Gad vide, om det er gået nogens næse forbi, at jeg hader EDB - når det ikke virker!
Vi har i dag - her til formiddag været 4 mennesker forgæves på arbejde...
Eller dvs. det var godt nok at jeg var det, for ellers havde ingen endnu fundet ud af, hvad vi skulle gøre ved multible sammenbrændte IT-dimser.
Det kom sig af, at ingen kunne komme på internettet - dvs. heller ikke checke mail. Det så ud til at dagens opdateringer fra Microsoft kom igennem, men ellers virkede ingenting. Et hurtigt check på serveren, og jeg konstaterede, at noget var galt. Ikke hvad, bare noget. Ude i serverrummet lød en melodisk klikken, som desværre ikke hørte til derude og et telefonisk check med IT-leverandøren bragte den sørgelige nyhed, at serverens ene harddisk nok var blevet noget defekt - ikke helt, bare noget... Serveren er købt i april, så det må jo være garanti. Ja Go'daw du! Der kommer (måske) en ny harddisk i morgen, som vi så selv skal sætte i. OK, det skulle bare være at sætte den i og så kører alting igen, men det vil jeg nu (som med alt andet EDB) se, før jeg tror det.
Serveren skulle kunne køre videre med kun een harddisk, men den var superekstremlangsom, så ikke engang en enkelt bruger på C5 (og ingen andre brugte nogen form for ressourcer på serveren i mens) kunne få en enkelt faktura igennem uden at C5 gik helt og aldeles kold. Ud med den ½defekte harddisk (jeg måtte i bogstaveligste forstand hive stikket på serveren efter 20 minutters venten på, at den skulle lukke ned) og op igen med serveren. SÅ kom der lidt mere liv ;-)
Alt i mens havde vores anden IT-sagkyndige konstateret, at der altså var noget galt med vores internetforbindelse, og at TDC kunne se, at der ikke var noget galt i deres ende af ledningen. Efter genstart af firewall måtte vi endnu engang ringe til vores IT-leverandør, som - for en gangs skyld - kunne sende en tekniker samme dag. Denne tekniker kunne dog kun konstatere det samme som os... Firewallen var brændt sammen.
Jeg ved faktisk ikke, om det endte med en løsning senere på dagen, for jeg gik hjem kl. 14.30. Synes selv, at jeg havde spildt det meste af dagen med EDB-gejl.
Kun et par få fakturaer blev det til og ingen bogføring af bevægelser på kontoen, for vi kunne jo ikke komme på vores netbank.
Har jeg sagt, at jeg hader EDB? Altså når det ikke virker? Har jeg også nævnt, at det var alt det bøvl og kævl, når l***** ikke virkede, der gjorde udslaget til mit karriereskift?
Ellers ved I det nu...
Comments