Det var lidt som en kold tyker at komme af sted i morges.
En brat opvågen til hverdagen efter 14 dages dejlig ferie, hvor vi har sovet længe! En enkelt dag blev den 10! inden Yngste (som den første) stod op, men det var vist også kun fordi jeg var vandret med ham i seng, da han kom ind til os kl. 6.15 ;-) På det tidspunkt er det så, at man kniber øjnene sammen og messer "Det er ikke morgen endnu. Det er ikke morgen endnu".
Vi var ellers i god tid fra starten, men tempoet blev bare langsommere og langsommere, og vi endte med, at jeg måtte aflevere Yngste i børnehaven, fordi Manden Min ellers ikke ville have nået sit Nytårsmøde kl. 8.00.
Hvilket var helt OK, for det er altid en oplevelse at have Yngste med sig på cyklen (jeg går med cyklen, og han sidder bagpå med cykelhjelm). Vi snakker altid om alverdens ting på vores korte vej til børnehaven. Mindre end 5 minutter tager turen, men hele verdenen bliver vendt op og ned og på hovedet, når man samtaler med en fire-snart-femårig dreng med øjnene åbne og opmærksomheden vendt udad.
Ældste går selv i skole. Det har han gjort længe, og vores mandagsture, hvor jeg fulgte ham til skole for at starte ugen godt, er definitivt slut. Han skal i hvert fald ikke følges i skole af sin mor! Men han kan være en hård nyser at få afsted. Der er rigtig mange ting, han gerne vil nå (og et herligt spejl lige ved udgangen), så tit er det faktisk det, der bliver bagstopperen for, om vi andre når vores til tiden... Jeg har seriøst overvejet, om det spejl skal ned, men vi andre bruger det jo netop lige til at rette på tøjet, inden vi begiver os på vej.
Min egen dag i dag gik fint, omend en smule hektisk. 14 dages ferie lige inden regnskabsafslutning, passe vist ikke helt i tråd med mit ønske om at sørge for en jævn arbejdsfordeling over hele året. Men jeg gør det gerne igen (og igen og igen), for det er det hele værd.
Og chefen forbarmede sig over den stakkels forfrosne "bogholder", så jeg slap for at være med på det kolde lager til statusoptælling TAK! (Selvom jeg havde forberedt mig på det og taget skiundertøjet på). Til gengæld fik jeg ordnet så mange andre ting, at jeg næsten (men kun næsten) er med i forhold til det almindelige i 2008.
Kvart over tre sendte jeg en sms til Ældste på hans nye mobil, at jeg var på vej hjem. Manden Min hentede Yngste, og lidt i fire var vi alle hjemme igen efter første hverdag i 2009.
Desværre havde Ældste haft en skidt dag i frikvartererne og i SFO, han var blevet drillet og sulet flere gange. Først af de store fra 6. klasse og derefter af nogle af drengene fra parallelklassen. Det er bare ikke i orden. Derfor gik der noget tid, fra vi kom hjem, til vi fik løbetøjet på og kom afsted.
Og det var ikke uden sværdslag, trusler om bål og brand, flere former for motivation og løfter om et lettet hjerte og svensk pølseret med rigtig fløde, at vi 45 efter planen stod udenfor og klar til at teste, om lørdagens rute kunne løbes lidt hurtigere.
Manden Min kunne imens bruge al sin positive energi på at få Yngste ud af sine sure miner. Der var mange ting Yngste kunne finde på, at der var galt, men mest af alt handlede det om, at det er lidt hårdt at være 4 år og starte op i børnehave igen efter 14 dages dejlig ferie, hvor vi stort set ikke har haft noget planlagt (udover julehygge, klargøre spisestue til jule- og nytårsgæster, lege med julegaver og lave igenting - sammen).
Vores 3,38 km (i følge IFORM) blev løbet i flot stil næsten hele vejen og næsten uden, at Ældste fik pibevejrtrækning. Han kunne selv - efter ganske kort tid - bekræfte, at man faktisk fik det bedre inde i humøret af at løbe. Han respekterer også flot, at jeg egentlig ikke gider snakke, når vi løber, fordi jeg nyder stilheden og det at tømme hovedet.
Måske jeg alligevel kan bringe ham noget godt på vores løbeture, selvom jeg i dag måtte true med, at hvis ikke han holdt sit løfte om at løbe med, så var det ikke sikkert, at han fik budet en anden dag...
Han spurgte også selv, om vi kunne tilmelde os et løb, så vi havde noget at træne hen til. Hvor vil det bare være dejligt, hvis noget af hans urolige energi kunne løbes væk. Han ville i hvert fald have godt af det!
Da vi kom hjem sad Manden Min og Yngste på gulvet og legede hyggeligt. Eller næsten. For Yngste havde gemt sig og sprang frem for med sædvanlig success at forskrække sin Mor. OG for at vise mig det flotte malede skilt på døren, hvor der stod KOLDSKÅL! (Gæt hvad vi skal have til aftensmad i morgen, hvis jeg kan finde et sted at købe det og kammerjunkere).
Resten af aftenen gik fint.
Ældste blev sendt i bad, mens jeg fandt et par kartofler og gulerødder og i en vis fart fik lavet en portion spiselig Svensk Pølseret, med rigtig fløde og uden løg ;-)
Ældste valgte selv at læse sin godnathistorie i sengen, mens Yngste fandt tæppe og "Derfor prutter man" frem til godnatlæsning.
Og nu er det min tur til at finde godnatbogen frem. Og i bogstaveligste forstand...
Jeg læser Sov Godt.
Heldigvis ikke tobaksrøg, men røg fra bål. Lugten af røg, ristede skumfiduser, mad over bål og glade øjne. En træt og meget beskidt dreng, der udover 3 kvarters næsten ustoppelig gråd og vrede (over nogen, der havde drillet - mere ved jeg ikke) havde haft en helt forrygende dag derude i skoven.
Recent Comments