Min far er blevet indlagt til alkoholafvænning... Natten til fredag (vist nok), og det var hans (h)eks (ikke min mor), der fandt ham og fik ham indlagt. Det havde ikke været en rar oplevelse for hende, og selvom jeg synes, hun er en psykopatisk heks (pga. måden hun skred fra min far og pga. mange andre ting og episoder), er jeg taknemmelig for, at hun var der for ham i den situation. Hun kontaktede min søster lørdag morgen og fik fortalt om indlæggelsen og om, at vores far ikke ønskede, at vi skulle vide noget.
Hvordan jeg har det?
Hmmm... Lidt forskrækket, lettet, bekymret og mere, som ikke helt kan beskrives, da jeg ikke selv har fået styr på det...
Så det er sådan lidt godt og lidt skidt.... Godt fordi han nu endelig får hjælp og skidt fordi ingen af os vidste (eller ville indse), at han var så langt ude! Skidt fordi han kunne have været død, hvis ikke (H)eksen var kommet forbi for at låne bilen (var det sådan det var??)
Min far har været på nedtur længe... Lige siden han kom hjem og fortalte (H)eksen, at han ville blive fyret, når han fyldte 60, og hun derefter skred fra ham og var væk i flere dage, inden hun gav lyd. Måske ovenikøbet længe før, for de har (altid) haft en dårlig vane med at dele en flaske rødvin før-under-efter aftensmaden, og hun har tit været halvdum og påståelig at høre på sidst på aftenen. Har han også allerede dengang haft sit problem, har han "båret" det godt (og med det mener jeg skjult det godt).
I øvrigt troede vi alle, at han havde det bedre. Med hjælp fra bla. medicin og samtaler hos lægen.
Han er indlagt et privat sted. De bruger Minnesota-metoden, og det koster en halv bil eller deromkring. Det gode ved det er, at de også tilbyder de pårørende "behandling". Der er betalte for 3 i behandlingsforløbet. Søsteren har sagt ja, (H)eksen har sagt ja, og jeg regner med at gøre det samme, når nu jeg får talt med fars kontaktperson og får fundet ud af lidt mere.
Det er også både godt og skidt... Godt fordi jeg vil få mere indsigt i sygdommen og måske få nogle "værktøjer" til at hjælpe min far, min søster eller mig selv. Skidt er det, fordi jeg nok er nødt til at møde (H)eksen... Vi har ikke talt sammen, siden hun gik fra min far og begyndte at stille alle mulige mærkelige krav og tog ting fra deres fælles hjem, som aldrig har tilhørt hende, og som hun sagde "ville blive kærligt opbevaret indtil skilsmissen var endelig"... Troede hun, at hun ville blive snydt, hvis ikke?
Manden Min synes, at det er en god idé med det familie-kursus. Men forstår også min skræk for at møde (H)eksen igen. Han sagde præcist det, jeg tænkte i min fars forhold til (H)eksen...
"Hvorfor drikker Jeppe?"
Men... Jeg kan altså ikke frasige mig min del af den dårlige samvittighed... Jeg har ikke været god til at være der for ham, ringe til ham, besøge ham eller i det hele taget tænke på ham... Jeg bruger undskyldningen, at jeg har min egen familie at tage vare på, og med det mener jeg os 4, der bor under samme tag. Det værste eksempel er vist julegaverne fra Oldemor, der stadig ligger hjemme hos ham, fordi vi tog til Norge i Julen og ikke har været på besøg hos ham siden ??? Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi har været der.
Han bor ca. 50 km fra os, og ja-ja det er langt, men det har ellers aldrig været et problem for os at køre (lidt) langt for at besøge andre til en kop kaffe.
Forholdet til min far er anstrengt (og hvorfor har jeg vist ikke helt erkendt endnu) eller hvadder grænser sig til ikke-eksisterende. Jeg var der ikke for ham, da han var allermest nede, det lod jeg Søsteren om - og gad vide, om ikke jeg er ved at gøre det igen? Det er i hvert fald hende, der har kontakten til behandlingscenteret og til (H)eksen.
Så ja... Jeg har noget at tænke over i disse dage...
Comments