Vi har de seneste par dage været til et par fantastiske skole/hjem samtaler med drengenes lærer - først med Yngste og ugen efter med Ældste.
Jeg er stolt! Og Faren er stolt! Og først Yngste, dernæst Ældste er stolte!
Der er stor forskel på mine to drenge. Altså de ligner hinanden som brødre udseendemæssigt, men hvor den en er et lille og tæt muskelbundt, så er den anden en tynd og mere ranglet, bleg dreng - ikke usund at se på, men bare sådan ultraslank uden at gøre noget for det. Sidstnævnte kan komme af diagnosen på de fire bogstaver og medicinen - mest det sidste tror jeg, for det æder sulten...
Men tilbage til skole/hjem samtale nr. 1: Yngste fik ros med ros på! Både for hans vindende væsen, samarbejdsevne og vellidthed (hedder det det?) blandt alle i klassen. Han vil gerne lege med alle, og alle vil gerne lege med ham. Han er hjælpsom og omsorgsfuld - og knokler på for at lave sine ting i skolen. Han er ved at knække læsekoden (1. klasse) - og det kan mærkes i skolen, at vi øver med ham 5 dage om ugen - både på selve læsningen, men især på tilliden til sig selv og metoden til at læse svære og ukendte ord. I Matematik drøner han bare derudaf, og idræt elsker han. Ja, jeg tror faktisk ikke, at der var noget ikke positivt i samtalen, og Yngste dansede og nynnede hele vejen hjem fra samtalen, mens Manden Min og jeg gik hånd i hånd og smilede til hinanden. Tænk... Om en måned er det 8 år siden, vi kørte ræs for at nå på sygehuset i tide :-D
Skole/hjem samtale nr. 2 forgik på næsten samme måde. Men til forskel fra Yngste, så har Ældste haft meget at skulle arbejde med i de forgangne år. Han har det ikke altid nemt i skolen på det sociale plan, og har i en lang periode faktisk ikke haft nogen at være sammen med efter skole, da klassekammeraterne trækker sig fra ham pga hans til tider eksplosive temperament... Men siden vinterferien er alting bare blevet nemmere! For han har fået sig en ven! En ven, der minder meget om ham selv - som også har sit at slås med, men som også har hovedet i orden. Derfor kunne vi nu høre på beretninger fra klasselærer og matematiklærer og hilsner fra de øvrige lærer om en dreng med væsentligt forbedret koncentrationsevne, "arbejdsmoral", samarbejdsevne - og mod på gruppearbejde, større skriftlighed og... At han ligger i toppen af klassen rent fagligt hele vejen rundt...
Så mange positive tilbagemeldinger har Ældste aldrig prøvet at få! Især også, fordi der faktisk ikke var noget "men!" denne gang - bare et "fortsæt den gode udvikling!"
Vi er med i et projekt i kommunen, og den voksne der har et godt hjerte og øje for drengene - ikke at det på nogen måde skal misforstås!
Han fik bragt 2 (nu 3) drenge sammen, og vi forældre omkring har støttet op og gjort plads og "gødet" og passet venskabet og set det spire. Det spirer så meget, at de nu har lukket en tredje dreng ind i fællesskabet.
Det er så smukt at se, når ens søn, der kæmper så hårdt på mange fronter, finder et fristed hvorfra han kan vokse og suge næring og overskud og glæde.
Han er påvej i blomst - min 13-årige søn. Det er så smukt at se...
Viggos historie minder jo meget om ældstes, og jeg har for et par måneder siden skrevet nærmest det samme, så jeg sidder her med kuldegysninger og tåre i øjnene, for hold op hvor det jo fylder hele ens verden, og man bliver så lykkelig over den mindste forløsning, rent socialt. Hvor er det dejligt, at han er kommet i en gruppe med ligestillede og super fedt med en god ven, og I har sikkert lavet et stort benarbejde kunne jeg forestille mig, så er det rart at se det virker?
Posted by: Vibeke Lentz | mandag, 30 april 2012 at 14:06