I den sidste uges tid har jeg haft en del besøgende, der har Googlet "skisele børn". Den søgning har jeg også selv gjort en del siden jul - på alle mulige måder og varianter - for at finde en butik at købe en sådan i... Det er stort set umuligt at finde en dansk version af en online-shop med en skisele til børn. Og hvad er det nu lige det engelske ord for sele er? (tip: prøv "ski harness" eller "ski leash")
Her er derfor lidt om vores skisele (og til dem, der søger med bindestreg ski-sele ;)) indkøbt i Norge i 2007.
I juleferien 2006 så vi en Swix skisele i ski-shoppen ved Hemsedal Skicenter. Og vel hjemme igen ledte vi efter en lignende og måske billigere version. I Surf og Ski (både den i Vejle og den i Odense) fandt vi ud af, at de har en lignende, men ikke lige så elegant sele til ca. Kr. 200,-
Fordi vi nu ikke lige "kom forbi" hverken Odense eller Vejle inden denne gangs skiferie, valgte vi at købe selen i Hemsedal. Vi valgte shoppen, der ligger i kælderen under ICA i Hemsedal by. Det er ikke den billigste skiudstyrs-shop i Hemsedal, men vi vidste fra sidst, at der havde de den. Vi havde allerede været i shoppen ved skiudlejningen, men der var udsolgt for nu. Den kostede NOK 349,- og kan sikkert findes billigere, hvis man leder lidt længere tid, end vi gjorde.
Vores venner havde købt Surf og Ski-versionen, og vores er bare lidt smartere og lidt mindre.
Selen spændes om livet og ned mellem benene på barnet. Det er sådan, de fleste seler spændes. Selen sættes, så den lille bæltetaske sidder bagpå. I bæltetasken ligger seleremmen. Een lang rem, der spændes fast i siderne på selen. Foran på selen sidder også et øje, så selen kan sættes fast midt i foran. Det brugte vi slet ikke - heller ikke, når vi trak Yngste hjem på skiene... Selve "håndtaget" på remmen er (kunst)læder-betrukket og med elastik. Det betyder, at selen er behagelig og fleksibel at holde på. Man kan på den måde fint holde - og styre - barnet på god afstand, så man selv kan nå at standse (eller køre udenom), når barnet falder.
En god plov er alfa og omega, og det er altså benhårdt at stå på ski med de helt små. Er dine lårmuskler ikke i træning, så syrer de til ;)
Men ellers er det bare ud med ungerne i sneen ;) Hvis de vil! Lad være med at presse dem til mere end de tør, det kommer der ikke noget godt ud af... Det er bedre, at de står og kigger på transportbåndet eller liften i "timevis" og lige pludselilg får lyst til at prøve end at "tvinge" dem i gang, før de selv er parat... Vi har to børn på ski nu. En på snart 8 år og en på snart 3 år, men de har selv bestemt tempoet, og det har betydet større ski-glæde for dem og for os.
Rigtig god fornøjelse i sneen!!!
P.S. Og nej... Jeg får intet økonomisk ud af dette indlæg...
Vi har ikke brugt skisele til nogen af vores børn, vi har hver gang talt om det måske skulle afprøves, men hver gang har vi startet med barnet mellem benene (hårdt for rygmusklerne ud over lårene) og efter et par dage på den måde (måske kun 1½ alt efter startalder) efter kort tid kan man bruge stavene istedet for at holde i barnet. Når barnet kan stå selv og plove bare det mindste så kan man lade barnet stå ved siden af og holde i stavene som er på tværs. Når barnet så får mere styr på at dreje og plove kan det stå foran og holde i stavenes rigtige håndtag mens den voksne holder i enderne. På den måde så kommer barnet fra at bare holde balancen til at styre, dreje og standse selv i små trin uden at investere i ekstra udstyr.
Posted by: Carina | mandag, 05 marts 2007 at 21:29