Yngste havde en dejlig fødselsdag i mandags. Var godt nok vågen tidligt, så han måtte puttes i seng igen med ordre på, at vente der og lade som om han sov, så vi kunne synge ham vågen med fødselsdagssang, lys og gaver. Og der lå han så næsten tålmodigt, indtil vi andre var kommet op, og Ældste havde fået øjne nok til at være med. "Hvornår kommer I?" lød en lillebitte stemme så fra sengen dernede i soveværelset - og jo! Det gjorde vi. Vi listede ind, og der lå han med sammenklemte øjne og lod som om :-) Vi sang fødselsdagssang, og han fik gaver, som han åbnede meget omhyggeligt og som bragte glæde.
I køkkenet ventede endnu et par gaver, og især en stor med LEGO Teateret skulle afprøves med det samme. Der kan laves mange gode historier og især lyden af tryllestaven og sværdslaget fik fantasien i gang.
Prinsen blev (af Heksen) tryllet om til en frø, men blev reddet af Prinsessens kys. Derefter måtte han kæmpe med Den Onde Troldmand om at komme op til slottet, hvor han blev mødt af trompetfanfarer og Kongen og Dronningen.
Så måtte jeg køre... For tredje gang i Pinsen - og for anden gang på en af Yngstes fødseldage tilbragte jeg hele dagen på mine bagdel i et klasselokale med at terpe til eksamen. Men heldigvis for de manuduktionskurser!
Jeg sad der - på skolebænken, og hjemme måtte Manden Min tage slæbet med at gøre klar til fødselsdagsgæster OG passe børn! Og jeg kom først hjem 1½ time efter, at gæsterne var kommet - for man kan ikke invitere til fødselsdagskaffe til klokken halv seks. Heldigvis havde de været flittige med kameraet, og Yngste var blevet ovenud begejstret for Mormor/Morfar/Mosters gave - et skateboard med sikkerhedsudstyr. Heldigvis var der boller og kage klar i fryseren, som bare skulle varmes op - helt hjemmekøbt fra Føtexbageren ;-)
Den der samvittighed ramte mig med over 110 i timen, da Yngste totalt nægtede at hilse på... Ikke, at det ikke er sket før, men det føles bare ekstra svært, når hele den "ydre" familie også kigger på. Og FAR skulle putte, da det blev sengetid... At klokken så ikke engang blev midnat, før Yngste kravlede ned i sengen til mig - det er jo en anden sag ;-)
Og det blev jo ikke bedre af, at tirsdag møder jeg så tidligt, at Manden Min gør børnene klar og følger i skole og børnehave.
Og det er svært at være Yngste og gå i børnehave. Og det er svært at være forældre, når ens barn bare er rigtig ked af - og ser meget trist og forladt ud, når man går. Og det er svært at være forældre og se mærke, at de voksne ikke rigtigt er nærværende - eller forstår at inddrage børnene i legen og aktiviteterne fra morgenstunden. De sidder bare der (altså de voksne)... Og det er svært i et nyt miljø, når vi nu for pokker var så glade for den vuggestue!!! Men heldigvis er det ikke svært at komme i dialog med lederen i børnehaven... Den samme leder, som er i vuggestuen, og som vi kender så godt. Derfor skal vi mødes med hende og de to voksne i Yngstes gruppe i næste uge. Manden Min snakker om at flytte Yngste ind på den anden stue, hvor Bedstevennen går. Måske det kunne være en god løsning. To fluer med et smæk ;) Bedsteven og andre voksne...
Heldigvis kan vi så engang i mellem hente ekstra tidligt. Som i dag, hvor jeg har været til eksamen... Selvom det var tidligt på formiddagen, at jeg skulle op, havde jeg på forhånd sagt på arbejde, at jeg ikke kom.
Det var bare skønt at kunne køre hjem og skifte til træningstøj og PowerWalke en times tid i skoven i selskab med Charlotte Bircow, fuglene og min Discman. Det er næsten et år siden sidst! Trist, men sandt - og det kan ses på tallene på vægten...
Efter skovturen fik jeg mig et velfortjent bad og hentede Yngste. Han blev både glad og sur over at se mig. Da den første surhed havde lagt sig ville han rigtig gerne hjem. Og eftermiddagen og aftenen har været god og rolig uden alt for mange sammenbrud og surmulerier. Ældste havde en skolekammerat med hjemme, og det er jo altid spændende - også for Yngste.
Om lidt vil jeg sætte mig i sofaen og bruge en ½ times tid på at gå nogle notater igennem inden næste eksamen, som på mandag er skriftlig og nok ikke helt nem at komme igennem...
Hvor virke mange dele bekendt. Sidder selv i eksamenssumpen ... suk.
Pøj, pøj med det hele. Glæd dig til du er igennem og forhåbentlig kan puste ud og være der for ungerne, sådan som du gerne vil.
Posted by: Fru Green | onsdag, 30 maj 2007 at 21:34