Vi var jo til møde i torsdags på Børnehuset i Odense. Mere korrekt hedder det "Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus".
Vi var afsted hele familien og valgte at holde fri alle sammen hele dagen, og lave en familieudflugt ud af det. Vi tog i Zoo om formiddagen og så til mødet om eftermiddagen.
Vi havde en god formiddag i Zoo og endte med at have lidt travlt med at komme til mødet. Skidt med det, vi nåede det, og med den sædvanlige ventetid i det offentlige sygehusvæsen, så... Underligt, som det sjældent slår fejl - altså ventetiden.
Vi blev vist ind i et lille hyggeligt rum - spækket med legetøj, og med dejlige møbler, så Yngste var hurtigt i gang med det, han er bedst til, og vi andre fik en god snak med en venlig og meget imødekommende psykolog. En kvinde - Lone hed hun vist.
Først talte hun en tid med Ældste og spurgte til skolen, kammerater, hjemme og alt muligt andet. Han svarede fint og fornuftigt for sig, men vi voksne opdagede et par pudsigheder undervejs og måtte også et par gange rette lidt på ham, for nogle ting hænger fast i hukommelsen og andre gør bare ikke!
Efterfølgende gik vi voksne lidt for os selv, for selvom det er Ældste, der tales om, er det ikke alt, der er godt for børn at høre og spekulere over. Vi talte en del om, hvad vi som forældre forventede os af samtalen - hvad vi gerne ville have "undersøgt", og hvilke bekymringer, der var "størst". Så gik Psykologen i samråd med en overlæge, og vi fik ryddet lidt op efter en herlig leg, hvor stort set alt på hylderne var blevet taget frem. Ældste var ved at blive utålmodig. Han ville gerne hjem, men vi ville gerne blive til "finalen", så vi kunne komme videre med skolen og med alt det andet.
Det er ikke Aspergers! Og der er ikke tegn på hverken følelsesmæssige eller psykiske problemer!
Det handler i bund og grund om den kløft, der er mellem Ældstes intelligensmæssige og sociale udvikling. Han er ikke nået længere end til 5-års alderen rent socialt og kan mildest talt springe i stumper og stykker, hvis han taber i spil eller ting ikke går, som han synes. Vi har det ikke så meget derhjemme, men i skolen og SFO er det et stort problem (i følge den ene af støttelærerne er der ingen bedring, i følge den anden er der). Han skal - kort sagt - lære, at ikke alting er lige let her i livet. Han skal lære at håndtere modstand; han skal lære at tabe, og han skal lære at respektere/acceptere, at det er de voksne, der bestemmer.
Recent Comments