MrsBaloui

Søndag

Hvis nogen endnu ikke har opdaget det, så er der I dag 14 dage til jul, og det er anden søndag i advent.
Halvdelen af dagen er gået, og vi har hygget. Helt ned i tempo.

Drengene fik deres adventsgaver lige efter morgenmad. Lego som ønsket. Yngste fik Sir Adic (øverste billede). Ældste fik Toa Nuparo (nederste billede). De legede godt det meste af formiddagen, indtil Yngste begyndte at blive træt til sin middagslur.

Mens Yngste har sovet har vi andre siddet ved hver sin computer. Jeg har hjulpet Ældste igennem de spændende gåder i Metru Nui for at finde Enhry og beskytte byen.

Nu er Manden Min og Ældste gået i garagen for at skifte bilen i vintertøjet. Det kan vist ikke være for tidligt at skifte til vinterdæk, når datoen siger den 10. december. Ikke fordi temperaturen giver os det indtryk, men det skal jo snart gøres alligevel.

Yngste er stået op igen og er allerede igang med sine riddere igen.

Jeg må vist også hellere finde på noget andet og (i familiens øjne) mere fornuftigt.

Hvor er Mormor?

Klokken havde ikke sneget sig over 6.30, da der, i soveværelset - fra tremmesengen, med lille drengestemme, blev stillet det spørgsmål.

Frisk var Han, Yngstesønnen og ville ikke ligge og putte med Mor helt stille eller ret længe, så vi listede op i stuen, hvor Ældstesønnen allerede sad og hyggede sig med morgenfjernsyn.

Vi var til julefrokost i går. Manden Min og jeg. Det var rigtig hyggeligt, og vi var i godt selskab med et vennepar. Maden var god, serveringen var høflig og perfekt afmålt. Maden blev serveret ved bordet, og øllene blev skænket i nye glas for hver gang, vi valgte en ny slags. Da vi senere på aftenen sad på byens nye Café og nød en godnatdrink, blev antallet af øl (både mængde og slags) talt, og vi endte op med, at vi på en hel aften hver havde fået, hvad der svarer til 2½!

Har du nogensinde været til en rigtig god, hyggelig og sjov julefrokost - uden børn - og alligevel kun drukket 2-3 øl?
Skægt, som ens verden kan forandre sig ;-)

Kl. var omkring 2.00, da vi brød op. Caféen lukkede, og vi havde hygget os det vi skulle. Det kan jeg jo så kun glæde mig over i dag.

Manden Min har fået "sover længe-tjansen". For jeg kan -hvis jeg vil- sove til middag så let som ingenting.

Nu vil jeg finde ind i stuen igen og se lidt morgentegnefilm med Drengene, inden vi rigtig starter dagen.

Go' weekend!

Det gode ved planlægning

er at man i samme ombæring kan begynde at glæde sig!

Således glæder jeg min nu i dag til:

1. Julefrokost med et vennepar på fredag
2. Julefrokost med mine kollegaer og deres koner/kærester på næste fredag
3. Juleferie!

Jeg har i dag fået det sidste på plads med julefrokosten på fredag. Menuen skulle lige modificeres en anelse, da 1/4 af selskabet ikke kan lide fisk. Og fisk var altså 3/7 af menuen. I stedet bliver der serveret "Kokkens Surprise" for ikke-fiske-spiseren, mens vi andre nyder  sild, ørred og fiskefileter.
Mormor kommer og hygger med Drengene og Ældste har en eftermiddagsaftale med en klassekammerat lørdag, så han kommer heller ikke til at kede sig i weekenden.

Jeg har også fået bekræftet menu og antal til den efterfølgende julefrokost. Vi bliver 15, og vi skal starte allerede om eftermiddagen med gløgg og æbleskiver. Skidt med at det bliver sent, eller at vi bliver fornøjeligt berusede, for der er bestilt overnatning og morgenbuffet samme sted.
Mormor sørger endnu engang for mad, hygge og godnat-putning for Drengene, så de er også i gode hænder.

Og så er jeg ved at kigge på vores skiferie-pakkesedler. For hver gang vi er afsted, bliver vores pakkesedler bedre og bedre. Sidste år lavede vi en liste over hvilke ting, der skulle i hvilke tasker - og hvorhen disse tasker så skulle. Med den mængde af mad, tøj, legetøj, udstyr (og alt muligt andet) vi har, er det rart nogenlunde præcist at vide, hvor det skal fordeles hen. F.eks. kan der være 2 små flyttekasser inderst i bagagerummet. En er lavet til frostkasse og en er det alt det andet mad. Foran de 2 kasser i hulrummet, der opstår op mod sæderne kan vin og øl ligge. Helt perfekt ;-)

Om lidt skal Ældste til svømning. Det glæder jeg mig så i øvrigt ikke til. Jeg gider ikke i dag at bruge godt en time (i et lummert lokale) på at vente på at Ældste får svømmet og bliver klædt om igen.
*SUK* Det har jeg ikke kunne planlægge mig ud af...

Måske...

Måske er vi ved at nå ind til kernen.
Måske begynder det snart at lysne.
Måske vindene ikke blæser forgæves og
Måske kæmpes kampene med et højere formål.
Måske er det slet ikke så dumt endda.
Måske lærer vi ligefrem noget af det hele...

Vi lærer i hvert fald noget om os selv, om vores familie og om vores valg.
Vi lærer mere og mere at forstå Ældste, og han lærer mere og mere at give udtryk for sine bekymringer og følelser. Han får grædt rigtig meget, og det er - i denne henseende - rigtig godt, fordi han hver gang kommer lidt dybere ind i sig selv og selv er med til at finde årsagerne til de mange konflikter, den meget uro og den store mængde ballade.
Vi lærer at se ham som han er - mere end vi ellers har gjort - og vi har ellers ikke været dårlige til at se og forstå ham.
Vi lærer om skolen, om lærerene og om den menneskesyn og den pædagogik, der bliver udøvet.
Vi lærer at finde de personer og ressourcer, der vil vores bedste - og vi lærer at stå fast på vores krav og ønsker til vores omverden - her tænker jeg især på skolen og SFO.
Vi lærer også, at det kan fungere, men at der skal noget mere til end bare en almindelig folkeskole.

Løsningen er ikke lige om hjørnet, men vi er igang med at finde den!

Yngste er i øvrigt frisk igen. 3½ times lur i barnevognen gjorde udslaget. Han var næsten feberfri, da han vågnede og apetitten fejlede heller ikke noget.
100% feberfri til morgen og frisk og glad og klar til vuggestuen her til morgen. De skulle bage julekager i dag. Han ville gerne. Han er glad for sin vuggestue, de er glade for ham, vi er glade for dem.
Desværre bliver også de ramt af kommunesammenlægningernes nedskæringer og må skære ned på pædagogtimer. De havde håbet på at gå fri, men en fejl i regnskabet gjorde altså, at der ikke var helt så mange penge til overs som først troet. *ÆV og ØV* men selvom situationen er sådan er personalet alligevel lige så søde og imødekommende som altid.

Og i dag er der kun 14 dage til afgang mod Hemsedal og en fantastisk juleskiferie!

Feber-fri

Ikke som i fri for feber, men som i fri pga. feber...

Pga. en opringning fra vuggestuen fik jeg en uventet frieftermiddag.

Yngste sover i barnevognen med 39° i feber, mens jeg har nydt en stille frokost foran TV'et og set Dr. Phil!! Omend det har været med en smule dårlig samvittighed, har jeg også nydt, at jeg er alene hjemme og laver ingenting.

Yngste vågner om lidt og resten af familien vender hjem om mindre end ½ tine. Så er der liv i huset igen.

En uventet pause har været... Dejligt!!!

Aflysning

Underligt som en aflysning af undervisning lørdag formiddag bare passer mig formidabelt ;-)

Vi skal til julefrokost med et par rigtig gode venner fredag aften, og jeg ville have ærgret mig meget, hvis jeg skulle forlade festen tidligt fredag aften - eller familien tidligt lørdag morgen for at bruge 3 timer i Årsregnskabets tegn.

Og jeg var vist ikke den eneste i klassen, der kun kunne smile over den ekstra fridag :-) Og timerne kan vi få i foråret i stedet, for faget fortsætter i februar.

Sådan ;)

2 timer senere

Var der mere klarhed over situationen, og jeg fik ret...

Det er ikke måden, det bliver gjort på. Det var måden, det blev sagt på.

Hvis nu det var blevet lagt frem som noget, de gjorde for Ældste. Som en reaktion på, at Han ikke trives i klassen og med al den uro.
Hvis det var blevet præsenteret som den bedste løsning for ham. Og så med en beroligende bemærkning om, at de naturligvis havde fokus på, at han ikke skulle tages ud af klasse permanent - eller isoleres fra sine klassekammerater.
At det er ment som en støtte for Ham og ikke som en straf/afmagtshandling.

Hvis nu vi havde fået af vide, at det var et udtryk for bekymring og ikke en klage fra en forældre, og at Læreren - for Ældstes skyld - havde sagt stop.

Så var budskabet nok blevet modtaget helt anderledes...

For det er for Ældstes skyld og for hans trivsel...
Han og en anden dreng har fået tildelt en støttelærer stort set i alle timer. De skal være i klassen -og for sig selv. De får den opmærksomhed, de begge synger efter. At de begge er støttekrævende, er der ingen tvivl om, det er bare på forskellige grundlag. Skidt pyt med det... Det virker umiddelbart til at han glæder sig til det.

Henvisningen til Børnehuset blev (måske) sendt i fredags. Det ville Skoleinspektøren undersøge.

Og jeg fik vist afleveret mit budskab om, at komunikation er godt, mere kommunikation er bedre og rigtig kommunikation er bedst!

En (u)ventet drejning

Vi modtog et opkald her til aften.

Fra Skoleinspektøren, der ville informere os om, at de tager Ældste ud fra klassen. Nogle af de andre forældre havde klaget, og en enkelt af lærerne havde også fundet hans adfærd for voldsom og uoverskuelig. Derfor ville de nu tage ham ud (sammen med en mere??). Ikke noget med, at det nok også var det bedste for Ældste eller at forklare det med beklagelse… Nærmere måske anklagende og med en undertone af, at Ældste er et besværligt og uønsket barn i klassen.

Det var Manden Min, der tog telefonen…

Måske tonen og forklaringen ville have været bedre, hvis det havde været Moren, at Hr. Skoleinspektør havde talt med?

Han har det svært vores Ældste. Vi har det svært. Og ikke mindst, så virker det faktisk også som om at Yngste er påvirket – på sin egen måde...

I morgen er det mig, der følger i skole. Mig, der møder Lærerinde og Støttelærer. Mig, der beder om forklaring og oplysning. Mig, der kræver, at de gør det for Ældste skyld og ikke for en lærers. Det er mit barn, det handler om. Det skal og må de forstå!

For F.A.N.D.E.N (og der skulle bandes) hvor er der lang tid til februar. Og ingen ved, hvornår vi kommer til i Børnehuset i Odense...

Bedring

Selvom jeg bare er ansat, er en syg chef en bekymring værd.

Mange har det vist sig, for det vi troede var en rigtig grim lungebetændelse, viste sig ikke at ville gå væk med Penicillin. Men nu - endelig og langt om længe - ser det ud til, at Chefen er i bedring. Lægerne mener, at det er en bakterie, der ikke lader sig påvirke af Penicillin, så nu står den på behandling med Binyrebarkhormon i stedet.

Vi venter (snarlig) bedring. Jeg knokler på imens. Om lidt vil jeg dog holde weekend sammen med min familie.

Bær sløjfen!

I dag er det World AIDS Day.

Det er i dag, at der sættes ekstra fokus på problemerne med hiv/aids og på at forstærke kampen mod sygdommen - både nationalt og internationalt.

Undertitlen 'Stop AIDS: Keep the Promise' handler om at få politikerne til at holde deres løfter.

Jeg bærer sløjen i dag.

Jeg har købt min i silkebånd. Men er du fiks på fingrene, er her AIDS-Fondet's hækleopskrift.