Vi var jo til møde i torsdags på Børnehuset i Odense. Mere korrekt hedder det "Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus".
Vi var afsted hele familien og valgte at holde fri alle sammen hele dagen, og lave en familieudflugt ud af det. Vi tog i Zoo om formiddagen og så til mødet om eftermiddagen.
Vi havde en god formiddag i Zoo og endte med at have lidt travlt med at komme til mødet. Skidt med det, vi nåede det, og med den sædvanlige ventetid i det offentlige sygehusvæsen, så... Underligt, som det sjældent slår fejl - altså ventetiden.
Vi blev vist ind i et lille hyggeligt rum - spækket med legetøj, og med dejlige møbler, så Yngste var hurtigt i gang med det, han er bedst til, og vi andre fik en god snak med en venlig og meget imødekommende psykolog. En kvinde - Lone hed hun vist.
Først talte hun en tid med Ældste og spurgte til skolen, kammerater, hjemme og alt muligt andet. Han svarede fint og fornuftigt for sig, men vi voksne opdagede et par pudsigheder undervejs og måtte også et par gange rette lidt på ham, for nogle ting hænger fast i hukommelsen og andre gør bare ikke!
Efterfølgende gik vi voksne lidt for os selv, for selvom det er Ældste, der tales om, er det ikke alt, der er godt for børn at høre og spekulere over. Vi talte en del om, hvad vi som forældre forventede os af samtalen - hvad vi gerne ville have "undersøgt", og hvilke bekymringer, der var "størst". Så gik Psykologen i samråd med en overlæge, og vi fik ryddet lidt op efter en herlig leg, hvor stort set alt på hylderne var blevet taget frem. Ældste var ved at blive utålmodig. Han ville gerne hjem, men vi ville gerne blive til "finalen", så vi kunne komme videre med skolen og med alt det andet.
Det er ikke Aspergers! Og der er ikke tegn på hverken følelsesmæssige eller psykiske problemer!
Det handler i bund og grund om den kløft, der er mellem Ældstes intelligensmæssige og sociale udvikling. Han er ikke nået længere end til 5-års alderen rent socialt og kan mildest talt springe i stumper og stykker, hvis han taber i spil eller ting ikke går, som han synes. Vi har det ikke så meget derhjemme, men i skolen og SFO er det et stort problem (i følge den ene af støttelærerne er der ingen bedring, i følge den anden er der). Han skal - kort sagt - lære, at ikke alting er lige let her i livet. Han skal lære at håndtere modstand; han skal lære at tabe, og han skal lære at respektere/acceptere, at det er de voksne, der bestemmer.
Og hvordan lærer man så det? Jeg er ikke sikker på jeg selv helt har lært det endnu. Hvad gør du som forældre?
Posted by: Rikke | tirsdag, 30 januar 2007 at 09:36
Det, vi tror passer til vores Ældste, er faste rammer (har vi allerede) og knap så mange/lange forklaringer, når han spørger "Hvorfor".
Vi har fået bekræftet hos psykologen, at det er helt OK (og ofte påkrævet) ikke at ville forklare sine beslutninger og derfor bare kærligt afvise med "Sådan er det" eller "Fordi jeg er den voksne, og jeg bestemmer".
Man lærer at håndtere modstand ved at møde den i små bidder og få støtte til at komme videre. At få bekræftet, at man er OK, men at ens opførsel ikke er.
Rikke, du har da lært at styre temperamentet? Det er det, det handler om. Det er OK at have temperament, men man skal lære at styre det. Og NEJ, det er ikke altid let...
Posted by: MrsBaloui | tirsdag, 30 januar 2007 at 16:24
Jeg kan ikke altid styre mit temperament, det må jeg indrømme. Jeg har sloges med det hele mit liv, og det er et helvede at være en hidsigprop. Jeg arbejder stadig med det hver eneste dag. Jeg kan se at Daniel nok har arvet mit temperament, så jeg spekulerer i hvordan jeg bedst kan hjælpe ham.
Posted by: Rikke | onsdag, 31 januar 2007 at 08:42