MrsBaloui

Blomster

Jeg blev så glad og overrasket at tårene trillede...

Lidt *bling*

Lidt tom for ord og tid har jeg alligevel gerne ville gøre lidt for min blog og har leget med forskellige Features gennem Typepad. Men det der *BLING* har jeg altså ikke kunne finde....

F.eks. kunne jeg godt tænke mig, at min linkpool kunne vise 10 forskellige hver gang i stedet for den lange liste, som vises nu. Eller måske lidt mere grafik og liv, men ærligt talt, så er det ikke layout & design, der har den helt store interesse lige nu. Så skulle jeg have valgt at bruge Blogger ligesom PUK, for så kunne jeg måske have lokket hende til at lave et sjovt tema til mig - som f.eks. det hun har kreeret til Gitte.

Ellers går det godt :-)

Lørdagens kæresteaften var en udpræget succes!

Vi havde ikke på forhånd valgt en restaurant, men hermed mine varmeste anbefalinger til Restaurant Baroli for den dejlige mad, stemning og betjening!

Aftenens andet indslag var heller ikke skuffende. Geolo-G (Janus Staffe), Bukki Blæs (Lasse Bavngaard), Jonatan Spang, Rune Klan og Carsten Bang leverede en solid omgang underholdning, der var både sjov, provokerende, nært, musikalsk og rigtig meget andet. Vi gik derfra med godt humør og glædede os over, at vi en gang imellem får gjort noget rigtig dejligt, godt og hyggeligt for os, bare os to.

Hvor blev ugen af?

Jeg sidder med følelsen af, at ugen er forsvundet... Helt uden jeg har opdaget det, er vi nu nået til fredag, og weekenden banker på om ca 5 timer.

Jeg ved godt, at vi har haft mange ting på programmet, og ugen er da heller ikke slut endnu. I morgen skal Manden Min og jeg have et par timer eller fire for os selv (men dog ikke alene), først skal vi finde en hyggelig/romantisk restaurant i Vejle og derefter underholdes af Rune Klan, Carsten Bang, Jonatan Spang, Bukki Blæs og Geolo G. i deres opsætning og frie fortolkning af en blanding af Henrik Ibsens klassiker fra 1867 og antihelten Peer Gynt.

Det skulle være helt genialt og sjovt, så vi glæder os meget.

Men udover alt det sjove weekenden byder på, så kan jeg ikke lade være med at tænke på de ting, som jeg ikke har nået - og dem, jeg var lige ved at glemme. F.eks. vores moms... Jeg havde ellers været på forkant og var næsten klar til afregning, men der var lige et par småting og smårettelser, der skulle laves, inden den endelige indberetning og betaling... Og det endte jeg med at sidde med halvsent i går aftes. Og så er der lige 50 sider, der skal læses til i morgen formiddag... På engelsk/amerikansk... Heldigvis er jeg da startet og har læst gennemgang/resumé og er med på, hvilke opgaver, der bliver stillet, meeen  baggrundsstoffet mangler. Hold da op! Hvor er det svært at komme i gang med at læse igen...

Det er svært at vænne sig til at gå på arbejde samtidig med, at der er mange ting, man gerne vil privat og for sig selv... Tænk! Jeg har haft mit nye arbejde i et halvt år, og jeg kan stadig af og til have svært ved at forstå det. For jeg er da enormt heldig! Et godt og indholdsrigt job på kun 30 timer, hvor jeg i høj grad kan planlægge min dag som jeg vil - bare jeg når mine opgaver (og bliver jeg ikke helt færdig til fyraften, så kan jeg bare fortsætte dagen efter)... Og jeg kunne blive ved... Også privat ;)

Alligevel er der en lille rastløsthed, en lille fornemmelse af ikke helt at nå, det jeg gerne vil. Næsten, men ikke helt...

Hvor blev ugen af? Jeg har så meget jeg gerne vil nå...

Pusten

Styx spørger i sin kommentar til sidste indlæg, om studiestart har taget pusten fra mig...

Og det kan man godt sige... Det -og mange andre ting- bruger min energi, og den (lige nu) sparsomme fritid bruges -næsten- i ske med Manden Min, for Gud, hvor jeg savner ham!

Vi har været vant til at arbejde sammen i mange år, og mens jeg gik hjemme, kom han af og til tidligere hjem, så vi var alene hjemme, inden børnene skulle hentes. Vi kan/kunne snakke i timer og atter timer, fik vi bare lov... Men måske har vi alligevel fået lagt et lidt for stramt ugeprogram, for vi føler begge, at vi mangler hinanden i hverdagen.

Til gengæld får han endnu mere glæde af vores to dejlige børn!

Yngste eeeelsker sin Far. "Ælsder FAR", siger han tit :-) I går havde de bare siddet og set børnetime, og Yngste havde puttet sit lille hoved ind til Far og sukket saligt. Ældste nyder også godt af alenetiden. Han og jeg går på golfbanen om mandagen til træning, og torsdag følger jeg ham til svømning. Ældste og Far har også dejlig tid sammen. De spiller computerspil, brædtspil, snakker og leger med LEGO. De har en fælles forståelse og et sammehold, der af og til er helt uden ord.

I går var jeg til HD for anden gang i dette semester. Kørte hjemmefra allerede kl. 16.50 og følte det, som om jeg lod dem i stikken... Jeg følte det, som om vi lige var kommet hjem, og så skulle jeg allerede køre igen. Havde nærmest ikke nået andet end at lave en kande kaffe og give familien et knus. Sådan var det selvfølgelig ikke helt, men det var svært at skulle køre uden at have lavet mad til dem og have sørget for, at de havde det godt. Manden Min kan sagtens klare sagerne selv, men hvis jeg har sørget for dem, så er det jo mig, der har kontrol - måske er det det, det drejer sig om... I alle fald har jeg altid haft svært ved at komme af sted, når jeg skulle af sted alene - og det uanset om det var til fornøjelse, undervisning eller bare længerevarende indkøb.

Hvorom alting er, så tikkede en af de her fantastiske SMS'er ind kl. 20.30, at børnene sov, og alt åndede fred.

Hvor kan man da bekymre sig unødigt om mange ting, men mon jeg nogen sinde lærer, at Manden Min er lige så god -hvis ikke bedre- til at være alene hjemme og putte børnene???

Jeg vidste godt...

At det var nærmere normalen, med livet derhjemme. At sådan går det for mange, når de får børn og hverdag og karrierer.

Men indrømmet, jeg havde ikke lige forestille mig, at jeg ved at lure lidt rundt på nettet og læse jeres kommentarer, ville finde det mere end normalt, at det halter (alvorligt) med s(e)xlivet i rigtig, rigtig mange danske hjem.

Og som Frederikke skriver i en kommentar til forrige indlæg, så vil mere have mere. Det er lige som motion... Kommer man først rigtig i gang, så er det ikke til at holde op igen ;-)

Hvorfor er det så så svært at komme i gang???

Nå men om ikke andet, så har jeg bestilt tid hos lægen til en ordentlig undersøgelse og snak om mit tilbagevendende problem - faktisk bliver det værre og værre, og det hverken kan eller vil jeg (vi) leve med... Jeg er villig til at prøve alt...

Heldigvis viste det sig, at det ikke kun er mig, der fortrænger/forglemmer lysten i hverdagen...

Vi er to om det!

At genvinde lysten

Når forelskelsen bliver til hverdag og resultatet bliver to dejlige børn, et hus, en bil og en værdifuld hverdag sammen, så er det nogen gange, at gnisten forsvinder eller bliver til hurtige kram og kindkys i stedet for det, der var engang. Det, der var frækt og s(e)xet. Når formen efter to graviditeter, fødsler og (forsøg på) amning sætter sine grimme spor, og tiden til motion bliver lig nul i en hverdag, hvor andre ting prioriteres. Når man som jeg døjer med Candida albicans, som kan vare i op til 14 dage pr. "udbrud", så forsvinder lysten til samværdet - forsvinder også med manglen på nattesøvn og i takt med, at antallet af andre tanker og bekymringer stiger.

Dagene går, og pludselig er endnu en cyklus gået, og vi har heller ikke denne gang været sammen, dyrket s(e)x eller bare kælet og krammet en masse.

Jeg er frustreret, Han er frustreret, og vi kan nemt blive enige om, at det bliver til for lidt... Alt for lidt...

Nu er udfordringen (vist mest min) at genvinde lysten. At genvinde den selvsikkerhed, jeg før havde. At genvinde samlivet og lysten til mere en blot et kram og et flygtigt kærtegn.

For lysten har jeg! Den er bare gemt væk i hverdagen... Man føler sig ikke specielt s(e)xet, når man konstant mangler søvn eller véd, at der er mange hverdagsgøremål, der bliver forsømt i opprioriteringen af andre.

Og det løser lidt - for et øjeblik - at tage væk kun os to voksne (og det gør vi). Men blot et par dage efter, er det hverdag igen....

Træt og trist

Jeg bliver tit trist, når jeg er træt. Overskuddet og det positive sind siver ud af mig som luften af en ballon, i takt med at trætheden indfinder sig. Nat efter nat med halvdårlig søvn er ved at sætte sine spor sammen med ugens travlhed på arbejde.

Cheferne (mand og kone) er på arbejdsrejse, og jeg er derved den eneste på kontoret. Ikke noget, der plejer at være et problem, hvis ikke lide det var for den APV, der skal afleveres til Arbejdstilsynet mandag morgen. Alle kunderne er ved at starte op igen efter sommerferien, og det betyder, at mange har brug for et besøg af en servicetekniker og ringer ind - Eller de opdager, at de ikke har mere af et eller andet.
Normalt er der altid en tekniker på bagvagt og i huset, men med en på ferie og en på rejse, er der kun to tilbage, og det er ikke nok til at have en "hjemme". Derfor har jeg også været nødt til at blive på arbejdet lidt længere hver dag.

Manden Min er startet nyt arbejde, hvilket medfører at han også er træt, når han kommer hjem. Det kræver sit at navigere i et nyt miljø, hvor man ikke kender spilleregler, arbejdsgange, omgangstone og alt det andet.

Vi vrisser lidt af hinanden. Ikke meget, men sådan lidt, hele tiden.

Det gør mig trist, at vi ikke når noget efter arbejde. At vi er så trætte at selv et simpelt skoletaskeindkøb bliver til en ekspedition. Jeg bliver lidt ked af det (og får dårlig samvittighed), når jeg ikke kan hente Ældste til aftalt tid, fordi jeg bliver forsinket fra arbejde. Trist af, at Manden Min fortrækker til eget selskab, når jeg har brug for bare at være (sammen).

Jeg er for træt til at tale, til at være opmærksom, til at give udtryk for mine følelser og for mine behov. Og allligevel "evner" jeg ikke at komme tidligt i seng. Der er altid lige noget, jeg kan ordne inden sengetid.

Når man (jeg) er træt, ryger alle de gode vaner med faste spisetider, fornuftig mad, rutiner og alt det andet, der hjælper os til at have koncentreret tid til det sjove.

Det er jo netop, når man er træt, at man har behov for struktur. Hvorfor ender det så altid lige modsat?

...Og så lige i dag, hvor jeg har allermest brug for det, vil Yngste bare ikke sove!

En enighed af en slags

En af de ting, som vi talte meget sammen om i sidste weekend - vores kæresteweekend i Aabenraa - var hvad vi gør med ejendommen. Vores gamle "hus" fra 1874, der mangler vedligehold og i standsættelse for hver en øre og krone, vi kan finde...

Ingen af os kan nærmest overskue, hvor vi skal starte - eller hvad vi skal gøre. Ulempen ved gamle huse er, at piller du i noget, risikerer du at skulle reparere på en masse andet også.
Pengene er ikke store nok til at gøre det hele så gennemgribende og på een gang; at flytte væk og overlade arbejdet, strøvet og rodet til håndværkere og så vende tilbage til et "nyt" hus... Men overskuddet -altså det menneskelige- er heller ikke til at ligge i konstant byggerod og bekymringer de næste mange år - samtidig med, at jeg skal læse min HD i Regnskab og Økonomi færdig (det tager minimum 2 år).

Hvorfor ikke bare lappe på tingene, og så se tiden an? Fordi noget ikke kan lappes på, og andet vil vi ikke, hvis alting skal startes forfra om et par år.

Lidt af en sag at finde vej i, men en kreativ løsning er i støbeskeen...

Hvis vi bruger lidt penge på at opfylde ønsket om en båd... Vi kan bruge lidt af det på kistebunden og låne til resten, så kan vi samtidig med lappe/forskønne det, vi orker på ejendommen + vores skiferier og familieweekends, så kunne vi vel finde så meget frirum, luft og noget at se frem til, at det hele kunne fungere fint. Tidshorisonten hedder 7-10 år, for om 7 skal Ældste konfirmeres, og han gider nok ikke dele værelse med sin 5 år yngre Lillebror hele sit liv som hjemmeboende...

Vi er også enige om, at ren investering i aktier er for usikkert, men at vi ikke lige starter (endnu) en virksomhed op nu og her, men venter til efter de magiske 2 (HD)år. Vi har et ønske om at drive den til noget.
Sammen! Alle 4!
Og måske er det ikke dimser og dutter, der skal sælges online, men byggeprojekter, der skal gang i, men den tid, den fornøjelse :-)

Still here

Og hjemvendt fra weekend med Kæresten, altså Manden Min.

Mormor havde styret huset + 2 stk børnebørn med ikke hård, men med kærlig hånd.

Vi fik snakket en masse og er slet ikke færdige. Jeg har noget at arbejde med, men ved ikke helt, hvor jeg skal begynde, for det virker ærligt talt temmeligt uoverskueligt at få 3-5-8-10 ting af vide, som der ikke helt er tilfredshed over...

Nøgleordene må være:

Ingen udvikling = afvikling

Tag lige den!

Hvordan får man taget sig selv i nakken og kommer videre, når nu der er noget om snakken?

Dagens spørgsmål må være...

Hvad brænder du for - og ikke mindst hvordan?

UNDSKYLD!

Det var bare så sjovt!

Vi havde en rigtig dejlig, romantisk, hyggelig og sjov kæresteaften i går. Vi startede aftenen med en stille middag på en af omegnens pænere restauranter.
Vi var de eneste, for egentlig havde de ikke åbent for "a la carte" gæster pga. et festarrangement. Det var kun fordi, jeg vidste, hvad vi skulle have at spise, at det alligevel gik. Festgæsterne var i øvrigt lige gået, da vi kom, så der var dejligt fredeligt. Og både maden og betjeningen var udsøgt! Da vi skulle have Kokkens Fisketallerken, bestilte vi en Chablis hvidvin til og nød ellers maden og hinandens selskab. Vi nød, at vi ikke behøvede at have øjne i nakken, men blot kunne slappe af med hinanden.
Til at starte med sad vi bare helt stille uden at sige noget og nød roen komme til os. Vi havde så god tid, at vi endte med både at få kaffe og Dessert frit ud fra Kokkens fantasi - behøver jeg sige andet end UHM!

Aftenens anden del, blev afsløret allerede under køreturen til restauranten, for Manden Min skulle også kunne nå at glæde sig :-) Jeg tror ikke helt, at han forstod med det samme, at vi skulle se Stand-Up, for han sagde bare "Det lyder da spændende".

Det var ikke før, jeg sagde, at det var ham med de "spastiske bevægelser" (Undskyld Mick!), at Manden Min forstod, at vi ikke skulle i teateret for at se en eller anden tung forestilling, der hed "Undskyld", men at det faktisk var Ham her, der ville sige Undskyld, og at vi skulle ind og grine i 1½ time.

Og det gjorde vi faktisk!

Grinede stort set det meste af de 90 minutter, som showet varer. Det var en god og effektfuld blanding af film og stand up. Filmen, som handler om to brødres tur til Sverige efter en hundehvalp krydrede showet rigtig fint og blev serveret i småbidder af 10 minutter, hvorefter Mick Øgendahl gik på scenen igen og fik os til at grine noget mere.

Det var dejligt, sjovt og befriende og stemningen var fed.

Det gør vi helt sikkert igen!

Faktisk har vi næsten allerede bestilt billetter til Anden Paa Coke?