Omtrent sådan har omkvædet lydt derhjemme i denne weekend...
Fredag middag ringede de fra vuggestuen, at Yngste havde 39,6 (eller mere) i feber og skulle hentes. Manden Min havde en halv time forinden ringet og sagt, at nu tog han hjem, så det blev hans lod at finde barnevogn med tilhørende dyne, sut, Tiger mm og få afhentet et styk feberhed dreng. Det blev til over 2 timers søvn i barnevognen, og det gjorde ham godt (altså Yngste).
Det blev til fredagssvømning uden Mor og Yngste. Det var sådan set også OK, for Yngste ville bare helst ha' Mor, og det kunne have været en drøj omgang for Manden Min at skulle være mere alene hjemme med en febersløj dreng. Det passede også mig fint, for allerede natten forinden havde jeg været oppe adskillige gange for at se til Yngste - for til sidst at ende med at sove hos ham. Sådanne nætter har vi af og til, så det var ikke som sådan alarmerende i forhold til feberen, men det gør jo en lidt mat i koderne sådan op ad dagen.
Samme scenarie udspillede sig natten til lørdag, så selvom jeg var gået rimelig tid i seng, var jeg nu noget søvning til HD lørdag formiddag. Yngste havde heldigvis bare lagt sig til at sove til middag inden jeg kom hjem, men jeg kunne godt mærke på Manden Min, at selvom vores børn generelt ikke er nogle pylrebørn, når de er syge, så trængte han alvorligt til, at jeg tog over. Ældste skulle til fødselsdag hos en klassekammerat, kørsel for ham og lidt hurtigt indkøb blev gjort i samme omgang. Vel hjemme igen var Yngste stået op og forlangte sin mor.
Heldigvis bød lørdagen også på besøg hos Mormor i hendes nye lejlighed. Der kunne lokkes med at Moster også var der, så det passede os godt at tage derhen for lidt eftermiddagshygge.
Søndag blev også klyngedag, men lidt fik vi da ryddet op og sorteret i. Efter mange år med egen virksomhed hober papirer, datamateriale og kontorartikler sig op. Sammen med legetøj, tegnegrej, modellervoks, manualer, garantibeviser, kuglepenne og meget meget andet blev der sorteret i sagsmapper og gamle regnskaber med hård hånd. Resultatet blev en hel skuffe i overskud og meget mere styr på alt det andet.
Nu sover hele familien undtagen jeg. Typisk er det vist, at jeg er oppe og resten af familien sover. Manden Min gik tidligt i seng - jeg trænger også, og vil også gå om lidt - efter oprydningen i køkkenet...
Comments