For sløvt!

Det bliver ikke til meget bloggeri... Ikke fordi, jeg ikke har nok af spændende emner/issues at skrive om, men fordi jeg ikke har ro til det. Hverken på arbejde (FY!) eller hjemme.

Vi snakke meget derhjemme.

Om mange forskellige ting, men meget om/med vores børn, om opførsel, trivsel, om fremtiden og nutiden, om Ældstes skole, om min, om Ældstes udfordring med at få gode kammerater, om karriere, om antal timer på arbejde (pt. har vi begge 30t/ugen og trives med det), om mere frihed/ferie (på mit arbejde kan jeg godt arbejde "forud" og så flexe flere hele dage, hvis det skulle blive aktuelt), om pension og investering, om vores gamle ejendom, om den påkørte baldakin udenfor og om mange andre ting, der rør' sig i og omkring vores liv.

Igen har vi meget fokus på Ældste og hans trivsel i skolen. Der har været flere episoder, hvor han er nået derud, hvor han ikke selv kan "redde den hjem" og 2 gange indenfor de sidste 14 dage har han været på kontoret for at "køle af". Vi har allerede haft en samtale med klassens lærere + viceinspektøren, der alle er meget indstillet på at hjælpe ham og støtte ham i det, der er svært for ham. Og det er jo ikke det faglige, der er problemet. Det er socialt og grænsemæssigt.

Ældstes klasse er dog heller ikke en af de nemmeste for lærerne at håndtere - eller en af de mindste... 26 børn i bygningens mindste lokale, og af de 26 børn har 3 af dem (drenge, vores inklusive) svært ved at holde koncentrationen/sidde stille/være stille etc.
De har hver deres grund til uroen, men så er det jo heller ikke nemt, vel? Selvom der i klasse er ekstra-timer/lærer på rigtig meget af tiden, så er der brug for mere, men ikke nødvendigvis ressourcer til det. Men de gør noget. For øjeblikket er de 2 af drengene taget ud af klassen og får separat undervisning for at give klassen ro. Det er et forsøg, men det er superdejligt, at de gør det.

Og mit og Ældstes forhold er heller ikke altid af de bedre...
Jeg tror, at jeg tit og ofte glemmer, at han kun er 7 år (og i mange tilfælde kun 5 år, rent socialt udviklingsmæssigt). Han er jo så fornuftig og velformuleret og -argumenterende. Han virker til at forstå en masse og "kræver" at blive behandlet med respekt. Han anser tit sig selv som "en af os", når vi forældre snakker voksensnak. Han har en mening om rigtig mange ting og er meget hurtig i opfattelsen. Han ser sammenhængen meget hurtigere end os andre (læs: mig), men har derved også et meget større behov for at få tingene serveret på den rigtige måde, så de to-og-to han lægger sammen bliver til de rigtige fire. Han har som alle andre børn brug for kys og kram og kærlighed, og det er jeg bare ikke altid god nok til at give ham. Jeg er ikke god nok til at læse ham og se, når det han gør er udtryk for at han trænger til et knus mere end det er en provokation/drilleri. For det gør han altså også! Driller, så man af og til når helt op i det røde felt.

*SUK* Hvordan gør I andre det? Det med det altoverskyggende overskud og evig tilgivelse???

Comments

[Rikke]

Jammen, MrsBaloui, der er jo ingen af os der er overmennesker. Igen har overskudet hele tiden. Ingen! Du interesser dig vildt for din søn og er der for ham hele tiden. Du er en rigtig sød og kærlig mor. Det skal være nok - du mangler 'bare' at overbevise dig selv om at det er sådan.

Man er jo som man er. Nogen overdænger deres børn med knus og kys (læs mig) andre er ikke så fysisk udfarende. Jeg tror ikke at man skal prøve at lave så meget om på sig selv, men værdsætte de værdier og egenskaber man nu engang er udstyret med.

Vi skal huske på at konflikter ikke nødvendigvis er et onde eller et udtryk for at der er noget galt i familien. Det er også et tegn på at barnet udvikler sig og får en større selvstændighed.