MrsBaloui

Ud på dybt vand

Jeg lukker øjnene og springer nu!

...

Vi har vidst det i, tjaa... flere år ? Vi har fået et stykke papir, hvor det står på, men jeg er stadig ikke 100% sikker på, om jeg tror helt og aldeles på det... Ikke andet, end at vi kan se, at medicinen virker, når han får den...

Vores Ældste har ADHD ligesom Anders Stjernholm.

Så er det sagt ud i æteren...

Vi er ikke dem, der udbasunerer det til Gud og Hvermand, men selvfølgelig har relevante personer til Ældstes hverdag fået det af vide, og vi har et godt samarbejde med både skole, spejder, svømning og fodbold.

Ældste er ikke sådan en typisk hængen-i-gardinerne-kravle-på-væggen ADHD'er, og han er også meget atypisk i forhold til alle de aktiviteter, som han gerne vil deltage i...
I næste uge er der f.eks. krybbespil i kirken, hvor han har ønsket at få en af de større roller, der både skal synge og har mange replikker. Han går også både til kor, keyboard og band, og kan fint holde koncentrationen, når emnerne har hans interesse. Der er mange sociale spilleregler, som han forstår - og de fleste evner han også at overholde.

Han har det bedst, når han på forhånd ved, hvad han skal (f.eks. "i aften skal du til spejder"), men hans tidsfornemmelse er tit rigtig skidt - men hvem har ikke oplevet det med deres 10-årige sønner? At de glemmer alt omkring sig, når de fordyber sig i leg, en god bog eller computerspil?

Hans kloge hoved og gode intellekt (og ja, ja, Jante, jeg ved godt, at man ikke må prale) hjælper ham igennem rigtig mange situationer, og rent fagligt ligger han (hvis ikke højest) højt i sin klasse. Han glemmer lektier og hader at skulle skrive, men læser bøger på 6.-7. klasses niveau lige så hurtigt som dem bøgerne er tiltænkt.
Hvis bare man logisk kunne ræsonnere sig til alt, så havde han ingen problemer, men desværre er ikke alting logisk eller retfærdigt. Huh! Hvor kan man komme galt afsted, hvis man træder over hans retfærdighedssans!

Det værste med at have ADHD er, at det ikke kan ses! Hvis man brækker en arm, kan man se det, men et barn med ADHD virker uopdragent, og det er jo ikke i alle situationer, at man som forældre har lyst til at starte forfra med hele livshistorie for at forklare, hvorfor ens 10-årige søn tér sig mærkeligt eller går helt op i spåner over noget, han ikke kan få eller få lov til eller går glip af...

ADHD (tidligere kaldet DAMP) står for attention deficit hyperactivity disorder. Tilstanden ses inden syvårs alderen, oftest hos drenge, og er karakteriseret ved opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet. Opmærksomhedsvanskelighederne betyder, at barnet ikke kan koncentrere sig om en aktivitet ret lang tid ad gangen, så det kan være svært at fastholde en leg eller at følge med i skolen. Hyperaktiviteten betyder, at barnet ikke kan sidde stille ret længe ad gangen, men oftest farer planløst rundt eller sidder uroligt og kører frem og tilbage på sin stol. Impulsiviteten betyder, at barnet ikke kan vente på tur, ofte taler, før han får sig tænkt om, og måske ofte kommer i klammeri med kammerater eller bliver opfattet som næsvis af voksne, fordi de normale ”bremseklodser” ikke er til stede.
Kilde: Patientvejledningen

Hvis I vil vide mere om udfordringerne ved at have ADHD, så er Livskvalitet og ADHD et andet godt sted at starte.

Vi er ved at få godt styr på det og lærer hele tiden nye ting. Vores udfordring er lidt, at Ældste 100% forstår med sin fornuft, men ikke altid kan styre temperamentet, når frustrationerne kommer til overfladen. Han mangler sine bremseklodser - eller sagt på en anden måde... Han har brug for at låne de voksnes frontallapper...

Nyt hus - Nye lyde

Efter næsten 10 år på samme adresse med de samme omgivelser og de samme lyde døgnet igennem, naboer, trafik og weekendens sjov og halløj, så er der rigtig mange ting at vænne sig til, når man flytter i nyt hus.

Selvom det gamle var en lejlighed, så vi har boet væg-til-væg med naboerne, så er de bare lidt tættere på i det nye hus.

Vi har fundet et dejligt lille byhus med have og muligheder for at bygge til - og ikke mindst mulighed for at drengene får hver deres eget værelse. Ikke store værelser, men deres egne rum, der passer til deres alder.

Fra næsten 190 til 80 er lidt af en udfordring af de store. Mit store skab fyldt med tøj skal sorteres til 1/3, hvilket bare betyder at en masse tøj kommer andre til gode - en del stadig med prismærker på, så jeg kommer nok ikke til at savne det...
Jeg tror, det er ganske sundt sådan at gentænke det hele - man burde gøre det oftere end hvert tiende år, men har man megen plads, sp bruger man den jo også.

Jeg nyder roen i det nye hus - det er næsten helt hyggeligt med naboens puslen midt i stilheden.

Godt nok kører bilerne lige forbi stuevinduerne (men det er ikke mange), og havde vi ikke persienner for, kunne de gående kigge lige ind i stuen, men vi slipper for karaoke og gang i gaden i weekenden. Skraldemanden kommer først kl. 7.00, og til sommer kan vi sætte os med bar mave på terassen, uden at nogen kigger med.

Indtil sommeren kommer, indretter vi os i et hus, hvor der kan blive varmt og hyggeligt og rart.

Der er meget, der kan gøres og meget, som skal gøres og ikke megen tid i en hverdag med job, renovering andetsteds og andre aktiviteter, men vi skal nok finde os til rette og få et dejligt hjem ud af det!

Uden internet

Vi er så småt ved at komme på plads i vores nye hus, selvom der stadig mangler rigtig mange ting.

Vi har ikke flyttet det hele med og kommer heller ikke til det, for vi flytter fra 180 m² til 80 m² (helt frivilligt!).

Det er og bliver en rigtig god øvelse, for når man har meget plads, har man mange ting - også en masse, der er helt og aldeles overflødige...

Men en ting, der ikke helt er flyttet med, er vores ganske uundværlige internet - endnu, for det er da helt sikkert ikke til at undvære i længden ;-)

Vi har forsøgt med een type mobilt internet, men dækningen er meget dårlig til trods for det fine dækningskort på udbyderens hjemmeside. Den næste ulempe ved mobilt internet er at kun en computer kan være online ad gangen - og vi er altså 4, der bruger - også gerne på samme tid...

Derfor søges gode råd! Det skal være en løsning uden binding, for sandsynligvis har vi kun brug for det indtil nytår...

Jeg tror, at vi bliver rigtig glade for vores nye hus! Så glade, at vi sætter i stand og bygger til og bliver der til drengene bliver store og sikkert en tid derefter. Den gamle ejendom sætter vi i stand - og lejligheden, som vi kom fra deles op og lejes ud. Det tror jeg. Og Manden Min tror det samme. Vi er ved at vænne os til hus med udgang direkte til vores lille have. Vi er ved at vænne os til nye lyde og naboer.

Selvom vi "kun" er flyttet 400 m op ad en sidegade, så er det nye kvarter roligere, længere fra og tættere på.

Horror anno 2020

 
Kilde: Wulffmorgenthaler

*SUK*
Min gode gamle Nokia 6510 fra 2001 synger snart på sidste vers...

Batteriet har været skiftet 2 gange. Coveret trænger også til en udskiftning, det er flækket og revnet flere steder. "Isæt SIM" er en daglig kommunikation. Skriver jeg en lang SMS, restarter mobilen umotiveret, når SMS'en skal sendes - og sidste nyt er volumenknappen, der flipper, så jeg må skille hele telefonen ad for at fikse det.

Fordelen er at den er lille og handy! Det var noget af det ypperste der fandtes blandt mobiler i 2001... Nu er den bare håbløst forældet - den kan ikke engang modtage MMS'er eller lange SMS'er, men den kan være i nøglelommen på et par løbetights - eller i skjortelommen, hvis nogen skulle få den idé at ville trække tøjet skævt ;)

Længe har jeg sukket efter en ny, men ikke mere...
For i snart 10 år har denne lille røde tingest knoklet for mig uden at opføre sig mærkeligt. Den er mere stabil end nogen anden mobil på markedet. Jeg havde ellers drømt om musikdownload, www-browser, email og en bedre kalender, men hvad nytter det, hvis de nye går i software-stykker bare man siger bøh?

Så på nogen punkter vil jeg altså have lov til at være teknologi-forskrækket...

Sommer...

Det er sommerferie her på bloggen - også selvom jeg ikke har haft ferie siden sidste indlæg den 19. juni.

Det har været svært at finde ro - og finde emner til at skrive. Eller emner har der jo været nok af, men ikke alle egner sig hertil - og masser filtreres fra, fordi min store dille ligenu (og det har det været siden nytår 2008/2009) er løb, løb og atter løb. Det er vel ikke det fedeste at blive ved med at høre om, hvor fantastisk jeg synes løb er - hvilken fornemmelse jeg har i krop og sind, når jeg løber - og især har, når jeg har løbet - vel?

Og travlhed på jobbet har der været masser af, men det er ikke det sjoveste at skrive om, for ikke at sige, at når indlæg nr. 5 handler om, at tingene er svære at nå på job med kun 30 timer om ugen til rådighed, så taber man nok nogle læsere til andre og mere lystbetonede blogindlæg.

He! Og så skal jeg nok heller ikke sige mig fri for at være ramt af Facebook-bølgen...

Men hvis man kigger på alle projekterne fra dengang i maj, så er det ganske mange bolde, der er i spil og som holdes i luften til tider med mere ynde end andre gange, men familiesamarbejdet arbejdes der på, og det går som regel godt.

Det, der har fyldt mest i de personlige tanker, er Drengenes forsinkede vækst og Ældstes pre-teenager-tilbøjeligheder... Det første er vi tættere på end nogensinde på at få en afklaring omkring. Desværre hedder ventetiden på den afgørende undersøgelse 4 måneder, men vi er inde i systemet med begge og har nu en børnelæge med forståelse for min bekymring og som ikke bare skyder det ind under "arv og genetik" med henvisning til min manglende højde - tænk, hvis det også skyldes manglende væksthormonproduktion (for alle i min familie er højere end mig).
Ham pre-teenageren arbejder jeg videre med. Og forsøger at vælge mine kampe med omhu, for det kan blive en værre kattejammer, når det først går for sig. Jeg har ladet mig inspirere af Ross W. Greene, og forsøger med mantraet "Børn gør det rigtige, hvis de kan".

Vores ferie på 3 uger er snart forbi. I næste uge går det løs med arbejde, børnehave og skole. Vi har haft en dejlig ferie, blandet "arbejde" på ejendommen (oprydning), småture til Rømø og Givskud Løvepark (og vi når nok også en tur til Legoland) og så en dejlig 5-dages ferietur til Sydtyskland, hvor vi boede på et lækkert hotel i Furth nær Nürnberg og derfra kørte på ture til Playmobil FunPark, Legoland Tyskland, Industrimuseet i Nürnberg og - nårj ja - stod på ski i Snow Dome Bisbingen på vej derned.

Tilsidst... I slipper ikke for lidt løberhistorier alligevel ;-)

På lørdag løber jeg Juelsminde Run 2009 10,5 km.
Jeg har nemlig vundet et startnummer i en lodtrækning på Tracktime.dk, så selvom jeg har rationeret motionsløbene af hensyn til familien (ellers var jeg nok afsted hver eller hveranden weekend, for jeg eeeelsker det sus!), så bliver min sommerferie afsluttet aktivt og med manér!

Blogindlæggene, der aldrig blev skrevet...

Det står rigtig sløvt til herinde, og det er jeg egentlig ret ked af...

Der er mange ting og tanker i mit hoved, som kunne have godt af at komme ud - på skrift - enten helt privat bag scenen eller her i offentligt rum. Fordelen ved sidstnævnte er, at der af og til kommer nogle rigtig gode råd tilbage til hvordan den eller den sag kan håndteres - eller tanker, der rumsterer får en hel anden vinkel, når andre kigger på med mere objektive briller end jeg selv kan.

På den positive side er alle mine succes-oplevelser med mit løb. Det går strygende og i efterhånden ret flot tempo. Yndlingsdistancen ligger omkring de 6,5 km, og længste indtil videre er 8,5 km. Om knap en måned skal jeg løbe 11,6 til et motionsløb, og jeg glæder mig meget over at distancen nu også bliver længere og lettere.
Jeg bruger Time4Running.dk som en slags løbedagbog og finder ny musik på PodRunner.com.

Faktisk er jeg nået dertil, at jeg nu taler højt om min drøm om en ½ marathon til foråret 2010.

Positivt er også, at der kune er 10 dage til afgang til Kreta. Første charterferie i (hmmm) 6 år, tror jeg. På dette tidpunkt den 22. maj er vi på vej i en lejebil til vores hotel fra Chania lufthavn. Jeg glæder mig så meget, selvom jeg er ved at gå i knæ over alle de opgaver, der skal overstås før jeg Kr. Himmelfartsdag kan pakke bil og familie til en dag i Legoland inden afrejse kl. kvalme fredag morgen.

Jeg er endelig begyndt at tabe mig lidt igen. Det har ligget stille i umindelige tider - lidt op og lidt ned, men nu ser det ud til at kurven er knækket til det bedre, og jeg er på vej under de 60 kg. Der har jeg ikke være længe. Det er meget motiverende og hjælper til at holde sig fra det hvide brød til formiddagsmad på job.

På den anden side af vægtskålen tynger travlheden på jobbet. Noget som jeg ellers ikke har haft de store kvaler ved, men med øget timetal fra 30 timer/ugen til 34,5 timer/ugen, og jeg så stadig har bunker af arbejde til at ligge, når jeg går hjem fredag eftermiddag (og at jeg sjældent når at gå til tiden), så er det ikke sjovt mere for en ISFJ som mig.

Så er der ejendommen, der skal sættes i stand og et butikslokale, der skal udlejes. I disse tider ser det ud til, at en potentiel lejer ligger fjernt, men vi må væbne os med forhåbning og tålmodighed, for det er faktisk et ret godt lokale og en super beliggenhed. Det er Manden Min, der tager det store slæb i den henseende med alle tankerne og kontakterne og ... Men det kan ikke undgå at gå lige ind der, hvor bekymringerne gemmer sig, selvom det ikke er synligt for andre, at de ligger der og giver rod i roen.

Drengene har det godt, sådan overall... Men hvis man kigger ind i detaljerne, så trives Ældste ikke super i skolen/fritidsklubben, men han er svær at nå ind til. Ældste er blevet pre-teenager, og jeg har meget svært ved at håndtere de konflikter, jeg har med ham. Og det er hver dag, og det er ikke rart for nogen i familien.
Yngste fylder snart 5 år og er ligesom sin bror en dreng med et skarpt hoved og et kærligt hjerte, temperament som resten af familien, men ellers ret velfungerende.
Jeg kan nu ikke lade være med at bekymre mig alligevel - om deres vækst og trivsel, og om de nu gror sig til dejlige unge mennesker med fornuft og mod nok til at være sig selv på godt og på ondt.

Vi har en båd og en bådplads, som der endnu ikke har været tid og overskud til at gøre noget ved. Efterspil og oprydning efter min svigerfars død tager tid og energi fra Manden Min, selvom det meste er meget praktisk, så giver det alligevel anledning til at en del energi bruges der.

Og oveni det er der alle de andre små hverdagsaktige projekter, opgaver og aktiviteter. Børn, der skal køres til deres aktiviteter som svømning, fodbold, spejder og musik, min egen løbetur, der skal prioriteres - eller at huske at lave legeaftaler, så begge drenge kan vedligeholde de venskaber, de har.

Jeg forsøger i høj grad at rense hovedet ved at lave opgavelister, men uanset om det er på job eller hjemme føler jeg mig konstant 10 skridt bagefter og i brandslukningsmode...

Hverdagsramt

Selvom der ikke sker meget herinde, er det absolut ikke, fordi der er stilstand i livet udenfor...

Tværtimod - og sådan plejer det jo at være.

Heldigvis har vi en dejlig tur til Kreta sidst i maj at se frem til, og noget af tiden går da også med planlægning af ferien.

Ellers har tiden været præget af mit kursus hver 14. dag, arbejde og børn til lægen. 2 x speciallæge i Horsens er det blevet til. Så må vi se, om der er noget med det der vækst-halløj eller ej.

I går skulle jeg have arbejdet hjemme for at få nået nogle af de opgaver, der kræver lidt mere ro. Læg mærke til skulle have, for hvad sker der?

Blue screen of death og 2½ timers fejlfinding, scandisk og defragmentering.

Ellers går det vel meget godt... Intet nyt er jo godt nyt...

God Weekend!

Påskegaven

Det har været en forrygende påske!

Tror måske også, at vi gik i "påskemode" alleredet ugen forinden, hvor jeg havde en fridag midt i det hele sammen med Yngste, hvor vi bare hyggede hele formiddagen inden et besøg hos Ortopædklinikken for at få tjekket op på, om fødderne er i orden.
Og JA alt OK, noget med at vinklen i hoften ikke er helt udviklet, hvilket bevirker den let indadgående forstilling. Specialsko og -træning er unødvendig, for han gror sig til det. Så meget for "hysteriske" pædagoger, der snakker som de har forstand til. Selv ergoterapeuten har ikke været opmærksom på, at det skæve i fodstillingen kom helt oppe fra hoften. Så tror da pokke, at Drengen bliver træt, når det er på tur... Når de går et skridt svarer hans hoftestilling til at han skal gå 2-3 - og når han så er et hoved mindre end de andre, så kan man med de positive briller sige, at han er i kanon god form, når han alligevel kan følge med dem på tur!

Så var der Operation Påskeglad 2009, der gjorde mig glad i slutningen af ugen. En tur på posthuset gav en kæmpe kasse med en smukt indpakket påskegave i sort og sølv.

Indeni var der disse 2 flotte landskaber i aftensol.

De har endnu ikke fundet deres rigtige plads, for det skal der være til dem. Plads. De skal hænge sammen, for sig selv, så man rigtig kan nyde farverne.

Tusind tak til min påskehare Eva!

Selvfølgelig fik jeg også selv afleveret en påskepakke. I år måtte jeg på posthuset, for Frederikssund er ikke lige forbi, hvor jeg kommer fra. Ikke som sidste år, hvor jeg selv afleverede pakken.

Inspireret af de mange fine billeder på Facebook, pakkede jeg også min påskegave fint ind, inden den blev pakket i en boblekuvert modtager på.

I år har jeg skrevet afsender på. Ikke noget link hertil, men en hilsen på Facebook i stedet.

Jeg har nemlig også overgivet mig til det der halløj. Kunne efterhånden godt se, at det kunne give et ekstra element til det med at holde kontakten ved lige med gamle klassekammerater og kollegaer (ja og med vennerne generelt).

Påskens fantastisk vejr bød på en masse havearbejde, så vi nu kan smile og nyde havudsigten igen, for nu er æbletræet igen beskåret og udsigten klar. Græsset fik også en ordentlig tur. Først med græsslåmaskinen og dernæst med plænelufteren - en lille smart maskine, der river mosset (og en masse andet) ud af græsplænen. Den behandling gav bare pletter, så gødning og ekstra frø kom også frem. Bedene er dækket af et smukt lag brunt bark og de sidste fliser lagt på plads, så nu kan sommeren bare komme an!

Legoland på åbningsdagen den 4. april blev der også tid til. Selvom vi havde sagt aldrig igen, havde vi en rigtig dejlig dag med bare arme og luntetempo sammen med alle de andre, der også mente, at det var en god måde at bruge sin første lørdag i april på.

Påskeharen kom på besøg Påskedag med dejlige chokoladeæg og -mariehøner gemt godt i havens mange kroge.

Søndag eftermiddag var til visit hos gode venner på en nærliggende campingplads, og eftermiddagsteen blev til aftensmad og aftenhygge. Børnene legede på legepladsen ved siden af, så selvom Ældste havde forudset at skulle kede sig massivt (han havde 2 bøger med), så hyggede han sig lige så godt som de 2 næsten-5-årige venner. Vi har været i "graviditesgruppe" sammen Moren og jeg, så vores to børn - hendes datter og vores Yngste er som pot og pande ;-) Faktisk så meget, at de ikke havde plads til de andre børn i deres leg dengang graviditetsgruppen blev til en mødregruppe.

2. Påskedag - mandag - kørte Ældste og jeg afsted sammen tidligt på formiddagen. Dagen stod i motionsløbets tegn, så vi kunne få resultatet af vores træning sammen. Det har været en hård nyser at få min ellers dejlige 10-årige søn med ud at løbetræne, mne han havde selv meldt sig til løbet, så må man også træne - og gennemføre.
Alle mine bekymringer og tanker blev gjort til skamme, for min seje unge løbe alle 5 km! Næsten, for der var indlagt 2 hårde stigninger, hvor vi var nede og gå 5-20 skridt, før tempoet igen blev sat op. Vi gennemførte den dejlige tur i skoven på 30:47, hvilket er et stjerneresultat for os begge! Han blev nr. 3 ud af 5 i sin gruppe, og jeg fik en "fin" 23. plads ud af 50 i min.

Næste motionsløb er for mit vedkommende 3. maj, og han har allerede meldt sig for efteråret 9,6 km i den lokale skov! Tal om at blive bidt ;-) Vi var helt høje, da vi kom hjem. I dag er fødderne og benene dog noget mere flade end ellers.

Skynd dig langsomt, men ikke så langsomt!

Kender du verdens langsomste dreng? Ikke? Men så kan jeg afsløre, at han bor hjemme hos mig.

Jeg ved, at det nok er noget som mange forældre siger til deres børn, for at få dem til at skynde sig noget mere i forhold til mange dagligdags gøremål.

Fablen om Haren og skildpadden (illustrationen er lånt hos Pernille Lykkegaard, håber det er OK) måtte på banen endnu engang for at forklare princippet med at skynde sig langsomt (gælder faktisk også når vi løber sammen). Han har hørt sangen så mange gange før, at det nok er ligegyldigt at forsøge sig igen.

Det er værst, når jeg en sjælden gang imellem er alene med Drengene om morgenen. Så kan Ældste være 20 minutter om at tisse og tage tøj på (det i sig selv er der ikke noget nyt i, men hallo! hvor lang tid kan det tage?), og når han så endelig bliver færdig, så fryser han, fordi han har været for længe om at komme i tøjet...

I dag var han 20 minutter om at børste tænder, fordi jeg ikke lige var hos ham, men blot sendte ham på badeværelset alene for at jeg lige kunne blive færdig med at rydde op efter morgenmaden.

Han kan være rigtig hurtig, når det gælder, men er der bare den mindste ting, der kan forstyrre, så kommer han bare ikke videre. Til morgen var det hans mobiltelefon og hans Magno-man, men det kan være hvad som helst.

På det punkt er jeg desværre bare slet ikke den tålmodige og overbærende mor, som jeg gerne vill være...

PIIINLIGT!

I morgen skal vi til Oldefars 75 års fødselsdag.
Fødselsdagsbrunch på en hverdag var godt nok ikke det mest ideelle for det arbejdende folk, men OK en 75 års fødselsdag er vel værd at tage fri for. Også Ældste er blevet bedt fri fra skole, børnehaven fra fået besked, manden har taget fri, og jeg selv har knoklet med års- og månedsregnskaber for at blive klar til bestyrelsen torsdag, når nu jeg ubelejligt skal have fri i morgen.

Alt var klappet og klart, lige indtil jeg talte med min far her tidligt til aften.

"Jamen det er da først i april?!?"

JEPS! Efter afklaring med Søster og Farmor står jeg nu med en pinlig oplevelse, som heldigvis blev opdaget i dag og ikke i morgen efter at have kørt 50 km for at komme til en fødselsdag, der slet ikke er i morgen, og slet ikke på en hverdag!

Derfor kan vi også grine lidt af det og aftale, at i morgen bliver en almindelig dag med skole, arbejde, børnehave, keyboard og løbetur, og at en eftermiddagstur i Zoo må vente til en anden gang på de kanter.

Havde det været i morgen at miseren var blevet opdaget ved at vi stod klar til fødselsdag 50 km hjemmefra, så er jeg ikke sikker på, at grinet havde været særligt stort!

PINLIGT ?!?