MrsBaloui

Status af en slags...

Det er vist på tide med lidt lyd herfra! Og en status af en slags på alle de bolde, der har været i luften i det sidste lange stykke tid...

Allerførst! Så afleverede jeg i lørdags godt 80 sider til Studiesekretæren på Universitetet. Så er den hovedopgave afleveret, og det blev fejret på behøring vis med brunch, kaffe & friskpresset juice :-)
Så er der bare forsvar om små 14 dage og en re-eksamen 2 dage efter. Mon jeg kunne være den (heldige) lykkelige ejer af et Erhvervsøkonomisk Diplom sidst i juni, så?

Sidst i Påsken kiggede vi på hus. Et dejligt et fra 1926 med plads i 3 plan og en dejlig lille have. Lige der, hvor alle Ældstes klassekammerater bor - og i "det rigtige kvarter" i byen. Processen har været lang og rigtig god, for det var dyrt - for dyrt - til os og i forhold til standen af det. Vi valgte at få en byggesagkyndig til at kigge grundigt på det for ikke at risikere at købe katten i sækken - eller et hus fuldt af fejl. Og vi gav bud i samarbejde med en advokat, for det skulle gøres ordenligt. Vores bud var (naturligt nok) ikke højt nok til sælger, så en anden må købe det, og det er helt fint. I processen er vi blevet klogere! På os selv og på vores drømme. På vores forventninger til en bolig og på de barrierer for ikke bare at gøre noget her, hvor vi i forvejen bor stort og ganske dejligt. Så køkkendrømme kan blive til virkelighed alligevel. Bare på den samme adresse som hele tiden. Og haven er allerede i forbedringsprocessen. Noget, der skulle gøres alligevel, eftersom vi ikke havde tænkt os at sælge, bare udleje...

Beslutninger er der taget rigtig mange af i de sidste 2-3 måneder, og mange muligheder er prøvet af. Der måtte flyve et par fugle, men nye muligheder viser sig hele tiden. Og hvis jeg nu får det der diplom, så bliver det nok ikke sværere, vil jeg tro...

Båden står stadig på land, men i noget bedre stand end da den blev taget op i efteråret. Vi mangler en del til motoren, men den er på vej. Og båden er blevet pudset og poleret i alle ender og kanter, både oppe, nede, ude og inde - og vi finder stadig mere at gøre. Vidundermidlet til at få fjernet de gule & grimme aflejringer på fribordet blev Gelcoat Cleaning Spray, som viste sig blot at være oxalsyre (og desværre fandt jeg først ud af dette magiske middel efter at have renset hele den ene side op med Boat Rubing Liquid, som virker ret godt, men er en noget langsommelig affære)...

Og Mentiqa i Trekantsområdet er i støbeskeen. Endnu har vi valgt at følge passivt med, da et skoleskift ikke er helt aktuelt for Ældste. Han trives faktisk godt i sin folkeskole og har det godt med at kende spillereglerne - og være tæt på kammeraterne, selvom det kan være svært at få leget med nogen. Desværre er vores vidunderlige Matematiklærer lige gået på barsel og kommer ikke tilbage før 4. klasse - og for at det ikke skal være løgn, så er vores lige så dejlige Klasselærer i samme tilstand som førstnævnte, så der står 2! nye lærere på skemaet til 3. klasse * ØV ØV ØV og atter ØV *

Men når vi er ved Ældste, så har han lige været på alletiders Pinsetur til Forlev Spejdercenter og kom glad, træt og møgbeskidt hjem. Alt hvad der havde været med på tur røg i vaskemaskinen (inkl. gummisko!) og ser nu nogenlunde ud. Ældste var i bad i over ½ time og måtte skrubbe grundigt for at få al den sorte mosejord af hud & negle :-)

Vægttab bliver det ikke så meget til, men Ninka & hendes Kernesunde familie hjælper til inspiration, og min egen dejlige familie lytter til mine ønsker :-)
I Mors Dags gave havde de fremskaffet den nyeste Bibel, og jeg kan nu prale af at have både "Kernesund Familie sådan!", "Køkkenrevolution på høje hæle" og "Kernesund mad" i sortiment. Motionen er lige nu den (næsten) daglige cykeltur til & fra arbejde, men planerne er mange, for det kunne gøre ganske godt for min noget slappe og lettere dellede krop...

Det har været godt med et mentalt blæsevejr!

Åh ja... Og sidste nye her til sidst... Yngste cyklede her til aften ned ad havetrappen på sin trehjulede Winter-cykel. Det kunne han altså ikke helt holde til og ligner mest af alt en bokser, der ikke har haft paraderne godt nok oppe...
Når det er sagt, så blev vi alle noget forskrækkede, og et besøg hos tandlægen i morgen er vist på sin plads. Han har det fint nu og sover trygt. Fik tørret tårer, næse og mund og fik is at sutte på, og så var han klar igen. Aftensmaden valgte han selv - havregrød! Om mindre end 5 minutter vil jeg lægge mig ind til ham og passe på ham resten af natten. Det bad han om, da jeg puttede til aften. Nogen gange må (skal) man godt...

Så gal!

Sidder lige og puster ud med et glas rødvin efter en rutschebanetur uden lige med gal-glad-gal-ked 3 årig. Sådan har han været hele dagen -sådan cirka- for mellem kl. 8.00 - 14.45 har det været andre end os forældre, det har været gået ud over...

Det var vist startet til frokost, hvor han var blevet gal (så gal) over at skulle vaske fingre. Det havde været så slemt, at en af de voksne havde været nødt til at sætte sig med ham alene og spise. Meldingen var, at han ikke havde spist, men 3 ud af 4 madder var væk... Manden Min havde hentet, hvilket var gået ganske fint - lige indtil jeg kom hjem! Så blev den lille dreng meget vred igen. Til aftensmaden var den helt gal, og knægten nægtede næsten at spise, men accepterede at skulle smage - og smagte 1-2-3-4-5 gange og flere endnu, indtil halvdelen af den fyldte pandekage var spist, og specialordren havregrød var klar til at spise.. Ikke at seancen kun tog 5 minutter, men man må altså bide sig noget i læben for ikke at løbe skrigende bort eller gi' efter for det lille frådende (og grædende) monster.

Heldigvis gik resten af aftenen godt, og selvom der blev bøjet lidt på reglerne til sidst, så fik godnathistorien sit sædvanlige hyggelige præg, og aftenen blev afsluttet med godnatmælk og puttetid i mors seng (sidstnævnte er vist blevet en vane).

Jeg tror, jeg vil messe "deterbareenfasedeterbareenfase" som Anne og så tro på, at i morgen bliver bedre.

Heldigvis kom Ældste glad hjem fra spejder og sover nu længe godt i sin egen seng. Heldigvis er mine børn nu nemme nok at putte... Ikke som det var for bare et år siden...

Til alle jer

der søger på noget med børn særlige forudsætninger eller med særlige forudsætninger flettet ind i jeres søgning på den ene eller anden måde - måske kunne kvik dreng i skolen være en mulighed - eller 3 årig barn med særlige forudsætninger...

Til jer kan jeg på det varmeste anbefale bogen "De intelligente børn" skrevet af (selveste) Ole Kyed. (Hvis jeg læste mine skolebøger med samme iver som denne, så ville det gå meget bedre med mit HD-seminar, Cases og delopgaver!)

Og Gifted Children ville helt sikkert også være et godt sted at starte... (Vi har endnu ikke fået kontaktet dem - vi nøler lidt og ser, fordi det egentlig går meget godt lige nu)

Og ellers er der bare at sige

ELSK jeres børn som de er! Ganske UNIKKE som alle andre!

Implosion og eksplosion

Mine to dejlige drenge derhjemme ligner hinanden - og så alligevel slet ikke... Der er ingen tvivl om, at de er brødre, for udseendet på de to har mange lighedspunkter - selv smilehullet har de begge arvet fra mig ;)

De har begge et heftigt temperament. Ikke underligt eftersom den del af genetikken kommer fra begge forældre - så skal det da gå galt, skulle man mene... Men mens den ene (Yngste) viser sine frustrationer som en eksplosion, har Ældste efterhånden fået mere styr på det. Jeg er bare bange for, at han i stedet implodere og ikke får luft for sine frustrationer - og dem har han trods alt nogle stykker af.

Ældste klarer sig fint i skolen, men det er en sej kamp alligevel. Det er jo ikke det faglige, der er problemet, men mere det sociale. Det er stadig svært for ham at passe ind - at høre efter, gøre hvad der bliver sagt - og sidde stille og koncentreret. Heldigvis for hans Støttepædagog, en dejlig og varm dame, der vil ham og som ser ham på et andet plan end lærerne. Hendes fokus er det pædagogiske-menneskelige og ikke selve læringsdelen, og det giver ham hjælp i de 10 timer, hun er der om ugen.
Ældste er stadig meget opmærksomheds- og voksensøgende, men vores nye klasselærer synes at klare det fint.

Yngste har det også godt i børnehaven. Vi har haft fat i dem igen, fordi vi synes morgen-afleveringssituationen er for passiv, ikke særlig imødekommende og ikke (spor) hyggelig. Vi erkender, at vi har været forkælet til det unævnelige i vuggestuen, men det er ikke OK, at der sidder 2 pædagoger/voksne på deres bagdele og drikker kaffe inde på stuen, alt imens de fleste børnene er at finde på gangen og den ubemandende stue. Der sker mange ting i den forgang, der nok kune tåle en voksens påtale. At blive mødt af De Store Drenge, der straks siger "DIG! gider vi ikke lege med" er lidt af en bøvs at få lige fra morgenstunden... Især for en lille dreng, der hellere end gerne vil lege med dem. Sagde de det så bare pænt, så var det jo OK.
Meldingen fra Manden Min til morgen var, at de havde oppet sig - at De Store Drenge var blevet samlet og legede roligt sammen i et hjørne og at der var hygge omkring bordene og et varmt "GOD MORGEN" fra de voksne. Selv den forsvundne sko var fundet (den har været væk i 3 dage og et par nye var indkøbt)!

De er begge født med gode hoveder og en naturlig nysgerrighed og kan (tror jeg) blive til lige, hvad de har lyst. Temperamentet kan bruges som drive til at kunne og ville mere - og opnå det, men hvis man ikke lære at kontrollere det på en fornuftig måde bliver det en hæmsko...

Hvad er at foretrække? Implosion eller Eksplosion?

Det går vel meget godt?

Den manglende aktivitet og dybde herinde skyldes ikke, at der ingenting sker... Men tankerne og oplevelserne er svære at få ned på "papir", for det hele er ikke Happy-go-lucky og heller ikke rent sort. Den der grå mellemzone, den udefinerbare grå masse er uhyggelig svær at skrive om, for det er bare sådan...

Vi har just været afsted på en dejlig weekend til Rønbjerg feriecenter. Den sædvanlige weekendtur, fristes jeg til at sige, for jeg er så heldig hvert år at blive inviteret med til en weekend om, hvordan vi kan gøre min fagforening bedre.

Og så har jeg lige talt en time i telefon med Ældstes støttepædagog fra skolen. Det går helt sikkert fremad, men der er stadig ujævnheder og udfordringer at arbejde med. Han udnytter stadig ikke sit talent, men opfatter at han gør - eller at han har et unikt talent, som alle andre ikke har. Han er ikke sen til at tale om det, og det kan godt virke pralende og det, der er værre. Han vil gerne lege med de andre i klassen, men gør det ikke når han får chancen. Han kan gå helt i stykker over at "vennerne" i 3. klasse skal på udetur, for så har han ikke nogen at lege med, selvom der er mindst 5 drenge fra hans egen klasse, der gerne vil lege - og tydeligt har givet udtryk for det. Han græder stadig meget over ting, som vi andre opfatter som banaliteter. Til gengæld oplever vi også en dreng, der er blevet bedre til at blive færdig og komme med, når vi skal videre.

Min egen skole går til gengæld ad hækkenfeldt til... Vi skal aflevere et 30-siders seminar om mindre end 1 måned, og jeg har ikke skrevet en eneste side endnu - endsige læst bøgerne om emnet. Stakkels min skrivemakker...

Yngste trives godt i børnehaven. Andet kan der næsten ikke siges til det... Han er stadig ikke blefri, men indsats er også minimal.

Herhjemme er der en form for stilstand eller våbenhvile... Arbejdsfordelingen er stadig den samme, men det er OK for nu, for jeg fik (for en gang skyld) sagt lidt fra, selvom det endte lidt i et brag og måtte afsluttes pr sms. Vi har begge meget på arbejde, så de store snakke må vente.

Nok for nu, for Golffolket er hjemvendt og er sultne - og om 1 time er der forældremøde i klassen.

Konstruktivt, men meregivende?

Vi havde et godt møde i Odense i dag. Første halve time brugte vi forældre med Børnepsykologen for at samle op på den samtale, vi havde for præcis ½ år siden. Undskyldningerne var mange for den lange ventetid - sygdom i staben osv. Fakta er desværre blot (endnu engang), at holder man ikke fast i "Dem", så venter man længere end lovet.

Hun (Børnepsykologen) var flink og imødekommende som altid, og vi havde en god samtale med hende. Ældste hører ikke til det det "Psykiatiske system", og det fik vi fastslået een gang for alle! Han er en dreng, der godt nok har en høj intelligens, men desværre også en lavt udviklet (social) modenhed. Derfor kan han i nogle tilfælde opføre sig som den fornuftige 8-årige, han er - og i andre tilfælde (modgang, ikke få sin vilje, faste (kedelige) opgaver, faste regler osv.) opfører han sig som en 4/5-årig og græder frustreret og hidser sig op, hvis han ikke kan få sin vilje.

Det vi gør, er godt nok! Vi skal bare blive ved. Han modnes og udvikler sig og finder strategier til at "coope" med hverdagens/skoledagens modgang. Og med modgang menes også noget så banalt som at skulle lave sine opgaver. Desværre har vi ikke vores Klasselærer næste år, men en ung og nyansat i stedet. Det er både godt og skidt... Nok mest skidt, men vi må vælge at se det positive i det - og både Matematiklæreren og Klasselæreren har lovet at sætte den nye lidt ind i situationen. Skolepsykologen vil skrive en indstilling til visitation af (flere) støttetimer til Ældste i klassen, så han kan hjælpes videre i de situationer, hvor stivsindet sætter ind.

Her til aften har Ældste og jeg været til klasseafslutning. Det var vældig hyggeligt - og som en ekstra bonus har Ældste 2 legeaftaler med klassekammerater i denne sidste uge inden sommerferien.

...Der er meget mere, men det kommer nok en anden dag, for nu er der mere hverdagsagtige ting og gøremål at huske på...

Skæbnetime

Det føles næsten som endnu en eksamen. Vi skal til møde på Børnepsyk om en time. Jeg skal køre om lidt og henter Manden Min fra arbejde. Jeg selv har holdt fri fra arbejde, for at komme for bare 3 timer er næsten spildt.
Det var meningen, at jeg ville have nået noget herhjemme, men i stedet har jeg ingenting nået... Ikke engang make-up. Det kan dog lige nåes ;-) Jeg ville faktisk have slået græsset, men det regner jo. I stedet har jeg drukket en kop kaffe og læst email, tømt opvaskemaskinen (og fyldt den igen).

Hvad jeg ville? Ingenting... Wish me luck...

Hele kroppen behøves

Som forberedelse på skolevalgsmødet på mandag (hvor vi skal mødes på Børnepsyk i Odense med Børnepsykologen, dem fra skolen + Skolepsykologen) læser jeg Gunilla Wahlström's "Begavede børn i skolen - Duelighedens dilemma?".

Den indeholder mange kloge ord om begavede børn og deres måde at lære på. Mange ting vidste vi i forvejen, men det er godt at blive mindet om, at vi har et barn med særlige forudsætninger og som følge deraf også med særlige vanskeligheder.

I kapitlet om hvad der kræves, for at man skal kunne udvikle sin begavelse er dette digt, som bl.a har været udgivet i det svenske blad "Fritidspædagogen, nr. 6, 1993".

Hele kroppen behøves

Øjne kan se og ører kan høre,
men hænder ved bedst, hvordan det føles at røre.
Huden ved bedst, når nogen er nære.
Hele kroppen behøves for at lære.

Hjernen kan tænke og måske forstå,
men benene ved bedst, hvordan det er at gå.
Ryggen ved bedst, hvordan det føles at bære.
Hele kroppen behøves for at lære.

Hvis vi skal lære noget om vor jord,
rækker det ikke bare med ord.
Vi er nødt til at komme nære.
Hele kroppen behøves for at lære.
                                  Ukendt svensk forfatter

Meget smukt, ikke?

Efter min mening, burde bogen være en del af pensum på de danske seminarer! Den er let læst og kun på 127 sider inkl. litteraturhenvisninger. Den indeholder tilpas meget information om begavede børn til at give et indblik i intelligente børns verden.
Det er muligt at der allerede er i pensum noget om intellligente børn - det skal jeg jo ikke kunne sige... Det er bare vores erfaring, at vores skole er på bar bund i denne "sag".

Blooms taksonomi bliver blandt andet beskrevet sammen med forskellige læringseksempler. Metodikken kan bruges selv i børnehaveklassen og med lidt fantasi kan selv en historieoplæsning gøres til læring uden at det bliver kedeligt.

Det handler om at dyrke og styrke børns nysgerrighed, fantasi og lyst til at lære...

Kan man vende på en tallerken?

Der er ikke mange ord i mig. Eller meget arbejde i mig. Og desværre heller ikke meget søvn i mig. Vi har mange pinde i bålet - eller bolde i luften, og i øjeblikket brændes lysene i begge ender...

Så kan jeg vist heller ikke finde på flere metaforer?!?

Til trods for, at vi igen og igen snakker om ønsket om at leve et ukompliceret liv, hvor der er plads til at være syg en enkelt dag uden at resten af familien render forvirrede rundt om hinanden eller at der er opgaver, der så er endnu mere presserende, når man bliver rask.

I flæng kan jeg nævne Moms. HD. 4 x Eksamen (til førnævnte). Årsregnskab x 2. Selvangivelser x 2 (den udvidede slags og noget med en virksomhedsordning). Yngstes Børnehavestart. Ældstes skolegang. Møder med skole(r), psykolog m.m. Et almindeligt lønarbejde - godt nok kun 30 timer, men det skal jo passes. Lederuddannelse (ikke min). En snarlig koncert og kæresteweekend, hvor der mangler noget lækkert overnatning ved vand i nærheden af Århus. Til rækken af manglende opmærksomheder ligger også et vægttab, der er blevet til en -øgning og mangel på motion (og motivation).

Der er masser at ponke sig selv i hovedet med - og jeg gør det... Med jævne mellemrum. Fokuserer på alt det jeg ikke når og når endnu mindre...

Tilbage til det med tallerkenvendinger!

Mødet i dag var positivt, fremadrettet og konkret! Skolen var mødt talstærkt op med Skolepsykologen, Støttelæreren, Støttepædagogen (både i SFO og klassen), Klasselæreren, Matematiklæreren, SFO-leder og Inspektøren selv. Vi var jo os to forældre, så vi var 9!
"Turen rundt" var god. Vi fik både skidt og godt på bordet. Vi fik luftet vores holdning til "Loftet", og lærerne fik på en bedre måde beskrevet deres bevæggrunde for at sende ham derop.
Vi fik snakket meget om, hvad det så er der trigger hans anfald af vrede/utilfredshed/frustration og xxx (alle de andre negative følelser). Og vi tror efterhånden, at det handler om, at han ikke kan håndtere dem - at selvom fornuften ved, at det er forkert at bide/sparke/slå, så er det impulsen, der bestemmer i det øjeblik, hvor han er trængt. Han kan også blive uhyggeligt ked af det uden på forhånd at have nogen dybere indsigt i "problemets" omfang.
Skolepsykologen havde noget konkret i posen til os. Noget, der kunne være en plan at få undersøgt. En BRIEF eller på dansk "Adfærdsvurdering af eksekutiv funktion". Så vi har fået et forældreskema med hjem med 86 spørgsmål, og skolen har fået et andet. Med resultatet af den i hånden tager vi så endnu et møde med Børnepsyk - denne gang bare inkl. Skolefolkene, for de mangler virkelig noget konkret at gå efter.
Vi andre har sagt ja (eller OK) til at besøge noget familierådgivning for at få input til hvordan vi takler Ældstes frustrationer. Vi følte os nok lidt pressede til at sige ja, men lad os nu få det bedste ud af det! Som jeg ser det, kan vi kun komme godt videre - enten med tips/tricks og gode råd til at komme videre eller med en bekræftelse af, at det vi gør er godt nok/det rigtige.

Vi har valgt! Vores Folkeskole er det bedste valg for Ældste. Ihvertfald for nu. Der er lærere, pædagoger og andre mennesker (ja ;) Inspektøren hører til denne sidste gruppe), der vil vores Ældste. Vi vil! De vil! Han vil! -slet ikke mindst-

Og hov... Så var der alligevel ord, og træthed. Måske især også i morgen tidligt, når fredagen kalder.

Tak! Tusind Tak! for alle jeres input til mit sidste indlæg. De varmer helt derind, hvor tårerne kommer fra.

Og til Palle: Jo! Vi har mere end een gang talt om at kontakte GiftedChildren. Vi er bare ikke kommet videre... Vi har også haft kig på Mentiqa, men mener ikke, at det er noget for vores Ældste (endnu og måske aldrig).
Tak Kontorchef, fordi du forsøger at give input fra den anden side af kateteret. Vi er nu endnu mindre i tvivl om, at det er mere manglende erfaring end "dumhed", der gør, at det er så svært at håndtere/takle vores Ældste.
Til Damen: JOW! Man får et ætsende behov for at handle! Og følelsen af, at det er vores skyld, at vores dreng ikke trives i skolerammerne, men fint derhjemme. Vi er blevet bedre til at stille krav, men forpligtende krav. Vi ved, at der er mange ting, som vi er den bærende del af. Det er til tider ret hårdt og noget tungt, men det er vores dreng.

Til tider ønsker jeg, at der var en eller anden diagnose, man kunne sætte på ham, for på den måde var det nemmere at få hjælp. For så ville der findes en form for "brugsanvisning" - eller i det mindste noget erfaring at trække på.

Meget mere indadvendt

Jeg er stille i disse dage... Eller i hvert fald stille udadtil...

Jeg skriver på mine tanker om Ældste og hans skolegang. Om vores besøg på Friskolen og om resultatet deraf. Og om det forestående møde med Skolen i morgen.

Men det er som om, at tankerne er for diffuse eller frustrerede eller for uaklarede til at kunne omsættes til et sprog, der er forståeligt og skrivbart...

Vi snakker - og vi tænker derhjemme. Meget.

Det føles som om, vi ikke kommer videre...