Dagen i går var først præget af ganske almindelig morgentravlhed, som ganske hurtigt blev afløst af eksamensforberedelser og nerver - eller noget, der ihvertfald kunne minde om det.
Manden Min havde foreslået overheads til fremlæggelsen af hovedopgaven. Den 80 siders rapport om Activity Based Costing, en analyse i en virksomhed. En undersøgelse af lønsomhed - og om ABC var en god metode til denne analyse... Metoden er god nok, men for kompleks i vores tilfælde.
Jeg var først "i ilden", 50 minutter før tid, men det vidste jeg godt, for jeg skulle til lige efter frokost (og der var sat en time af til frokost). Med overheads i hånden (som blev til en fremvisning på papir ved bordet) og 6 siders notater gik jeg "på" og talte og fortalte det bedste, jeg havde lært i godt 45 minutter næsten uden afbrydelser. Et par få spørgsmål undervejs - lidt til den teori, som jeg gennemgik, men mest til vores anvendelse af samme - og selvfølgelig til vores konklusion (både på resultatet og på metodens brugbarhed). Da 2. mand gik på, havde jeg næsten en times "radiosilence" i et rum for mig selv. Jeg var godt tilfreds med fremlæggelsen og nød på en sær måde stilheden og isolationen, inden vi skulle have karakterer.
Tilbage hos censor og vejleder, nu sammen med min skrivepartner...
Ikke andet end ros! Ros for en utrolig grundighed i teoriafsnittet (mit) - også lidt for grundigt, men set i lyset af vores gradbøjning af metoden, så var det lige i øjet ;-) Ros til vores gennemførelse af analysen og til vores (noget omfattende) sammenligning med andre traditionelle og mere simple metoder, hvorefter vi kunne konkludere, at vi lige så godt kunne have brugt "den nemme måde". Vi havde fået vendt og drejet metoden, således, at der ikke var en finger at sætte nogen steder - nærmest kun kommaer...
Vi fik 12!
Tror nok, jeg var glad (og også noget overrasket, trods alt)! Desværre havde min skrivemakker ikke tid til at fejre sammen med mig, familien ventede, så det blev bare til en håndtryk og "Tak for kampen/samarbejdet" på parkeringspladsen, hvorefter jeg selv kørte i Bauhaus og købte en excentersliber!
Super mange gange tillykke, hvor er det bare sejt gået oven i familieliv og alt det andet som rumsterer hos jer.
Knus
Posted by: Carina | lørdag, 31 maj 2008 at 21:50
Stort tillykke med det :)
Posted by: Frederikke | søndag, 01 juni 2008 at 07:25
Ej, hvor flot. Tillykke med 12tallet!
Posted by: Tina | søndag, 01 juni 2008 at 11:42
Tak!
Sidste eksamen venter i morgen... 6 timers skriftligt. Jeg håber det går, så jeg snart kan blive et "almindeligt" menneske igen ;)
Posted by: MrsBaloui | søndag, 01 juni 2008 at 12:46