MrsBaloui

8 A4 sider tilbage - eller NOT!

Kunne nogen ikke lige smide mig 6-8 A4 sider om "Implementering af ABC systemer"?
Blot med det tvist, at der skal være fokus på "de bløde værdier".

Så ville jeg blive ganske glad!

Glemte jeg at sige, at jeg skal bruge det i morgen aften, hvor vi skal skrive konsklusionen?

Åhr Skidt! Det kan I da sagtens nå, ikke?

For pokkker, hvor jeg bare mangler motivationen til at få den opgave skrevet færdig! Selv ikke frygten for at dumpe (for det er en seminaropgave med forsvar og karakter og det hele) får mig til at få gjort arbejdet færdigt.

Min skrivemakker har virkelig gjort et stort stykke arbejde. TAK! til ham.

Spild af tid!

Jeg skulle læse til mit seminar, så øjnene flimrede. Og skrive, så fingrene dansede over tastaturet og kreerede en symfoni af ord og grafer og tabeller. A4-siderne skulle blive til 1-5-10-15 mange og sammen med min "kollega" skulle vi skrive et superværk om ABC*.

Det bliver til for lidt læsning og for lidt skrivning. Motivationen er forsvundet nærmest helt og aldeles!

I stedet finder jeg på en masse småopgaver, der skal laves - eller en film, der skal ses - eller en bog, der er spændende - eller en græsplæne fyldt med æbler, der skal ordnes...

Opgaven skal afleveret om mindre end 14 dage, om min skrivepartner er vist ved at opgi ævred - eller mig...

*Activity Based Costing

Hvornår er du så alene?

Det spørgsmål fik jeg af min Mor i søndags på vej til familie-tam-tam i Jylland.
Manden Min havde -helt frivilligt- valgt at blive hjemme for at få sin tiltrængte alenetid efter 3 ugers ferie, hvor vi har været sammen nærmest 24 timer.

Jeg kunne ikke svare, for reelt så har jeg ikke meget tid for mig selv... Og selv hvis jeg har bare lidt, så kan jeg ikke slappe af, før opvask/oprydning/rengøring/tøjvask/indkøb og alt det andet praktiske er ordnet.

Senere har jeg opdaget, at jeg har alenetid, når alle andre er gået i seng... Altså følelsen af at være dejligt alene kommer, når alt ånder fred. Også selvom jeg så står og smører madpakker - som jeg så tit gør sidst på aftenen.

Vi er ellers gode til at "tage hensyn" til hinanden - og se hinandens behov, før de er formuleret. Men det der med alenetid er svært. Det kræver at finde på noget som 3 kan lave sammen - og så først få motiveret sig selv og bagefter børnene til at komme afsted.

Jeg har flere gange været i badeland med Drengene, men har tit haft min mor med - for det er nemmere (og mere hyggeligt) at være to voksne med. Min Mor er i det hele taget et godt bud for mig, når jeg skal lave noget med børnene, for de elsker hende :-)

Jeg kan mærke, at det går mig (lidt) på, at det kun er mig, der tager initiativ til Mandens alenetid og aldrig omvendt.

Jeg sniger mig til alenetid ved at holde fri en dag, hvor jeg alligevel kun kunne have haft et par timer på arbejde pga. aftaler hos Børnelæge/-Psykiater, eksamen eller andre vigtige ekstene aftaler, hvor man ikke selv bestemmer tidspunktet.
Som f.eks. på næste fredag, hvor Ældste skal til undersøgelse for astma. Vi ender med at gøre det til en familietur med efterfølgende tur i Zoo (for at få brugt vores årskort mere end een gang). Eftersom det er før frokost, at Ældste skal til undersøgelse, så kan det kun blive til et par timer på arbejde - Altså har jeg taget fri!
Så kan jeg bruge noget af tiden på at gøre rent inden vi får kaffegæster lørdag eftermiddag, og så kunne jeg nok også finde på at lave noget for mig selv.

Nogen med samme problemstilling? Og hvad gør I for at få jeres alenebehov opfyldt?

Måske det var det, der skulle have stået på fødselsdags-ønskelisten!

Hmmm...

Fjerlet fornemmelse

Det var det i hvert fald ikke, da jeg åbnede for vaskemaskinen den anden dag!

Inde i tromlen ligede det, at nogen havde pelset et meget stort fjerdyr, og det ekstra vasketøj (et par t-shirts og noget børneundertøj) lignede mest af alt kostumerne fra Fuglene...

Tøjet kunne ikke reddes, selvom jeg forsøgte mig med at skylle, tørre og ryste det. Jeg kunne vist have gjort det en million gange, så beslutningen var nem, for selvom undertøjet var helt nyt, så udgjorde arbejdesbyrden noget der lignede en dags arbejde..

Ud af vaskemaskinen kom dun og fjer af flere omgange, og der måtte skylles og tørres efter nogle gange endda, før jeg var tilfreds med resultatet. Til sidst måtte en gang Matas maskinrens til, før jeg turde putte noget som helst til vask i den maskine.

Forstil dig en mængde fjer og dun - hvad der svarer til en god og dejlig hovedpude lige til at drømme på. Forestil dig nu indholdet af hovedpuden spredt ud inde i tromlen på en vaskemaskine. Forestil dig godt ½ kg fjer og dun. Forestil dig nu, at det er vådt. Forestil dig min irritation og ærgelse over, at jeg ikke bare havde vasket puden i pudevåret i stedet for at skille de to ting ad...

Eftersom der så lige gik et par dage eller 3 med min fjerballet med vaskemaskinen, har vaskemaskinen snurret lystigt hele weekenden. Jeg tror det blev til 8 vaske i alt, 9 hvis vi tæller prøvevasken fredag aften med. Godt at solen har skinnet, som den har, for ellers kunne det slet ikke have ladet sig gøre at tørre alt det tøj... Jeg har blot et folde-ud-stativ, men det plejer at passe til vores behov.

OK. Der har også været ekstra meget, for med 2 drenge i regnvejr, ferieforberedelser og nyt sengetøj, så bliver der jo noget ekstra at vaske, når der sådan har været vaskestrejke i flere dage...

Jeg er en af dem...

Jeg har ellers gået og brygget på et indlæg om, hvordan man ikke kan læse HD og gå til eksamen uden at være meget flittig og læse til eksamen. Indlægget skulle have heddet "Det går galt!", men det er lagt i kladde-kurven indtil videre. Sidste eksamen i denne omgang er overstået med et dejligt 8-tal.

Jeg er en af dem, som også Helle synes er smaddertræls. At kunne gå til eksamen – på universitetet – uden at have læst på faget i mere end ca 5 timer... At jeg så har været til alle lektioner i løbet af semesteret og (næsten) har læst til dem, det har måske alligevel effekt ;-)

Glad var jeg i hvert fald, da jeg gik derfra!

Jeg er i øvrigt lidt ked af min manglende aktivitet herinde.
Jeg har så mange ting, jeg gerne ville fortælle – om Yngste i børnehaven, om søndagens Åh Abe, om Ældste og skolen, om vores ”nye” båd – og lidt om mig selv, om madplaner og andre planer og om en gammel ejendom med hul(ler) i taget.
Men mine aftener bliver dejligt brugt i selskab med Manden Min og en Matador-marathon. Det er længe siden, at vi sådan rigtig har hygget sammen, så det dyrkes lige nu.

Så må bloggen vente… Beklager, at I sådan kommer i anden række, men sådan er det altså lige nu :-)

Tomhed...

Der er underligt tomt i mit hovede... Eller... Det er der jo ikke, for der foregår en masse i/omkring mig - både praktisk, økonomisk og  tanke- og følelsesmæssigt.

Jeg går på arbejde, handler ind, laver mad, læser til eksamen, smører madpakker, går til eksamen, henter børn og tager med til fritidsinteresser og ... Alle de der hverdagsagtige ting, som passer ind i enhver Mors liv.

Og lige nu sidder jeg på arbejde, og der er næsten helt stille - og jeg kigger ud på blomstermarken ved siden af, og jeg føles mærkeligt rastløs og alligevel sidder jeg helt stille.

Det er en mærkelig fornemmelse af at have behov for udvikling og alligevel ikke ville have det spor anderledes end det er nu... Ikke flere udfordringer til mig tak - ikke mere ansvar eller bindinger og i et svagt (meget svagt) øjeblik ønsker jeg mig helt alene. Men det er væk med samme vindpust, som det kom.

Jeg læser hos Spiffy om det at gøre rent bord med veninder, der ikke rigtig duer til veninder mere - og videre hos Knockmeout om det samme - om det at udvikle sig i hver sin retning for til sidst at skilles på en mere eller mindre dramatisk måde. Når jeg tænker tilbage på min ungdomstid, så har jeg vist aldrig haft de der veninder, som man fortæller alt. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvis jeg har. Og hvad jeg vil sige med det, ved jeg ikke...

Jeg ved bare, at der er 16 minutter tilbage af min arbejdsdag, og at jeg lige så godt kunne have blevet hjemme hos familien, for der havde jeg gjort mere gavn!

Nærmest manisk

Sådan virker jeg på mig selv, når jeg forsøger at få alting gjort lige nu og her, og jeg farer rundt og rydder op, springer til Matas efter Maskinrens og til slagteren efter aftensmad. Alt imens Manden Min og Yngste er ved marinaen for at sætte båd i vandet og Ældste er hjemme hos os og spiller PS2 sammen med en klassekammerat. Mit hjerte banker og hænderne ryster, og jeg ved godt, at det er galt, men ligenu skal alting nåes, inden jeg kan holde fri. Og fri kan jeg jo ikke holde, for der er en synops, der skal afleveres om mindre en 14 dage, moms-regnskab, der stadig ikke er lavet og alt det andet, som nævnt sidst.

Det virker febrilsk at forsøge at ordne hele verdenssituationen på ganske få timer, men ikke desto mindre er det, det jeg forsøger.

Jeg håber og tror dog at sådan 3 dage hjemme kan gi' lidt på overskudskontoen igen!

Rigtig god Store Bededagsfri for dem der har :-)

Så har jeg set det med!

Min vaskemaskine vasker snavset!

Altså når tøjet kommer ud af maskinen er der grå/storte streger og pletter på. Det er altså træls, og jeg aner ikke, hvad det kommer af :-(

Jeg ved godt, at det er en gammel svend, men ligefrem at gøre det modsatte af, hvad den er ansat til - Det er fyringsgrund!

Som i alle andre ansættelsesforhold har den fået en advarsel og en chance for at gøre arbejdet rigtigt denne gang. Men ve den, hvis mine håndklæder endnu engang kommer ud med sorte striber!

Det er typisk, at det altid går galt, når snavsetøjskurven er ved at eksplodere af snavset tøj!
Sådan var det også, da motoren gik eller da min bedste (og mest slidte) bøjle-bh valgte at smide rygraden, som så satte sig fast et eller andet sted i et filter, og jeg (pinligt, men sandt) måtte have fat i min vaskemaskinemand for at få den ud.

Jeg tror ikke, at jeg skal komme og sige, at jeg også vil have en ny vaskemaskine... For på ønskesedlen står allerede en ny mobil og en ny cykel...

Det vidste jeg jo godt...

En gang om ugen får jeg en mail fra Bjarne. Og hver uge stiller han mig et meget relevant spørgsmål. Og jeg svarer "Ja-ja... Jeg ved det godt, men sådan er situationen ligenu..."

Bjarne er en klog mand. Han ved noget om stress. Faktisk så meget, at han lever af at coache om det.

Bjarne hedder også Toftegård og står bag hjemmesiden www.forebygstress.dk.

Han har en udemærket og meget enkel stress-test. Og det er mit resultat af denne, jeg tænker på.

Din stressfaktor er: 146 !

Du har svaret "ja" til  4 alvorlige stresssignaler. Symptomerne kan dog skyldes andet end stress!

Du bør ikke opleve så mange stresssignaler. Du bør overveje at søge læge, for at finde ud af om der er en anden forklaring på dine symptomer. Hvis der ikke er det, så er det sandsynligvis stress.

Med så mange røde stresssignaler er det er vigtigt, at du meget effektivt tager skridt til at komme af med din stress.

1. Reducere dine stressfaktorer - i den udstrækning du kan
2. Dyrke fysisk aktivitet - hver dag!
3. Lære at forebygge stress (se nedenfor)

Måske er det tilsyneladende gået godt nok et stykke tid med røde stresssignaler. Men det går galt før eller siden. Din krop og hjerne bliver mere og mere påvirket.

Det lader ikke til, at du har eller mærker nogle "grønne" stresssignaler. Det er de signaler, der kommer i selve stresssituationen. Ved at du lærer at mærke dem, så bliver du bedre til at finde dine egentlige stressfaktorer. 

Du har muligvis ikke selv overskud og overblik nok til at komme ud af din stress. Du bør overveje at søge hjælp hos en stresscoach! - Gør det for din egen, dit arbejdes og din families skyld.

...Og kom ikke og sig - jeg sagde det jo...

Update...

Jeg kender jo godt nogle af mine "grønne" stresssignaler, bla. nemlig at jeg er lidt for glemsom for tiden, men spørgsmålet omkring glemsomhed gik på, om det var mere end det plejer... Og den del har vel stået på så længe, at det er blevet til plejer...

Jeg kender også til det med søvnløsheden og uroen i kroppen, men begge har været i mit liv i de sidste 10-12 år i perioder, så det kan være svært at genkende signalerne.

Jeg kan heller ikke lide at kalde det stress! For stress har for mig en arbejdsmæssig klang, og da er mit mere af mere familie/følelsesmæssig art, så kalder man det bekymringer...

Men jeg kan godt mærke, at jeg skal have hanket op. Have kontaktet de mennesker, jeg mener, kan hjælpe mig videre. Et par besøg (eller 4) hos Zonedamen hjælper til at få overskud til at komme videre. Den helt store tudetur er også ganske forløsende.

Og så må jeg huske at glæde mig over mine 2 dejlige, sunde og kvikke Drenge, der hver dag bringer smil på min læbe og stolthed i mit hjerte!

Kan man vende på en tallerken?

Der er ikke mange ord i mig. Eller meget arbejde i mig. Og desværre heller ikke meget søvn i mig. Vi har mange pinde i bålet - eller bolde i luften, og i øjeblikket brændes lysene i begge ender...

Så kan jeg vist heller ikke finde på flere metaforer?!?

Til trods for, at vi igen og igen snakker om ønsket om at leve et ukompliceret liv, hvor der er plads til at være syg en enkelt dag uden at resten af familien render forvirrede rundt om hinanden eller at der er opgaver, der så er endnu mere presserende, når man bliver rask.

I flæng kan jeg nævne Moms. HD. 4 x Eksamen (til førnævnte). Årsregnskab x 2. Selvangivelser x 2 (den udvidede slags og noget med en virksomhedsordning). Yngstes Børnehavestart. Ældstes skolegang. Møder med skole(r), psykolog m.m. Et almindeligt lønarbejde - godt nok kun 30 timer, men det skal jo passes. Lederuddannelse (ikke min). En snarlig koncert og kæresteweekend, hvor der mangler noget lækkert overnatning ved vand i nærheden af Århus. Til rækken af manglende opmærksomheder ligger også et vægttab, der er blevet til en -øgning og mangel på motion (og motivation).

Der er masser at ponke sig selv i hovedet med - og jeg gør det... Med jævne mellemrum. Fokuserer på alt det jeg ikke når og når endnu mindre...

Tilbage til det med tallerkenvendinger!

Mødet i dag var positivt, fremadrettet og konkret! Skolen var mødt talstærkt op med Skolepsykologen, Støttelæreren, Støttepædagogen (både i SFO og klassen), Klasselæreren, Matematiklæreren, SFO-leder og Inspektøren selv. Vi var jo os to forældre, så vi var 9!
"Turen rundt" var god. Vi fik både skidt og godt på bordet. Vi fik luftet vores holdning til "Loftet", og lærerne fik på en bedre måde beskrevet deres bevæggrunde for at sende ham derop.
Vi fik snakket meget om, hvad det så er der trigger hans anfald af vrede/utilfredshed/frustration og xxx (alle de andre negative følelser). Og vi tror efterhånden, at det handler om, at han ikke kan håndtere dem - at selvom fornuften ved, at det er forkert at bide/sparke/slå, så er det impulsen, der bestemmer i det øjeblik, hvor han er trængt. Han kan også blive uhyggeligt ked af det uden på forhånd at have nogen dybere indsigt i "problemets" omfang.
Skolepsykologen havde noget konkret i posen til os. Noget, der kunne være en plan at få undersøgt. En BRIEF eller på dansk "Adfærdsvurdering af eksekutiv funktion". Så vi har fået et forældreskema med hjem med 86 spørgsmål, og skolen har fået et andet. Med resultatet af den i hånden tager vi så endnu et møde med Børnepsyk - denne gang bare inkl. Skolefolkene, for de mangler virkelig noget konkret at gå efter.
Vi andre har sagt ja (eller OK) til at besøge noget familierådgivning for at få input til hvordan vi takler Ældstes frustrationer. Vi følte os nok lidt pressede til at sige ja, men lad os nu få det bedste ud af det! Som jeg ser det, kan vi kun komme godt videre - enten med tips/tricks og gode råd til at komme videre eller med en bekræftelse af, at det vi gør er godt nok/det rigtige.

Vi har valgt! Vores Folkeskole er det bedste valg for Ældste. Ihvertfald for nu. Der er lærere, pædagoger og andre mennesker (ja ;) Inspektøren hører til denne sidste gruppe), der vil vores Ældste. Vi vil! De vil! Han vil! -slet ikke mindst-

Og hov... Så var der alligevel ord, og træthed. Måske især også i morgen tidligt, når fredagen kalder.

Tak! Tusind Tak! for alle jeres input til mit sidste indlæg. De varmer helt derind, hvor tårerne kommer fra.

Og til Palle: Jo! Vi har mere end een gang talt om at kontakte GiftedChildren. Vi er bare ikke kommet videre... Vi har også haft kig på Mentiqa, men mener ikke, at det er noget for vores Ældste (endnu og måske aldrig).
Tak Kontorchef, fordi du forsøger at give input fra den anden side af kateteret. Vi er nu endnu mindre i tvivl om, at det er mere manglende erfaring end "dumhed", der gør, at det er så svært at håndtere/takle vores Ældste.
Til Damen: JOW! Man får et ætsende behov for at handle! Og følelsen af, at det er vores skyld, at vores dreng ikke trives i skolerammerne, men fint derhjemme. Vi er blevet bedre til at stille krav, men forpligtende krav. Vi ved, at der er mange ting, som vi er den bærende del af. Det er til tider ret hårdt og noget tungt, men det er vores dreng.

Til tider ønsker jeg, at der var en eller anden diagnose, man kunne sætte på ham, for på den måde var det nemmere at få hjælp. For så ville der findes en form for "brugsanvisning" - eller i det mindste noget erfaring at trække på.