Havde det ikke været for en ½veninde engang i eftersommeren 1997, havde jeg nok ikke levet det liv, som jeg lever i dag...
En sommeraften i august lokkede hun mig til friluftskoncert på Amfiscenen foran Brandts Klædefabrik. To danske bands skulle spille, og Ibens var det ene. Jeg kan ikke huske det andet bands navn, men aften var lun, og vi hyggede os. Ingen af os var klædt til en bytur, for vi skulle bare have en pizza og nyde musikken og stemningen.
Jeg kan stadig huske den orange t-shirt, de slidte jeans, det uglede hår og det makeup-løse ansigt. Det var mig. Lige fyldt 22 og i et forhold, der hang mig ud af halsen.
Ingen af os havde lyst til at gå hjem denne dejlige og lune aften, så vi fortsatte til Café Oscar, hvor der var propfyldt. ½Veninden faldt i snak med en mørk og mystisk engelsktalende mand, og så var jeg lidt overladt til mig selv. Fik tiltusket mig en stol og blev budt en øl af en dejligt udseende mand, der dog lignede en, der kedede sig... Ikke længe efter var vi faldet i snak, som fortsatte det meste af natten, kun afbrudt af en tur på Kong Græs, hvor vi også kunne danse.
Rigtig nok, så var det Manden Min, jeg mødte der. Og vi har været nærmest uadskillige siden. Jeg havde godt nok lige et par udfordringer, inden det kunne blive os, men en anden veninde hjalp mig til at overkomme dem med både moralsk opbakning, husly og flyttehjælp.
Til august er det 10 år siden...
Nuhj.. jeg savner Ibens - og den blå blå cykel.
(psst.. jeg har skrevet kommentar til dit indlæg om ordbøger)
Posted by: Alice M | onsdag, 31 januar 2007 at 14:14
Hyggelige historie. Tillykke med de snart 10 år. Min mand og jeg har været sammen i 17 år om ganske få dage. På søndag tror jeg det er.
Posted by: Rikke | torsdag, 01 februar 2007 at 12:32