MrsBaloui

Det klø'r i næsen

Jeg var til tandlægen i går.

Fik lavet et hul, som jeg har døjet med et stykke tid. At hullet så ikke var i den tand, jeg regnede med, er en helt anden sag. Det var en gammel fyldning, hvor et stykke af tanden var flækket. Jeg kunne se revnen, da jeg fik et spejl og fik bare endnu mere ondt :(

1375,- lød regningen på efter ½ times arbejde. Plastfyldning, lokalbedøvelse, tandrensning og generel undersøgelse. *ØV* Et eller andet sted er tandlægeregninger lige så irriterende som parkerings- eller fartbøder... Sådan føles det i hvert fald.

Men min næse altså... Det begynder at klø nærmest i samme sekund, som tandlægen starter med at arbejde. Måske er det sådan en reaktion, at jeg så er koncentreret om at næsen klø'r i stedet for at en "fremmed" mand roder i min mund med spidse og/eller roterende genstande? Underligt er det i hvert fald, for det slår sjældent fejl. Det er lige før, at det igen begynder at klø bare ved tanken...

Altså det er s.. da underligt... Er det ikke???

Hatten af for vores SFO

Normalt synes jeg ikke, at skolefritidsordningen er et sted, hvor der er rigtig tid til det enkelte barn. Børn i vild forvirring, nogen inde og nogen ude - gerne uden overtøj på, selvom det ikke er varmt nok til det. Indenfor i kælderlokaler, lumre og indelukkede - for det meste, og så den der summende larm af børn, der leger både vildt og stille. Ofte må man lede længe efter sit barn, og man må spørge mange af de voksne (som der ikke er mange af), om de har set ens barn. Sjældent er det en voksen, men et eller andet tilfældigt forbipasserende barn, der kan fortælle mig, at Ældste er i Multisalen eller i 3'eren (eller et andet sted).

Men... Ældste har så mange udfordringer i hverdagen, og de bruger i forvejen meget tid med ham, når han nu laver ballade. Ja, så kan de jo lige så godt forsøge at gøre noget for at leve op til løftet om rummelighed i folkeskolen ;)
Derfor starter Ældstes dag i SFO (når han får fri fra skole) sammen med en voksen, hvor de snakker igennem, hvad Ældste kunne tænke sig at lave i dag, hvor længe, og hvornår han vil gå hjem fra skole/SFO (han må gå hjem selv 4 dage om ugen efter kl. 15.30). På denne måde får de lavet et program for eftermiddagen. Ingen uventede hændelser og god tid til fordybelse. Planlægning er ordet, og Ældste lyder til at trives med det (det er nyindført i denne uge).

Så hatten af for et par af de voksne i vores SFO. De forsøger at gøre noget for vores søn - det gør de!

Forfærdelig desperat

må man være, når man som mor kan finde på at begrave sit nyfødte barn levende.

Det er normalt ikke den slags nyheder, jeg læser. Jeg bliver så forfærdelig trist helt ind i hjertet og sjælen. Tænker både på den stakkels mor og på det stakkels barn.

Så vil jeg heller læse hos RikkeS om at være Nærmest lykkelig eller om Frederikke, som er gjort af det der mor-materiale.

Men se den slags artikler findes sjældent hos de sædvanlige nyhedsformidlere!

At finde ind til kernen

Hjemme hos os er forkus meget på trivsel. På vores børns trivsel, på familiens, på vores egen både som kærester, som venner og som enkeltindivider.

Som en konsekvens af dette har vi også indrettet os herefter. Vi har begge 30 timer om ugen på arbejde for at have tid til os selv og familien. Vi er endnu ikke begyndt på den ønskede ombygning/renovering af vores ejendom og lejlighed, for konsekvensen af dette ville være byggerod i hvis ikke årevis, så i hvertfald tæt på. Det passer ikke til vores familie som den ser ud lige nu. Derfor må vi også leve med, at vi ikke synes at vores hjem er et af de smukkeste i byen. Til gengæld må vores børn være og lege overalt i lejligheden. De må spille bold (med en blød en) i gangen, og de har en lille rutsjebane i stuen.

Og med det sagt, er jeg nødt til også at vende tilbage til Ældstes skolegang og trivsel. Han er en kvik dreng... Ingen tvivl om det... Men på nogen punkter er han bare ikke... Og det er her, jeg igen kan snakke om konsevens. Eller fornemmelse for - eller i højere grad mangel på samme. For Drengen har i rigtig mange situationer ingen fornemmelse for, at det kommer en sådan. At konsekvensen af ballade i de fleste tilfælde er skæld-ud, fratagelse af privilegier eller på anden måde indskrænkelse af frihed. Ikke sådan at vi er meget efter ham, men blot at hvis ikke man kender de sociale spilleregler, får man ofte ikke lov at lege med. Der ligger en del af kernen i Hans trivsel. Han vil så gerne være med, men det lykkedes ikke så tit... Vi hjælper ham meget. Det lover jeg!

Tak til Acq og Nick for udfordringen.

Det blev ikke

til madpakker i går aftes.

For jeg opdagede, at jeg havde glemt en gang vasketøj i maskinen, og det kunne nok ikke vente til næste morgen.

I øvrigt har jeg brugt natten med at trøste en sovende dreng. Svært, når man hverken må røre eller lægge dyne på. Ungen vågnede i øvrigt også og var ekstremt morgensur. Hvordan forklarer man en 2-årig, at det gider man sådan set ikke høre på?

Og de madpakker, jeg så lavede til os voksne i al hast i morges, bliver nok slet ikke spist, for Mandens Faster er sovet ind i nat efter lang tids nedgang. Hun var ikke syg - sådan rigtigt, bare gammel nok. Vi skal i kapellet senere i dag, så der bliver ikke tid til frokost.

Chefen kommer ikke før tidligst kl. 12.00, for hun måtte gå hjem i går med hold i nakken/skuldren og kunne ikke få tid hos en massør før i dag kl. 10.00, hvor hun egentlig skulle have haft et møde med to studerende. Det møde må jeg så ordne så godt jeg kan.

Og så går det i øvrigt rigtig skidt i skolen... Ja, både Ældstes og min, men af forskellige grunde.

De havde haft faglærerdag og elev-samtaler i Ældstes klasse i går. Noget han åbenbart har gået og grublet over det meste af weekenden uden at sige noget til os voksne. Godt nok var han langsom til at komme i tøjet, til at spise morgenmad og til at blive klar til at komme i skole i går morges. Og ja, det var mere end det plejer, men ikke noget vi undrede os over... Vores barn er ofte i en anden verden, og det har vi lidt lært at leve med, hvis man kan sige det sådan... Kl. 13:45 i går blev jeg ringet op af Inspektøren, at hvis jeg kunne hente Ældste nu, ville det nok være godt for Drengen... Han havde været i konflikter hele dagen. Startende med, at Han gik "helt kold" over, at en ellers god kammerat kaldte ham for et pigenavn i stedet for hans eget. Så var han gået i spåner over ikke at få sit kantinekort med fra kantinen (Afregningsmaskinen var i stykker, så de skrev små sedler til alle kortene for senere at afregne dem). Efterfølgende var der gået noget galt mellem ham og en pige. Hun havde nippet ham i ryggen, og så havde han bidt hende - hårdt.
Når det først går bare lidt galt for Ældste, så er det hele dagen, der går i smadder.

*SUK* Min stakkels dreng... Det har aldrig været så slemt som i går - og I har ikke engang fået hele historien.

Jeg bli'r så trist, når jeg ikke kan hjælpe ham til at få det bedre...

Min egen skole? Ja det går "bare" skidt, fordi jeg ikke får læst en s***! Jeg er der til lektionerne og har alle notaterne, men resten... Det er helt i hundene *ØV*

Sikke en jammerdal... Akke-ja...

Jeg vil ha' dig for mig selv!

Omtrent sådan har omkvædet lydt derhjemme i denne weekend...

Fredag middag ringede de fra vuggestuen, at Yngste havde 39,6 (eller mere) i feber og skulle hentes. Manden Min havde en halv time forinden ringet og sagt, at nu tog han hjem, så det blev hans lod at finde barnevogn med tilhørende dyne, sut, Tiger mm og få afhentet et styk feberhed dreng. Det blev til over 2 timers søvn i barnevognen, og det gjorde ham godt (altså Yngste).

Det blev til fredagssvømning uden Mor og Yngste. Det var sådan set også OK, for Yngste ville bare helst ha' Mor, og det kunne have været en drøj omgang for Manden Min at skulle være mere alene hjemme med en febersløj dreng. Det passede også mig fint, for allerede natten forinden havde jeg været oppe adskillige gange for at se til Yngste - for til sidst at ende med at sove hos ham. Sådanne nætter har vi af og til, så det var ikke som sådan alarmerende i forhold til feberen, men det gør jo en lidt mat i koderne sådan op ad dagen.

Samme scenarie udspillede sig natten til lørdag, så selvom jeg var gået rimelig tid i seng, var jeg nu noget søvning til HD lørdag formiddag. Yngste havde heldigvis bare lagt sig til at sove til middag inden jeg kom hjem, men jeg kunne godt mærke på Manden Min, at selvom vores børn generelt ikke er nogle pylrebørn, når de er syge, så trængte han alvorligt til, at jeg tog over. Ældste skulle til fødselsdag hos en klassekammerat, kørsel for ham og lidt hurtigt indkøb blev gjort i samme omgang. Vel hjemme igen var Yngste stået op og forlangte sin mor.
Heldigvis bød lørdagen også på besøg hos Mormor i hendes nye lejlighed. Der kunne lokkes med at Moster også var der, så det passede os godt at tage derhen for lidt eftermiddagshygge.

Søndag blev også klyngedag, men lidt fik vi da ryddet op og sorteret i. Efter mange år med egen virksomhed hober papirer, datamateriale og kontorartikler sig op. Sammen med legetøj, tegnegrej, modellervoks, manualer, garantibeviser, kuglepenne og meget meget andet blev der sorteret i sagsmapper og gamle regnskaber med hård hånd. Resultatet blev en hel skuffe i overskud og meget mere styr på alt det andet.

Nu sover hele familien undtagen jeg. Typisk er det vist, at jeg er oppe og resten af familien sover. Manden Min gik tidligt i seng - jeg trænger også, og vil også gå om lidt - efter oprydningen i køkkenet...

For sløvt!

Det bliver ikke til meget bloggeri... Ikke fordi, jeg ikke har nok af spændende emner/issues at skrive om, men fordi jeg ikke har ro til det. Hverken på arbejde (FY!) eller hjemme.

Vi snakke meget derhjemme.

Om mange forskellige ting, men meget om/med vores børn, om opførsel, trivsel, om fremtiden og nutiden, om Ældstes skole, om min, om Ældstes udfordring med at få gode kammerater, om karriere, om antal timer på arbejde (pt. har vi begge 30t/ugen og trives med det), om mere frihed/ferie (på mit arbejde kan jeg godt arbejde "forud" og så flexe flere hele dage, hvis det skulle blive aktuelt), om pension og investering, om vores gamle ejendom, om den påkørte baldakin udenfor og om mange andre ting, der rør' sig i og omkring vores liv.

Igen har vi meget fokus på Ældste og hans trivsel i skolen. Der har været flere episoder, hvor han er nået derud, hvor han ikke selv kan "redde den hjem" og 2 gange indenfor de sidste 14 dage har han været på kontoret for at "køle af". Vi har allerede haft en samtale med klassens lærere + viceinspektøren, der alle er meget indstillet på at hjælpe ham og støtte ham i det, der er svært for ham. Og det er jo ikke det faglige, der er problemet. Det er socialt og grænsemæssigt.

Ældstes klasse er dog heller ikke en af de nemmeste for lærerne at håndtere - eller en af de mindste... 26 børn i bygningens mindste lokale, og af de 26 børn har 3 af dem (drenge, vores inklusive) svært ved at holde koncentrationen/sidde stille/være stille etc.
De har hver deres grund til uroen, men så er det jo heller ikke nemt, vel? Selvom der i klasse er ekstra-timer/lærer på rigtig meget af tiden, så er der brug for mere, men ikke nødvendigvis ressourcer til det. Men de gør noget. For øjeblikket er de 2 af drengene taget ud af klassen og får separat undervisning for at give klassen ro. Det er et forsøg, men det er superdejligt, at de gør det.

Og mit og Ældstes forhold er heller ikke altid af de bedre...
Jeg tror, at jeg tit og ofte glemmer, at han kun er 7 år (og i mange tilfælde kun 5 år, rent socialt udviklingsmæssigt). Han er jo så fornuftig og velformuleret og -argumenterende. Han virker til at forstå en masse og "kræver" at blive behandlet med respekt. Han anser tit sig selv som "en af os", når vi forældre snakker voksensnak. Han har en mening om rigtig mange ting og er meget hurtig i opfattelsen. Han ser sammenhængen meget hurtigere end os andre (læs: mig), men har derved også et meget større behov for at få tingene serveret på den rigtige måde, så de to-og-to han lægger sammen bliver til de rigtige fire. Han har som alle andre børn brug for kys og kram og kærlighed, og det er jeg bare ikke altid god nok til at give ham. Jeg er ikke god nok til at læse ham og se, når det han gør er udtryk for at han trænger til et knus mere end det er en provokation/drilleri. For det gør han altså også! Driller, så man af og til når helt op i det røde felt.

*SUK* Hvordan gør I andre det? Det med det altoverskyggende overskud og evig tilgivelse???