Mad

fredag 20 oktober 2006

Seriøs Sushi

Hvor i Trekantsområdet kan man købe hjemmelavet sushi?

Plateau

Lige en fredagsmenu, som jeg kunne drømme om :-) Nydes sammen med Manden Min og en flaske kølig hvidvin...

lørdag 22 juli 2006

Minipizza på grill

er guf for børn, der ikke gider hvidløgsmarinerede lammesteaks ;)

Det er måske lidt fjollet at starte grillen op for at grille 4 minipizzaer og 4 små lammesteaks, men det er nu altså lidt sjovere, når vejret er dejligt og man har fri.

Og maden var nem, for kødet var købt marineret og skulle bare på grillen og minipizzaerne er også på den nemme måde. Jeg bruger nemlig pitabrød som bund. Jeg er jo lidt nærig med brødet, så jeg deler et pitabrød, så det bliver til to minipizzaer. På den måde får Drengene mere fyld og dermed de proteiner, som de skal vokse af ;)
Tomatsaucen har været et eksperiment indtil jeg fandt den rigtige blanding. 1 dåse hakkede tomater (evt. med krydderier/hvidløg) og en lille dåse tomatpuré blendes sammen med lidt salt og peber, samt timian, oregano og basilikum. En god spiseskefuld på hver pizza og så revet ost, skinkestrimler, halve cocktailpølser og pepperoni alt efter behag.
Altså fyldet kan jo varieres alt efter smag, men mine børn er ikke meget for hverken majs, peberfrugt eller ananas på deres pizza.

Nu er drengene puttet, og der falder fred over os voksne. I morgen er det sidste feriedag, som skal bruges i Legoland (ja, hvor ellers) sammen med Farfar.

Ganske uden fantasi

Og ved at ved mæt af ferie.

Træt efter en nat, hvor Yngste var vågen ikke mindre end 3 gange og klamrede og klistrede til mig, som ville jeg forsvinde i den blå luft, hvis ikke han holdt fast. Lidt øm i ryggen og i hovedet efter forrige nats overnatning i båden (jeg ved ikke, hvad jeg har lavet i søvne, men det må have været vildt).

Ro i huset udover lidt P3 og en hyggelyd af og til fra Ældste, der spiller computerspil inde ved siden af. Manden Min hviler øjnene/ryggen/kroppen i soveværelset. Jeg har checket, han sover godt. Ligeså gør Yngste - i barnevognen i haven under æbletræet. Men ikke uden en lille-bitte gå-tur, som Yngste sagde og viste med tommel- og pegefinger hvor lillebitte. Mor her ville ikke overgi' sig, men endte alligevel med at gå med barnevognen. Efter at Yngste havde siddet i den i næste 45 minutter og hygget sig stille og roligt, kigget på katten, der kiggede på ham og sunget med på musikken, man kan høre henne fra torvet. Om lidt vil denne onde mor vække barnet, for ellers bliver det sent (igen) inden han lægger sig for natten... Det er ikke blevet nemmere med tiden at få ham til at sove, men måske løser "nogen" det om en måneds tid, når Far skal til at putte permanent en gang om ugen? Også på denne måde glæder jeg mig til at starte min HD 2. del... For så er det ikke mig, der hænger på aften-putning-ritualer-og-lang-tid-i-barnesengen hver eneste aften.

Sidder her foran computeren og nipper til Iskaffe, som min Søster har givet mig opskriften på og smagen for. Kaffe er dejlig, men for varmt i varmen.

Iskaffe:
1 tsk instant kaffe (Her i huset byder vi uventede gæster på Gevalia)
1 tsk Nesquik (eller andet kakaopulver)
blandes med en smule kogende vand (ca 1 tsk) i et glas
Derefter tilsættes en smule vaniliesukker.
Glasset fyldes med kold mælk efter eget valg og et par isterninger tilsættes til sidst.

Skal det være ekstra lækkert bruges sødmælk eller en god skefuld vanilieis bruges i stedet for isterninger. Så er der bare tilbage at sige...

**M U M S**

Det bliver lidt af en udfordring at komme tilbage til arbejde efter 14 dages ferie. Den sidste uge har der ingen været i økonomiafdelingen - ja på kontoret altså, for vi er jo kun to ;-) Men jeg glæder mig :-) Må man godt det? Glæde sig til at komme på arbejde efter ferie? Også selvom ferien i år har været rigtig, rigtig dejlig og fyldt med masser af oplevelser og familiehygge...

NU! Må jeg hellere få vækket Ham, der ligger dernede i barnvognen og derefter sætte Ham, der sidder foran computeren til andet end at spille... Ham, der hviler i soveværelset lader vi ligge lidt endnu, så han er frisk til at styre grillen i aften :-)

mandag 10 april 2006

UNDSKYLD!

Det var bare så sjovt!

Vi havde en rigtig dejlig, romantisk, hyggelig og sjov kæresteaften i går. Vi startede aftenen med en stille middag på en af omegnens pænere restauranter.
Vi var de eneste, for egentlig havde de ikke åbent for "a la carte" gæster pga. et festarrangement. Det var kun fordi, jeg vidste, hvad vi skulle have at spise, at det alligevel gik. Festgæsterne var i øvrigt lige gået, da vi kom, så der var dejligt fredeligt. Og både maden og betjeningen var udsøgt! Da vi skulle have Kokkens Fisketallerken, bestilte vi en Chablis hvidvin til og nød ellers maden og hinandens selskab. Vi nød, at vi ikke behøvede at have øjne i nakken, men blot kunne slappe af med hinanden.
Til at starte med sad vi bare helt stille uden at sige noget og nød roen komme til os. Vi havde så god tid, at vi endte med både at få kaffe og Dessert frit ud fra Kokkens fantasi - behøver jeg sige andet end UHM!

Aftenens anden del, blev afsløret allerede under køreturen til restauranten, for Manden Min skulle også kunne nå at glæde sig :-) Jeg tror ikke helt, at han forstod med det samme, at vi skulle se Stand-Up, for han sagde bare "Det lyder da spændende".

Det var ikke før, jeg sagde, at det var ham med de "spastiske bevægelser" (Undskyld Mick!), at Manden Min forstod, at vi ikke skulle i teateret for at se en eller anden tung forestilling, der hed "Undskyld", men at det faktisk var Ham her, der ville sige Undskyld, og at vi skulle ind og grine i 1½ time.

Og det gjorde vi faktisk!

Grinede stort set det meste af de 90 minutter, som showet varer. Det var en god og effektfuld blanding af film og stand up. Filmen, som handler om to brødres tur til Sverige efter en hundehvalp krydrede showet rigtig fint og blev serveret i småbidder af 10 minutter, hvorefter Mick Øgendahl gik på scenen igen og fik os til at grine noget mere.

Det var dejligt, sjovt og befriende og stemningen var fed.

Det gør vi helt sikkert igen!

Faktisk har vi næsten allerede bestilt billetter til Anden Paa Coke?

søndag 09 april 2006

Glæder mig!

Om en time sidder Manden Min og jeg på en dejlig restaurant, nyder udsigten og venter på vores mad - en dejlig tallerken med Årstidens Fisk! Til maden vil vi nyde lidt hvidvin, og undervejs vil jeg (måske) røbe, hvad vi skal bagefter.

Det er vores første kæresteaften i lang tid. Jeg har arrangeret det hele, og han ved ikke, hvad vi skal :-)

Mormor kommer om lidt, og jeg skal have tørret hår, men ud skulle det ;-) For jeg glæder mig til at se, om Manden Min kan lide min overraskelse.

Rigtig god søndag aften!

onsdag 25 januar 2006

Det hævner sig altid

Min mor havde 60-års fødselsdag i går og bød på Kinesisk buffet på vores yndlings-kinesiske-restaurant. Og det smagte dejligt! Det hele!Chinese_buffet

Og vi lagde fornuftige lowcarb kostvaner til side for en aften og spiste både ris, nudler og indbagte rejer/kylling/krebs og sursød sauce og alt det andet dejlige kinesiske mad.

Men min mave er blevet mere sart efter vores fornuftige kostomlægning. Og måske også lidt oversart efter weekendens sygdom. Men det smagte jo godt!

Som jeg siger... Det hævner sig altid. Og gav mig ½ time på toilettet, midt om natten, helt alene, med "Sund & Slank med kost i balance" som selskab.

Så kan jeg lære det!

onsdag 11 januar 2006

Forsinket fødseldagshilsen

I GÅR VAR DET RIKKES FØDSELSDAG HURRA HURRA HURRA!

I går havde min gode net-veninde Rikke fødselsdag. Jeg huskede at ønske hende tillykke, men havde ikke tænkt på, at man også kan fejre hinanden herinde. Det var Gitte, der gjorde opmærksom på det. Desværre har jeg først set opfordringen i dag, og derfor denne forsinkede hilsen.

Jeg er også helt vild med chokoladekage, men ikke så vild med hvidt mel... Derfor har jeg fundet denne opskrift, som allerede har gjort glæde herhjemme.

Chokoladekage med mandler, bagt uden mel
(kilde: South Beach kogebogen af Dr. Arthur Agatston)

2 spsk usaltet smør (eller Lätta)
1 spsk usødet kakao
75 g malede mandler (giv dem en tur i mini-hakkeren)
100 g sukker
90 g mørk chokolade (kakaoindhold over 70%)
125 g fedtfri yoghurt naturel
4 spsk sødemiddel (dette udelader jeg, da jeg ikke er meget for de kunstige sødestoffer, så bruger jeg bare lidt ekstra sukker eller chokolade)
2 æggeblommer
1 tsk vaniljeekstrakt (jeg bruger ægte vanilje)
1/4 tsk mandelekstrakt (udelader jeg også...)
5 æggehvider, der har stuetemperatur
1/4 tsk salt
1 spsk ristede mandelsplitter (kan udelades)

Varm ovnen op til 180°.
Smør en 22 cm springform (eller kageform med løs bund) godt med 2 tsk af smørret og drys med kakao. Lad den overskydende kakao blive i formen. Bland mandlerne med 2 spsk af sukkeret.
Smelt chokoladen og de de sidste 4 tsk smør over vandbad med svagt simrende vand, mens du rører i det af og til, til det er en jævn masse. Tag chokoladen af varmen. Kom chokoladeblandingen i en stor skål. Tilsæt mandelblandingen, yoghurt, sødemiddel, æggeblommer, vaniljeekstrakt og evt. mandelekstrakt og 4 spsk af det resterende  sukker. Rør det godt sammen.
Kom æggehvider og salt i en stor skål. Pisk med en elpisker ved høj fart til det skummer. Tilsæt de sidste 2 spsk sukker lidt ad gangen og pisk til der dannes stive, skinnende toppe.
Rør 1/4 af de piskede hvider i chokoladeblsndingen, så den får en lettere konsistens. Fold forsigtigt resten af hviderne i til der ikke længere ses hvide striber. Hæld blandingen i den smurte form. Glat overfladen. Bag chokoladekagen i 30-40 minutter eller til kagen er hævet og overfladen er tør. Prøv med en stegepind (eller strikkepind) om der hænger dej ved, hvis ikke, er kagen klar.
Sæt formen på en rist og lad kagen køle af. Kagen falder meget sammen, men det gør ikke smagen ringere ;-) Løsn kagens kanter og fjern formens sider. Drys evt. med ristede mandelsplitter.

MUMS! Og velbekomme
P.S. Kagen burde være til 12 personer... Meeen det holder altså ikke hjemme hos os...

onsdag 04 januar 2006

Krumspring

Kender I det, hvor man egentlig har nogle ting, man skal have lavet, og man bare ikke kan tage sig sammen? Måske er opgaven lidt svær, besværlig eller bare tidskrævende... Så kan man lige pludselig finde en million andre ting, der er mindst lige så vigtigt at få gjort og helst lige nu... Jeg tror, man kalder det overspringshandlinger...

Sådan har jeg haft det de sidste par dage. Jeg har et hus, der trænger til en kærlig omgang rengøring, et par ansøgninger, der burde skrives, og noget jeg skal undersøge for min mand. Men i stedet for at komme i gang med det vigtige, så surfer jeg på nettet efter vinterferie, kigger på en masse blogs - også en del, jeg ikke har læst på før, kigger ud af vinduet og tænker på, hvad aftensmaden mon skal bestå af i dag... Jeg har måske ringet til min mand mindst 10 gange i går og forstyrret ham med banale småting, bare for at høre hans stemme. Og lige nu sidder jeg bare her og gaber dovent, lytter til P1 og slubrer kaffe.

Og det bliver ikke bedre af, at programmet på P1 handler om kostpyramiden, og hvad der nu er det rigtige ernæringsmæssigt. Jeg er selv ret optaget af at spise den rigtige kost - og har (næsten) altid været det, og derfor er det interessant at høre, at den traditionelle kostpyramide alligevel er OK... Jeg sværger mest til en modificeret form for Stenalderkost eller Paleo Diet, som er det engelske/amerikanske begreb (hvilket giver meget bedre resultater på Google). Det handler primært om at undgå kulhydrater - eller mere præcist stivelsen, som findes i f.eks. kartofler, ris, pasta, brød og sukker. Der er flere principper omkring stenalderkosten, men det er stivelsen vi passer mest på med. Vores kost er modificeret på den måde, at vi ikke er hysteriske eller "afstumpede" i den måde vi spiser på, så vi til daglig spiser godt og sundt og holder os fra ovennævnte, men derfor kan vi godt spise ud uden at skulle have specialmad. Vi sørger bare for at passe på, hvis I forstår, hvad jeg mener...

Det hele startede faktisk med Tor Nørretranders bog Menneskeføde. Min mand fik den i fødselsdagsgave af mig og blev så begejstret for ideerne i bogen, at vi tog en "kold tyrker" og smed det hvid brød ad Pommern til ;-)
Og det er gået godt! Jeg, som altid har haft en sød tand, har ikke haft ædeflip siden (og de var slemme "på den tid af måneden"). Vi har tabt os, og kroppen fungere bedre. Men bedst af alt - og den store forskel i forhold til en kur - så har vi ikke været særligt sultne! Og jeg ved godt, at vi har to børn, der skal vokse og udvikle sig og ikke trænger til at tabe sig, derfor får de naturligvis stadig både brød, kartofler, ris, pasta og alle de andre stivelsesholdige madvarer, for de har behov for kulhydrater til at holde dampen oppe ;-)

Og det var jo ikke fordi det i dag skulle handle om kost... Det var det med overspringshandlinger eller krumspring. Men det har jeg vel også meget godt pointeret ved nu at have brugt en time(!) på at skrive dette indlæg.

Hvad laver I andre af krumspring for at slippe for de rigtige opgaver???

Værktøjer

Blog powered by TypePad