Jeg har været på faglig weekend. Eller i hvert fald var den faglig om lørdagen. Resten af tiden var afslapning med familien, badeland, Mombassa, minigolf, bowling og almindelig leg og hygge.
Generelt er disse weekender ret OK. Ikke noget ophidsende, men som regel nogle gode emner og nogle gode diskussioner/debatter.
Det handler om fagforeningsmæssige emner som "Hvad kan fagforeningen gøre for mig", "Hvordan hverver vi flere medlemmer" osv. osv.
Og for at vi nu ikke føler, at mødet kun er for fagforeningens skyld, kommer der som regel et spændende oplæg fra en udefra. Denne gang var det John Graversgård (Arbejdspsykolog fra Arbejdstilsynet i Århus), der fortalte om stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det var mere spændende end som så.
Pludselig hørte jeg mig selv fortælle, hvordan det føles... Hvordan det starter med, at nye opgaver bliver sværere at komme i gang med, at overskue. Hvordan det fortsætter med at alting bliver mere og mere uoverskueligt, og lige pludelig en dag befinder man sig i en situation, hvor selv opgaver, man tidligere har kunne løse med bind for øjnene, er fuldstændig uløselige. Det er som om ens verden smuldrer mellem fingrene på en, og en dag finder man sig selv hos den lokale Fakta og kan ikke finde mælken - ej heller udgangen, eller overhovedet finde ud af, hvad det var man skulle have handlet den dag...
(Så var det også, at jeg holdt op med at arbejde...)
Det var først der, i lørdags, at det gik op for mig, at jeg havde haft stress... At det, at jeg ikke synes at jeg kunne leve op til forventningerne -min egen og andres- ikke nødvendigvis skyldes, at jeg var dum eller dårlig til mit arbejde, men blot at påvirkningerne fra dårlig økonomi og dårligt psykisk arbejdsmiljø i virksomheden fyldte så meget, at der ikke var plads til det væsentlige, nemlig at passe mit job og min familie. Oveni kunne så lægges "udfordringerne" med at få nr. 2, vores egne ønsker og drømme om "et bedre liv" og det, at vi også selv havde temmelig mange penge i klemme i selvsamme firma, som ikke var helt vores eget, og derved var beslutningerne og indflydelsen ikke 100% vores...
Jeg har været heldig. Tror jeg. For vi solgte vores andel af firmaet, og jeg stod uden job. Det var i samme måned, som vi testede positiv med det, der skulle blive til Yngste. Jeg trængte til en pause og havde desforuden ikke samvittighed til at søge job velvidende, at jeg var gravid. Oveni var jeg træt af IT-branchen og al den usikkerhed og tidspres. Træt af utaknemmelige brugere og manipulerende chefer (ved godt, at de findes allevegne) og kunder, der altid skulle lave om i kravspecifikationen/ønskerne til systemet i 11.time. Træt af at hænge som en lus mellem 2 negle, at skulle navigere mellem udviklerne/programmørerne, der ikke kunne aflevere til tiden -ikke fordi de ikke ville, men fordi de ikke evnede ("If You pay peanuts, You get monkeys")- og mellem chefen/kunderne, der reelt ikke havde for 10 øres forstand på IT(web)-udviklingsprojekter. Så jeg ville noget andet, og havde nu god tid til at tænke mig om. Eller vi havde faktisk været i gang med planlægningen, så samtidig med, at jeg kvittede jobbet, startede jeg på HD 1. del.
Jeg har gået hjemme i næsten 3 år. Kun afbrudt af et par økonomi-kurser (C5) af 6 ugers varighed og et "praktik-forløb" på samme. Jeg har søgt jobs. Dem, der var påkrævet, men ellers har jeg nydt friheden, freden og at kunne være der for hele familien (mig selv inklusive). Yngste har været hjemme hos mig til han var 1 år og 2 måneder, så han var helt klar til vuggestuen, da han startede. Herefter fik jeg endnu ½ år, før jeg var helt klar til arbejdsmarkedet igen og begyndte at søge sådan for alvor. Det var først, da jeg meldte mig på banen hos vikarbureauerne, at der virkelig skete noget. Nu er jeg så her og har det godt :-)
Eller dvs... Har jeg? Jeg har igen et stramt program, hvor jeg en aften er til HD, en eftermiddag/aften er til svømning med Ældste (den times ventetid bruger jeg som regel på at læse lektier), en eftermiddag er jeg til svømning med resten af familien og en lørdag formiddag går igen med HD. Tidligere har jeg også været med Ældste til golf, men sæsonen for træning er slut og starter først op igen i april. Derved er mandag eftermiddag blevet lidt mere fleksibel, men han vil jo alligevel gerne af sted...
Jeg tror, jeg svæver et sted i det ubestemmelige...
Jeg har det godt, men alligevel har jeg aftener med hjertebanken...
(Hvis indlægget her er rodet, så bær over med mig. Det har været undervejs siden søndag aften, og erkendelsen af, at jeg ikke er nogen superkvinde/-mor/-medarbejder har været lidt svær at formulere.)
Recent Comments