Min bedste ven i disse dage med hovedpine, feber og forkølelse!
Thermokanden med Rooibos te bliver fyldt et par gange om dagen, for jeg gider ikke det der urteværk lige nu. Jeg er ellers vokset op med Marcussens urtete, men favoritten er lige nu Yogi Rooibos te. Den smager lidt som julete blandt andet fordi der er kanel og kardemomme i.
Jeg er hjemme også i dag, for forkølelsen har sat sig på halsen også. Hovedpinen er den samme, men heldigvis er næsen ikke helt så slem i dag, som den var i går.
Det er -som altid- et dårligt tidspunkt at blive syg på i forhold til job, for der er mange ting, der skal være færdig til messetid i næste uge, men der er ikke noget at gøre...
Faktisk synes jeg, at der måske tegner sig et mønster? Jeg er ikke normalt meget syg, men i den sidste tid har det vist været noget mere.
Men det er nok ikke job alene, for der er jo også den der hovedopgave, og så er der tankerne om et nyt hus. Hvis sidstnævnte bliver til noget, skal I nok høre mere...
Heldigvis er det ikke koldt i dag, for de har lukket for varmen pga. rørarbejde i gaden. Det kunne have været kønt at være hjemme og syg og så ikke kunne holde varmen ;) Derfor er jeg også pænt pakket ind i et fleecetæppe og -trøje - og den bærbare på lårene varmer også helt godt.
Og nu... Nu vil jeg finde lidt frokost i køleskabet - og skrive noget mere på den hovedopgave, der plager mig dag og nat...
Comments