Tanker

tirsdag 01 juli 2008

Første dag i resten af mit liv

I dag, den første juli, er første dag i resten af mit liv ;-)

Heldigvis kan man have mange af disse dage, men det, jeg har gået og luret med i godt 2 måneder, er nu en lyksaglig virkelighed!

Og inden misforståelserne ramler ind over mig... Så er jeg altså IKKE gravid!

Til gengæld har jeg haft første dag i nyt job!

I en ny branche med nye mennesker, med et kraftigt udvidet ansvarsområde og en blanding af nye og gammelkendte opgaver. Systemet er det samme - en blanding af C5 & Excel, så det er ikke arbejdsredskaberne, der er ukendte ;-)

Jeg har en god fornemmelse af mit nye job, min nye chef og de nye kollegaer. Det er frihed under anvar og et (for mig at se) næsten uendeligt potentiale til udvikling. I stedet for at se begrænsninger ser man muligheder og allerede under den første jobsamtale, jeg havde der, kunne min chef se, hvilke kompetancer, der kunne udnyttes og hvilke opgaver, som "pludselig" kunne udføres - eller i høj grad forbedres. Det er skønt at blive dyrket, og det føler jeg, at jeg bliver ;)

Allerede inden den første eurfori har lagt sig, venter 4 ugers ferie, og bagefter et langt sejt træk, inden nye initiativer sættes i søen - og listen bliver vist blot længere, for chefen sprudler af gode idéer.

Så jo! Det skal nok blive en god sommer!

søndag 15 juni 2008

Et øjeblink

Synes ikke andet end, at det var i går, jeg lukkede mine øjne efter en dejlig weekend, hvor vi lørdag havde fejret 4-års fødselsdag og tilbragt søndagen med at klargøre båd...

Men så åbnede jeg øjnene op og fandt, at 14 dage er gået i fuld galop.

Den første uge gik med skriftlig eksamen, fars dag og en solid oprydning i garagen og med mere båd - den søndag aften gik jeg træt i seng efter at have vasket, skrubbet og poleret til langt ud på aftenen.

Den næste uge gik også helt af sig selv... Garagen blev fyldt op med møbler alt for gode til at smide ud, og torsdag havde jeg en god og positiv oplevelse med Mission Afrika Genbrug, hvor to yderste søde mænd hentede alt, der var samlet sammen - og sagde pænt tak! (i modsætning til en af de andre genbrugscentre i byen, hvor de ville vide om det var pænt, rent og helt uden skrammer, før de ville afhente).
I går var det sengetøjsskabet, det gik ud over, så nu er der også lagt et kæmpe læs af gamle dyner og sengetøj fra Der er nu dejligt meget plads i skabene til nyt og lækkert af slagsen.

I dag har vi holdt fri fra de praktiske pligter for at køre til Vejle til Økolariet og bruge et par timer på at se kloakrotter og lære om skoven indenfor - når nu det regnede udenfor.

Vi når en del, synes jeg. Alligevel føles det som om dagene bare går og går og går...

søndag 01 juni 2008

Systembarn

Tilbage til hverdagen. Eller næsten, for der er lige en eksamen mere i morgen, som jeg lige nu sidder og skulle forberede mig til...

Men tankerne flyver lidt, så her er noget helt uden for rækken:


Jo mere vi får styr på Ældstes hverdag - jo mere vi lærer om hans behov for struktur og faste regler, jo mere bliver jeg opmærksom på mine egne småsystemer i hverdagen.

Som f.eks. når jeg hænger vasketøj op... Ældstes tøj til højre, Yngstes til venstre og alt det anden midt i. Men ikke nok med, at dette praktiske system gør det nemmere for alle familiemedlemmer at finde deres tøj på stativet, så er tøjet sat på med samme farve klemmer. Altså parvis, således at et par bukser hænger med f.eks. blå klemmer, mens en bluse hænger med grønne...
Sært nok er dette system så indarbejdet, at selv når Yngste rækker mig klemmer, får jeg 2 ens farver ad gangen. Ikke noget, jeg har opfordret til, men han har åbenbart luret systemet.

Lige sådan matcher Drengenes tandbørstefarve (for det mestet) deres tuschfarve på vores hverdagstavle. Et 14-dages system, som vi "udviklede" for år tilbage, inden man kunne købe whiteboardtavler med ugeplaner... Det er ikke engang for børnenes skyld alene, at vi har vores 14-dages plan. Det er for overblikket, og sidegevinsten er, at det har hjulpet alle. Hvis bare opgaven, mødet, fødselsdagen eller mors/fars dag står på tavlen, så bliver det ikke glemt :-)

Og perlekassen med HAMA-perler. Sorteret op i farver efter skala. I en fin værktøjsæske med opdelingsrum. Jeg køber aldrig (!) blandingssæt, selvom det er en OK billig måde at få både perler, plader og opskrifter på. Og så er det ikke engang mig, der leger med perler!

Sådan kunne jeg blive ved... Men det vil jeg ikke, for det gavner jo ikke yderligere at vide, at selv mine indkøbsmønstre er i system - efter kvalitet, pris, friskhed, tilgængelighed osv.
- At det meste af vores forbrug af risdrik bliver købt i Rema1000 eller Føtex, fordi Kvickly ofte har udsolgt.

Vel?

Fakta er vel, at jeg også har behov for systemer. Det letter hverdagen, at man ikke skal tage stilling til hver eneste detalje hver gang.
Derfor er den næste plan i støbeskeen også det der med madplanen. For det bliver til for lidt variation, når der skal improviseres kl. 17.00. 7 dage om ugen!

onsdag 28 maj 2008

Min lille store dreng

Flag I dag bliver min lille store dreng 4 år. 4 år!
Altså omkring dette tidspunkt for 4 år siden, var han blot ca 11½ time gammel og lå i den grønne lift og sov sødeligt - eller også gjorde han ikke... Den del husker jeg ikke...

Men jeg husker, at omkring kl. 1.00 i løbet af natten til fredag gik vandet. Jeg husker, at jeg vækkede resten af familien omkring kl. 6.00, og at Mormor kom og bragte Ældste i børnehave. At vi havde goood tid, så Manden Min sendte email til arbejdet om, at han ikke kom - og at det var min konsultationsjordemoder, der mødte mig på fødegangen. At hun ikke regnede med, at jeg ville komme til at føde "sammen" med hende - men at hun tog grueligt fejl, for selvom vi blev sendte hjem, så kom vi igen allerede 2 timer efter - og denne gang med hæftige veer. At jeg knapt havde klædt om eller var kommet på briksen, før Yngste meldte sin ankomst i rekordfart, så eneste lindring var en varm klud!

Jeg husker også euforien, og at vi inviterede fødselsdagsgæster til othello-lagkage og champagne. Og at vi - efter at gæsterne var gået hjem - sad og kiggede i Bilka-reklamer som om det havde været en helt almindelig dag. At vi var "høje" af oplevelsen i lang tid - og nærmest kan blive det igen bare ved tanken.

Inden frokost for 4 år siden havde jeg den mest fantastiske fødsel, jeg nogensinde har haft ;) (og ja, jeg ved godt, at jeg kun har haft 2).

I dag, for ganske mange timer siden, vågnede en lille dreng op til sin 4 års fødselsdag. Han blev vækket af Mor, Far og (store)Bror med sang, flag, lys og gaver.
Altsammen noget, der vagte lykke. Også selvom han havde været nødt til at "snige" sig i seng igen, for at få det hele med.
Hele dagen har været fyldt med oplevelser, så det var en træt lille dreng, der blev hentet af Mormor. Men ikke mere træt end at den blinkende tandbørste vakte jubel. Og ikke mere træt end stor jubel, da dagens sidste gave blev fundet frem fra gemmerne, og Far skulle hjælpe med at samle Dværgenes mine (LEGO Castle).
At det var ham, der suverænt valgte aftenmenuen (fra morgenstunden), og vi spiste på McDonalds var også noget, der passede ham ;)

Og nu... Nu sover han godt under dynen - feberhed og træt.

onsdag 14 maj 2008

Status af en slags...

Det er vist på tide med lidt lyd herfra! Og en status af en slags på alle de bolde, der har været i luften i det sidste lange stykke tid...

Allerførst! Så afleverede jeg i lørdags godt 80 sider til Studiesekretæren på Universitetet. Så er den hovedopgave afleveret, og det blev fejret på behøring vis med brunch, kaffe & friskpresset juice :-)
Så er der bare forsvar om små 14 dage og en re-eksamen 2 dage efter. Mon jeg kunne være den (heldige) lykkelige ejer af et Erhvervsøkonomisk Diplom sidst i juni, så?

Sidst i Påsken kiggede vi på hus. Et dejligt et fra 1926 med plads i 3 plan og en dejlig lille have. Lige der, hvor alle Ældstes klassekammerater bor - og i "det rigtige kvarter" i byen. Processen har været lang og rigtig god, for det var dyrt - for dyrt - til os og i forhold til standen af det. Vi valgte at få en byggesagkyndig til at kigge grundigt på det for ikke at risikere at købe katten i sækken - eller et hus fuldt af fejl. Og vi gav bud i samarbejde med en advokat, for det skulle gøres ordenligt. Vores bud var (naturligt nok) ikke højt nok til sælger, så en anden må købe det, og det er helt fint. I processen er vi blevet klogere! På os selv og på vores drømme. På vores forventninger til en bolig og på de barrierer for ikke bare at gøre noget her, hvor vi i forvejen bor stort og ganske dejligt. Så køkkendrømme kan blive til virkelighed alligevel. Bare på den samme adresse som hele tiden. Og haven er allerede i forbedringsprocessen. Noget, der skulle gøres alligevel, eftersom vi ikke havde tænkt os at sælge, bare udleje...

Beslutninger er der taget rigtig mange af i de sidste 2-3 måneder, og mange muligheder er prøvet af. Der måtte flyve et par fugle, men nye muligheder viser sig hele tiden. Og hvis jeg nu får det der diplom, så bliver det nok ikke sværere, vil jeg tro...

Båden står stadig på land, men i noget bedre stand end da den blev taget op i efteråret. Vi mangler en del til motoren, men den er på vej. Og båden er blevet pudset og poleret i alle ender og kanter, både oppe, nede, ude og inde - og vi finder stadig mere at gøre. Vidundermidlet til at få fjernet de gule & grimme aflejringer på fribordet blev Gelcoat Cleaning Spray, som viste sig blot at være oxalsyre (og desværre fandt jeg først ud af dette magiske middel efter at have renset hele den ene side op med Boat Rubing Liquid, som virker ret godt, men er en noget langsommelig affære)...

Og Mentiqa i Trekantsområdet er i støbeskeen. Endnu har vi valgt at følge passivt med, da et skoleskift ikke er helt aktuelt for Ældste. Han trives faktisk godt i sin folkeskole og har det godt med at kende spillereglerne - og være tæt på kammeraterne, selvom det kan være svært at få leget med nogen. Desværre er vores vidunderlige Matematiklærer lige gået på barsel og kommer ikke tilbage før 4. klasse - og for at det ikke skal være løgn, så er vores lige så dejlige Klasselærer i samme tilstand som førstnævnte, så der står 2! nye lærere på skemaet til 3. klasse * ØV ØV ØV og atter ØV *

Men når vi er ved Ældste, så har han lige været på alletiders Pinsetur til Forlev Spejdercenter og kom glad, træt og møgbeskidt hjem. Alt hvad der havde været med på tur røg i vaskemaskinen (inkl. gummisko!) og ser nu nogenlunde ud. Ældste var i bad i over ½ time og måtte skrubbe grundigt for at få al den sorte mosejord af hud & negle :-)

Vægttab bliver det ikke så meget til, men Ninka & hendes Kernesunde familie hjælper til inspiration, og min egen dejlige familie lytter til mine ønsker :-)
I Mors Dags gave havde de fremskaffet den nyeste Bibel, og jeg kan nu prale af at have både "Kernesund Familie sådan!", "Køkkenrevolution på høje hæle" og "Kernesund mad" i sortiment. Motionen er lige nu den (næsten) daglige cykeltur til & fra arbejde, men planerne er mange, for det kunne gøre ganske godt for min noget slappe og lettere dellede krop...

Det har været godt med et mentalt blæsevejr!

Åh ja... Og sidste nye her til sidst... Yngste cyklede her til aften ned ad havetrappen på sin trehjulede Winter-cykel. Det kunne han altså ikke helt holde til og ligner mest af alt en bokser, der ikke har haft paraderne godt nok oppe...
Når det er sagt, så blev vi alle noget forskrækkede, og et besøg hos tandlægen i morgen er vist på sin plads. Han har det fint nu og sover trygt. Fik tørret tårer, næse og mund og fik is at sutte på, og så var han klar igen. Aftensmaden valgte han selv - havregrød! Om mindre end 5 minutter vil jeg lægge mig ind til ham og passe på ham resten af natten. Det bad han om, da jeg puttede til aften. Nogen gange må (skal) man godt...

tirsdag 29 april 2008

Fugle på taget

Fuglen på taget To ud af (foreløbig) tre endte som fugle på taget, der fløj, inden de blev indfanget. Vi har stadig en joker i ærmet, men en joker er det. Men spændende var det, mens det stod på.

Og lige om ganske kort er HD-opgaven klar :-) Så mon ikke, jeg ender med armene oppe over hovedet alligevel engang sidst i maj, når det hele er overstået?

lørdag 26 april 2008

En ikke helt almindelig uge

Ugen har i den grad været præget af travlhed i privaten. Det har været en spændende og hemlighedsfuld uge på så mange måder, at en eller anden nok ender op med hænder op over hovedet ;-) i løbet af forholdsvis kort tid.

Både Manden Min og jeg har haft vores at se til, og noget af det skal nok lykkes. Og når det bliver konkret lover jeg, at løbe nøgen gennem byen fortælle jer meget mere.

Jeg har nu fået godt fat i HD-opgaven, og det ser ud til at i morgen går vi i gang med at skrive konklusion og lægge final touch på. Det bliver rigtig rigtig godt at kunne lægge det fra sig med et tilfreds smil i nær fremtid. At jeg så ikke er helt tilfreds med processen, ja det er jo en helt anden snak...

Jeg har i dag siddet på loftet og skrevet med den smukkeste udsigt og helt ro. Det var nødvendigt for at komme videre, så vi flyttede et lille bord og en kontorstol op i en af de ubrugte rum, og der har jeg så siddet det meste af dagen, mens Manden Min har hygget med Yngste, for Ældste tog med Mormor til teatersport.

Det var den lørdag - og om lidt vil jeg liiiige lave en enkelt model til opgaven og så finde et lille glas rødvin og et eller andet i fjernsynet.

søndag 20 april 2008

Nye vinde blæser...

Der sker så meget lige for øjeblikket... Eller dvs. der sker ingen ting sådan reelt, men der er mange tanker for fremtiden og måden at gøre ting på.

I en spredt opremsning -af både store og små ting- kan nævnes · Klargøring af Båd · Hovedopgave · Mentiqa · Udlejning af Bådplads · Udlejning af lejlighed · Tanker om nyt job · Oprydning af gammelt "skrammel" i garagen · Bådforsikring · Oprydning på loftet · Reeksamen · Utætte (eller stoppede) Nedløbsrør (i flertal) · Rengøring · Nye Sommerdæk · Huskøb · Service af bil · Haven med græsslåning m.m. · Vægttab · Sund Kost · Motion...

Men ellers går det fint!

Forårets lys er også nået ind til mig, og behovet for at komme videre på alle måder rammer, som det plejer at gøre.
Det er det, der giver rastløsheden, og den der følelse af, at sidde fast i gamle vaner, hvis man kan sige det sådan...

Det gør godt at rydde op i gamle ting og få solgt ting og få kørt læs efter læs på forbrændingen. Jo mere, vi får ryddet op, jo større bliver behovet for at få gjort endnu mere. Derfor har vi også snart tømt Harald Nyborg for stålreoler, for der er stadig mange ting som skal gemmes i garagen (som er 100 m² stor). Når vi engang er færdige der, kan vi fortsætte på loftet. Deroppe står mange ting, som skal gemmes eller sælges, så det tager nok lidt længere tid at få gjort noget ved...

Men jeg kan mærke, at der snart sker noget!

Nye vinde blæser... Milde forårsvinde... Med løfter om godt...

Og så glæder jeg mig bare helt vanvittigt til at blilve færdig med den HD!

torsdag 03 april 2008

Til at holde varmen...

God te Min bedste ven i disse dage med hovedpine, feber og forkølelse!

Thermokanden med Rooibos te bliver fyldt et par gange om dagen, for jeg gider ikke det der urteværk lige nu. Jeg er ellers vokset op med Marcussens urtete, men favoritten er lige nu Yogi Rooibos te. Den smager lidt som julete blandt andet fordi der er kanel og kardemomme i.

Jeg er hjemme også i dag, for forkølelsen har sat sig på halsen også. Hovedpinen er den samme, men heldigvis er næsen ikke helt så slem i dag, som den var i går.

Det er -som altid- et dårligt tidspunkt at blive syg på i forhold til job, for der er mange ting, der skal være færdig til messetid i næste uge, men der er ikke noget at gøre...
Faktisk synes jeg, at der måske tegner sig et mønster? Jeg er ikke normalt meget syg, men i den sidste tid har det vist været noget mere.
Men det er nok ikke job alene, for der er jo også den der hovedopgave, og så er der tankerne om et nyt hus. Hvis sidstnævnte bliver til noget, skal I nok høre mere...

Heldigvis er det ikke koldt i dag, for de har lukket for varmen pga. rørarbejde i gaden. Det kunne have været kønt at være hjemme og syg og så ikke kunne holde varmen ;) Derfor er jeg også pænt pakket ind i et fleecetæppe og -trøje - og den bærbare på lårene varmer også helt godt.

Og nu... Nu vil jeg finde lidt frokost i køleskabet - og skrive noget mere på den hovedopgave, der plager mig dag og nat...

torsdag 27 marts 2008

Skriveblokering

Med den bærbare på skødet skulle der jo skrives ord på ord, linie på linie og A4 efter A4 kunne lægges i bunken. Til aflevering om 1½ måned, så har det lange udsigter med de fælles 80 sider - og det er ikke min fortjeneste dem, der allerede er blevet skrevet.

Jeg har en skriveblokering på størrelse med Norge.

Det går ud over alt, hvad jeg foretager mig... Og det er ikke fordi, der ikke er nok at lave alle andre steder i mit liv...

Hvordan jeg kommer videre, ved jeg ikke...

Værktøjer

Blog powered by TypePad