Tanker

onsdag 14 maj 2008

Status af en slags...

Det er vist på tide med lidt lyd herfra! Og en status af en slags på alle de bolde, der har været i luften i det sidste lange stykke tid...

Allerførst! Så afleverede jeg i lørdags godt 80 sider til Studiesekretæren på Universitetet. Så er den hovedopgave afleveret, og det blev fejret på behøring vis med brunch, kaffe & friskpresset juice :-)
Så er der bare forsvar om små 14 dage og en re-eksamen 2 dage efter. Mon jeg kunne være den (heldige) lykkelige ejer af et Erhvervsøkonomisk Diplom sidst i juni, så?

Sidst i Påsken kiggede vi på hus. Et dejligt et fra 1926 med plads i 3 plan og en dejlig lille have. Lige der, hvor alle Ældstes klassekammerater bor - og i "det rigtige kvarter" i byen. Processen har været lang og rigtig god, for det var dyrt - for dyrt - til os og i forhold til standen af det. Vi valgte at få en byggesagkyndig til at kigge grundigt på det for ikke at risikere at købe katten i sækken - eller et hus fuldt af fejl. Og vi gav bud i samarbejde med en advokat, for det skulle gøres ordenligt. Vores bud var (naturligt nok) ikke højt nok til sælger, så en anden må købe det, og det er helt fint. I processen er vi blevet klogere! På os selv og på vores drømme. På vores forventninger til en bolig og på de barrierer for ikke bare at gøre noget her, hvor vi i forvejen bor stort og ganske dejligt. Så køkkendrømme kan blive til virkelighed alligevel. Bare på den samme adresse som hele tiden. Og haven er allerede i forbedringsprocessen. Noget, der skulle gøres alligevel, eftersom vi ikke havde tænkt os at sælge, bare udleje...

Beslutninger er der taget rigtig mange af i de sidste 2-3 måneder, og mange muligheder er prøvet af. Der måtte flyve et par fugle, men nye muligheder viser sig hele tiden. Og hvis jeg nu får det der diplom, så bliver det nok ikke sværere, vil jeg tro...

Båden står stadig på land, men i noget bedre stand end da den blev taget op i efteråret. Vi mangler en del til motoren, men den er på vej. Og båden er blevet pudset og poleret i alle ender og kanter, både oppe, nede, ude og inde - og vi finder stadig mere at gøre. Vidundermidlet til at få fjernet de gule & grimme aflejringer på fribordet blev Gelcoat Cleaning Spray, som viste sig blot at være oxalsyre (og desværre fandt jeg først ud af dette magiske middel efter at have renset hele den ene side op med Boat Rubing Liquid, som virker ret godt, men er en noget langsommelig affære)...

Og Mentiqa i Trekantsområdet er i støbeskeen. Endnu har vi valgt at følge passivt med, da et skoleskift ikke er helt aktuelt for Ældste. Han trives faktisk godt i sin folkeskole og har det godt med at kende spillereglerne - og være tæt på kammeraterne, selvom det kan være svært at få leget med nogen. Desværre er vores vidunderlige Matematiklærer lige gået på barsel og kommer ikke tilbage før 4. klasse - og for at det ikke skal være løgn, så er vores lige så dejlige Klasselærer i samme tilstand som førstnævnte, så der står 2! nye lærere på skemaet til 3. klasse * ØV ØV ØV og atter ØV *

Men når vi er ved Ældste, så har han lige været på alletiders Pinsetur til Forlev Spejdercenter og kom glad, træt og møgbeskidt hjem. Alt hvad der havde været med på tur røg i vaskemaskinen (inkl. gummisko!) og ser nu nogenlunde ud. Ældste var i bad i over ½ time og måtte skrubbe grundigt for at få al den sorte mosejord af hud & negle :-)

Vægttab bliver det ikke så meget til, men Ninka & hendes Kernesunde familie hjælper til inspiration, og min egen dejlige familie lytter til mine ønsker :-)
I Mors Dags gave havde de fremskaffet den nyeste Bibel, og jeg kan nu prale af at have både "Kernesund Familie sådan!", "Køkkenrevolution på høje hæle" og "Kernesund mad" i sortiment. Motionen er lige nu den (næsten) daglige cykeltur til & fra arbejde, men planerne er mange, for det kunne gøre ganske godt for min noget slappe og lettere dellede krop...

Det har været godt med et mentalt blæsevejr!

Åh ja... Og sidste nye her til sidst... Yngste cyklede her til aften ned ad havetrappen på sin trehjulede Winter-cykel. Det kunne han altså ikke helt holde til og ligner mest af alt en bokser, der ikke har haft paraderne godt nok oppe...
Når det er sagt, så blev vi alle noget forskrækkede, og et besøg hos tandlægen i morgen er vist på sin plads. Han har det fint nu og sover trygt. Fik tørret tårer, næse og mund og fik is at sutte på, og så var han klar igen. Aftensmaden valgte han selv - havregrød! Om mindre end 5 minutter vil jeg lægge mig ind til ham og passe på ham resten af natten. Det bad han om, da jeg puttede til aften. Nogen gange må (skal) man godt...

tirsdag 29 april 2008

Fugle på taget

Fuglen på taget To ud af (foreløbig) tre endte som fugle på taget, der fløj, inden de blev indfanget. Vi har stadig en joker i ærmet, men en joker er det. Men spændende var det, mens det stod på.

Og lige om ganske kort er HD-opgaven klar :-) Så mon ikke, jeg ender med armene oppe over hovedet alligevel engang sidst i maj, når det hele er overstået?

lørdag 26 april 2008

En ikke helt almindelig uge

Ugen har i den grad været præget af travlhed i privaten. Det har været en spændende og hemlighedsfuld uge på så mange måder, at en eller anden nok ender op med hænder op over hovedet ;-) i løbet af forholdsvis kort tid.

Både Manden Min og jeg har haft vores at se til, og noget af det skal nok lykkes. Og når det bliver konkret lover jeg, at løbe nøgen gennem byen fortælle jer meget mere.

Jeg har nu fået godt fat i HD-opgaven, og det ser ud til at i morgen går vi i gang med at skrive konklusion og lægge final touch på. Det bliver rigtig rigtig godt at kunne lægge det fra sig med et tilfreds smil i nær fremtid. At jeg så ikke er helt tilfreds med processen, ja det er jo en helt anden snak...

Jeg har i dag siddet på loftet og skrevet med den smukkeste udsigt og helt ro. Det var nødvendigt for at komme videre, så vi flyttede et lille bord og en kontorstol op i en af de ubrugte rum, og der har jeg så siddet det meste af dagen, mens Manden Min har hygget med Yngste, for Ældste tog med Mormor til teatersport.

Det var den lørdag - og om lidt vil jeg liiiige lave en enkelt model til opgaven og så finde et lille glas rødvin og et eller andet i fjernsynet.

søndag 20 april 2008

Nye vinde blæser...

Der sker så meget lige for øjeblikket... Eller dvs. der sker ingen ting sådan reelt, men der er mange tanker for fremtiden og måden at gøre ting på.

I en spredt opremsning -af både store og små ting- kan nævnes · Klargøring af Båd · Hovedopgave · Mentiqa · Udlejning af Bådplads · Udlejning af lejlighed · Tanker om nyt job · Oprydning af gammelt "skrammel" i garagen · Bådforsikring · Oprydning på loftet · Reeksamen · Utætte (eller stoppede) Nedløbsrør (i flertal) · Rengøring · Nye Sommerdæk · Huskøb · Service af bil · Haven med græsslåning m.m. · Vægttab · Sund Kost · Motion...

Men ellers går det fint!

Forårets lys er også nået ind til mig, og behovet for at komme videre på alle måder rammer, som det plejer at gøre.
Det er det, der giver rastløsheden, og den der følelse af, at sidde fast i gamle vaner, hvis man kan sige det sådan...

Det gør godt at rydde op i gamle ting og få solgt ting og få kørt læs efter læs på forbrændingen. Jo mere, vi får ryddet op, jo større bliver behovet for at få gjort endnu mere. Derfor har vi også snart tømt Harald Nyborg for stålreoler, for der er stadig mange ting som skal gemmes i garagen (som er 100 m² stor). Når vi engang er færdige der, kan vi fortsætte på loftet. Deroppe står mange ting, som skal gemmes eller sælges, så det tager nok lidt længere tid at få gjort noget ved...

Men jeg kan mærke, at der snart sker noget!

Nye vinde blæser... Milde forårsvinde... Med løfter om godt...

Og så glæder jeg mig bare helt vanvittigt til at blilve færdig med den HD!

torsdag 03 april 2008

Til at holde varmen...

God te Min bedste ven i disse dage med hovedpine, feber og forkølelse!

Thermokanden med Rooibos te bliver fyldt et par gange om dagen, for jeg gider ikke det der urteværk lige nu. Jeg er ellers vokset op med Marcussens urtete, men favoritten er lige nu Yogi Rooibos te. Den smager lidt som julete blandt andet fordi der er kanel og kardemomme i.

Jeg er hjemme også i dag, for forkølelsen har sat sig på halsen også. Hovedpinen er den samme, men heldigvis er næsen ikke helt så slem i dag, som den var i går.

Det er -som altid- et dårligt tidspunkt at blive syg på i forhold til job, for der er mange ting, der skal være færdig til messetid i næste uge, men der er ikke noget at gøre...
Faktisk synes jeg, at der måske tegner sig et mønster? Jeg er ikke normalt meget syg, men i den sidste tid har det vist været noget mere.
Men det er nok ikke job alene, for der er jo også den der hovedopgave, og så er der tankerne om et nyt hus. Hvis sidstnævnte bliver til noget, skal I nok høre mere...

Heldigvis er det ikke koldt i dag, for de har lukket for varmen pga. rørarbejde i gaden. Det kunne have været kønt at være hjemme og syg og så ikke kunne holde varmen ;) Derfor er jeg også pænt pakket ind i et fleecetæppe og -trøje - og den bærbare på lårene varmer også helt godt.

Og nu... Nu vil jeg finde lidt frokost i køleskabet - og skrive noget mere på den hovedopgave, der plager mig dag og nat...

torsdag 27 marts 2008

Skriveblokering

Med den bærbare på skødet skulle der jo skrives ord på ord, linie på linie og A4 efter A4 kunne lægges i bunken. Til aflevering om 1½ måned, så har det lange udsigter med de fælles 80 sider - og det er ikke min fortjeneste dem, der allerede er blevet skrevet.

Jeg har en skriveblokering på størrelse med Norge.

Det går ud over alt, hvad jeg foretager mig... Og det er ikke fordi, der ikke er nok at lave alle andre steder i mit liv...

Hvordan jeg kommer videre, ved jeg ikke...

lørdag 22 marts 2008

Musik fra hjertet

Sidder her i sofaen og har nydt Meryl Streep og dejlig violinmusik.

Music of the Heart er en smuk og endog sand historie om den enlige mor og musiklærerinde Roberta, der tager kampen op, da musikprogrammet på hendes skole bliver skåret fra budgettet. Hun får ved hjælp af gode venner og forældre arrangeret en støttekoncert, som (naturligvis) ender i en kæmpe succes.

Desværre fandt jeg den først på DR2 længe efter, at den var startet, men - som jeg ellers plejer at kunne - så kan jeg ikke finde den på bibliotek.dk til hjemlån...

Music in the Heart
By: CindyZazzle

Men det jeg så, var en skøn og dejlig film, der gik lige i hjertet!
Gid jeg en dag kunne bringe mine børn den samme inspiration, motivation og tro på, at alt er muligt!

fredag 30 november 2007

Havregrynskugler og rødvin

Sådan cirka så min mandag aften ud. Søndag havde jeg endevendt skabe og skuffer på jagt efter noget sødt og lækkert, men af fornuftige grunde var der intet, der kunne tilfredsstille den søde tand.

Til aftensmaden nød vi et glas rødvin. Dejligt at kunne slappe af og hyggesnakke over maden sammen alle 4. Efter godnatlæsning og -putning satte jeg mig ved min (go'e) gamle Satellite Pro 4600 og endte med en anbefalelsesværdi opskrift på Havregrynskugler, som var nødt til at blive afprøvet trods klokken var tæt på de 21.
Dagen havde ellers været en blanding af lige dele dårlig samvittighed (pga. egne forventninger om at kunne nå noget praktisk) og hygge med en feber- og hosteplaget 3-årig. Mødet hos revisoren havde heller ikke afskrækket, så på mange måde, havde det været en fin start på ugen.

Tirsdag havde jeg den blandede fornøjelse at bruge hele min aften på universitet i færd med at finde de sidste 5 års regnskabstal for Novozymes koncernen. Noget, som senere skal vise sig som en regnsakbsanalyse... Det blev sent, men heldigvis ikke mere, end at jeg kunne nå at kysse Manden Min godnat ;)

Onsdag skulle Yngste have været til gymnastik, men første dag i børnehaven efter et par sygedage, havde spist så meget energi, at han faktisk også havde hvilet ½ time i børnehaven - noget han ellers kun har haft gjort 1-3 gange siden starten i maj. Jeg selv havde haft eftermiddagsfornøjelsen hos frisøren i mere end 2 timer for at proppe lidt mere fyld i svenskerfrisuren...
Eftersom vi ingen steder skulle, endte vi med pariserbøf af dejligt kød fra slagteren. Yngste var iv og piv og spiste faktisk kun brød og rødbeder, hvorimod Ældste synes at det var alletiders (bortset fra at spejlægget ikke helt var stegt nok ifølge ham).

Torsdag endte helt i hat & briller - for 3 ud af familiens 4 medlemmer!
Ældste havde haft den værste dag ever i skolen... Havde slet slet ikke kunne finde sig tilrette med regler og sociale relationer og havde nærmest gået amok (hans egne ord) overfor næstenbedstevennen, så meget, at den anden stakkels dreng var blevet noget skræmt.
Derfor blev både svømning og spejder aflyst. Man kunne nærmest mærke, at drengen (altså min) stadig sitrede...
Vi bestilte pizza og spiste i stuen, for vi var alene os 3 og trængte vist til lidt andet... Og så slap jeg for at bruge tid på madlavning og kunne i stedet bruge tid på førnævnte opgave.
Manden Min og jeg havde en rigtig god snak hele vejen rundt, da han kom hjem. Dejligt! Og simpelthen uundværligt!

Fredag - altså i dag - har, efter en enkelt ubehagelig overraskelse (ja, det burde jo snart ikke komme som en overraskelse) med Ældste temperament, været ganske dejlig :-)
Vi starter jo altid weekenden med familiesvømning fredag eftermiddag, hvilket er en god måde at komme ud af de arbejdsmæssige rammer og tune ind på roen, der gerne skulle komme over os i løbet af en weekend.
To styks glade drenge har været med Mor i svømmehallen, og alle aftaler er blevet overholdt. Ingen brok bagefter trods at vi både skulle til slagteren efter lækkermad og i Fakta efter bleer og alt det hverdagsagtige. Der var næstenro omkring aftenbordet, hvor fiskefileter blev nydt på rugbrød (og ja, Ældste kan nu også stave til det). Der blev klukket gennem Disneysjov, pjattet under tandbørstningen og nu ligger de i Mors og Fars seng og putter sammen, fordi de gerne vil og må.
Og jeg? Jeg sidder med den gamle pc i skødet og lytter/ser "So You Think You Can Dance 3", mens jeg indhenter alt det, jeg ikke fik læst i den foregående uge. Jeg er mere påpasselig med ikke at surfe, mens jeg er på arbejde, for selvom jeg også har ret til mine 5 minutter i timen, så er der altså alligevel nogen på arbejdet, der har ondt et sted... Manden Min er til julefrokost med arbejdet, og jeg under ham virkelig den friaften, for han er der altid for mig, når jeg skal afsted på uni.

I morgen skal jeg da også afsted igen... Fra 9.00-15.00 - en dag, der trækker energi ud af hvert et ben i kroppen - heldigvis mest for mig, for de plejer at hygge sig herhjemme, når jeg er væk, selvom en dag som i morgen er noget længere end blot de sædvanlige formiddage...

Søndag er der dømt julehygge/-marked/-stress/-noget... Der er 4 bloklys og et kalenderlys, der trænger til at blive omtryllet til noget juleagtigt. Heldigvis har jeg meldt Mormor på banen til et-eller-andet-med-jul søndag. Fadet til adventskransen skal bare lige findes ned fra loftet, leret er købt og så får vi se, hvad det ender med...
Drengene vil i hvert fald gerne!

I morgen starter julemåneden, og jeg har allerede købt nogle (men desværre ikke alle) gaver til både mand, børn og svigerfar!

tirsdag 23 oktober 2007

Her slutter internettet

http://www.thestone.dk slutter internettet...

Ikke at jeg slutter her, men det virkelige liv i 3D kræver min (næsten) udelte opmærksomhed.

Lige nu skrives der på opgave nr 3 ud af 6 inden jul - den første skal forsvares på lørdag og nr. 2 skal afleveres onsdag.
Samtidig er der min dejlige familie at glædes og være sammen med, og et job, der også skal passes. Eftersom døgnet kun har 24 timer, og jeg er holdt op med at drikke kaffe, så kræver det en vis indsats at få brikkerne til at passe samme. Det er den indsats, vi gør lige nu.

Derfor alt er vel, selvom jeg måske ikke skriver en masse herinde...

lørdag 13 oktober 2007

What's in it for me?

Seminaret er afleveret og dagens HD overstået. Den utætte thermokande er byttet og lækker fisk er hjembragt til frokost/aftensmad. Jeg nåede også at kigge på vinter- & fleecejakke til Ældste, men købte ikke nogen. Vel hjemme fik jeg sen frokost, derefter op på cyklen for at hente Ældste fra fødselsdag. Hjemme igen fik jeg pudset Ældstes gamle cykel klar til at sælge, det var hurtigt overstået - både pudsning og salg. Hele eftermiddagen er bare gået op i røg, og nu ligger Manden Min og snorker på sofaen... Det var jo egentlig mig, der skulle ligge der, men altså...
Når ja, og så har jeg jo også fået hængt vasketøjet op - det vasketøj som lå i maskinen, der hvor Manden Min gik lige forbi efter sin cykeltur her til aften.

Ligenu er jeg fed up med alt og det hele...

Dette semesters HD er så stopfyldt af skriftlige opgaver, at jeg er ved at flyder over af seminar-skrivning, cases og opgaver i virksomhedsanalyse. Til januar skal vi til eksamen, og så venter hovedopgaven forude... På arbejde går det over stok og sten med endnu en nyansættelse og travlhed over hele linien. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke kunne få ferie i efterårsferien, men har også forståelse for begrundelsen. Ældste skal alligevel på højskole med Mormor, så har får i det mindste en dejlig efterårsferie.

Jeg sidder tilbage med en flad fornemmelse, som jeg ikke helt kan finde ind til...

Det er stadig mig, der står for -stor set- alt det praktiske herhjemme... Manden Min er god til at hjælpe, men brokker sig højlydt, når jeg roder... Og det gør jeg, når jeg har så mange ting i hovedet... Vi har fået fyldt ugen lidt rigeligt op med aktiviteter, men ikke een eneste af dem er noget for mig - som mig... Vores fællessvømning om fredagen er hyggelig, men vand er jo ikke nødvendigvis mit element...

Måske er det bare opgaveblues, men faktum er, at jeg bare ikke synes, at tingene er som de skal være... Men med kendskab til mig selv, så får jeg ikke sagt en sk.. Det driver over af sig selv igen om et par dage, når hverdagen tager fat igen, og jeg skal sørge for indkøb, vask, madlavning, "taxakørsel" og ... Ikke underligt, at det snart er 2 måneder siden sidst...

Værktøjer

Blog powered by TypePad