Stilstand eller udvikling?

Hvis noget er blevet syltet i de sidste mange måneder, så er det vist her! Og det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om eller oplever noget eller? Næ, men tid er endnu engang blevet den knappe faktor, hvis den ikke altid har været det...

Siden sidst, den 28 januar 2010, er der sket en del hos og omkring os.

Kronologisk - og her er jeg nødt til at tage kalenderen i brug - og ADVARE om, at dette nok bliver en monsterlang post - eller måske bliver opdelt i flere etaper...

• Jeg har været på forældrekursus! I Samarbejdsbaseret Problemløsning hos Inge Brink. Grundlæggende går det ud på at være forberedende overfor det ufleksible menneske og kende til, hvad der trigger "eksplosionerne". Det var i første omgang møntet på vores dejlige 11-årige søn, men jeg oplever efterfølgende, at jeg har taget noget andet til mig, som jeg kan bruge på job.
  Det er Ross Greene, der er foregangsmand på metoden, og jeg kan kun sige - at når det lykkes er det rigtig godt!
  Desværre kræver det - som sagt - en del forberedelse og kan ikke som sådan bruges når det er gået galt, men mere som en forebyggelsesmetode. Vi fik mange gange pointeret på kurset, at det er en læringsmodel og de løsninger, som man finder frem til, skal med stor sandsynlighed revideres igen og igen, men at det jo netop er pointen... At barnet er med til selv at finde løsningen, og derved lærer sig at ... Finde løsninger ...
  Det handler om at se og høre og respektere og forstå og give plads. Det er barnet/personen selv, der skal være den, der finder løsningen - selvfølgelig med (megen) hjælp fra den anden part, men det er vigtigt, at det er barnets løsning, som vi prøver af - og hvis det ikke duer, at det er barnet, der er med til at finde en ny løsning. På den måde er det jo barnet selv, der løser og lærer af det.


• Skiferien i Hemsedal var lige så dejlig og fantastisk som den plejer - hvis jeg må udtrykke mig sådan ;-)
  2 familier afsted og masser af dejlig sne, dejligt samværd og dejlig mad.
  Yngstemanden på 5 år var på rigtig skiskole for første gang - på det bedste niveau på skiskolen, for han har jo stået sammen med os siden han var 1½ år gammel. Han var også den bedste på holdet, fik meget ros, fik stået på ski med jævnaldrende og udviklede sig enormt hver eneste formiddag!
  Ældste var igen-igen på skiskolen med nye twintip, rails, off piste, park and jump og havde nogle fede oplevelser sammen med dem han var på hold med. Det er vist snart kun stilen, der skal pudses af, men han gnistrer helt af begejstring, så der bliver vist også et skiskole hold til ham næste år.
  Begge vi voksne fik også lært noget! Off piste og grænser blev prøvet af til den store guldmedalje - og jeg må indrømme, at jeg havde nogle kæmpestore sommerfugle i maven af at stå der ved afgrundens rand og skulle finde en rute ned mellem træerne - og at vide, at det med fartbegrænsningen var det så som så med, selvom mine ski er dejligt korte og stive.
  Sidste dag på ski stod hele familien ud fra morgenstunden og fik stort set stået på alle løjper inkl. et par sorte, som alle klarede med bravour.
  Skiferien 2011 er allerede bestilt og i dag betaler vi depositum på Hemsedal Alpin Lodge.


• Yngste er blevet ældre og er startet i mini-SFO, det som nogen kalder førskole-ordningen.
  1. marts gik han fra at være børnehavebarn til også at skulle "i skole". Nu følges mine drenge i skole om morgenen - og gi'r farvelkram hjemmefra, så der ikke opstår akavede situationer i forhold til Ældstes kammerater.
  Det er stort at se sine 2 børn gå afsted med hver sin skoletaske på ryggen. Og dejligt ikke at skulle spekulere på farlig skolevej, der er 2 steder, vejen skal krydses, og det tager under 5 minutter at gå derhen.
  Yngste trives som førskolebarn. Der er en større frihed og flere muligheder, og han kender rigtig mange på skolen, så det er rigtig dejligt at hente ham og eftermiddagen og høre alt det han har at fortælle - eller at ville hente tidligere end vi "plejer" og så af og til blive mødt med, at han gerne vil blive længere. Han er vokset med sin nye "status" og Vil-selv er i endnu højere grad flyttet med end tidligere.
  Heldigvis elsker han stadig at putte og give knus og kram, så helt 100% stor og selvstændig er han ikke endnu ;-)


• Vi har skiftet psyk. Jeg var træt af at ethvert spørgsmål eller samtale blev mødt med "mere medicin". Jeg er godt med på, at han skal have medicin og naturligvis i den rette dosis. Men jeg vil også tages seriøst, når jeg spørger ind til hjælp vedr. f.eks. adfærdssregulering. Vi er godt i gang det nye sted, og selvom de ikke kan tilbyde samtaler, som jeg havde håbet på, så bliver vi taget godt vare på alligevel. Distrikssygeplejersken kommer snart på besøg i klassen (uden dog at gøre sig til kende overfor Ældste, da børnene i klassen ikke kender til hans diagnose. Hun vil ved observation se, hvordan hans trivsel i skolen er - og hvad vi (skole/forældre/sundhedssystem m.m.) kan gøre yderligere for at hjælpe ham.


• Og så kan den stolte mor jo ikke lade være med at prale af at selvsamme dreng 10 dage før sin 11 års fødselsdag svømmede sig til sit første 1000 m mærke :-)
  OG at han fik mange gode ord med sig hjem, da vi var til skole/hjem samtale. Fagligt er han toppen-af-poppen, når bare han gider. Han er vokset og modnet og har ikke i samme grad udfald. Han er blevet meget bedre til selv at mærke efter og bede om en pause, når/inden det brænder sammen!


• Vækst har vi også endeligt fået svar på. Og nye tider er plottet i systemet. Ældste går næsten fri med forsinket vækst som forklaring på hans kun 130 cm som 11-årig. Yngste derimod har - som formodet - for lavt væksthormon og forsinket vækst, hvilket jo så er en rigtig god forklaring på hans kun 100 cm som næsten 6-årig.
  Vi skal afsted i maj og få fastlagt det videre forløb. Det hedder væksthormon-indsprøjninger, og det skal vi som voksne lære at give ham (med en pen, der ligner den man bruger, når man har diabetes). Dagligt. Så denne gang skal vi afsted både mor og far, for jeg er en forfærdelig kylling, når det kommer sig til det. Jeg SKAL lære det, men jeg vil ikke stå med ansvaret alene, og det har der heller aldrig været tale om ;-)
  Til september bliver der fulgt op på Ældstes vækst, som der sig hør og bør ved forsinket vækst. Han skal nok komme efter det - lover de.


• *HE* Og så har jeg prøvet min første - og nok også sidste - Zumba time... Det var ganske enkelt ikke hårdt nok ;-D Måske fordi jeg er i for god form til begynderholdet - trinnene var ikke specielt vanskelige, så måske hvis jeg havde prøvet et sværere hold, men jeg tror bare ikke, at det lige er mig...


• Sidste punkt eller deromkring er min træning til Lillebælt Halvmarathon. Min første af slagsen. Måske den sidste, det kan jeg ikke helt afgøre. Ikke fordi jeg ikke godt kan lide de lange løbeture. Min længste indtil videre var på 18,5 km i flot tempo. Jeg gik temmelig kold efter 16-17 km, men det var måske heller ikke det klogeste at begive sig så langt omkring på bare en banan og en kop grøn te! Jeg var pænt ødelagt i et par timer bagefter. Kender I tegnefilmene, hvor man bare kan se, hvor ondt en bule gør? Rødt og dunkende? Sådan en lilletå havde jeg, da jeg kom hjem. En stor fed blodvabel. ØV. Så hvis det skal være på den måde, så gider jeg ikke de lange ture.
  Det andet er tidsforbruget. Det er megasvært at finde 2 timer til en lang tur hver uge - foruden de 2-3 andre dage i ugen, hvor der skal sættes ½-1½ time af. Med alle de projekter og aktiviteter har det været et logistisk mareridt, der har spist af motivationen og lysten til at løbe. Jeg vil hellere løbe for sjov end fordi jeg skal...

...Det var det jeg sagde... Hvis du kom helt herned, er jeg ret imponeret ;-)

Jeg vil ikke love bod og bedring, men status er, at jeg har det godt, men travlt!