I susende fart så man os på vej mod vand og strand fredag eftermiddag. Solen skinnede, og vi snakkede og glædede os til en weekend alene. Mormor havde overtaget hjemmet og styringen af to dejlige børn, der glædede sig til alle de ting, de skulle sammen med hende.
Vi taler godt sammen, Manden Min og jeg. Endnu bedre, når vi er på tur. Og for en, der altid har et øre i nærheden af, hvor børnene er - eller altid har en madpakke der skal smøres, vasketøj der skal ordnes, børn der skal hentes eller er på vej til HD eller ud at handle er det en fryd for hele kroppen og sjælen at have intet andet end sig selv og sin elskede at tænke på.
Luksuslejligheden, som vi havde lejet, var virkelig luksus! Og Stor! Og med udsigt så lang øjet rækker til hav, strand og svaner. Det var en rigtig dejlig overraskelse, at det var så stort ;-)
Og jeg skylder at sige, at jeg blev færdig med min opgave - fint til tiden - og at jeg tror, den blev god. Jeg skal til eksamen i den d. 30. maj. Den første eksamen af fire på dette semester.
Lørdag aften stod på koncert.
Vi havde købt siddepladser, for det der med at stå i en stor klump sammen med 25.000 andre mennesker i et stort asen og masen (som Anne oplevede) er ikke lige os.
Men altså...
Det var en god koncert... Ikke mindst fordi vores ellers OK siddepladser blev erstattet af endnu bedre pladser. Fordi der stod en stor tankvogn af en slags og spærrede for den udsigt, vi ellers ville have haft.
Bag om dansen er jeg nok kommet i det pulserende musikliv, for jeg havde ingen anelse om, hvem 1. opvarmningsband var - heller ikke efter at de - efter andet nummer - præsenterede sig som Grand Avenue. Bedre blev det ikke, da en lille irsk dame kom på scenen... Jo-jo et enkelt nummer havde jeg da hørt før, men at hun hed Sandi Thom fandt jeg først ud af om søndagen, da jeg læste et par anmeldelser på nettet...
Jeg skal ikke lyde negativ, for det var en fin koncert. Jeg må bare indrømme, at jeg nok mere er til når Anna David, Martin Brygmann m.fl. tager en tur rundt i landet i juni...
Lyder som en skøn weekend og ungerne har garanteret hygget lige så meget med deres mormor :-)
Posted by: Moster Tulle | tirsdag, 22 maj 2007 at 09:38
Jeps :) Alt åndede idyl, da vi kom hjem.
Posted by: MrsBaloui | tirsdag, 22 maj 2007 at 13:27