Når det går allerværst, så kan jeg ikke sove om natten - har hjertbanken og let til tårer, bliver trist til mode og det føles som om verdenen og hverdagen opleves gennem et filter - som om man har en nylonstrømpe over hovedet og ikke kan nå alle de positive detaljer ved livet...
Jeg kender efterhånden symptomerne, når de kommer - også de små, så nu er udfordringen at gøre noget ved det...
Jeg løber!
Både for min fysiske sundhed, men en meget stor del af løbeturene er også for den mentale sundhed - for hovedrengøring, for at slippe jobbets travlhed. Og det lykkedes som regel også, når jeg altså kommer afsted.
Jeg er nået dertil i mit job, hvor jeg overvejer, om det er her jeg vil være... Jobbet er smadderspændende - og travlt - og de fleste af mine kollegaer er rigtig søde, hjælpsomme og imødekommende (men desværre ingen regel uden undtagelser).
Jeg ved, at kan jeg få dette under kontrol og få løst den kæmpe opgave, der ligger udoverskuelig på mit bord, så kommer jeg sejrende igennem og får igen lyst til at være der, hvor jeg er - men er opgaven for svær, eller jeg skal have "ponk" for den - eller at andre opgaver -pga dennes kompleksitet- må hænge på hold i længere tid, så ved jeg også, at det vil forfølge mig som en sort sky...
Jeg tænker, om jeg måske har fået job blues - og om det er det, jeg får efter ca 1½-2 år samme sted?
For det er ikke det første job, jeg har haft disse tanker om - på dette tidspunkt i forløbet...
Uanset så håber jeg du passer på dig selv-udover løberiet altså. For selv jeg kan mærke stressen helt igennem ordene.
Posted by: Vibeke Lentz | tirsdag, 05 juni 2012 at 12:36