i stedet.

Jeg har nemlig også overgivet mig til det der halløj. Kunne efterhånden godt se, at det kunne give et ekstra element til det med at holde kontakten ved lige med gamle klassekammerater og kollegaer (ja og med vennerne generelt).

Påskens fantastisk vejr bød på en masse havearbejde, så vi nu kan smile og nyde havudsigten igen, for nu er æbletræet igen beskåret og udsigten klar. Græsset fik også en ordentlig tur. Først med græsslåmaskinen og dernæst med plænelufteren - en lille smart maskine, der river mosset (og en masse andet) ud af græsplænen. Den behandling gav bare pletter, så gødning og ekstra frø kom også frem. Bedene er dækket af et smukt lag brunt bark og de sidste fliser lagt på plads, så nu kan sommeren bare komme an!

Legoland på åbningsdagen den 4. april blev der også tid til. Selvom vi havde sagt aldrig igen, havde vi en rigtig dejlig dag med bare arme og luntetempo sammen med alle de andre, der også mente, at det var en god måde at bruge sin første lørdag i april på.

Påskeharen kom på besøg Påskedag med dejlige chokoladeæg og -mariehøner gemt godt i havens mange kroge.

Søndag eftermiddag var til visit hos gode venner på en nærliggende campingplads, og eftermiddagsteen blev til aftensmad og aftenhygge. Børnene legede på legepladsen ved siden af, så selvom Ældste havde forudset at skulle kede sig massivt (han havde 2 bøger med), så hyggede han sig lige så godt som de 2 næsten-5-årige venner. Vi har været i "graviditesgruppe" sammen Moren og jeg, så vores to børn - hendes datter og vores Yngste er som pot og pande ;-) Faktisk så meget, at de ikke havde plads til de andre børn i deres leg dengang graviditetsgruppen blev til en mødregruppe.

2. Påskedag - mandag - kørte Ældste og jeg afsted sammen tidligt på formiddagen. Dagen stod i motionsløbets tegn, så vi kunne få resultatet af vores træning sammen. Det har været en hård nyser at få min ellers dejlige 10-årige søn med ud at løbetræne, mne han havde selv meldt sig til løbet, så må man også træne - og gennemføre.
Alle mine bekymringer og tanker blev gjort til skamme, for min seje unge løbe alle 5 km! Næsten, for der var indlagt 2 hårde stigninger, hvor vi var nede og gå 5-20 skridt, før tempoet igen blev sat op. Vi gennemførte den dejlige tur i skoven på 30:47, hvilket er et stjerneresultat for os begge! Han blev nr. 3 ud af 5 i sin gruppe, og jeg fik en "fin" 23. plads ud af 50 i min.

Næste motionsløb er for mit vedkommende 3. maj, og han har allerede meldt sig for efteråret 9,6 km i den lokale skov! Tal om at blive bidt ;-) Vi var helt høje, da vi kom hjem. I dag er fødderne og benene dog noget mere flade end ellers.

Skynd dig langsomt, men ikke så langsomt!

Kender du verdens langsomste dreng? Ikke? Men så kan jeg afsløre, at han bor hjemme hos mig.

Jeg ved, at det nok er noget som mange forældre siger til deres børn, for at få dem til at skynde sig noget mere i forhold til mange dagligdags gøremål.

Fablen om Haren og skildpadden (illustrationen er lånt hos Pernille Lykkegaard, håber det er OK) måtte på banen endnu engang for at forklare princippet med at skynde sig langsomt (gælder faktisk også når vi løber sammen). Han har hørt sangen så mange gange før, at det nok er ligegyldigt at forsøge sig igen.

Det er værst, når jeg en sjælden gang imellem er alene med Drengene om morgenen. Så kan Ældste være 20 minutter om at tisse og tage tøj på (det i sig selv er der ikke noget nyt i, men hallo! hvor lang tid kan det tage?), og når han så endelig bliver færdig, så fryser han, fordi han har været for længe om at komme i tøjet...

I dag var han 20 minutter om at børste tænder, fordi jeg ikke lige var hos ham, men blot sendte ham på badeværelset alene for at jeg lige kunne blive færdig med at rydde op efter morgenmaden.

Han kan være rigtig hurtig, når det gælder, men er der bare den mindste ting, der kan forstyrre, så kommer han bare ikke videre. Til morgen var det hans mobiltelefon og hans Magno-man, men det kan være hvad som helst.

På det punkt er jeg desværre bare slet ikke den tålmodige og overbærende mor, som jeg gerne vill være...

Sej på distancen

Det har været en aktiv lørdag på mange måder i dag.

Der er blevet bygget LEGO fra tidlig morgenstund. Exoforce-kassen er snart ryddet op og bygget til seje figurer igen. Den trængte også, for der var hård kamp, sidst den fra fremme. 

Begge børnene har været til svømmeprøve.
Ældste til distancesvømning og har svømmet flotte 400 meter uden stop, hvilket er rigtig fint. Rygcrawl, for så kan man trække vejret hele tiden, synes han. Moderen er stolt! Jeg kan nemlig ikke svømme! Eller måske kan jeg lidt, men jeg har aldrig lært teknik eller åndedræt. Ikke fordi jeg er bange for vand eller noget... Bare fordi, sådan ØV, ikke?
Yngste har fået "Kant-til-kant" diplomet og har vist de flotteste delfinhop, har flydt som en søstjerne og dykket efter perler. Faktisk måtte han vise sin bror de der delfinhop, for de var bare så flotte. Han fik masser af ros og blev lovet at han nok snart skulle lære at svømme rigtigt. Moderen er endnu mere stolt! To drenge, der er så glade for vand, at de ikke er til at drive op - heller ikke med løfter om sauna og lækker frokost med stegt torskerogn :-)

Affaldet fra formiddagens oprydning i garagen blev smidt på forbrændingen på vej hjem. Der røg et par gamle havestole, en masse pap og nogle gamle hynder.

Efter frokost kom Wii og Monster Lab i sving. 1 time til hver, mens jeg lukkede et øje eller to på sofaen ved siden af, og Manden Min også nød sin lørdag eftermiddag.
Kvickly skulle også lige have et besøg, så der kunne provianteres til resten af weekenden. De der fiskfileter, som frokosten ikke bød på blev indkøbt, så kunne de da spises til søndagsfrokosten.

Lørdagens løbetur blev der også lige plads til. Ældste og jeg kom afsted kl. 17.00, hvor jeg ellers ville have været i gang med aftensmaden. 4,5 km i adstadigt tempo var der i benene i dag. Ældste var nok lidt slidt efter formiddagens distance, men han er med på, at skal vi løbe 5 km Påskeløb 2. Påskedag, så skal der også trænes til det. Vi har aftalt en gang om ugen, for han både svømmer, går til fodbold og cykler til spejder hver uge, så vi skal jo heller ikke slide hans ben op. På den måde får jeg også to ture for mig selv (eller med løbeklubben) i voksentempo og -distance.

Fiskefileterne? De er spist for længst på nybagt rugbrød, og flere er blevet efterlyst.

En lang mandag

Det var lidt som en kold tyker at komme af sted i morges.

En brat opvågen til hverdagen efter 14 dages dejlig ferie, hvor vi har sovet længe! En enkelt dag blev den 10! inden Yngste (som den første) stod op, men det var vist også kun fordi jeg var vandret med ham i seng, da han kom ind til os kl. 6.15 ;-) På det tidspunkt er det så, at man kniber øjnene sammen og messer "Det er ikke morgen endnu. Det er ikke morgen endnu".

Vi var ellers i god tid fra starten, men tempoet blev bare langsommere og langsommere, og vi endte med, at jeg måtte aflevere Yngste i børnehaven, fordi Manden Min ellers ikke ville have nået sit Nytårsmøde kl. 8.00.
Hvilket var helt OK, for det er altid en oplevelse at have Yngste med sig på cyklen (jeg går med cyklen, og han sidder bagpå med cykelhjelm). Vi snakker altid om alverdens ting på vores korte vej til børnehaven. Mindre end 5 minutter tager turen, men hele verdenen bliver vendt op og ned og på hovedet, når man samtaler med en fire-snart-femårig dreng med øjnene åbne og opmærksomheden vendt udad.
Ældste går selv i skole. Det har han gjort længe, og vores mandagsture, hvor jeg fulgte ham til skole for at starte ugen godt, er definitivt slut. Han skal i hvert fald ikke følges i skole af sin mor! Men han kan være en hård nyser at få afsted. Der er rigtig mange ting, han gerne vil nå (og et herligt spejl lige ved udgangen), så tit er det faktisk det, der bliver bagstopperen for, om vi andre når vores til tiden... Jeg har seriøst overvejet, om det spejl skal ned, men vi andre bruger det jo netop lige til at rette på tøjet, inden vi begiver os på vej.

Min egen dag i dag gik fint, omend en smule hektisk. 14 dages ferie lige inden regnskabsafslutning, passe vist ikke helt i tråd med mit ønske om at sørge for en jævn arbejdsfordeling over hele året. Men jeg gør det gerne igen (og igen og igen), for det er det hele værd.
Og chefen forbarmede sig over den stakkels forfrosne "bogholder", så jeg slap for at være med på det kolde lager til statusoptælling TAK! (Selvom jeg havde forberedt mig på det og taget skiundertøjet på). Til gengæld fik jeg ordnet så mange andre ting, at jeg næsten (men kun næsten) er med i forhold til det almindelige i 2008.

Kvart over tre sendte jeg en sms til Ældste på hans nye mobil, at jeg var på vej hjem. Manden Min hentede Yngste, og lidt i fire var vi alle hjemme igen efter første hverdag i 2009.
Desværre havde Ældste haft en skidt dag i frikvartererne og i SFO, han var blevet drillet og sulet flere gange. Først af de store fra 6. klasse og derefter af nogle af drengene fra parallelklassen. Det er bare ikke i orden. Derfor gik der noget tid, fra vi kom hjem, til vi fik løbetøjet på og kom afsted.

Og det var ikke uden sværdslag, trusler om bål og brand, flere former for motivation og løfter om et lettet hjerte og svensk pølseret med rigtig fløde, at vi 45 efter planen stod udenfor og klar til at teste, om lørdagens rute kunne løbes lidt hurtigere.

Manden Min kunne imens bruge al sin positive energi på at få Yngste ud af sine sure miner. Der var mange ting Yngste kunne finde på, at der var galt, men mest af alt handlede det om, at det er lidt hårdt at være 4 år og starte op i børnehave igen efter 14 dages dejlig ferie, hvor vi stort set ikke har haft noget planlagt (udover julehygge, klargøre spisestue til jule- og nytårsgæster, lege med julegaver og lave igenting - sammen).

Vores 3,38 km (i følge IFORM) blev løbet i flot stil næsten hele vejen og næsten uden, at Ældste fik pibevejrtrækning. Han kunne selv - efter ganske kort tid - bekræfte, at man faktisk fik det bedre inde i humøret af at løbe. Han respekterer også flot, at jeg egentlig ikke gider snakke, når vi løber, fordi jeg nyder stilheden og det at tømme hovedet.
Måske jeg alligevel kan bringe ham noget godt på vores løbeture, selvom jeg i dag måtte true med, at hvis ikke han holdt sit løfte om at løbe med, så var det ikke sikkert, at han fik budet en anden dag...
Han spurgte også selv, om vi kunne tilmelde os et løb, så vi havde noget at træne hen til. Hvor vil det bare være dejligt, hvis noget af hans urolige energi kunne løbes væk. Han ville i hvert fald have godt af det!

Da vi kom hjem sad Manden Min og Yngste på gulvet og legede hyggeligt. Eller næsten. For Yngste havde gemt sig og sprang frem for med sædvanlig success at forskrække sin Mor. OG for at vise mig det flotte malede skilt på døren, hvor der stod KOLDSKÅL! (Gæt hvad vi skal have til aftensmad i morgen, hvis jeg kan finde et sted at købe det og kammerjunkere).

Resten af aftenen gik fint.
Ældste blev sendt i bad, mens jeg fandt et par kartofler og gulerødder og i en vis fart fik lavet en portion spiselig Svensk Pølseret, med rigtig fløde og uden løg ;-)
Ældste valgte selv at læse sin godnathistorie i sengen, mens Yngste fandt tæppe og "Derfor prutter man" frem til godnatlæsning.

Og nu er det min tur til at finde godnatbogen frem. Og i bogstaveligste forstand...

Jeg læser Sov Godt.

Wir sehen uns

Om ganske få sekunder kan I se mig springe ud af døren, ned ad trapperne og sprinte afsted på cyklen hjem for at møde min dejlige familie.

Vi skal nemlig på mini-skiferie!

I næste uge er det efterårsferie, og Ældste skal på "bedstelejr" med Mormor. Yngste bliver hjemme og holder fri skiftevis med Mor og Far og en enkelt dag i børnehaven (for det er nemlig også hyggeligt i ferien).
For at det nu ikke bliver alt for kedeligt og "almindeligt", fik Yngste spørgsmålet om, hvad han gerne ville... I Legoland? I Zoologisk have? På Jernbanemuseet? Eller?
Og svaret kom prompte "JEG VIL STÅ PÅ SKI!"

Derfor tager vi afsted fredag-lørdag til Snow Funpark Wittenburg på miniferie.

RIGTIG GOD WEEKEND!