eller lev med det og hold op med at brokke dig!
Det burde være disse dages motto...
Jeg er ikke helt tilfreds med situationen som den er, men er heller ikke parat til at gøre noget ved det. Så må man jo tie stille med sit brok og se at komme videre!
Hvis ikke jeg kan sætte ord på min utilfredshed, hvad er der så at komme efter? Og er jeg ikke bare nogengange en forkælet mokke? Hvor går grænsen mellem rimeligt og urimeligt?
Jeg er ikke god til at sige undskyld, men jeg øver mig... Og kan ordet ikke finde vej ud af min mund i tide, så er et på SMS efterfølgende bedre end ingenting. Faktisk udløste det et tilbage - og så løb tårerne.
Hvofor er det så svært at sige, hvad man (jeg) mener og føler? Altså når det er på den negative side...
Hvis man ikke kan sætte fingeren på hvad der er galt kan det jo være svært at gøre noget ved det.
Det er heller ikke alt man kan gøre noget ved.
Men det er rigtigt at brokke sig gør det ikke bedre.
Gør noget ved det eller se det positive i det hvis det ikke kan ændres. Det er så let at sige, men svært at efterleve
Posted by: Carina | torsdag, 06 september 2007 at 17:52
Det kræver sin kvinde, at sige undskyld.
Det er vel svært at sætte ord på det negative, fordi man er bange for at såre?
Posted by: Mille | fredag, 07 september 2007 at 11:00