Det skal vi altså... NU! Ikke i morgen eller om 14 dage, om flere måneder eller halve år...
Så jeg har ringet raden rundt. Igen. Og nogle steder fået samme svar som sidst - med samme frustration til følge.
Heldigvis er der også gode nyheder imellem.
Vi har aftalt et møde med Friskolen. På mandag. Og på næste torsdag har vi måske møde med Skolen - altså den Ældste går på nu. Måske... For vi ved det faktisk ikke. Vi har fået datoen af Klasselæreren, da vi var til skole/hjem samtale, men ingen officiel indbydelse fra Inspektøren.
Til gengæld har Manden Min talt med Psykologen fra Børnepsyk. I dag. Her til formiddag efter at jeg havde ringet til dem for at rykke for en mødedato. De fik lavet en god og fornuftig aftale. Når vi har en aftale på plads med Friskolen - for det er ret sikkert, det vi gør - så holder vi et lille "formøde" med Psykologen og derefter et møde mellem den nye skole, Psykologen og os. For hvorfor "spilde" kostbar tid på at mødes med Psykolog og den nuværende skole, hvis vi alligevel flytter skole?
For Ældste ved ikke noget - og skal ikke vide noget, før det er definitivt! Han gør sig så mange bekymringer og prøver på alle mulige måde at passe ind. Og falder igennem gang efter gang, den stakkels dreng.
Heldigvis har Påsken gjort ham godt. Vi har cyklet, løbet på løbehjul, leget i haven og spillet spil. En enkelt drengefødselsdag med bowling blev det også til. Og hele 2(!) gange er han blevet inviteret over for at lege. Hos samme dreng. I går gik de 2 timer på golfbanen, og de havde haft det skægt.
Der sker så mange ting i vores liv...
Jeg håber at I finder den bedste løsning for jeres dreng. Det lyder som om at I er godt på vej. I handler nemlig. Det skal man, ellers sker der desværre ingenting. Godt han har nogle kompetente og handlekraftige forældre :O)
Posted by: Tina | tirsdag, 10 april 2007 at 21:27
Det lyder som taget ud af vores liv... Nå men yngste går på en friskole... og det har vi bare været så glade for... Der er så meget højere til loftet :-)
Pøj pøj med det..
Posted by: Busterliguster | tirsdag, 10 april 2007 at 21:40
Pøj pøj, det er det værste når man kan mærke og se ens børn ikke trives. Det gør ondt. Men så rigtigt som Tina skriver, I handler. Du skriver som en meget kærlig mor. Godt han har dig.
Posted by: Kontorchefen | onsdag, 11 april 2007 at 08:27
Når jeg læser dine indlæg, tænker jeg, at I er nogle helt fantastiske forældre, hvor er han heldig, det er hos jer, han er blevet skabt. Jeg kender for mange, der bare lader forskellige issues stå til, i håb om at tingene ændrer sig af sig selv, og det på bekostning af deres børns liv og fremtid.
Det holder ikke.
-Og tak for dine tanker om Viggo tidligere, jeg er helt enig. Vi har en fantastisk psykolog i vores vennekreds som har kigget lidt på ham, han mente at nu skulle vi lade ham starte i den lille børnehave, og så give ham et halvt år der, men hvis ikke det hjælper på hans socialisering, må vi også i gang med at handle.
Posted by: vibstjert | onsdag, 11 april 2007 at 09:44
Hvor er det spændende!
Er super taknemmelig for at du lader os være med fra sidelinien!
Håber den helt HELT rigtige løsning er lige om hjørnet!
Posted by: GitteK | torsdag, 12 april 2007 at 10:17