Ski

onsdag 20 december 2006

Godnat og God Jul!

Og hvis ikke før, så også...

Godt Nytår!

I morgen kl. 10.00 drager familien først sydpå for derefter at sejle nordpå for at holde hvid jul.

Bilen en næsten færdigpakket, så nu mangler vi bare Mormor, Drengene og en masse mad ;-)

Julehilsner herfra skal lyde ;-)

Og nu godnat...

søndag 17 december 2006

Pakkelister

i massevis og begyndende rejsefeber. Oveni en uventet ekstratur til sportsbutikken, fordi de ikke havde det rigtige værktøj til at montere bindinger på Ældstes nye ski (Ikke deres skyld, for vi havde købt ski & bindinger andetsteds, men de var de eneste, der kunne skaffe de rigtige støvler). En indkøbsliste på en halv kilometer og en tur på posthuset med julegaver. Et besøg hos Farfar og på kirkegården. En bil, der skal vaskes og have tagboks på, og så er vi snart ved at være klar. Nårh ja, der var lige det med at pakke... Og passe sit job...

Det var i øvrigt en god julefrokost med firmaet. Chefen var med og gik bare tidligt i seng. Smart med de der hotelophold ;) Ingen skal køre hjem og kan derfor slappe af og hygge sig. Ikke fordi der blev drukket specielt igennem, eller at det blev sent. Hyggeligt, det var det.

Og ikke nok med at vi fik brev fra Børnepsyk, vi fik også brev fra skolen. De to drenge bliver nu taget ud af klassen som aftalt. Foreløbig en måned, og så må vi se...

Rygtet vil vide, at der på næste lærermøde vil blive drøftet muligheden for en "obs-klasse", for de to drenge er ikke skolens eneste udfordring. Klassen vil blive en lille enhed på 5-8 børn, en lærer og evt. en pædagog. Vi afventer mødet og får nok af vide efter nytår om det bliver...

tirsdag 28 november 2006

Forventningens glæde

Midt i al virakken (hvis man kan kalde det det) har vi en stor honningkrukke at se frem til.

Vores juleskiferie!

Se bare her, hvor skønt der allerede er i det norske!

...Og det med honningkrukker/depoter er noget, jeg har adopteret fra Tøger Seidenfaden. Jeg hørte ham i et program på P1, hvor han talte om, at det er vigtigt for os at have noget at se frem til hele tiden - stort som småt.

Så vi er begyndt at sætte honningkrukker op :-)

tirsdag 01 august 2006

Abstinenser

Der kom et postkort den anden dag.

Et postkort fra Norge.

Nærmere bestemt et postkort fra Hemsedal, fra Vinter-Norge, fra Skiferie-Norge.

Det bragte minder -og trangen til at komme af sted igen.

Det hele var bare et reklametrick. Men helt sikkert virkningsfuldt!

Vi har ikke lavet andet de sidste 3 dage end at planlægge skiferie - og helst to (eller 3 om det kunne lade sig gøre) af slagsen. En til jul sammen med min mor og en i uge 8 sammen med vennerne (3 par med hver 2 børn + 1 single).

På køleskabet sidder nu en "Husk at booke årets vinterferie"-mærket og et vinterpostkort.

(Regne... Regne... Regne...) Der er mere end 5 måneder til vi skal af sted ;-) Kald det bare fjollet, men vi kan blive helt høje af glæde over at skulle af sted. Forventningens glæde er som et narkotikum!

Mormor sagde straks ja og uden tøven, da vi spurgte. Dejligt at hun skal med, for vi nyder alle godt af hinandens selskab. Det er praktisk. Det er dejligt. Og det er hyggeligt!

Ældste får sine egne ski i år, og med lidt held kan han bruge dem så længe, at Yngste kan overtage dem bagefter. Yngste snakker også om at stå på ski, og så skal han også have tilbudet. 2 år og på ski første gang - det er da OK (og ret fedt, hvis det lykkes).

Ældstes "gennembrud" kom på hans 3 års fødselsdag på påskeskiferie i Trysil. Siden da har han været bidt!

Vi har næsten allerede booket juleferien. Vi skal bare lige have bekræftet, at vi kan få en lejlighed fra 22.12.2006 - 29.12.2006 - og at vi kan få en af dem med udsigt over Fjellet. Hvis vi kan, skalvi bo her (søg på Staven under "SØK OVERNATTING", og så er det type A).

UHH... GLÆDER MIG HEEELT VILDT.... ALLEREDE...

tirsdag 07 marts 2006

Ahhh, Åhhh, Ihhh

Så er det tid til lidt opdatering igen ;-)

Vel hjemvendt fra skiferie og med gode minder om en fantastisk ferie fyldt med ski & sne, hygge, leg, god mad og 3 uventede, men dejlige opringninger fra vikar-bureauet...

Lad mig sige det igen... Vi har haft en fantastisk ferie!

Det har været ukompliceret og hyggeligt, dejligt og nemt... Selvom jeg stod med al pakkeriet alene og kun "fik hjælp" til en smule indkøb (fra min mor) og pakning af skiboks og bil, har det alligevel ikke været så svært eller stressende at komme af sted som det nogen gange har været... En stor del er takket være vores pakkesedler og erfaringen fra sidst.
Turen til Kiel og derfra med M/S Kronprins Harald til Oslo, under Storebæltsbroen, nattesøvn og morgenbuffet - alt sammen dejligt og hyggeligt. Køreturen til Hemsedal med indlagt stop på en hyggelig "cafe" og ankomsten til lejligheden, hvor vi bare skulle ned ad trappen for at komme med den første lift, der første os til mange dages skioplevelser, høj sol, -8°til -18°, snevejr, velpræparerede løjper og kærligt samvær.
Fdder

Alt sammen perfekt!

Også perfekt var det at have min mor med, hun står ikke på ski, men elsker også at være ude, at være sammen med børnene og os. Manden Min og jeg kunne stå på ski sammen om morgenen, hente Ældste til skiskolen lidt senere, stå mere på ski sammen, hente Ældste ved skiskolen og køre hjem på ski for at spise en hyggelig frokost og derefter igen stå på ski, lege i sneen, lege inde eller flyde på sofaen foran TV'et. Vi havde (som altid) medbragt vores bærbare DVD-afspiller og et udvalg af film til både børn og voksne ;-) Jeg fik læst "Projekt Baby", en OK bog, men jeg er enig med Rikke om kvaliteten og glad for, at det er en biblioteksbog...

Yngste som ellers ikke er meget for sne eller kælkning, blev rigtig gode venner med vintervejret og den medbragte babykælk. Hemsedals børneområde blev udforsket og det blev til mange ture på det rullende fortov - med og uden kælk - og han blev helt gode venner med Pingvinen her.Pingvin_1

Bagved kan skimtes et lille skihop, som både Ældste og Yngste hoppede ned ad. Ældste - min dygtige søn - på ski og i fuld fart og Yngste i et noget mere anstændigt tempo og bare med fødderne - samlet og helst efter 1-2-3-HOP!

Sidste skiferie sad stadig i kroppen, så skiene kendte selv vejen ned, selvom det er et år siden, at Hemsedal har været besøgt og Julen blev tilbragt i Norefjell.

Dejligt at slippe for de ømme fødder, som jeg led af i Julen. Stilen var meget mere afslappet og som følge deraf kørte vi meget stærkere, meget bedre og ned af alt inkl den sorte pukkelpiste - upræpareret og lidt af et eventyr/udfordring at "bestige". Vi kom ned og i god behold, men vi gjorde det kun een gang!

Ældste er også bare blevet god til det med ski! Det er en fornøjelse at se og opleve den dreng på ski. Han kan både komme op og ned, dreje, standse osv. osv. Stoleliften kommer han i som en pro og den efterfølgende tur ned af det rød/blå/grønne næsten med parallelski og med fine sving kan få et moderhjerte til at svulme af stolthed! Mindes Ældstes gennembrud på ski på hans 3 års fødselsdag. I har set billedet. Moren her stod på altanen og råbte "Det er MIN søn!!", mens mormor tog billedet.

Den blå prik midterst er den dygtige dreng fra i år.
Slalom
Bidt endnu engang blev vi af skiferie...

Undersøgte mulighederne for endnu en skiferie, bare en lille en i Påskeferien, men næsten alt er optaget og prisen er høj i netop denne periode, da Påsken kan sammenlignes med "Spring Break" i USA. Alle de unge Nordmænd og -piger tager til skisportsstederne, står på ski om dagen og fester om natten. Derfor er der høj belægning på både lejligheder og lifte og det kan gi' problemer med at finde ordentlig og rolig indkvartering.


Tilbage til opringningerne fra vikar-bureauet...

Jeg blev i starten af ferien ringet op af en personalekonsulent med et muligt job som kundeservicemedarbejder i en større IT-virksomhed, der (praktisk nok) arbejder med C5 - det økonomisystem, som jeg er rigtig god til ;-). Virksomhedens HR-chef havde set min profil i bureauets emneavis.
Et par dage efter blev jeg ringet op af en anden konsulent fra samme bureau... Hun startede med at undskylde at hun forstyrrede, men... Hun havde altså to virksomheder, der muligvis var interesseret i mig som medarbejder! Igen havde de set min profil i emneavisen og var faldet over kombinationen af en IT-uddannelse og økonomi-kendskab. Den ene var som IT-kyndig regnskabsmedarbejder, direkte referende til Økonomichefen. Den anden var lidt mere uvis og vist "bare" som bogholder... Hun ringede igen sidst på ferien for at fortælle noget mere om stillingen som "IT-kyndig regnskabsmedarbejder", for jeg havde sat spørgsmålstegn ved, om det var IT eller regnskab, der var det fremtrædende (Manden Min kunne slet ikke forholde sig til, at jeg egentlig sagde nej til at starte med). Det var regnskab, men med support-opgaver i regnskabsprogrammet *spændende*.

Jeg glæder mig til at høre nærmere og forhåbentligt snart.

torsdag 23 februar 2006

Intet at berette...

Underligt som man nogengange kan være helt tom for ord. Måske handler det om, at der i øjeblikket er gået pakkeri og ferieforberedelser i hovedet og ikke ret meget andet hænger ved.

En streg i regningen er feberbarnet, der dog ser lidt mere frisk ud efter en lur på godt to timer... Lige hvad han trængte til. Vi gik en lillebitte tur i vores gågade, for mine briller trængte til en opstramning - mon man også kan få sådan en til ryggen? Ej... Det går bedre, men jeg bliver noget stiv i kroppen af ikke at få sovet så meget og ligge så tæt med Yngste, der helst vil sove "pande-mod-pande" med sin mor, når han har feber. Det bliver en varm fornøjelse i løbet af natten, og jeg gør mange krumspring for at få lidt luft, men han flytter bare med, og jeg ender på gulvet...

Postmand Per er et hit! Meget bedre end Teletubbies og Byggemand Bob, så det er på TV og Yngste hygger sig med sut, Tiger, tæppe og vandflaske.

Ældste hygger i Fritten. Jeg har lovet at hente snart, så jeg må hellere lidt mere videre med pakkeriet ;-)

Vi kører lørdag kl. 10.00 og er væk i en uge... Skiferie, her kommer vi!!!!

onsdag 15 februar 2006

Stilstand eller stilhed

Man kunne vel næsten kalde det stilhed før stormen?

PskiVi er ved at forberede os på skiferien i uge 9.
Ikke sådan at vi pakker og gør ved, men vi glæder os meget - også selvom arbejdsopgaverne så bliver presset sammen inden og hober sig op til efter.

Jeg er ved at lægge sidste hånd på 4 ansøgninger, for nu vil jeg altså igang igen.
Jeg savner kontakten med kollegaer, hvor man snakker om andet end børn, og mangler efterhånden den faglige udfordring.

Madhjlp_1

Jeg går og bliver langsom i hovedet, og det er nok klogt nok at komme ud nu - inden en evt. graviditet.
Ikke at jeg regner med, at sidstnævnte kommer som et knips med fingrene... Hvorfor skulle det lige pludselig være nemt? Jeg mener, når vi ikke brugte prævention fra kort efter Ældstes fødsel, og vi endte med at "få hjælp" i Odense. Der er 5 år og 2 måneder mellem vores to børn.

Jeg har ellers ikke meget at berette...

Så I kan nyde billederne af mine børn i stedet ;-)

mandag 16 januar 2006

Mandag morgen

Så gik den weekend... Med en blanding af hygge, arbejde, sygdom og mangel på søvn.

Hyggen er altid det bedste ved weekenden ;-) Først en kort morgen og formiddag med spredt morgenmadsspisning inden Yngstes babysvømning. Vi plejer at være væk i godt 1½ time, hvor manden min og Ældste har deres mandetid. I "gamle dage", hvor jeg læste HD havde de hele formiddagen indtil kl. 13.00 for sig selv og nød det i fulde drag. Yngste og jeg nyder nu også at være af sted sammen. Vi er kommet på et nyt hold og endnu engang imponerer han alle med at være så vandtilvænnet og "vild", som han er.
Denne lørdag havde vi entreret med mormor, så vi to voksne kunne køre på skiudstyrs-udsalg. Ældste havde mormor for sig selv, mens Yngste sov - i 2 timer! (hvorfor gør han sjældent det, når det er mig, der er hjemme?). De havde alle 3 haft en rigtig god eftermiddag, og det havde vi to voksne også... Vi fandt ingenting på udsalg, det var hurtigt overstået, men i stedet kørte vi en tur og snakkede og nød roen og tosomheden. Vi sluttede eftermiddagen med en kop god kaffe på den måske bedste restaurant i byen. Og så har den en fantastisk udsigt til havet og den nye marina - og vores tomme bådplads... Yngste og jeg kørte mormor til toget og gik med op for at se hende stige på. "Touw" sagde Yngste og vinkede lettere udtilfreds til mormor, der steg på.
Søndag eftermiddag pakkede vi børnene i bilen og kørte i skoven. Turen blev lang og ledeledes blev morens arme, for vi havde glemt bærestolen, og da Yngste gik helt i stå, måtte vi skiftes til at bære ham, og selvom 11,5 kg ikke er meget, så bliver man hurtig træt i arme og ryg.... Men hyggeligt, det var det!

Arbejdet var en blanding af huslige sysler som oplægning af bukser, vasketøj etc. etc. og bunken af ansøgninger, der ventede på at blive skrevet. 2 blev det til, men de er også gode og bliver sendt i dag eller i morgen ;-)

Og mht. sygdom... Så vågnede Yngste natten til søndag med knap 40° i feber og tynd mave. Det kunne godt skyldes, at han havde dykket en masse til svømning og pustet i vandet og alt muligt andet. Måske har den mængde "svømmehalsvand" været for meget for den lille fyr. Vi endte med at sove i gæsteværelset, så manden kunne få en sammenhængende nattesøvn. Søndag var også feberdag, men ikke i samme omfang.

Så manglen på søvn er vel indlysende... For denne nat blev på samme måde, dog uden feber. Men med en lille bandit, der ikke sådan havde tænkt sig at sove i sin egen seng - eller i det hele taget at sove. Han lægger sig til at sove, som han plejer, men vågner omkring kl. 23, hvor vi andre er på vej i seng. Så jeg skulle have været tidligt i seng i går, men fordi der lige var de der bukser, der skulle lægges op, og jeg er så lang tid om at gøre det (skal virkelig tage mig sammen til at klippe, for tænk, hvis det bliver for kort), så blev det sent, og endnu senere blev det, da Yngste så ikke ville sove mere.

Og nu er det vist ikke morgen mere, og jeg må i gang. Min morgentime på nettet er næsten slut, og det er nu tid til at komme i gang med dagen, der er en masse små og store opgaver, der trænger til at blive gjort.

Hav en rigtig dejlig mandag!

onsdag 28 december 2005

Vel hjemme igen

Ude godt, men hjemme bedst... Er det ikke sådan man siger?

Vi havde en rigtig dejlig juleferie i Norge. I en fin lejlighed i bunden af Norefjell. En lejlighed med 2 soveværelser, et stort køkken/alrum med brændeovn og et dejligt badeværelse med "badstu". Der var masser af plads og udstyr til os fire, men alligevel blev det meste af dagene brugt udenfor i sneen.
Desværre var der til at starte med ikke nok af det hvide pulver på toppen af bjerget til at "vores" lift kørte op i området, så de første 3 dage kørte vi op til hovedområdet. Vi pakkede bilen omkring kl. 9.00 med børn, madpakker, varm kaffe, bleer, skiudstyr og alt det andet, der skal til for at have en hyggelig dag i sneen.

Det var egentlig meningen, at Yngstemanden skulle have prøvet at have ski på denne gang, men han vil ikke engang vide af kælken, så pengene (der skulle have været brugt til skileje) blev brugt bedre på andre ting ;-) Ældstesønnen derimod står efterhånden som en prof.! Han væltede og slog sig en af de dagene, så derefter så vi en "opvisning" i kontrol... Han kørte af og til så langsomt, at det lignede slowmotion ;-) Ret flot at være på skiferie for 7. gang, når man først fylder 7 år til foråret...

Juletr2005

Juleaftensdag var vi ude til midt på eftermiddagen og kørte derefter "hjem" til hytten (som jo egentlig er en lejlighed). Yngste faldt i søvn på bagsædet og blev båret ind i seng, hvor han sov videre i et par timer.
I mens klippede vi andre julepynt og hyggede med at pynte det medbragte juletræ. Det blev rigtig fint, se selv...

Og Yngstemanden vågnede og sagde "øiiiii", og vi lavede risengrød og hyggede os i ro og mag. Uden stress, uden timers madlavning af enorme mængder julemad, som børnene alligevel ikke gider spise og uden nogen umulige eller utålmodige børn, der er ved at gå spåner over at skulle sidde stille i timevis, mens de voksne spiser færdig...

Så vi hyggede rigtig, og børnene sov sødt i deres senge omkring kl. 21.00 - mætte og glade af gaver, oplevelser og mad. Vi voksne nød et glas af Rikkes rødvin, mærkede varmen fra brændeovnen og lod julestilheden trænge ind og glæde vores sind.

Barnet (som i øvrigt var den yngste igen igen) havde feber, forkølelse og hoste, men fik det bedre efterhånden som dagene gik, og de sidste par nætter har vi næsten sovet igennem.

Og nu sover hele huset fredeligt, så jeg har fred til at være på nettet for at læse op på alt det jeg mangler.

Velkommen Hjem ;-)

tirsdag 20 december 2005

Feriekuller

...Det er lige, hvad jeg har!

Jeg er ved at pakke til hele familien. Tøj, ski-udstyr, mad, julepynt, legetøj, mere tøj, mere udstyr, gaver, bleer, stearinlys og sprittabletter, mere mad og sådan kunne jeg blive ved.
Hele spisestuen flyder systematisk med ting og sager, vi skal have med, når vi i morgen kl. 10.00 pakker børnene i bilen og kører mod den nærmeste færge til Oslo. Og hvor andre ville køre opad mod Hirtshals eller Frederikshavn, kører vi nedad - til Kiel - og tager en lang, men afslappende færgeoverfart med både en dejlig eftermiddag og aften, samt en rolig nat og en afslappet morgen. Vi er i Oslo torsdag morgen kl. 9.30, så det er bare dejligt! På ski i løbet af eftermiddagen, Ahhhh!

Men først er der altså lige det her pakkeri...

Godt jeg ikke har børn eller mand hjemme, så jeg kan fimse forvirret rundt om mig selv 100 gange, før jeg får tingene lagt i taskerne og kasserne. Som den planlægningsnørd jeg er, så har jeg (vi) selvfølgelig lavet en rigtig pakkeseddel med små checkboxes, kategoriseret og sorteret efter hvilken type ting/tøj og hvilken taske/kasse, det skal i. Bilen har sin egen pakkeseddel, så vi ved hvad der skal i skiboks, bagagerum og kabine...

Systemfreak??

Værktøjer

Blog powered by TypePad