... og så er det faktisk skidt.
Og ikke bare skidt, men rigtig skidt...
Ældste kom igår hjem med et brev fra Viceinspektøren. Han havde haft indtil flere konflikter med både lærere og børn og var derfor sendt over på hendes kontor for at køle af.
Her havde han fortalt, hvor forfærdeligt synd, det er for ham.
At Mor vækker ham mellem 4.30-5.00 inden hun skal på arbejde, at Mor aflevere Lillebror, og at han og Far kun lige når at spise morgenmad i 5 minutter, inden Far skal på arbejde kl. 6.00. At Han er alene hjemme indtil Mor ringer hjem og siger, at nu skal han gå i skole.
Men vores morgener er rolige og præget af god tid. Jeg står op først omkring kl. 6.00 og tusser rundt alene et øjeblik, før jeg vækker Manden Min. Yngste er som regel vågen eller vågner omkring samme tidspunkt og Ældste bliver vækket ca. 6.30 for at vi alle kan gøre os færdige, inden vi sammen spiser morgenmad i køkkenet. Efter morgenmad børster vi tænder, og Ældste går selv i skole ca. 7.50, hvorefter vi andre også tager afsted.
Han havde fortalt, at han hadede morgenerne, og at var så træt så træt af at blive vækket så tidligt. At han ikke fortalte hjemme, at han var træt og havde nogle triste og ensomme morgener og ej-heller fortalte om episoderne i skolen.
Vi voksne havde en lang snak i går aftes. Vi må gøre noget mere. Bruge mere tid med børnene. Få (endnu) mere struktur på hverdagen, selvom vi (voksne) nyder lidt at kunne gøre, som vi gør nu. I stedet for selv at gå i skole om morgenen og selv gå hjem igen om eftermiddagen, bliver Ældste nu bragt og hentet på helt bestemte tidspunkter (samme tidspunkt hver dag) startende med i dag. Ud over det bliver det aftensmad kl. 17.30, hvor alle skal deltage (undtagen tirsdag, hvor jeg er til HD - og fredag, hvor aftenen alligevel er anderledes end hverdagsaftenerne).
I dag var han også endt hos viceinspektøren, fordi han havde bidt en pige, der havde fanget ham i fangeleg i idrætstimen. Da jeg hentede ham, sad han og spillede playstation i SFO'en, og han fik på det nærmeste et føl på tværs, fordi han skulle hjem.
Manden Min talte med Klasselærerinden i går aftes. Hun vil gerne have ham undersøgt igen - for med nogle af de ekstremiteter, han finder på, så kunne der godt være noget fysisk/psykisk galt med ham også.
Vi tager i mod tilbuddet om undersøgelser og samtaler med skolepsykologen.
Denne gang med den dybe erkendelse, at vores dreng trænger til hjælp!
Mere hjælp end vi kan give ham - selv med et uanmindelig godt samarbejde med skole og SFO...
Vores dreng har brug for al den hjælp og støtte, han kan få!
Og hvis det betyder en anden skole, så er bliver det løsningen. Eller hvis det betyder, at de i klassen får en støtteperson til ham, så bliver det løsningen.
Han har brug for ro til at være 7 år. Ro til at være dreng og ro til at lære det, der er svært for ham. Ro til at dyrke sine interesser og til at fordybe sig i de emner, som han finder spændende.
Noget af det værste er, at de mange uheldige episoder, de oplever i skolen, ser vi slet ikke herhjemme...
Herhjemme er han en god dreng.
Til tider er han urolig/rubbet, og til tider lytter han ikke efter, til tider har han sin helt egen mening om tingene... Men er alle 7 årige drenge ikke sådan?
Vi har i hvert fald ikke haft mistanke om andet end en 7-årig dreng med krudt i numsen og lys i pæren...
Få en henvisning til børnepsyk amb på OUH, MrsB!!
Op i røven, undskyld mit sprog, med skolepsykologen, afsted igennem jeres egen læge. For drengens skyld og for jeres egen!
Kram (- du har stadig min e- mail adresse, ikk? Du er velkommen til at skrive)
Posted by: Mille | lørdag, 04 november 2006 at 14:57
Dét der gør mest ondt, er nok at man er så magtesløs, og at det er smertefuldt for alle at erkende, at måske er der nogle ting hos barnet, som er ud over grænserne for "almindelig adfærd".
Tag mod hjælpen, men vær kritisk!!
Vi har/er selv inde i et forløb med psykriater til vore sældste, der døjer med PSO ( tvangshandlinger ) og depressioner.
Det har været svært , også for os at erkende at der var noget! Fordi man forbinder det med at så har man fejlet- men det har man altså ikke sltid!! Husk det...mange ting kan være medfødte "anderledesheder" og ikke noget med at man ikke gør det godt nok som forældre.! Husk på det, når det gør mest ondt indeni, ikke? *S*
Posted by: Helleq | lørdag, 04 november 2006 at 15:10
Tak Mille - og ja, jeg har stadig din email. Jeg har i øvrigt også læst din mail om din ældste igen.
Helle, Tak for støtten. Det værste er rigtig nok, at han ikke trives, og så føler vi, at vi ikke har gjort nok - at vi har ladet stå til og ikke været opmærksomme nok på hans signaler.
*Øv* Det skal blive godt igen... Det skal det altså!
Posted by: MrsBaloui | søndag, 05 november 2006 at 07:38
Jeg sidder her og synes at jeg skal sige et eller andet til dig. Men jeg ved bare ikke hvad.
Sender et kæmpekram i stedet.
Du er en god mor, MrsB!
Posted by: Rikke | mandag, 06 november 2006 at 08:38
Hej!
Hvis I har råd kan I også få testet jeres dreng i privat regi. Det gjorde vi med vores søn, som også har forskellige vanskeligheder i børnehaven (før) og skolen (nu), men som vi ikke har de store problemer med hjemme.
Vi ville dels ikke vente på at det offentlige fik tid til ham, og vi havde også en lille portion skepsis til 'systemet' - vi ville have en helt objektiv vurdering fra en fagperson, der ikke var farvet af pædagogernes og kommunens psykologs vurdering, som vi ikke kunne genkende vores dreng i.Det kostede ca. 8.000 kr at få ham testet. Vi brugte noget, der hedder Psykolog-Compagniet.
Det er de bedste penge, vi har givet ud. Vi fik en forklaring på vores søns vanskeligheder - og vi fik afgjort, at der ikke kan stilles en diagnose. På nogen områder ligger han bare lidt lavt inden for normalområdet - men heldigvis er han velbegavet og socialt begavet, og det kan kompensere for meget.
Held og lykke med det hele!
Det kan være meget tungt, i de perioder hvor ens børn har det svært i de sammenhænge, de færdes i. Håber I kommer igennem, og at jeres søn får den hjælp og støtte, han har brug for.
Posted by: Dorte | onsdag, 08 november 2006 at 20:30