Der er ikke mange ord i mig. Eller meget arbejde i mig. Og desværre heller ikke meget søvn i mig. Vi har mange pinde i bålet - eller bolde i luften, og i øjeblikket brændes lysene i begge ender...
Så kan jeg vist heller ikke finde på flere metaforer?!?
Til trods for, at vi igen og igen snakker om ønsket om at leve et ukompliceret liv, hvor der er plads til at være syg en enkelt dag uden at resten af familien render forvirrede rundt om hinanden eller at der er opgaver, der så er endnu mere presserende, når man bliver rask.
I flæng kan jeg nævne Moms. HD. 4 x Eksamen (til førnævnte). Årsregnskab x 2. Selvangivelser x 2 (den udvidede slags og noget med en virksomhedsordning). Yngstes Børnehavestart. Ældstes skolegang. Møder med skole(r), psykolog m.m. Et almindeligt lønarbejde - godt nok kun 30 timer, men det skal jo passes. Lederuddannelse (ikke min). En snarlig koncert og kæresteweekend, hvor der mangler noget lækkert overnatning ved vand i nærheden af Århus. Til rækken af manglende opmærksomheder ligger også et vægttab, der er blevet til en -øgning og mangel på motion (og motivation).
Der er masser at ponke sig selv i hovedet med - og jeg gør det... Med jævne mellemrum. Fokuserer på alt det jeg ikke når og når endnu mindre...
Tilbage til det med tallerkenvendinger!
Mødet i dag var positivt, fremadrettet og konkret! Skolen var mødt talstærkt op med Skolepsykologen, Støttelæreren, Støttepædagogen (både i SFO og klassen), Klasselæreren, Matematiklæreren, SFO-leder og Inspektøren selv. Vi var jo os to forældre, så vi var 9!
"Turen rundt" var god. Vi fik både skidt og godt på bordet. Vi fik luftet vores holdning til "Loftet", og lærerne fik på en bedre måde beskrevet deres bevæggrunde for at sende ham derop.
Vi fik snakket meget om, hvad det så er der trigger hans anfald af vrede/utilfredshed/frustration og xxx (alle de andre negative følelser). Og vi tror efterhånden, at det handler om, at han ikke kan håndtere dem - at selvom fornuften ved, at det er forkert at bide/sparke/slå, så er det impulsen, der bestemmer i det øjeblik, hvor han er trængt. Han kan også blive uhyggeligt ked af det uden på forhånd at have nogen dybere indsigt i "problemets" omfang.
Skolepsykologen havde noget konkret i posen til os. Noget, der kunne være en plan at få undersøgt. En BRIEF eller på dansk "Adfærdsvurdering af eksekutiv funktion". Så vi har fået et forældreskema med hjem med 86 spørgsmål, og skolen har fået et andet. Med resultatet af den i hånden tager vi så endnu et møde med Børnepsyk - denne gang bare inkl. Skolefolkene, for de mangler virkelig noget konkret at gå efter.
Vi andre har sagt ja (eller OK) til at besøge noget familierådgivning for at få input til hvordan vi takler Ældstes frustrationer. Vi følte os nok lidt pressede til at sige ja, men lad os nu få det bedste ud af det! Som jeg ser det, kan vi kun komme godt videre - enten med tips/tricks og gode råd til at komme videre eller med en bekræftelse af, at det vi gør er godt nok/det rigtige.
Vi har valgt! Vores Folkeskole er det bedste valg for Ældste. Ihvertfald for nu. Der er lærere, pædagoger og andre mennesker (ja ;) Inspektøren hører til denne sidste gruppe), der vil vores Ældste. Vi vil! De vil! Han vil! -slet ikke mindst-
Og hov... Så var der alligevel ord, og træthed. Måske især også i morgen tidligt, når fredagen kalder.
Tak! Tusind Tak! for alle jeres input til mit sidste indlæg. De varmer helt derind, hvor tårerne kommer fra.
Og til Palle: Jo! Vi har mere end een gang talt om at kontakte GiftedChildren. Vi er bare ikke kommet videre... Vi har også haft kig på Mentiqa, men mener ikke, at det er noget for vores Ældste (endnu og måske aldrig).
Tak Kontorchef, fordi du forsøger at give input fra den anden side af kateteret. Vi er nu endnu mindre i tvivl om, at det er mere manglende erfaring end "dumhed", der gør, at det er så svært at håndtere/takle vores Ældste.
Til Damen: JOW! Man får et ætsende behov for at handle! Og følelsen af, at det er vores skyld, at vores dreng ikke trives i skolerammerne, men fint derhjemme. Vi er blevet bedre til at stille krav, men forpligtende krav. Vi ved, at der er mange ting, som vi er den bærende del af. Det er til tider ret hårdt og noget tungt, men det er vores dreng.
Til tider ønsker jeg, at der var en eller anden diagnose, man kunne sætte på ham, for på den måde var det nemmere at få hjælp. For så ville der findes en form for "brugsanvisning" - eller i det mindste noget erfaring at trække på.
Recent Comments