MrsBaloui

Så mangler vi bare, at jeg kunne svømme

Vi har fået nyt "legetøj" i familien.

Efter at Manden Min i mange år har boltret sig i skoven på MTB - først på en almindelig mountain bike og dernæst på en specialtilpasset Vision Bike. Og med al hans passion og varme tale om skoven og bakkerne og hans glad ansigt, når han kom hjem fik han os lokket.

Så nu har hele familien nye Cube MTB'er - købt til aftalepris i Bike Buster i Odense.

Min er en blå-grå Cube Acid som den her, og jeg er bare så begejstret!

Vi fik dem i torsdags og hele familien har været på tur 2 x 10 km i skoven.

Yngste er vokset med opgaven, det er stort at få rigtig cykel med 20" hjul, 7 gear og håndbremser.

Og aldrig har jeg set Ældste med sådan en energi - og et grin, når han forcerer en bakke - eller kører indenom på græsmarken - jo det skal vi ihvertfald nok for sjov og glæde ud af!

Så da en bekendt fortæller mig om en kvindetri, som hun skulle deltage i, kunne jeg da godt blive tændt af den hellige træningsild -  udfordringerne er bare 1) at jeg har købt en MTB og ikke en racer 2) at jeg ikke kan svømme!

Og sidstnævnte er nok ikke sådan at komme udenom *griner*

Så jeg holder mig til løbeskoene - og tumleturene i skoven på den nyindbragte MTB.

Ud med Kortisolerne!

Når det går allerværst, så kan jeg ikke sove om natten - har hjertbanken og let til tårer, bliver trist til mode og det føles som om verdenen og hverdagen opleves gennem et filter - som om man har en nylonstrømpe over hovedet og ikke kan nå alle de positive detaljer ved livet...

Jeg kender efterhånden symptomerne, når de kommer - også de små, så nu er udfordringen at gøre noget ved det...

Jeg løber!

Både for min fysiske sundhed, men en meget stor del af løbeturene er også for den mentale sundhed - for hovedrengøring, for at slippe jobbets travlhed. Og det lykkedes som regel også, når jeg altså kommer afsted.

Jeg er nået dertil i mit job, hvor jeg overvejer, om det er her jeg vil være... Jobbet er smadderspændende - og travlt - og de fleste af mine kollegaer er rigtig søde, hjælpsomme og imødekommende (men desværre ingen regel uden undtagelser).

Jeg ved, at kan jeg få dette under kontrol og få løst den kæmpe opgave, der ligger udoverskuelig på mit bord, så kommer jeg sejrende igennem og får igen lyst til at være der, hvor jeg er - men er opgaven for svær, eller jeg skal have "ponk" for den - eller at andre opgaver -pga dennes kompleksitet- må hænge på hold i længere tid, så ved jeg også, at det vil forfølge mig som en sort sky...

Jeg tænker, om jeg måske har fået job blues - og om det er det, jeg får efter ca 1½-2 år samme sted?

For det er ikke det første job, jeg har haft disse tanker om - på dette tidspunkt i forløbet...

I mål med match og mix

I dag var dagen (eller det var jo faktisk i går - for 10 timer siden), jeg har trænet til det sidste halve år - eller noget der minder om det, for jeg har været svært nervøs for om mit knæ (og senere mit skinneben og læg på samme ben) har kunne holde til mosten med 21,095 km.

Men det kunne det - hele - sådan da, for jeg er vist en kende brugt nu, men også høj på følelsen af "Jeg gjorde det s**" og så i 2.05.07, en tid som ligger ca 10 minutter under min "realistiske" tid og i hvertfald 5 minutter under "drømmetiden". "OK tiden ville  have været under 2.30, men så ville jeg nok alligevel have været skuffet, når nu jeg engang løb den samme rute på lige under 2 timer.

Her løber jeg i mål

Fantastisk følelse at blive klappet i mål efter så lang en tur. Lillebælt Halvmarathon kan helt sikkert anbefales både for ruten, stemningen, organisationen og...

Vejret var tæt på perfekt - sol, skyfri himmel, lidt vind og ikke alt for varmt - ca. 10° C, så vi blev ikke brændt af ude på ruten, selvom det var lidt af et puslespil at finde ud af mængden af tøj - jeg ved, at mange fik for meget på, for vinden var hundekold - også undervejs, men jeg endte i 3/4 tights, kompressionsstrømper (de tynde), stram ærmeløs top inderst og T-shirt fra Geyser (sponseret af min arbejdsplads) yderst. En af mine kære løbeveninder havde været i den lokale cykelbutik og købt skåneærmer - hendes mand, kaldte hende Fru Hüttemeier, men ideen var god - men hvad gør man så 2 timer før løbsstart? Man klipper da bare tåen af et par knælange lidt tykke nylonstrømper og voila! Så har man sine egne. Og det var GULD værd! Alternativt eller ej, der var da ikke en sjæl,der kunne se forskel på mine og hendes, der på afstand ;-)

Der var i øvrigt nok heller ikke en levende sjæl (udover dem, jeg viste det frem til), der lagde mærke til de matchende fingernegle (P.S. Vil med det samme beklage den ringe kvalitet af lakken - disse billeder er taget efter løbet - og godt der ikke er med odeur, for t-shirten er også brugt...)

 

 

 

 

 

 

 

 

...Og skulle nogen have lagt mærke til, at jeg løber i en Geyser T-shirt Small, Man, så skyldes det en uduelig kollega, der havde bestilt denne størrelse til min 13-årige søn - som nu løber i sin mors i Small, Woman...

Det har været en god dag!

Benene er ømme og trætte og et par uundgåelige vabler har sneget sig vej til min svang, et par tæer og den ene hæl, men det hører med - ligesom følelsen af at have fuldført noget stort - en følelse, jeg håber aldrig vil forsvinde, uanset hvor mange af disse jeg gennemfører!

T-10

var det ikke sådan vi altid skrev, når vi talte ned til termin?
Først var det 5+4, så blev det 1. trimester, halvvejs, T-10 - og for de mindre heldige T+10...

DenneT-10 er dog ikke en fødsel, selvom det har været længe undervejs og med skema og afkrydsning for hvert mål nået, med ømhed og planlægning, alternative metoder og ups'n'downs.

Jeg tæller i disse dage ned til mit andet halvmarathon - samme sted som den første, bare to år efter, da jeg har været plaget af skader, masser af arbejde og manglende motivation igennem de sidste (næsten) to år.

For selvom jeg vandt den blå ko til 2011 måtte jeg sande, at formen end ikke var i nærheden af noget, der kunne bruges på 21,095 km. Men langsomt har jeg fået trænet op og styrket og masseret og balancetrænet og...

Jeg er tæt på at være klar og havde  det ikke lige været for trætte lægge (Fysioterapeuten har lovet mig, at det ikke er skinnebensbetændelse), så havde jeg været topklar. Formen er OK, hastigheden ikke hvad den har været, men jeg er sikker på, at jeg bliver grebet af stemningen igen og båret rundt i mit eget flow, specielt også fordi jeg ved, at jeg kan løbe så langt (længste træningstur har været godt 20 km).

Løb er kommet til mig for at blive. Det må jeg sige! Det er den mest fleksible motionsform, jeg nogensinde har dyrket - og jeg elsker at tage løbegrejet med (inkl. Garmin FR405 til at tracke ruten), når jeg tager på "business trips" til Norge, Sverige, Bruxelles eller hvor mit firma nu tænker sig at sende mig hen i fremtiden. Udstyret er også med på enhver ferie, og familien har snart vænnet sig til at medtænke mine hverandendags morgenløbeture i  ferieplanerne.

Til gengæld synes jeg ikke at kunne få bugt med de ekstra kilogram, der har sneget sig på i min skadesperiode - jeg har været aaalt for dårlig til alternativ træning - og til at lukke min mund og sige "Nej Tak!"

Men jeg har en plan for hvordan nogle ganske enkle kostændringer (mere) skal med ind i vores kost til de i øvrigt mange fornuftige vaner.

Så det betyder T-10 også - for jeg tør ikke introducere alt for meget nyt her inden "den store dag" .

Er du også en død løber?

Den anden aften kørte jeg en løber ned.
Det er helt forfærdeligt og meget tragisk og meget meget sørgeligt. Jeg kørte på en helt lige vej og pludselig og uden varsel var der en mørk skikkelse foran bilen. Jeg blev ekstremt forskrækket og nåede hverken at bremse og eller at vige udenom. Den stakkels mand blev totalt smadret, og hvis han overlever, så kommer han aldrig til at løbe igen. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal tilgive mig selv!

 

 

 

NEJ det passer ikke! For hvis sandheden skal frem, så sad jeg på passagersædet.

 

Og skal sandheden endnu mere frem, så var løberen på fortovet, og vi kørte ikke ind i ham.

Pyha...

Der skete heldigvis ikke noget. Men det kunne der ligeså godt have gjort. For det er sandt - han var total sort!
Han havde kun to reflekser på, og de sad på hans sko, hvor man næsten ikke kan se dem - der hvor det let bliver mudret til.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der foregår i hovedet på de løbere, jeg nogle gange møder på stierne og på vejene. Både når jeg selv løber, men også både om morgenen og om eftermiddagen midt i myldretidstrafikken. OG det gør jo ikke sagen bedre, at det for tiden er så sindsygt glat, at selv hvis ens reaktionsevne er helt fantastisk, er det jo ikke sikkert, at bilen stopper i tide...

I går aftes mødte jeg ikke en, ikke to, ikke tre, men FIRE løbere UDEN lys og reflekser af nogensomhelst slags. Sig mig engang... Har I ikke selv kørekort eller hvad? I er så lette at overse, og det er jo ikke fordi, I altid kigger jer for!

Der er simpelthen ingen undskyldning!

Kan I så se at få købt den refleksvest!

Inspireret af Majas løbeblog
De tanker Maja gjorde sig allerede i november måned - de ting, vi som en selvfølge lærer vores børn, selv os, der bor inde midt i byen med fortov til alt det nære...
Jeg kommer selv fra landet, hvor der er bælg-ravende mørkt, når der er mørkt.
Jeg ved, hvor vigtigt reflekser er - jeg ved, hvilken forskel de gør!

Se også denne artikel på Politiken.dk og bliv klogere.

Når en refleksvest koster 20,- og kan købes i enhver T Hansen, Fakta, eller bliver uddelt gratis i din sparekasse, eller kan lånes i løbeklubberne, eller en "rigtig" løbevest koster 100,- på f.eks. loebeshop.dk, og i øvrigt er lovpligtig at have i bilen i f.eks. Tyskland...

Hvorfor pokker er der så ikke flere, der bruger dem???

Jeg vandt "Den Blå Ko"

Min bedste løbeoplevelse i 2010 var helt sikkert Lillebælt Halvmarathon! Mit første ½-marathon (og helt sikkert ikke det sidste).

Desværre har der ikke været så mange andre motionsløb, som jeg har deltaget i. Der har været mange grunde - en af dem har vel været travlhed andetsteds, men desværre mistede jeg også noget gejst i min fokuserede træning op til den 8. maj 2010. Det betød, at efterfølgende er jeg ikke kommet ordentligt igang med mine 3 x ugenligt løb.

Jeg har altid været motiveret af at kunne træne frem mod noget, så hvis jeg sådan kan sprede et par (eller mange) motionsløb henover året, så holder jeg en god træningstilstand og motivation.

Så jeg greb muligheden, da jeg opdagede Vejle Ådal ½ maraton (link til pdf). Jeg målrettede igen min træning og kom (lidt for) langsomt igang med at øge distancen. Mit venstre knæ har knirket en del, og jeg har jo passet på det. Åbenbart bare ikke nok! Efter lørdagsturen (for 14 dage siden i morgen), som ellers gik rigtig fint og i godt pace, fik jeg hundeondt i knæet, så ondt at R.I.C.E måtte i brug. *ØV ØV ØV* Jeg prøvede lidt til i onsdags med en lille tur i meget moderat gå/løbe/gå-tempo, men må indse at der skal mere til.
Mandag skal jeg til massage, så må vi håbe, at han kan finde tryllemidlet til fremtidig træning.

For jeg fandt Den Blå Ko! Og er nu den lykkelige ejer af et startnummer alt inkl. til Lillebælt Halvmarathon den 7. maj 2011. Den næsten udsolgte Lillebælt Halvmarathon (i skrivende stund er der 44 pladser tilbage - 10.956 tilmeldte).
Jeg er så heldig at have vundet et startnummer, så jeg slap for at skulle tilmelde mig som VIP i går.

I dag har jeg jo slet ikke haft tid til at tænke på blå køer eller billetkøer eller...

I dag har jeg haft første arbejdsdag som Økonomisk Controller og HR-medarbejder! Og sikke en dejlig måde at starte på. Jeg mødte kl. 9.00 og gik hjem kl. 13.30. Jeg blev budt velkommen i receptionen og på mit nye skrivebord stod en kæmpe buket blomster.
Formiddagen gik med introduktion til en lille flig af koncernen og til branchen generelt. Jeg blev budt velkommen til og blev allerede fra start stillet i udsigt, at der skulle nok blive brug for mit kloge hoved og analytiske sans, så må vi jo bare se, om de vitterligt også har ret, når de er så ovenud overbeviste om, at jeg er den rette til jobbet.

Det er lidt en stor mundfuld sådan, som jeg er blevet modtaget. Men jeg glæder mig meget til at udfylde rollen og forme jobbet, som der er brug for :-)

Løbstinenser

Jeg føler mig som en 3-årig, der har fået nej til en is...

I morgen er det en måned siden sidste løbetur - en løbetur i en allerede nedadgående periode.

...Og jeg har virkelig abstinenser...

Mit humør er som en gammel sur svedske, citron eller en rigtig rejekælling. Der er frit valg på alle hylder!

Mit overskud og gode humør er forsvundet sammen med tiden, der er gået siden 6,6 km i godt tempo mandag, den 26. oktober '09. En løbetur sammen med mændene fra løbeklubben i deres "moderate" tempo, hvilket gav mig en km-tid på 5:26, hvilket er pænt hurtigt i forhold til mine egne ture...

Hvorfor er det, at motionen bliver skrottet, når man har travlt?

At man skrotter det, der giver ekstra energi og overskud til netop at klare det ekstra, der kræves?

Jeg glæder mig rigtig meget til min næste løbetur. Den løbetur, der indtil nu er blevet skudt foran mig. Den, der bliver aflyst til fordel for det, der haster andre steder.

Jeg har de fedeste Adidas AdiStar Salvation W stående hjemme i skabet. De har kun 60 km under sålerne indtil dato - og de gamle havde været med på næsten 600 km siden sidste nytår, så er der jo lang vej igen.
De nye er i øvrigt købt efter kyndig vejledning i H.C. Sport i Vejle og med en klækkeligt tilskud på et 250,- gavekort vundet til Juelsminderun i sommers. Hvor jeg i øvrigt havde vundet startnummeret til - ellers var jeg nok ikke kørt lige netop de 63 km hver vej for at løbe motionsløb...

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

I øvrigt har jeg lige fundet en løsning på en hurtig løbetur i morgen... Jeg løber da bare, når drengene er til svømning...
Så får jeg da små 25 minutters tid til mig selv ☺

På tur med løbeklubben

For ca. 33 timer siden stod jeg sammen med godt 40 andre mennesker i skolegården og trippede, hoppede, luntede og ...

I går fik jeg taget mig sammen til at tage i mod den lokale løbeklubs invitation om sammen med dem at blive bedre til at løbe 5 km.

7 lørdage i det nye år går det løs med lørdagsløbetræning på lækre løberuter i lokalområdet. Der bliver budt på både by, skov og strand (bortset fra at vi ikke løber i sandet).

Dette var den tredje lørdag i rækken, men da jeg jo egentlig godt kan (næsten) løbe de 5 km var det helt OK. Faktisk må man komme, som man vil ;-)

Det kunne jeg godt blive helt bidt af!

Og med en tid på 29,34 minutter (terrænet var ikke så bakket) godt støttet af en af løbeklubbens medlemmer, der hapsede mig, inden jeg gik helt kold (det var nok også lidt for optimistisk at starte i gruppen, der ville løbe alle 5 km uden gå-pauser), så var jeg helt høj, da jeg kom hjem.

Nu er jeg vist tilbage på mine 162 cm eller deromkring og godt øm i lægge, lænd og lår ;-)

Men hvis du spørger, om jeg er at finde i skolegården næste lørdag kl. 13.00, så er svaret JA! Hvis jeg kan slippe hjemmefra uden at Ældste opdager det...