Kan man vende på en tallerken?

Der er ikke mange ord i mig. Eller meget arbejde i mig. Og desværre heller ikke meget søvn i mig. Vi har mange pinde i bålet - eller bolde i luften, og i øjeblikket brændes lysene i begge ender...

Så kan jeg vist heller ikke finde på flere metaforer?!?

Til trods for, at vi igen og igen snakker om ønsket om at leve et ukompliceret liv, hvor der er plads til at være syg en enkelt dag uden at resten af familien render forvirrede rundt om hinanden eller at der er opgaver, der så er endnu mere presserende, når man bliver rask.

I flæng kan jeg nævne Moms. HD. 4 x Eksamen (til førnævnte). Årsregnskab x 2. Selvangivelser x 2 (den udvidede slags og noget med en virksomhedsordning). Yngstes Børnehavestart. Ældstes skolegang. Møder med skole(r), psykolog m.m. Et almindeligt lønarbejde - godt nok kun 30 timer, men det skal jo passes. Lederuddannelse (ikke min). En snarlig koncert og kæresteweekend, hvor der mangler noget lækkert overnatning ved vand i nærheden af Århus. Til rækken af manglende opmærksomheder ligger også et vægttab, der er blevet til en -øgning og mangel på motion (og motivation).

Der er masser at ponke sig selv i hovedet med - og jeg gør det... Med jævne mellemrum. Fokuserer på alt det jeg ikke når og når endnu mindre...

Tilbage til det med tallerkenvendinger!

Mødet i dag var positivt, fremadrettet og konkret! Skolen var mødt talstærkt op med Skolepsykologen, Støttelæreren, Støttepædagogen (både i SFO og klassen), Klasselæreren, Matematiklæreren, SFO-leder og Inspektøren selv. Vi var jo os to forældre, så vi var 9!
"Turen rundt" var god. Vi fik både skidt og godt på bordet. Vi fik luftet vores holdning til "Loftet", og lærerne fik på en bedre måde beskrevet deres bevæggrunde for at sende ham derop.
Vi fik snakket meget om, hvad det så er der trigger hans anfald af vrede/utilfredshed/frustration og xxx (alle de andre negative følelser). Og vi tror efterhånden, at det handler om, at han ikke kan håndtere dem - at selvom fornuften ved, at det er forkert at bide/sparke/slå, så er det impulsen, der bestemmer i det øjeblik, hvor han er trængt. Han kan også blive uhyggeligt ked af det uden på forhånd at have nogen dybere indsigt i "problemets" omfang.
Skolepsykologen havde noget konkret i posen til os. Noget, der kunne være en plan at få undersøgt. En BRIEF eller på dansk "Adfærdsvurdering af eksekutiv funktion". Så vi har fået et forældreskema med hjem med 86 spørgsmål, og skolen har fået et andet. Med resultatet af den i hånden tager vi så endnu et møde med Børnepsyk - denne gang bare inkl. Skolefolkene, for de mangler virkelig noget konkret at gå efter.
Vi andre har sagt ja (eller OK) til at besøge noget familierådgivning for at få input til hvordan vi takler Ældstes frustrationer. Vi følte os nok lidt pressede til at sige ja, men lad os nu få det bedste ud af det! Som jeg ser det, kan vi kun komme godt videre - enten med tips/tricks og gode råd til at komme videre eller med en bekræftelse af, at det vi gør er godt nok/det rigtige.

Vi har valgt! Vores Folkeskole er det bedste valg for Ældste. Ihvertfald for nu. Der er lærere, pædagoger og andre mennesker (ja ;) Inspektøren hører til denne sidste gruppe), der vil vores Ældste. Vi vil! De vil! Han vil! -slet ikke mindst-

Og hov... Så var der alligevel ord, og træthed. Måske især også i morgen tidligt, når fredagen kalder.

Tak! Tusind Tak! for alle jeres input til mit sidste indlæg. De varmer helt derind, hvor tårerne kommer fra.

Og til Palle: Jo! Vi har mere end een gang talt om at kontakte GiftedChildren. Vi er bare ikke kommet videre... Vi har også haft kig på Mentiqa, men mener ikke, at det er noget for vores Ældste (endnu og måske aldrig).
Tak Kontorchef, fordi du forsøger at give input fra den anden side af kateteret. Vi er nu endnu mindre i tvivl om, at det er mere manglende erfaring end "dumhed", der gør, at det er så svært at håndtere/takle vores Ældste.
Til Damen: JOW! Man får et ætsende behov for at handle! Og følelsen af, at det er vores skyld, at vores dreng ikke trives i skolerammerne, men fint derhjemme. Vi er blevet bedre til at stille krav, men forpligtende krav. Vi ved, at der er mange ting, som vi er den bærende del af. Det er til tider ret hårdt og noget tungt, men det er vores dreng.

Til tider ønsker jeg, at der var en eller anden diagnose, man kunne sætte på ham, for på den måde var det nemmere at få hjælp. For så ville der findes en form for "brugsanvisning" - eller i det mindste noget erfaring at trække på.

Comments

[Palle]

Vi har selv været omkring Mentiqa i KBH et år (6.kl). Det var det første år for Mentiqa i KBH: og der var en masse inkøringsvanskeligheder. Den tvivl jeg havde indne start som gik på, hvordan man lige ville håndtere 100 outsidere (jeg tillader mig at bruge dette ord og det er ment positivt) med en lærerstab som på forhånd ikke havde prøvet det før osv. osv. For 6.kl gik det absolut ikke af flere grunde, lærernes kompetancer, forældrene og børnene. Den klasse var ren kaos. Skolen var kaos. Men - det år vi var der, fik Magnus øjenene op for at han var blandt nogen som tænkete og agerede som ham. Så der skal ikke være nogen tvivl om at det var godt. Vi valgte do at sige farvel af den simple årsag, at 9. klasses afgangseksamen ikke var så langt ud ei fremtiden og vi følte ikke at Mentiqa på daværende tidspunkt var gearet til at køre de unge mennesker i stilling til dette. Efterfølgende er der sket en masse på den skole og der er også skiftet både navn og ledelse.
Vi valgte Kildegård Privatskole i Hellerup og nu er der heldigvis kun 5 uger tilbage inden 9. klasse afgangseksamen begynder. Vi alle 4 i vores familie glæder os. Så efter 9. klasse slipper Magnus ud af 7 års skolegang (han har sprunget et par klasser over af to omgange)i folkeskoleregi, hvoraf en stor del er brugt på hjemmedage fordi han simpelthen ikke orkede ventetiden og på at få udfordringer. Nu er han 14 og fungerer rigtig rigtig godt. Karaktermæssigt, kanon, socialt kanon og modenhedsmæssigt. kanon. Den 2. august rejser han til Paraguay et år som udvekslingsstudent igennem AFS idet han og vi synes at det er lige tidligt nok at komme i gymnasiet selvom han både er erklæret egnet og sågar optaget. Men vi venter et år og når han så kommer hjem igen starter han på Niels Brocks elitegymnasiun.
Han ig vi er her i dag, fordi vi i hans oprindelige folkeskole havde en erfaren og rigtig rigtig god skolepsykolog som ved første færd fangede signalerne. Det hele startede med lidt småballade i timerne (2.kl). Ja han kedede sig og sp bad vi om hjælp med det samme og så testede hun ham og så røg han i 3. kl. Så kom Mentiqa endelig og vi stod skulle/skulle ikke. Vi valgte skulle og så startede han der i 6. kl. Efter 6. startede han i 8.kl. og nu er det så endelig slut.
Jeg håber I får løst Jeres hen ad vejen, nej det hedder op ad bakke. For det er op ad bakke. Og tålmodighed og kampgejst er nødvendigt og et hvert tilløb til at nogen kommer i Jantelovsstemning skal promte slås ned. OMGÅENDE.

[vibstjert]

Kan så umådeligt godt følge dine tanker, mht diagnosen, også i forhold til forståelighed og ikke at skulle slås så meget, og kunne give en enkel forklaring på reaktionerne.

Derudover kommer yogalæreren med sine åndedrætøvelser, lige op i mig, når jeg læser dit indlæg. Her tænker jeg i forhold til stress, med alle de ting i har på programmet, samtidigt med alle tankerne i hovedet.
At få fem minutters ro i eget selskab, med ren ind- og udtrækning, enten med lukkede øjne, eller et sted med en skøn udsigt, kan altså være med til at give én flere kræfter, selv i den mest pressede situation.
Deltog engang i noget overlevelse-tv, med BS Christiansen, som sikkerhedsansvarlig, og selv den gæve militærmand, nævnte det som en god idé, inden sengetid, når vi blev udsat for så meget i løbet af dagen!
Håber ikke jeg lyder for hellig?

[GitteK]

Selvfølgelig kan man det!
-det lyder jo netop til at en masse er blevet drøftet og overvejet godt og grundigt!
Og denne vending har Ældste jo ikke mærket noget som helst til!

[mentiqamor]

Hej,

har søgt informationer om ny Mentiqa-skole på Google og er tilfældigvis landet her.

Mangler tydeligvis nogle informationer, men de reaktioner du beskriver fra din ældste fik mig op ad stolen.

Jeg kan se at I har været langvejs rundt i det etablerede system og har truffet et valg og dog - ønsker du dig en diagnose !!! for at kunne få hjælp...

Hjælpen er nær, et enkelt opkald eller et par klik på en hjemmeside og et helt bjerg af sten kan falde fra hjertet.
Sådan var det for os, da vi første gang fik kontakt til Gifted Children, som dengang sorterede under Mensa og Mentiqas grundlægger Pernille Buch Rømer.
Det var lykken t komme et sted hen, hvor folk ikke himlede med øjnene eller afstemplede os som pacerforældre (hvad vi ikke er, tværtimod), det var lykken at se vores barn slå sig løs med andre og være ubekymret og glad, fordi man jo heller ikke skal undervurdere den ensomhed, der følger med, når man altid er anderledes.
Det var lykken at læse på forum igen og igen, at der er andre, der har det på samme måde og det var lykken bare at kunne læne sig tilbage og acceptere vores familie og det højt begavede barn som det det er: en gave, selv om det er en besværlig en af slagsen og alligevel vil vi ikke undvære alle de små skøre indfald, den gode humor og de tossede idéer, som utraditionel tænkning medfører, ej heller vil vi undvære de rappe kommentarer, bagsædepolitiet (3årig: Du har glemt at blinke, mor) eller de endeløse diskussioner, fordi ALT skal forklares og begrundes.
Det var ligesom at komme hjem og jo - det er bedre end 1000 diagnoser - for på et slag er barnet godt nok, som det er, behøver ikke behandles, laves om, særligt opdrages, undskyldes og hvad ellers systemtilpasningen kræver af selvværdsunderminerende øvelser. Prøv det - helt uforpligtende - du kan til enhver tid forsvinde igen - www.giftedchildren.dk eller [email protected] eller [email protected]

Hvis du har et højt begavet barn vil du være ked af hver dag du har ventet. Hvis dit barn ikke er højt begavet behøver du ikke spekulere over det længere.
Vi er faktisk nogle søde, forstående forældre, der alle har siddet i samme båd. Og som har følt ufattelig lettelse ved at finde nogen med de samme problemer, som man kan snakke med. Chatte med. Holde ferie med. Have det sjovt med. Uden hele tiden at sidde på nåle. Og nye forældre er altid velkomne, også kun for at prøve det af.

Håber du har mod og lyst til at prøve!