...at stikke hovedet ud af busken og sige "Hej Hej..."
Det er frygteligt pinligt, at min blog ikke engang er sådan en "månedens gæst"-agtig blog, men simpelthen sygner hen. OG det er jo IKKE fordi, der ingenting sker her i MrsBaloui's liv, vel? Facebook har overtaget noget af min net-aktivitet. De små korte status'ser og det at kunne følge med i netværket er helt OK, og jeg har efterhånden fundet en balance, der er god.
Og hvad har jeg så bedrevet de sidste 1½ måned?
Fundet mig tilrette i nyt job - fuldtidsstilling i en helt anden verden, end den jeg ellers er vant til.
Der er styr på det i koncernen, må man sige... Eller i hvert fald på rigtig mange punkter! At være en lille-bitte del af en kæmpestor multinational koncern er en omvæltning af karakter for en, der har været vant til de små virksomheder med maks. 10 ansatte. Omsætningen er enorm i forhold til alle de andre steder jeg har været ansat, og resten af økonomien ligeså. Jeg har fået kollegaer! Der ovenikøbet forstår sig lidt (en enkelt rigtig meget) på mit område, og det gør det jo unægteligt noget nemmere at kommunikere med folk, der hara en generel forståelse af det man siger!
Fundet mig tilrette med at det ikke længere er mig, der styrer hverdagen derhjemme.
Manden Min henter den Yngste i SFO og er derhjemme sammen med drengene indtil jeg kommer hjem. Vi hjælpes med maden, tøjvask, rengøring og alt det andet. Legeaftalerne sørger jeg for bliver lavet og Manden Min er den der henter og hygger.
Fundet mig tilrette med ... SKEMAER!
På køleskabet hænger 4 skemaer... Aktivitetskema for hver af drengene med angivelse af fritidsaktiviteter, spilletider, lektietider og alt det andet. Sådan et har Manden Min og jeg også. Der er kommet nye faste rammer omkring tingene, og det har været nødvendigt, når jeg nu er væk mange flere timer end jeg plejer. Det var 3... Det fjerde er Madplanen! En 4-ugers madplan, der tager hensyn til de dage, hvor der er god tid, knap så god tid - og til de dage, hvor der pinedød bare skal være rester i køleskabet, fordi den ellers ville stå på rugbrød. Som det er pointeret overfor børnene, så er det med forbehold for ændringer, for der står ikke julemiddag på sedlen på fredag i næste uge. Nej, den er mere generel og tager hensy til alt det vi ved.
Men se, hvad jeg så ikke har nået i de 1½ måned siden sidst...
Det er motion! Og det er bare så drønærgerligt, for vægten ved godt, hvilken vej den vil, og det er ikke samme vej, som jeg vil have den.
Jeg lavede mig jo et løberknæ tilbage i slutningen af august/starten af september, og det har jeg haft svært ved at slippe af med. Jeg er nervøs for at komme afsted. Det er svært at mande sig op til at gå/løb 3 km, når min sidste go'e løbetur var på 12 km med gns på 5:30 min/km! Og det plager mig, at jeg har et startnummer til Lillebælt ½marathon den 7. maj 2011, som jeg endnu ikke er begyndt at træne til... "SO LONG Bedre tid 2011"
Nu står det jo på juleforberedelser...
Vi får hele min familie på besøg inkl. de 2 nye kusiner, der er kommet til i august. Manden Min har pyntet med udendørsbelysning - også juletræet, der står derude og venter på sin tid i stuen. Indendørs er endnu ikke pyntet, men noget af weekenden er sat af til julehygge - og så mangler vi næsten ikke flere julegaver! Manden Min har gemt på en hemmelighed længe - min gave, som jeg ikke har ønsket mig, men som jeg bliver rigtig glad for! Forventningens glæde er stor! Jeg håber bare, at jeg kan overraske ham bare en lille smule også, med de gaver, som jeg har købt til ham...
Der er selvfølgelig sket så meget andet heromkring, men det bliver vist for rodet og for langt, hvis jeg skal ud med det i dag også.
I mit tilfælde er devisen "Intet nyt er godt nyt" helt rigtig.
... Og så må juleønsket her være, at blive bedre til at være aktiv :-)
Godt at høre lidt nyt fra dig - jeg har det som dig, nyt job og facebook har fjernet mit fokus rigtig meget fra bloggen, men lidt bliver det da til i ny og næ.
Du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår
Posted by: Moster Tulle | søndag, 19 december 2010 at 11:58