Mine to dejlige drenge derhjemme ligner hinanden - og så alligevel slet ikke... Der er ingen tvivl om, at de er brødre, for udseendet på de to har mange lighedspunkter - selv smilehullet har de begge arvet fra mig ;)
De har begge et heftigt temperament. Ikke underligt eftersom den del af genetikken kommer fra begge forældre - så skal det da gå galt, skulle man mene... Men mens den ene (Yngste) viser sine frustrationer som en eksplosion, har Ældste efterhånden fået mere styr på det. Jeg er bare bange for, at han i stedet implodere og ikke får luft for sine frustrationer - og dem har han trods alt nogle stykker af.
Ældste klarer sig fint i skolen, men det er en sej kamp alligevel. Det er jo ikke det faglige, der er problemet, men mere det sociale. Det er stadig svært for ham at passe ind - at høre efter, gøre hvad der bliver sagt - og sidde stille og koncentreret. Heldigvis for hans Støttepædagog, en dejlig og varm dame, der vil ham og som ser ham på et andet plan end lærerne. Hendes fokus er det pædagogiske-menneskelige og ikke selve læringsdelen, og det giver ham hjælp i de 10 timer, hun er der om ugen.
Ældste er stadig meget opmærksomheds- og voksensøgende, men vores nye klasselærer synes at klare det fint.
Yngste har det også godt i børnehaven. Vi har haft fat i dem igen, fordi vi synes morgen-afleveringssituationen er for passiv, ikke særlig imødekommende og ikke (spor) hyggelig. Vi erkender, at vi har været forkælet til det unævnelige i vuggestuen, men det er ikke OK, at der sidder 2 pædagoger/voksne på deres bagdele og drikker kaffe inde på stuen, alt imens de fleste børnene er at finde på gangen og den ubemandende stue. Der sker mange ting i den forgang, der nok kune tåle en voksens påtale. At blive mødt af De Store Drenge, der straks siger "DIG! gider vi ikke lege med" er lidt af en bøvs at få lige fra morgenstunden... Især for en lille dreng, der hellere end gerne vil lege med dem. Sagde de det så bare pænt, så var det jo OK.
Meldingen fra Manden Min til morgen var, at de havde oppet sig - at De Store Drenge var blevet samlet og legede roligt sammen i et hjørne og at der var hygge omkring bordene og et varmt "GOD MORGEN" fra de voksne. Selv den forsvundne sko var fundet (den har været væk i 3 dage og et par nye var indkøbt)!
De er begge født med gode hoveder og en naturlig nysgerrighed og kan (tror jeg) blive til lige, hvad de har lyst. Temperamentet kan bruges som drive til at kunne og ville mere - og opnå det, men hvis man ikke lære at kontrollere det på en fornuftig måde bliver det en hæmsko...
Hvad er at foretrække? Implosion eller Eksplosion?
Godt indlæg.
Umiddelbart vil jeg vælge eksplosion, for i mange år gik mange af mine frustationer indad. Og til sidst blev jeg fyldt op og reagerede voldsomt som teenager. Omvendt har min søster i mange år lidt med eksplosioner, som du kalder det.
Så det er et svært spørgsmål, det bedste er jo en middelvej, det har jeg fået lært mig som voksen.
Men det er svært at være menneske.
Posted by: ME | torsdag, 27 september 2007 at 10:27