Jeg ved godt, at det ikke lige var os, du gad at besøge sådan en fredag aften tidligt - og at der pludselig er langt til Randers, når man har kørt (last)bil hele dagen.
Tak til Tina, fordi du satte hårdt mod hårdt og endelig fik vores pakke frem til os. Efter at vi i en uge havde ringet hver dag til DHL for at rykke efter pakken - og forinden måtte rykke hos Exit Kids for at få den afsendt.
Nu er den her - udpakket og næsten samlet - og vores otteårige kan næsten ikke vente med at få den på gaden og få den afprøvet.
Det er en spritny cykel!
Som Ældste har vundet i en konkurrence på nettet :-)
Det passer jo smukt med, at vi stod foran at skulle købe en ny cykel til ham, da den gamle er blevet for lille efterhånden.
Traxxis Shoc siger os intet, men det er det eneste, der står på cyklen - udover Exit og Shimano... Der er 12 udvendige gear og derfor ingen fodbremse, så det bliver spændende at se, hvor hurtigt Han vænner sig til det.
Men... Tilbage til Alex og Tina - de to medarbejdere hos DHL, der ved fælles indsats fik pakken leveret. I mandags lå nemlig en seddel i postkassen, at DHL havde været på vores adresse og forsøgt at levere pakken, men uvist af hvilken grund havde chaufføren ikke bare afleveret til naboen (en butik), som de "plejer". Jeg skyndte mig at ringe til DHL for at aftale levering dagen efter - og satte et brev på postkassen om, at pakken kunne leveres hos naboen...
Tirsdag skete ingenting - jeg ringede og rykkede, og forklaringen var, at pakken slet ikke havde været læsset. Onsdag skete ingenting - jeg ringede og rykkede, og forklaringen var, at pakken slet ikke havde været læsset. Jeg blev lettere sur, om fortalte, at det også havde været tilfældet dagen før. Torsdag skete ingenting - jeg ringede og rykkede, og forklaringen var, at pakken slet ikke havde været læsset. NU synes jeg ikke det var sjovt mere og brokkede mig højlydt! Flere undskyldninger og lovning på, at i morgen ville jeg helt sikkert få leveret pakken.
Derfor var jeg også noget spændt, da vi kom hjem fredag... Ingen pakke!
Heldigvis fik jeg fat i Tina hos DHL. Hende havde jeg også talt med dagen før, så hun kendte vores problem og lovede at gå ind til chefen og bagefter ringe tilbage med en brugbar løsning.
Løsningen blev, at nogen måtte køre en ekstra tur for at levere vores pakke til os - fredag sen eftermiddag/tidlig aften.
Alex blev valget, og selvom han intet kender til Fyn, var ved at hænge fast i en viadukt og køre modsat ensretningen, fik han ved GPS og min hjælp fundet vores adresse, så Ældste kunne få sin cykel.
Tak! fordi I gjorde min dreng glad!
Efter at have ventet næsten 14 dage på sin gevinst, står den nu i spisestuen og venter på sin første tur.
Det er så godt at høre, når nogle tager ansvar i stedet for hele tiden at undskylde. Det var da en lækker præmie.
Posted by: Lene | søndag, 19 august 2007 at 20:51