Vi havde en hyggelig tur på skøjter. Lidt kort, men ganske hyggelig alligevel.
De skulle lige til at have "efter" (eftermiddagsmad) i Fritten, da jeg kom for at hente Ældstesønnen. De skulle have milkshake lavet af kakaomælk og vaniljeis. Ældste var lige ved at starte brokkeren, men jeg var forberedt ;-) Sagde, at jeg havde fået opskriften, og når vi havde skøjtet, skulle vi handle kakao og is og så hjem og have vores egen eftermiddagsmad. "Men det skal være inden kl. 3, for der er det slut", sagde han med det samme, men forstod alligevel godt, da jeg fortalte ham, at det bestemte vi selv, for det var vores helt egen "efter".
Vi fik lejet skøjter, kom på skøjtebanen og fik "skøjtet" eller skvattet rundt lidt, men skøjterne sad dårligt og klemte på os begge. Vi fik lavet lidt justeringer, og jeg snakkede om at det jo også var sådan med skistøvlerne, at man lige skal vænne sig til dem osv. osv.
Undervejs ringede Manden og fortalte, at han var på vej hjem. Han kom forbi skøjtebanen og hilste på og tilbød at hente Yngste, så vi ikke også skulle det. Dejligt!
Vi mødtes hjemme ikke lang tid efter, og eftermiddagsmaden blev indtaget i køkkenet under mad-sang fra Yngste og maraton-snak fra Ældste. Ganske hyggeligt, men temmelig støjende og ikke for svage ører ;-)
Og nu er der ro i huset og har været et par timer. Manden sover på sofaen til Alien 3.
Manden Min går en travl tid i møde – foruden den han allerede har haft her i januar og februar. Derfor glæder vi os meget til skiferien i uge 9 – et velfortjent frikvarter, men som altid når man har travlt og skal holde ferie, så hober alle opgaverne sig op omkring ferien, så man har monstertravlt lige inden og som regel også kommer hjem til et fyldt skrivebord.
Ingen undtagelser her, men vi glæder os alligevel.
Comments