MrsBaloui

For satan i helvede!

Det kan de sku' ikke være bekendt!

Og der skal bandes! Højlydt!

I eftermiddags, da jeg kom ud til min bil opdagede jeg en (stor) bule i bildøren i passagersiden bagved. Det er jo ikke lige der, man kigger mest, når der ikke lige er børn i bilen, men nu var det altså sådan at bilen var parkeret, det var lyst, og jeg kunne ikke undgå at se det.

Hvornår nogen har kørt på min højre bagdør og lavet en gevaldig bule, kan jeg ikke med sikkerhed sige, men jeg kan med sikkerhed sige, at det kan de kraftpedervæltemig ikke være bekendt!

Der er nemlig ingen seddel i forruden eller noget, så pågældende har bare tænkt "la-la-la-la.., Det er der nok ingen, der opdager..." og kørt videre.

Man skal godt nok køre dårligt, være ekstremt uopmærksom eller køre i en kampvogn for ikke at have opdaget, at man er kørt på min bil... Med den størrelse bule er der nok en forkofanger eller lignende, der enten er ridset eller krøllet.

*ØV FOR SATAN* Hvor kan folk være hensynsløse!

Regn. Regn. Regn og regn...

Nu kunne jeg altså godt tænke mig noget andet vejr end det, vi har haft i mange mange dage...

Jeg kunne godt tænke mig at få lyset og varmen tilbage, så det ikke er nødvendigt at skutte sig og dukke hovedet hver gang man går udenfor en dør.

Vejrudsigten for ugen var en gang enslydende gentagelser af gårsdagens. Regnbyger og 8° - Regnbyger og 9° - Regnbyger og 10° osv.

Bare søndagen vil byde på tørvejr - skidt med at det bliver koldt, for skiundertøj, gode jakker og støvler kan afhjælpe dette problem, men regnvejr... Det er svært at holde sig tør og varm i, hvis man skal være ude en hel dag.

Weekenden står på julefrokoster og sidste chance for Jul i Miniland.

Horror anno 2020

 
Kilde: Wulffmorgenthaler

*SUK*
Min gode gamle Nokia 6510 fra 2001 synger snart på sidste vers...

Batteriet har været skiftet 2 gange. Coveret trænger også til en udskiftning, det er flækket og revnet flere steder. "Isæt SIM" er en daglig kommunikation. Skriver jeg en lang SMS, restarter mobilen umotiveret, når SMS'en skal sendes - og sidste nyt er volumenknappen, der flipper, så jeg må skille hele telefonen ad for at fikse det.

Fordelen er at den er lille og handy! Det var noget af det ypperste der fandtes blandt mobiler i 2001... Nu er den bare håbløst forældet - den kan ikke engang modtage MMS'er eller lange SMS'er, men den kan være i nøglelommen på et par løbetights - eller i skjortelommen, hvis nogen skulle få den idé at ville trække tøjet skævt ;)

Længe har jeg sukket efter en ny, men ikke mere...
For i snart 10 år har denne lille røde tingest knoklet for mig uden at opføre sig mærkeligt. Den er mere stabil end nogen anden mobil på markedet. Jeg havde ellers drømt om musikdownload, www-browser, email og en bedre kalender, men hvad nytter det, hvis de nye går i software-stykker bare man siger bøh?

Så på nogen punkter vil jeg altså have lov til at være teknologi-forskrækket...

AV!

Av! Siger jeg bare.

Og så er det endda ikke så slemt, som det kunne være...

I går på vej hjem noget over tre og forsinket i forhold til resten af dagens aftaler, med tasken over skulderen og mobiltelefonen ved øret i travl samtale med Ældstes lærer.
Ned ad trapperne på arbejdet missede jeg det sidste trin og vred om, ikke meget, kun en lillebitte smule og heldigvis var det i de kondisko, jeg bruger til at cykle med (jeg hader at få kolde tæer). Det gjorde ikke som sådan ondt, belv bare lidt forskrækket over sådan at miste balancen (og koncentrationen om telefonsamtalen), så jeg fortsatte i samme tempo som ellers.

Og mandag fortsatte i samme tempo som ellers med at hente Yngste (det er der altid tid til at gøre ordenligt, så må alt andet vente lidt længere) og bagefter med de andre ærinder og opgaver. Sent opdagede jeg, at det faktisk gjorde lidt ondt at gå på benet, altså at støtte på foden.

Her til morgen måte jeg så konstatere, at cyklen skulle blive stående i garagen. Bilen måtte i gear, selvom det føltes fjollet for de 3,2 km hver vej.

Jeg har passet på foden i dag. Holdt kondiskoene på og ladet dem med hælene stå i skabet. Gået mindre og langsommere og har i det hele taget været mindre aktiv. Gårdsdagens udsatte løbetur er endnu udsat, for anderledes kan det ikke være.

Så må vi se i morgen, om det er blevet bedre...

Feed eller ikke feedburner

Jeg har vist hele tiden haft (lidt) problemer med min Feedburner og Blogbot. Men i går skrev jeg et indlæg om at huske, og der er slet ikke med på Blogbot endnu. Med fejlen er ikke sidstnævnte, for indlægget er slet ikke med i mit feed!

Gad vide, hvad jeg gør galt?

...Og så er jeg spændt på, om dette kommer med...

Update: Det gjorde det, men indlægget fra i går mangler stadig!

Update 19.september: Jeg har fundet mit onsdagsindlæg om at huske i mit Feedburner feed...
Det ligger før mit "Nu gik det ellers lige så godt"-indlæg fra i tirsdags... Jeg forstår ingenting ;(

What's in it for me?

Seminaret er afleveret og dagens HD overstået. Den utætte thermokande er byttet og lækker fisk er hjembragt til frokost/aftensmad. Jeg nåede også at kigge på vinter- & fleecejakke til Ældste, men købte ikke nogen. Vel hjemme fik jeg sen frokost, derefter op på cyklen for at hente Ældste fra fødselsdag. Hjemme igen fik jeg pudset Ældstes gamle cykel klar til at sælge, det var hurtigt overstået - både pudsning og salg. Hele eftermiddagen er bare gået op i røg, og nu ligger Manden Min og snorker på sofaen... Det var jo egentlig mig, der skulle ligge der, men altså...
Når ja, og så har jeg jo også fået hængt vasketøjet op - det vasketøj som lå i maskinen, der hvor Manden Min gik lige forbi efter sin cykeltur her til aften.

Ligenu er jeg fed up med alt og det hele...

Dette semesters HD er så stopfyldt af skriftlige opgaver, at jeg er ved at flyder over af seminar-skrivning, cases og opgaver i virksomhedsanalyse. Til januar skal vi til eksamen, og så venter hovedopgaven forude... På arbejde går det over stok og sten med endnu en nyansættelse og travlhed over hele linien. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke kunne få ferie i efterårsferien, men har også forståelse for begrundelsen. Ældste skal alligevel på højskole med Mormor, så har får i det mindste en dejlig efterårsferie.

Jeg sidder tilbage med en flad fornemmelse, som jeg ikke helt kan finde ind til...

Det er stadig mig, der står for -stor set- alt det praktiske herhjemme... Manden Min er god til at hjælpe, men brokker sig højlydt, når jeg roder... Og det gør jeg, når jeg har så mange ting i hovedet... Vi har fået fyldt ugen lidt rigeligt op med aktiviteter, men ikke een eneste af dem er noget for mig - som mig... Vores fællessvømning om fredagen er hyggelig, men vand er jo ikke nødvendigvis mit element...

Måske er det bare opgaveblues, men faktum er, at jeg bare ikke synes, at tingene er som de skal være... Men med kendskab til mig selv, så får jeg ikke sagt en sk.. Det driver over af sig selv igen om et par dage, når hverdagen tager fat igen, og jeg skal sørge for indkøb, vask, madlavning, "taxakørsel" og ... Ikke underligt, at det snart er 2 måneder siden sidst...

I en snot og feberfyldt hjerne

er absolut ingen fornuftig aktivitet!

På andendagen er jeg nu ganske skidt og dårlig i både hoved, hals og næse. Jeg er hjemme, for hvert andet minut må jeg pudse næse eller hoste højlydt. Dagens anden kande te er snart drukket, men lige meget hjælper det. Matas havde indtil frokost i dag udsolgt af A.Vogels Solhat Sugetablet, som er noget nær det bedste jeg har fundet mod forkølelse og ondt i halsen...

Til at starte med havde jeg arvet Anne O'mannes søns hveps (hun har sagt undskyld) og gik på arbejde alligevel - sådan lidt meget kriller i halsen er jo ingenting, vel? Tirsdag blev værre, men alligevel gik jeg på arbejde - og straffen kom så nærmest på slaget 6 med en tud fyldt af snot.

Onsdag måtte jeg kapitulere og ringe på arbejde og med pibende stemme fortælle, at jeg ikke kom.
Nærmest hele onsdagen sad jeg og gloede ind i min skærm i forsøget på at skrive noget fornuftigt på denne hersens opgave, der skal afleveres på lørdag om 8 dage. Jeg er ikke bare håbløst bagud, men så langt bagud, at det grænser sig til den pinlige - især over for min stakkels skrivemakker, der jo nok er nærmest færdig med sin del af jobbet. Men jeg fik da læst lidt dertil og måske skrevet et par linier eller noget.
I nat har jeg været oppe efter tørt nattøj (og sengetøj) henved 4 gange! Godt jeg har 2 dyner til min nærmeste rådighed, så det ikke blev et hundredårsprojekt. Jeg har simpelthen svedt så meget igennem natten, at mit lange hår kunne stå nærmest vandret af sig selv.
I dag har det været lidt bedre med snot og ondt i halsen, men til gengæld hoster jeg nu som en inkarneret ryger og får pibende vejrtrækning lige derefter... Suk, hvor er jeg dog bare træt af at være syg! Især når det er så skidt, at jeg ingenting kan lave herhjemme heller...

Jeg mener, hvis nu det ikke havde været hovedet, det var galt med, så havde opgaven jo haft håb...

Spild af tid!

Jeg skulle læse til mit seminar, så øjnene flimrede. Og skrive, så fingrene dansede over tastaturet og kreerede en symfoni af ord og grafer og tabeller. A4-siderne skulle blive til 1-5-10-15 mange og sammen med min "kollega" skulle vi skrive et superværk om ABC*.

Det bliver til for lidt læsning og for lidt skrivning. Motivationen er forsvundet nærmest helt og aldeles!

I stedet finder jeg på en masse småopgaver, der skal laves - eller en film, der skal ses - eller en bog, der er spændende - eller en græsplæne fyldt med æbler, der skal ordnes...

Opgaven skal afleveret om mindre end 14 dage, om min skrivepartner er vist ved at opgi ævred - eller mig...

*Activity Based Costing

Jeg brækker mig!

Der er et øjebliks stille med telefonerne på kontoret i dag. Ellers kimer de i et væk. Men vi har også massivt sendt reklamer ud gennem den sidste måned. Så godt for det, kan man sige...

Chefen er ude af huset i et kort ærinde - og I ved det med musene på bordet...

Ude på værkstedet går snakken. Jeg kan høre dem grine og fortælle røverhistorier. Det gør de nu så tit - teknikerne og lagermanden. Værst er de to, der "altid" er i huset. Men jeg plejer at kunne lukke ørene og arbejde videre - eller bare lukke døren.

Mellem ordene (og de er mange) kan jeg høre den ene prutte... Jeg kan næste høre, hvordan han løfter den ene balle og presser... Den anden bøvser - og så griner de. Jeg tror ikke, at de gør det for at provokere, for jeg sidder jo herinde på kontoret... Sådan er de bare...

Noget at sige til, at man har fordomme om håndværkere???

P.S. Mit næste job skal være i en større virksomhed, hvor der er lidt længere "ned" fra administrationskontorerne (men planerne for det er ikke lige nu)...

Gør noget ved det

eller lev med det og hold op med at brokke dig!

Det burde være disse dages motto...

Jeg er ikke helt tilfreds med situationen som den er, men er heller ikke parat til at gøre noget ved det. Så må man jo tie stille med sit brok og se at komme videre!

Hvis ikke jeg kan sætte ord på min utilfredshed, hvad er der så at komme efter? Og er jeg ikke bare nogengange en forkælet mokke? Hvor går grænsen mellem rimeligt og urimeligt?

Jeg er ikke god til at sige undskyld, men jeg øver mig... Og kan ordet ikke finde vej ud af min mund i tide, så er et på SMS efterfølgende bedre end ingenting. Faktisk udløste det et tilbage - og så løb tårerne.

Hvofor er det så svært at sige, hvad man (jeg) mener og føler? Altså når det er på den negative side...