Stilhed er godt til at samle tanker og samle op på det, der er tabt.
Mandag den 2. marts døde Svigerfar efter kort tids sygdom.
Det var ventet, men ikke ventet så tidligt.
Heldigvis havde vi været hos ham kort tid forinden, således at også Drengene havde haft en chance for at se ham en sidste gang.
Svigerfar var en god mand, der havde arbejdet meget hele sit liv.
Også efter at han solgte sin forretning og gik på pension sammen med min Svigermor, var de meget aktive og rejste så meget, de kunne. Der var altid gang i et eller andet, for han kunne vist lide at have travlt. I en periode, hvor Ældste var lille, og vi arbejdede meget, hentede de Ældste og hyggede med ham til vi kom hjem. På den måde var vi rigtig meget sammen og havde det rigtig dejligt.
Flere gange var hele familien på ferie til Mallorca sammen, for de var ikke tilbageholdende med at invitere os med, hvilket vi helt sikkert nød i fulde drag. Der manglede aldrig noget, når vi var sammen med dem, men mådeholdende var de nu alligevel.
Svigermor døde desværre for 4 år siden også her i marts efter en uvindeligt kamp mod cancer, men heldigvis fik Svigerfar fat i den rigtige ende af hverdagen igen og fortsatte med at være udadvendt og aktiv, som de havde haft det sammen.
Her i januar begyndte han at få det skidt og blev indlagt på sygehuset for at blive diagnosticeret. Vi tog på skiferie i uge 8 og vidste, at det var akut leukæmi, men ikke hvor alvorligt - ej heller, om lægerne kunne gøre noget for ham.
Hjemme fra ferien finder vi, at Svigerfar ville blive udskrevet til eget hjem med hjemmepleje og den hjælp, han nu havde behov for. Hospice blev nævnt som en mulighed. En uge efter fik vi beskeden.
Drengene blev rigtig kede af at få beskeden, om at Farfar var død. Tog det på hver deres måde, som en snart 5-årig og en snart 10-årig kan gøre det. Og i så lang tid, som man nu i den alder kan holde "koncentrationen".
Yngste var meget bestemt. Han skulle ikke med til begravelsen. Ældste var lige så bestemt. Han ville med! Ingen af dem var med til Bedstemors begravelse, og Ældste har nogen gange siden fortrudt. Yngste valgte børnehave og Mormor denne gang og glædede sig derved.
Begravelsen blev en fin oplevelse (hvis man kan kalde en begravelse for det). Hele ceremonien og det derefter havde vi allerede på forhånd forklaret Ældste, også det med at vi ville græde - og at andre ville græde. Vi havde også husket det med, at ceremonien i kirken er det sørgelige, og at gravøllet i sognegården bagefter er mere muntert.
Ældste havde en god oplevelse ud af det og fik sagt godt farvel til sin Farfar. Præsten holdt en god prædken, og Manden Min holdt en flot tale til ære for sin far. Der blev nikket og smilet og grinet undervejs, helt som det var formålet.
Bagefter er der så mange praktiske gøremål at tage sig af. Og det skal gøres. Ikke fordi det skal være en undskyldning for 14 dages tavshed...
Comments