MrsBaloui

Så mangler vi bare, at jeg kunne svømme

Vi har fået nyt "legetøj" i familien.

Efter at Manden Min i mange år har boltret sig i skoven på MTB - først på en almindelig mountain bike og dernæst på en specialtilpasset Vision Bike. Og med al hans passion og varme tale om skoven og bakkerne og hans glad ansigt, når han kom hjem fik han os lokket.

Så nu har hele familien nye Cube MTB'er - købt til aftalepris i Bike Buster i Odense.

Min er en blå-grå Cube Acid som den her, og jeg er bare så begejstret!

Vi fik dem i torsdags og hele familien har været på tur 2 x 10 km i skoven.

Yngste er vokset med opgaven, det er stort at få rigtig cykel med 20" hjul, 7 gear og håndbremser.

Og aldrig har jeg set Ældste med sådan en energi - og et grin, når han forcerer en bakke - eller kører indenom på græsmarken - jo det skal vi ihvertfald nok for sjov og glæde ud af!

Så da en bekendt fortæller mig om en kvindetri, som hun skulle deltage i, kunne jeg da godt blive tændt af den hellige træningsild -  udfordringerne er bare 1) at jeg har købt en MTB og ikke en racer 2) at jeg ikke kan svømme!

Og sidstnævnte er nok ikke sådan at komme udenom *griner*

Så jeg holder mig til løbeskoene - og tumleturene i skoven på den nyindbragte MTB.

See - Mors dags gaven

I år havde jeg bestemt mig for, at min gave til min mor på Mors Dag ikke "bare" skulle være endnu en orchidé til samlingen. Min Mor elsker orchidéer, så det er den nemme Mors Dags gave, som jo så heldigvis og bringer glæde.

I år skulle gaven afspejle det, som jeg gerne vil give min mor - fortælle hende, at vi gerne vil beholde hende nogle flere år, så hvis vi passer på hende - giver hende noget, så hun kan passe på sig selv. Så valget faldt på en virkelig dejlig kogebog (og nu kan jeg ikke huske, hvad den hedder), men det handler om at spise sig ud af Diabets 2 - og med gode, grove, fornuftige opskrifter - lige som min mor gerne vil have det. Og så yndlingssaften med Tranebær fra Grønnegården - og en virkelig lækker økologisk håndcreme, rigtig god til hendes sprukne fingre.

Min egen Mors Dag... He He... Måtte "hinte" med at jeg lige skulle have pakket min mors gave ind, inden vi skulle ud at gå vores søndagstur. Det satte lidt skub i dem - Sønnerne og Manden Min :-D

 

Men se! Min nye See by Chloé laptop taske!

Den er bare så smuk!

Jeg har aldrig haft sådan en taske - hverken i forhold til, at det er en "Designer-taske" eller i forhold til pris.

Jeg vil gerne give penge for de rigtige ting i den rigtige kvalitet, men oftest er det den tekniske kvalitet - og  noget, der skal kunne bruges til noget (ja ja det kan denne her også) - altså sådan praktisk og funktionelt mere end feminint og pænt - forstår I hvad jeg mener?

Jeg vælger typisk taske efter, at der skal kunne være noget i, at man skal kunne cykle med den og bla bla bla...

Denne her har jeg ønsket mig - sådan lidt hemmeligt i starten. Har haft kigget på den mange gange, men næsten 3.500,- for en taske, så er den slet ikke i nærheden af en tanke om at købe den i virkeligheden.

Da de så satte den på bud, så nævnte jeg for Manden Min, at denne ønskede jeg mig - og at jeg (naturligvis) havde tjekket, at laptoppen kunne være deri - min arbejdslaptop er ikke af den lille slags, sådan cirka i hvertfald...

 

 

Min gamle taske har længe været overdue, slidt og skrammet, men fantastisk rummelig og med mange små rum og gemmer - og her til sidst en lynlås, der gerne skulle lynes 2-3 gange, før den fik rigtig fat - så det er jo ikke ligefrem fordi, jeg fråser med taskerne - Manden Min korsede sig da også, da eg havde tømt den gamle og ville lægge den væk for at gemme den - den røg altså i skraldespanden, for den las gad han ikke se mere på ;-D

Sådan ser min See by Chloé ud indeni, efter at jeg er "flyttet" ind - den store rummelige taske er pænt fyldt op, så jeg har måtte sortere i mit indhold.

Men OK, een kuglepen er vel også nok? Og hele husapoteket behøves vel heller ikke med hver gang?

Mon man kunne finde en lille enkelt indertaske til det smånips, der ikke kan være i lommerne?

Jeg ved, at jeg kommer til at savne det lidt - har jo altid mit nøddemix med, en vandflaske, kalender, skrivebogen - og det lyserøde, I kan ane er mine Gobac servietter - "never leaves home without them!"

Og her er så udsigten fra søndagsturen.

Vi går altid en tur om søndagen - gerne på mindst 3 km i forskellige omgivelser, gerne noget med skov og/eller vand, bakker og ...

I dag havde Sønnerne og Manden Min smurt sandwiches, som vi nød i det dejlige solskin - i læ for vinden.

Det var Yngste, der spottede den fine udsigt - omkranset af træerne fra skoven - et lille kig fra "junglen" og ud i verdenen (det er også Yngste, der er fotografen her).

Det er vist på tide...

...at stikke hovedet ud af busken og sige "Hej Hej..."

Det er frygteligt pinligt, at min blog ikke engang er sådan en "månedens gæst"-agtig blog, men simpelthen sygner hen. OG det er jo IKKE fordi, der ingenting sker her i MrsBaloui's liv, vel? Facebook har overtaget noget af min net-aktivitet. De små korte status'ser og det at kunne følge med i netværket er helt OK, og jeg har efterhånden fundet en balance, der er god.

Og hvad har jeg så bedrevet de sidste 1½ måned?

Fundet mig tilrette i nyt job - fuldtidsstilling i en helt anden verden, end den jeg ellers er vant til.
Der er styr på det i koncernen, må man sige... Eller i hvert fald på rigtig mange punkter! At være en lille-bitte del af en kæmpestor multinational koncern er en omvæltning af karakter for en, der har været vant til de små virksomheder med maks. 10 ansatte. Omsætningen er enorm i forhold til alle de andre steder jeg har været ansat, og resten af økonomien ligeså. Jeg har fået kollegaer! Der ovenikøbet forstår sig lidt (en enkelt rigtig meget) på mit område, og det gør det jo unægteligt noget nemmere at kommunikere med folk, der hara en generel forståelse af det man siger!

Fundet mig tilrette med at det ikke længere er mig, der styrer hverdagen derhjemme.
Manden Min henter den Yngste i SFO og er derhjemme sammen med drengene indtil jeg kommer hjem. Vi hjælpes med maden, tøjvask, rengøring og alt det andet. Legeaftalerne sørger jeg for bliver lavet og Manden Min er den der henter og hygger.

Fundet mig tilrette med ... SKEMAER!
På køleskabet hænger 4 skemaer... Aktivitetskema for hver af drengene med angivelse af fritidsaktiviteter, spilletider, lektietider og alt det andet. Sådan et har Manden Min og jeg også. Der er kommet nye faste rammer omkring tingene, og det har været nødvendigt, når jeg nu er væk mange flere timer end jeg plejer. Det var 3... Det fjerde er Madplanen! En 4-ugers madplan, der tager hensyn til de dage, hvor der er god tid, knap så god tid - og til de dage, hvor der pinedød bare skal være rester i køleskabet, fordi den ellers ville stå på rugbrød. Som det er pointeret overfor børnene, så er det med forbehold for ændringer, for der står ikke julemiddag på sedlen på fredag i næste uge. Nej, den er mere generel og tager hensy til alt det vi ved.

Men se, hvad jeg så ikke har nået i de 1½ måned siden sidst...
Det er motion! Og det er bare så drønærgerligt, for vægten ved godt, hvilken vej den vil, og det er ikke samme vej, som jeg vil have den.
Jeg lavede mig jo et løberknæ tilbage i slutningen af august/starten af september, og det har jeg haft svært ved at slippe af med. Jeg er nervøs for at komme afsted. Det er svært at mande sig op til at gå/løb 3 km, når min sidste go'e løbetur var på 12 km med gns på 5:30 min/km! Og det plager mig, at jeg har et startnummer til Lillebælt ½marathon den 7. maj 2011, som jeg endnu ikke er begyndt at træne til... "SO LONG Bedre tid 2011"

Nu står det jo på juleforberedelser...
Vi får hele min familie på besøg inkl. de 2 nye kusiner, der er kommet til i august. Manden Min har pyntet med udendørsbelysning - også juletræet, der står derude og venter på sin tid i stuen. Indendørs er endnu ikke pyntet, men noget af weekenden er sat af til julehygge - og så mangler vi næsten ikke flere julegaver! Manden Min har gemt på en hemmelighed længe - min gave, som jeg ikke har ønsket mig, men som jeg bliver rigtig glad for! Forventningens glæde er stor! Jeg håber bare, at jeg kan overraske ham bare en lille smule også, med de gaver, som jeg har købt til ham...

Der er selvfølgelig sket så meget andet heromkring, men det bliver vist for rodet og for langt, hvis jeg skal ud med det i dag også.

I mit tilfælde er devisen "Intet nyt er godt nyt" helt rigtig.
... Og så må juleønsket her være, at blive bedre til at være aktiv :-)

Septemberstatus

Hermed blev det september og snart er oktober på vej. Ingen overraskelser i det. Årstiderne går sin vante gang og livet dermed.

Det er pinligt, at jeg endnu engang har været månedsvis om at få skrevet - og det er jo ikke fordi mit job har taget al tiden... Eller måske lidt alligevel... For jeg har ikke ligget på den lade side her! 2 måneder blev det til som ledig -eller aktiv ledig, kan man vist kalde det. 8 jobsamtaler, hvoraf de 4 havde virksomhederne selv henvendt sig *stort smil*. Lidt frækt kan man vel sige "Jeg troede her var krise?"

1. oktober tiltræder jeg nyt job som Økonomisk Controller og HR-ansvarlig i en dansk afdeling af en stor Norsk koncern. Væk fra daglig bogføring og det meste af det "almindelige" administrative. Det er mig, der skal have styr på de danske regler, retningslinier og deadlines omkring hele det økonomiske aspekt, samt hele delen omkring personalejura :-) HR bliver mest som i administration - ikke HR-udvikling, men man kan ikke få det hele *griner*.
Helt utilsigtet har min tidligere chef givet mig en chance af de store, for havde det ikke været for mit CV på Jobnet, så havde min nye chef ikke fundet mig, da jobbet ikke er blevet annonceret!

Da jeg får længere til job og på en noget mere trafikeret vej, har vi valgt at blive en familie med 2 biler, selvom vi ellers ville have forsvoret det. Men økonomisk kan det faktisk betale sig at købe bil nr. 2, da Passat'en er en dieselbil og aldrig ville overleve i længden med de daglige korte ture.

En Toyota Aygo 1,0 5-dørs med air condition (fordi den fulgte med (næsten) gratis). Vi har fået den til en rigtig godt pris, så selvom vi måtte gi' lidt ekstra for den der ESP som ellers er med i søsterbilerne fra Citroën (C1) og Peugeot (107).

Der var mange andre biler inde i billedet - og bare en detalje, så startede vi snakken om bil nr. 2 som en snak om brugt (meget brugt) og billig bil, men hurtigt indså at man ikke fik meget for startbeløbet omkring de 15.000,- og indså lige så hurtigt, at der ikke var langt fra en brugt bil til 70.000,- til en billig ny - og så gik der design, sikkerhed og køreglæde i det.
Jeg glæder mig helt vildt! til at få min nye bil engang til efterårsferien.

August gik hurtigt med et par dejlige feriedage i Hamburg, skolestart for både Yngste (0.B) og Ældste (5.A), jobsamtaler og møder med A-kassen, sommerfester i forskelllige sammenhæng og løb. September er snart gået på næsten samme måde med at få en ny hverdag til at fungere godt og gnidningsløst. Oktober må så bruges til at få nye rutiner indarbejdet i hverdage, nu med Mor på fuldtid.

Det er utroligt så hurtigt man vænner sig til at have bedre tid til det hele...

Jeg håber, at transitionen den anden vej bliver lige så velbalanceret.

Mød tvillingerne...

Vi har udvidet vores familie med et par frække tøser.

Eller dvs. Jasmin er en fræksak, mens Bellis er en yndig lille blomserprinsesse.

På vejen hjem sad de i vores transportkurv mellem drengene. De første par km var der er del miaven og forsøg på at komme ud af kurven (hvilket næsten lykkedes for Bellis), men som så mange andre børn, så døser en tur i bilen og der blev hurtigt ro.

Det var skægt at se, hvordan både Bellis og Jasmin "dejsede" om og først blev aktive igen, da lågen i kurven blev åbnet og de kunne gå ud i badeværelset, hvor de får deres første base indtil de er faldet til.

Det tog lidt tid for pigerne at finde sig til rette i deres nye hjem, men det hjælper meget at have sin søster med, så der har næsten ikke været noget piveri.

Faktisk er de faldet så godt til, at de allerede har fundet hver deres yndlingssted at sove - ingen af dem i kurven, vi har udset til dem.

Hele aftenen har der lydt nye lyde oppe fra badeværelset, hvor de er indtil videre. De lærer os at kende - og vi dem. Og vi har allerede en ret god idé om hvem der er kælemissen og hvem man ikke lige skal nusse på maven, når halen vifter på "den der måde".

Selvfølgelig er det lidt af en omvæltning i familien med sådan et par tvillingepiger, men familien er klar til næste skridt :-)

 

Stilstand eller udvikling?

Hvis noget er blevet syltet i de sidste mange måneder, så er det vist her! Og det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om eller oplever noget eller? Næ, men tid er endnu engang blevet den knappe faktor, hvis den ikke altid har været det...

Siden sidst, den 28 januar 2010, er der sket en del hos og omkring os.

Kronologisk - og her er jeg nødt til at tage kalenderen i brug - og ADVARE om, at dette nok bliver en monsterlang post - eller måske bliver opdelt i flere etaper...

• Jeg har været på forældrekursus! I Samarbejdsbaseret Problemløsning hos Inge Brink. Grundlæggende går det ud på at være forberedende overfor det ufleksible menneske og kende til, hvad der trigger "eksplosionerne". Det var i første omgang møntet på vores dejlige 11-årige søn, men jeg oplever efterfølgende, at jeg har taget noget andet til mig, som jeg kan bruge på job.
  Det er Ross Greene, der er foregangsmand på metoden, og jeg kan kun sige - at når det lykkes er det rigtig godt!
  Desværre kræver det - som sagt - en del forberedelse og kan ikke som sådan bruges når det er gået galt, men mere som en forebyggelsesmetode. Vi fik mange gange pointeret på kurset, at det er en læringsmodel og de løsninger, som man finder frem til, skal med stor sandsynlighed revideres igen og igen, men at det jo netop er pointen... At barnet er med til selv at finde løsningen, og derved lærer sig at ... Finde løsninger ...
  Det handler om at se og høre og respektere og forstå og give plads. Det er barnet/personen selv, der skal være den, der finder løsningen - selvfølgelig med (megen) hjælp fra den anden part, men det er vigtigt, at det er barnets løsning, som vi prøver af - og hvis det ikke duer, at det er barnet, der er med til at finde en ny løsning. På den måde er det jo barnet selv, der løser og lærer af det.


• Skiferien i Hemsedal var lige så dejlig og fantastisk som den plejer - hvis jeg må udtrykke mig sådan ;-)
  2 familier afsted og masser af dejlig sne, dejligt samværd og dejlig mad.
  Yngstemanden på 5 år var på rigtig skiskole for første gang - på det bedste niveau på skiskolen, for han har jo stået sammen med os siden han var 1½ år gammel. Han var også den bedste på holdet, fik meget ros, fik stået på ski med jævnaldrende og udviklede sig enormt hver eneste formiddag!
  Ældste var igen-igen på skiskolen med nye twintip, rails, off piste, park and jump og havde nogle fede oplevelser sammen med dem han var på hold med. Det er vist snart kun stilen, der skal pudses af, men han gnistrer helt af begejstring, så der bliver vist også et skiskole hold til ham næste år.
  Begge vi voksne fik også lært noget! Off piste og grænser blev prøvet af til den store guldmedalje - og jeg må indrømme, at jeg havde nogle kæmpestore sommerfugle i maven af at stå der ved afgrundens rand og skulle finde en rute ned mellem træerne - og at vide, at det med fartbegrænsningen var det så som så med, selvom mine ski er dejligt korte og stive.
  Sidste dag på ski stod hele familien ud fra morgenstunden og fik stort set stået på alle løjper inkl. et par sorte, som alle klarede med bravour.
  Skiferien 2011 er allerede bestilt og i dag betaler vi depositum på Hemsedal Alpin Lodge.


• Yngste er blevet ældre og er startet i mini-SFO, det som nogen kalder førskole-ordningen.
  1. marts gik han fra at være børnehavebarn til også at skulle "i skole". Nu følges mine drenge i skole om morgenen - og gi'r farvelkram hjemmefra, så der ikke opstår akavede situationer i forhold til Ældstes kammerater.
  Det er stort at se sine 2 børn gå afsted med hver sin skoletaske på ryggen. Og dejligt ikke at skulle spekulere på farlig skolevej, der er 2 steder, vejen skal krydses, og det tager under 5 minutter at gå derhen.
  Yngste trives som førskolebarn. Der er en større frihed og flere muligheder, og han kender rigtig mange på skolen, så det er rigtig dejligt at hente ham og eftermiddagen og høre alt det han har at fortælle - eller at ville hente tidligere end vi "plejer" og så af og til blive mødt med, at han gerne vil blive længere. Han er vokset med sin nye "status" og Vil-selv er i endnu højere grad flyttet med end tidligere.
  Heldigvis elsker han stadig at putte og give knus og kram, så helt 100% stor og selvstændig er han ikke endnu ;-)


• Vi har skiftet psyk. Jeg var træt af at ethvert spørgsmål eller samtale blev mødt med "mere medicin". Jeg er godt med på, at han skal have medicin og naturligvis i den rette dosis. Men jeg vil også tages seriøst, når jeg spørger ind til hjælp vedr. f.eks. adfærdssregulering. Vi er godt i gang det nye sted, og selvom de ikke kan tilbyde samtaler, som jeg havde håbet på, så bliver vi taget godt vare på alligevel. Distrikssygeplejersken kommer snart på besøg i klassen (uden dog at gøre sig til kende overfor Ældste, da børnene i klassen ikke kender til hans diagnose. Hun vil ved observation se, hvordan hans trivsel i skolen er - og hvad vi (skole/forældre/sundhedssystem m.m.) kan gøre yderligere for at hjælpe ham.


• Og så kan den stolte mor jo ikke lade være med at prale af at selvsamme dreng 10 dage før sin 11 års fødselsdag svømmede sig til sit første 1000 m mærke :-)
  OG at han fik mange gode ord med sig hjem, da vi var til skole/hjem samtale. Fagligt er han toppen-af-poppen, når bare han gider. Han er vokset og modnet og har ikke i samme grad udfald. Han er blevet meget bedre til selv at mærke efter og bede om en pause, når/inden det brænder sammen!


• Vækst har vi også endeligt fået svar på. Og nye tider er plottet i systemet. Ældste går næsten fri med forsinket vækst som forklaring på hans kun 130 cm som 11-årig. Yngste derimod har - som formodet - for lavt væksthormon og forsinket vækst, hvilket jo så er en rigtig god forklaring på hans kun 100 cm som næsten 6-årig.
  Vi skal afsted i maj og få fastlagt det videre forløb. Det hedder væksthormon-indsprøjninger, og det skal vi som voksne lære at give ham (med en pen, der ligner den man bruger, når man har diabetes). Dagligt. Så denne gang skal vi afsted både mor og far, for jeg er en forfærdelig kylling, når det kommer sig til det. Jeg SKAL lære det, men jeg vil ikke stå med ansvaret alene, og det har der heller aldrig været tale om ;-)
  Til september bliver der fulgt op på Ældstes vækst, som der sig hør og bør ved forsinket vækst. Han skal nok komme efter det - lover de.


• *HE* Og så har jeg prøvet min første - og nok også sidste - Zumba time... Det var ganske enkelt ikke hårdt nok ;-D Måske fordi jeg er i for god form til begynderholdet - trinnene var ikke specielt vanskelige, så måske hvis jeg havde prøvet et sværere hold, men jeg tror bare ikke, at det lige er mig...


• Sidste punkt eller deromkring er min træning til Lillebælt Halvmarathon. Min første af slagsen. Måske den sidste, det kan jeg ikke helt afgøre. Ikke fordi jeg ikke godt kan lide de lange løbeture. Min længste indtil videre var på 18,5 km i flot tempo. Jeg gik temmelig kold efter 16-17 km, men det var måske heller ikke det klogeste at begive sig så langt omkring på bare en banan og en kop grøn te! Jeg var pænt ødelagt i et par timer bagefter. Kender I tegnefilmene, hvor man bare kan se, hvor ondt en bule gør? Rødt og dunkende? Sådan en lilletå havde jeg, da jeg kom hjem. En stor fed blodvabel. ØV. Så hvis det skal være på den måde, så gider jeg ikke de lange ture.
  Det andet er tidsforbruget. Det er megasvært at finde 2 timer til en lang tur hver uge - foruden de 2-3 andre dage i ugen, hvor der skal sættes ½-1½ time af. Med alle de projekter og aktiviteter har det været et logistisk mareridt, der har spist af motivationen og lysten til at løbe. Jeg vil hellere løbe for sjov end fordi jeg skal...

...Det var det jeg sagde... Hvis du kom helt herned, er jeg ret imponeret ;-)

Jeg vil ikke love bod og bedring, men status er, at jeg har det godt, men travlt!

I stearinlysets skær

Så har vi fundet fået internet i vores nye hus. Tak Telia :-) Og tak du ukendte udbyder af trådløst internet uden kryptering :-) Se! Det er fordelene ved byhuse ;-) Signalet er så stærkt, at vi nemt kan se video m.m.

Ligenu er der ganske ro i huset. Drengene er i seng og Manden Min ser TV. Vi har åbnet for varmen og tændt stearinlys, så der er bare rigtig hyggeligt!

Indtil videre er december godt i gang. Om lidt er den fyldt med alle de julearrangementer som skole, fritidsklub, børnehave og alle foreningerne har gang i. Og den er fyldt med forberedelser i det nye hus - og en del stress over alt det, vi mangler. Nyt gulvtæppe, nye møbler, maling af køkken(låger), indretning helt generelt og flytning/sortering af alt det, vi stadig har stående i det gamle hus...

Ja - oveni er der lige en revisor, der skal have årsregnskabspapirerne, så vi kan få beregnet den frivillige skat/hvad der skal indbetales til pension i stedet for til skattefar...

Jeg har svært ved at finde roen og julehyggen frem, men jeg forsøger!

Jeg har raget mig en forkølelse til, der har sat sig på halsen. Øv, og de ringede fra børnehaven i formiddags med en sløj Yngste. Heldigvis kunne Mormor tage over, og *wupti* 2 timer senere var han frisk igen - godt snottet stadigvæk, men sådan en Mormor-dag kan virke som trylleri, så han får en mere i morgen.

Nu vil jeg få gang i mit regnskab, før det er tid til madpakkerne og dynen.

Nyt hus - Nye lyde

Efter næsten 10 år på samme adresse med de samme omgivelser og de samme lyde døgnet igennem, naboer, trafik og weekendens sjov og halløj, så er der rigtig mange ting at vænne sig til, når man flytter i nyt hus.

Selvom det gamle var en lejlighed, så vi har boet væg-til-væg med naboerne, så er de bare lidt tættere på i det nye hus.

Vi har fundet et dejligt lille byhus med have og muligheder for at bygge til - og ikke mindst mulighed for at drengene får hver deres eget værelse. Ikke store værelser, men deres egne rum, der passer til deres alder.

Fra næsten 190 til 80 er lidt af en udfordring af de store. Mit store skab fyldt med tøj skal sorteres til 1/3, hvilket bare betyder at en masse tøj kommer andre til gode - en del stadig med prismærker på, så jeg kommer nok ikke til at savne det...
Jeg tror, det er ganske sundt sådan at gentænke det hele - man burde gøre det oftere end hvert tiende år, men har man megen plads, sp bruger man den jo også.

Jeg nyder roen i det nye hus - det er næsten helt hyggeligt med naboens puslen midt i stilheden.

Godt nok kører bilerne lige forbi stuevinduerne (men det er ikke mange), og havde vi ikke persienner for, kunne de gående kigge lige ind i stuen, men vi slipper for karaoke og gang i gaden i weekenden. Skraldemanden kommer først kl. 7.00, og til sommer kan vi sætte os med bar mave på terassen, uden at nogen kigger med.

Indtil sommeren kommer, indretter vi os i et hus, hvor der kan blive varmt og hyggeligt og rart.

Der er meget, der kan gøres og meget, som skal gøres og ikke megen tid i en hverdag med job, renovering andetsteds og andre aktiviteter, men vi skal nok finde os til rette og få et dejligt hjem ud af det!

Uden internet

Vi er så småt ved at komme på plads i vores nye hus, selvom der stadig mangler rigtig mange ting.

Vi har ikke flyttet det hele med og kommer heller ikke til det, for vi flytter fra 180 m² til 80 m² (helt frivilligt!).

Det er og bliver en rigtig god øvelse, for når man har meget plads, har man mange ting - også en masse, der er helt og aldeles overflødige...

Men en ting, der ikke helt er flyttet med, er vores ganske uundværlige internet - endnu, for det er da helt sikkert ikke til at undvære i længden ;-)

Vi har forsøgt med een type mobilt internet, men dækningen er meget dårlig til trods for det fine dækningskort på udbyderens hjemmeside. Den næste ulempe ved mobilt internet er at kun en computer kan være online ad gangen - og vi er altså 4, der bruger - også gerne på samme tid...

Derfor søges gode råd! Det skal være en løsning uden binding, for sandsynligvis har vi kun brug for det indtil nytår...

Jeg tror, at vi bliver rigtig glade for vores nye hus! Så glade, at vi sætter i stand og bygger til og bliver der til drengene bliver store og sikkert en tid derefter. Den gamle ejendom sætter vi i stand - og lejligheden, som vi kom fra deles op og lejes ud. Det tror jeg. Og Manden Min tror det samme. Vi er ved at vænne os til hus med udgang direkte til vores lille have. Vi er ved at vænne os til nye lyde og naboer.

Selvom vi "kun" er flyttet 400 m op ad en sidegade, så er det nye kvarter roligere, længere fra og tættere på.

Sommer...

Det er sommerferie her på bloggen - også selvom jeg ikke har haft ferie siden sidste indlæg den 19. juni.

Det har været svært at finde ro - og finde emner til at skrive. Eller emner har der jo været nok af, men ikke alle egner sig hertil - og masser filtreres fra, fordi min store dille ligenu (og det har det været siden nytår 2008/2009) er løb, løb og atter løb. Det er vel ikke det fedeste at blive ved med at høre om, hvor fantastisk jeg synes løb er - hvilken fornemmelse jeg har i krop og sind, når jeg løber - og især har, når jeg har løbet - vel?

Og travlhed på jobbet har der været masser af, men det er ikke det sjoveste at skrive om, for ikke at sige, at når indlæg nr. 5 handler om, at tingene er svære at nå på job med kun 30 timer om ugen til rådighed, så taber man nok nogle læsere til andre og mere lystbetonede blogindlæg.

He! Og så skal jeg nok heller ikke sige mig fri for at være ramt af Facebook-bølgen...

Men hvis man kigger på alle projekterne fra dengang i maj, så er det ganske mange bolde, der er i spil og som holdes i luften til tider med mere ynde end andre gange, men familiesamarbejdet arbejdes der på, og det går som regel godt.

Det, der har fyldt mest i de personlige tanker, er Drengenes forsinkede vækst og Ældstes pre-teenager-tilbøjeligheder... Det første er vi tættere på end nogensinde på at få en afklaring omkring. Desværre hedder ventetiden på den afgørende undersøgelse 4 måneder, men vi er inde i systemet med begge og har nu en børnelæge med forståelse for min bekymring og som ikke bare skyder det ind under "arv og genetik" med henvisning til min manglende højde - tænk, hvis det også skyldes manglende væksthormonproduktion (for alle i min familie er højere end mig).
Ham pre-teenageren arbejder jeg videre med. Og forsøger at vælge mine kampe med omhu, for det kan blive en værre kattejammer, når det først går for sig. Jeg har ladet mig inspirere af Ross W. Greene, og forsøger med mantraet "Børn gør det rigtige, hvis de kan".

Vores ferie på 3 uger er snart forbi. I næste uge går det løs med arbejde, børnehave og skole. Vi har haft en dejlig ferie, blandet "arbejde" på ejendommen (oprydning), småture til Rømø og Givskud Løvepark (og vi når nok også en tur til Legoland) og så en dejlig 5-dages ferietur til Sydtyskland, hvor vi boede på et lækkert hotel i Furth nær Nürnberg og derfra kørte på ture til Playmobil FunPark, Legoland Tyskland, Industrimuseet i Nürnberg og - nårj ja - stod på ski i Snow Dome Bisbingen på vej derned.

Tilsidst... I slipper ikke for lidt løberhistorier alligevel ;-)

På lørdag løber jeg Juelsminde Run 2009 10,5 km.
Jeg har nemlig vundet et startnummer i en lodtrækning på Tracktime.dk, så selvom jeg har rationeret motionsløbene af hensyn til familien (ellers var jeg nok afsted hver eller hveranden weekend, for jeg eeeelsker det sus!), så bliver min sommerferie afsluttet aktivt og med manér!