MrsBaloui

Om 2 timer

sidder jeg igen i eksamensstolen og sveder. 4 timer med Økonomistyring. Jeg håber, at jeg er godt rustet, det føles sådan, men hvis nervøsiteten får for godt fat, kan jeg gøre det meget svært for mig selv.

Tænk på mig, vil I?

Mellem 9 og 13 i dag. Det er den sidste skriftlige eksamen i denne omgang, så mangler jeg bare den sidste i Skatteret.

Hun har jo selv valgt det

Det var vist slutbemærkningen på historien om den bekendte, der knoklede rundt fra kl. 5.00 om morgenen til langt ud på aftenen for at få familie, studie og arbejde til at hænge sammen trods det, at hun ikke var enlig mor. Det er historien om kvinden, hvis far havde rejst sig i vrede, da hun kom hjem og fortalte at hun var gravid. Kvinden, som er gift med en serpisk mand, der er mand med stort M i serpisk forstand, og derfor ikke rører en finger i den hjemlige husholdning, men går på arbejde og kommer hjem til avisen og med krav om at få aftensmaden serveret.

Slutbemærkningen fik mig til at tænke på valg - eller fravalg, eller manglen på samme.

Når man ikke vælger fra, vælger man jo til - og omvendt. Det man ikke vælger, vælger man fra!

Det er jo ikke sikkert, at kvinde i historien aktivt har valgt det liv, hun lever - aktivt har sagt til sin mand. "Jeg ordner det hele!" Men hun har nok heller ikke formået at få valgt fra (i tide). For fravalg bliver sværere med tiden som går. Og trælse ting vokser sig store og en dag fylder de det hele, men prikker man hul, så eksplodere hele ens verden, og man skal til at samle alle stumperne op igen.

Historien om kvinden, handler ikke om mig. Men tanker om valg og fravalg har siden luret. Hvad er det, der tegner vores liv, og hvorfor vælger vi som vi gør?

Jeg synes selv, at mine valg er gode - heldigvis- og fornuftige og gennemtænkte, men jeg tænker også tit på, hvor meget tilfældigheder spiller ind. Hvor meget ville jeg lave om, hvis jeg vidste, det jeg ved i dag? Og hvor længe vil man vente på at tage et valg - uanset hvilket - hvornår er det rette tid?

Jeg havde mange flere tanker i hovedet ;-) Men de er ikke nemme at få samlet her hvor jeg er nu. Der er for meget at lave og for meget uro - godt for det, for jeg skal jo slet ikke skrive her - nu.

Og alt det her vrøvl er ikke brok, men et behov for at tømt hovedet til andre ting, som et møde i børnehaven, en samtale med skolen, en eksamen på fredag - og for at få plads til livet derudover...

Tomhed...

Der er underligt tomt i mit hovede... Eller... Det er der jo ikke, for der foregår en masse i/omkring mig - både praktisk, økonomisk og  tanke- og følelsesmæssigt.

Jeg går på arbejde, handler ind, laver mad, læser til eksamen, smører madpakker, går til eksamen, henter børn og tager med til fritidsinteresser og ... Alle de der hverdagsagtige ting, som passer ind i enhver Mors liv.

Og lige nu sidder jeg på arbejde, og der er næsten helt stille - og jeg kigger ud på blomstermarken ved siden af, og jeg føles mærkeligt rastløs og alligevel sidder jeg helt stille.

Det er en mærkelig fornemmelse af at have behov for udvikling og alligevel ikke ville have det spor anderledes end det er nu... Ikke flere udfordringer til mig tak - ikke mere ansvar eller bindinger og i et svagt (meget svagt) øjeblik ønsker jeg mig helt alene. Men det er væk med samme vindpust, som det kom.

Jeg læser hos Spiffy om det at gøre rent bord med veninder, der ikke rigtig duer til veninder mere - og videre hos Knockmeout om det samme - om det at udvikle sig i hver sin retning for til sidst at skilles på en mere eller mindre dramatisk måde. Når jeg tænker tilbage på min ungdomstid, så har jeg vist aldrig haft de der veninder, som man fortæller alt. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvis jeg har. Og hvad jeg vil sige med det, ved jeg ikke...

Jeg ved bare, at der er 16 minutter tilbage af min arbejdsdag, og at jeg lige så godt kunne have blevet hjemme hos familien, for der havde jeg gjort mere gavn!