Ældste

mandag 13 august 2007

Et rigtigt bybarn

Vi var til familiesammenkomst i går. Mig og Drengene og Mormor. Kørte ud i det blå helt derud på landet, hvor grisene går frit, og grøntsagerne hentes i haven.

De havde også en kanin, der blev flittigt fodret - indtil den fortrak til hulen, hvor Børnene ikke kunne nå den ;)

Men selvom jeg har været "landbarn" med stort L og jord under neglene, så kan det ikke påstås om mine...

Gulerdder Som da gulerødderne kunne hives op fra haven, og Ældste simpelthen bare måtte med ud og se det. For han havde aldrig set, hvordan man gør ;)

Han ved jo godt, at de gror i haven, men vi har jo ikke selv urte/grønsags/frugthave...

I øvrigt havde vi en fantastisk dag i den jyske have! Hos familie, som jeg er rigtig dårlig til at passe - men som tilgiver og inviterer igen og igen.

...Og Mormor, hun blev der - til Drengens store forundring ;) Men nu har hun passet hus og post for os, så nu er det hendes tur til sommerferie ;)

onsdag 04 juli 2007

Her stinker!

Entreen stinker af røg!
BlHeldigvis ikke tobaksrøg, men røg fra bål. Lugten af røg, ristede skumfiduser, mad over bål og glade øjne. En træt og meget beskidt dreng, der udover 3 kvarters næsten ustoppelig gråd og vrede (over nogen, der havde drillet - mere ved jeg ikke) havde haft en helt forrygende dag derude i skoven.

Hvad der mere stinker er at Ældstes nye Ocean regntøj - læs 5 dage gammelt, brugt 3 gange - nu er udstyret med et 2 cm aflangt hul lige i knæhøjde. Det er 300,- lige ud i skoven, hvis jeg ikke finder en måde at reparere det på.

Ældste har sommerferie fra skolen, men har valgt 14 dage med sommerskolen i skoven og ved vandet. De leger i skoven, snitter med dolk og laver mad over bål. I dag har de fægtet med pinde, og han var meget træt, da jeg hentede ham 15.45 foran skoven.

Beskrivelsen for denne uge lød:

Det foregår i skoven, hvor der bl.a. bygges hytter/huler og laves bålsteder til den daglige madlavning. Det hele sker i et roligt og hyggeligt miljø. Praktisk påklædning er absolut nødvendigt.

Dejligt, som begge mine drenge er Udebørn.

Det kan ses på deres ansigter, i deres øjne, på deres hænder og i særdeleshed på deres tøj. Desværre også det sidste...Isbjørnen

Nok med brok!

Ældste blev proppet i bad, da han kom hjem. Tøjet lige så. Bagefter blev han tjekket for flåter og fik han pandekager fra Mormor. Han spiste fem og fik -undtagelsesvist- lov til at spille computer efter aftensmaden.
Manden Min er til et arrangement på arbejde, og Yngste blev hentet af Mormor og var hos hende næsten indtil sengetid.

Isbjørnen der var så flink blev godnathistorien, og nu sidder jeg her i sofaen med te, tæppe, tv og bærbar PC.

mandag 25 juni 2007

Konstruktivt, men meregivende?

Vi havde et godt møde i Odense i dag. Første halve time brugte vi forældre med Børnepsykologen for at samle op på den samtale, vi havde for præcis ½ år siden. Undskyldningerne var mange for den lange ventetid - sygdom i staben osv. Fakta er desværre blot (endnu engang), at holder man ikke fast i "Dem", så venter man længere end lovet.

Hun (Børnepsykologen) var flink og imødekommende som altid, og vi havde en god samtale med hende. Ældste hører ikke til det det "Psykiatiske system", og det fik vi fastslået een gang for alle! Han er en dreng, der godt nok har en høj intelligens, men desværre også en lavt udviklet (social) modenhed. Derfor kan han i nogle tilfælde opføre sig som den fornuftige 8-årige, han er - og i andre tilfælde (modgang, ikke få sin vilje, faste (kedelige) opgaver, faste regler osv.) opfører han sig som en 4/5-årig og græder frustreret og hidser sig op, hvis han ikke kan få sin vilje.

Det vi gør, er godt nok! Vi skal bare blive ved. Han modnes og udvikler sig og finder strategier til at "coope" med hverdagens/skoledagens modgang. Og med modgang menes også noget så banalt som at skulle lave sine opgaver. Desværre har vi ikke vores Klasselærer næste år, men en ung og nyansat i stedet. Det er både godt og skidt... Nok mest skidt, men vi må vælge at se det positive i det - og både Matematiklæreren og Klasselæreren har lovet at sætte den nye lidt ind i situationen. Skolepsykologen vil skrive en indstilling til visitation af (flere) støttetimer til Ældste i klassen, så han kan hjælpes videre i de situationer, hvor stivsindet sætter ind.

Her til aften har Ældste og jeg været til klasseafslutning. Det var vældig hyggeligt - og som en ekstra bonus har Ældste 2 legeaftaler med klassekammerater i denne sidste uge inden sommerferien.

...Der er meget mere, men det kommer nok en anden dag, for nu er der mere hverdagsagtige ting og gøremål at huske på...

Skæbnetime

Det føles næsten som endnu en eksamen. Vi skal til møde på Børnepsyk om en time. Jeg skal køre om lidt og henter Manden Min fra arbejde. Jeg selv har holdt fri fra arbejde, for at komme for bare 3 timer er næsten spildt.
Det var meningen, at jeg ville have nået noget herhjemme, men i stedet har jeg ingenting nået... Ikke engang make-up. Det kan dog lige nåes ;-) Jeg ville faktisk have slået græsset, men det regner jo. I stedet har jeg drukket en kop kaffe og læst email, tømt opvaskemaskinen (og fyldt den igen).

Hvad jeg ville? Ingenting... Wish me luck...

fredag 22 juni 2007

Hele kroppen behøves

Som forberedelse på skolevalgsmødet på mandag (hvor vi skal mødes på Børnepsyk i Odense med Børnepsykologen, dem fra skolen + Skolepsykologen) læser jeg Gunilla Wahlström's "Begavede børn i skolen - Duelighedens dilemma?".

Den indeholder mange kloge ord om begavede børn og deres måde at lære på. Mange ting vidste vi i forvejen, men det er godt at blive mindet om, at vi har et barn med særlige forudsætninger og som følge deraf også med særlige vanskeligheder.

I kapitlet om hvad der kræves, for at man skal kunne udvikle sin begavelse er dette digt, som bl.a har været udgivet i det svenske blad "Fritidspædagogen, nr. 6, 1993".

Hele kroppen behøves

Øjne kan se og ører kan høre,
men hænder ved bedst, hvordan det føles at røre.
Huden ved bedst, når nogen er nære.
Hele kroppen behøves for at lære.

Hjernen kan tænke og måske forstå,
men benene ved bedst, hvordan det er at gå.
Ryggen ved bedst, hvordan det føles at bære.
Hele kroppen behøves for at lære.

Hvis vi skal lære noget om vor jord,
rækker det ikke bare med ord.
Vi er nødt til at komme nære.
Hele kroppen behøves for at lære.
                                  Ukendt svensk forfatter

Meget smukt, ikke?

Efter min mening, burde bogen være en del af pensum på de danske seminarer! Den er let læst og kun på 127 sider inkl. litteraturhenvisninger. Den indeholder tilpas meget information om begavede børn til at give et indblik i intelligente børns verden.
Det er muligt at der allerede er i pensum noget om intellligente børn - det skal jeg jo ikke kunne sige... Det er bare vores erfaring, at vores skole er på bar bund i denne "sag".

Blooms taksonomi bliver blandt andet beskrevet sammen med forskellige læringseksempler. Metodikken kan bruges selv i børnehaveklassen og med lidt fantasi kan selv en historieoplæsning gøres til læring uden at det bliver kedeligt.

Det handler om at dyrke og styrke børns nysgerrighed, fantasi og lyst til at lære...

torsdag 31 maj 2007

Det var luset!

Ældste er først lige blevet puttet i seng. Godt 50 minutter Mér end en time for sent, for pludselig besluttede Moren, at Drengen skulle klippes! Meget korthåret! Ikke at han normalt har langt hår, men trimmeren fik et hak nedad, så håret nu er maks 3-5 mm langt.

Og hvorfor så det? Jo! For første gang i min karriere som Mor har et af mine børn lus. Adr for pokker! Og selvom vi kun fandt een levende lus og ikke så forfærdelig mange æg, så er det ækelt alligevel. Drengen har nu også været i bad og er blevet kæmmet til den helt store guldmedalje med olie og har også fået skåret nogle af æggene væk. Der er stadig æg - ikke mange, men de er der... I morgen må det så blive Yngstes tur til trimmeren, for han sov for længst da "husdyrene" blev opdaget. Nu klør mit hår! Og jeg er ved at blive sindsyg af hele tiden at kunne mærke noget, der kribler og krabler, men mængde af luseæg i Ældstes hår siger mig, at det ikke er mange dage siden, han fik dem. For hvis en lus lægger 5-8 æg hver dag, så gætter jeg på 2-3 dage maks. Jeg spekulere i øvrigt på, hvor den anden var, for plejer de ikke at leve i par?

Nå men... Tættekammen er ladt til en ny omgang i morgen. Manden Min er sendt i biografen. Børnene sover og køkkenet er ryddet... Så er der nok ikke flere overspringshandlinger tilbage... Nu skal der læses!

...P.S. Hvor langt skal håret egentlig være, for at lus kan leve i det?

onsdag 23 maj 2007

Duften af nybagte flûtes

spreder sig fra køkkenet og ud i resten af lejligheden...

En sød og lidt dejlig lugt og mit bidrag til Ældstes overnatte-i-fritten i morgen. Der er indbudt til fællesspisning, men jeg skal jo som sædvanlig til HD og kan ikke deltage. Derfor må Manden Min tage afsted alene med vores to drenge.
Jeg har lovet at sørge for alt det praktiske med at pakke sovepose, nattøj, skoletaske, madpakke og alt det andet. Nå ja - og så flûtes til aftensmaden.
Jeg føler mig som en lidt bedre mor, når de nu er hjemmebagte (også selvom det bare er en brødblanding)...

I morgen skal Yngste i øvrigt have dræn i ørene igen. Det er ikke fordi, han er plaget af mellemørebetændelser, der er bare ikke nok "respons" på hans trommehinde, når de trykmåles, og vi har ikke haft de rigtige klokkeformede kurver siden sidste vinter før skiferien.
Min Mor tager med. Ikke at der er noget stort, uhyggeligt eller vildt i indgrebet - som jo er overstået på et kvarter, men fordi jeg ikke må køre med ham alene hjem i bilen.

Det meste af min Pinse kommer også til at foregå på skolebænken, for jeg har valgt at gå til manuktion i Økonomistyring, så jeg får lidt mere erfaring og fif i forhold til opgaveløsning.

Jeg glæder mig til jeg er færdig med min HD! Så er der bare så meget mindre til at fylde op derinde i den dårlige samvittighed...

mandag 23 april 2007

Det gik jo alligevel

Dagen i går endte med at blive OK. Jeg smed håndklædet i ringen og fortalte Drengene, at jeg var træt og mulesur og ikke gad at råbe af dem hele tiden. Derefter skildte jeg dem ad. En måtte lege på værelset og en i spisestuen. Det var som sådan i orden, men Ældste endte hurtigt med at kede sig, når nu ikke han måtte lege med Yngste. Derfor foreslog han selv at vi ringede til en klassekammerat for at aftale noget. Det blev til 1-2-3-4-5 opkald, før der var gevinst, men ikke senere end 20 minutter efter, var Yngste og jeg alene.

Een unge alene kan jeg klare - selv når jeg er træt og umulig.

Puslespil på gulvet og kaffekoppen ved siden af. Lidt frisk frugt i stykker og så ellers bare slappe af. Frokost og lidt praktisk ordnet og ikke mindst (dog noget mod Yngste vilje i starten) en middagslur i sengen pande-mod-pande. Jeg tog ½ time, Yngste fik en hel og jeg fik ryddet lidt (meget lidt) op. Derefter tog vi en ½ vågn-op-time med Baby Einstein - Dyrene omkring os.

Vi hentede en glad Ældste og gik hjem i haven, hvor jeg nussede lidt rundt, mens Drengene legede. Fik sået lidt græs i det skyggefulde hjørne, hvor intet fornuftigt vil gro (heller ikke græs) og fik nappet et par mælkebøtter, inden de sætter frø.
Vi gik op, da vi ikke gad mere og Ældste forsvandt ned på værelset og fordybede sig i leg med LEGO Exoforce.
Yngste nussede rundt og hjalp mig med at ordne pakker til Posthuset. Det var en del, for der har været gang i mit salg på QXL. Det har jeg dog sat på pause, for jeg har ikke brug for at have mere travlt lige nu. Jeg kan ellers godt lide princippet om, at andre får gavn af det, vi ikke længere kan bruge. Drengene plejer at få de penge, der kommer ind, når vi sælger deres legetøj, og det er de jo godt tilfredse med.

Jeg fik ikke nået noget af det andet praktiske, men da Manden Min kom hjem havde jeg lavet mad! Det er vist mange dage siden, at der ikke har været en hovsa-løsning til aftensmad.

I eftermiddag drager de til golf. Manden Min og Ældstesønnen. Ældste skal til træning, og så kan Manden Min jo passende passe sin egen ;) De når lige hjem 1½ time, inden Manden Min skal afsted igen. Mon ikke jeg har fundet noget mad frem til dem i mellemtiden? Yngste og jeg skal læse bogen om Musen Rosa, hvor der kan eksperimenteres med farver, tal og andre hverdagsting.

Det skal nok gå... Foråret kommer og så bliver det sommer...

Vi tager en runde mere med Psykolog, skole og alt det, der følger med. Moms'en er ikke så slem, og det med bilag og selvangivelse heller ikke...

Det er bare om at komme igang, men det er det, der er svært.

fredag 20 april 2007

Kan man vende på en tallerken?

Der er ikke mange ord i mig. Eller meget arbejde i mig. Og desværre heller ikke meget søvn i mig. Vi har mange pinde i bålet - eller bolde i luften, og i øjeblikket brændes lysene i begge ender...

SygSå kan jeg vist heller ikke finde på flere metaforer?!?

Til trods for, at vi igen og igen snakker om ønsket om at leve et ukompliceret liv, hvor der er plads til at være syg en enkelt dag uden at resten af familien render forvirrede rundt om hinanden eller at der er opgaver, der så er endnu mere presserende, når man bliver rask.

I flæng kan jeg nævne Moms. HD. 4 x Eksamen (til førnævnte). Årsregnskab x 2. Selvangivelser x 2 (den udvidede slags og noget med en virksomhedsordning). Yngstes Børnehavestart. Ældstes skolegang. Møder med skole(r), psykolog m.m. Et almindeligt lønarbejde - godt nok kun 30 timer, men det skal jo passes. Lederuddannelse (ikke min). En snarlig koncert og kæresteweekend, hvor der mangler noget lækkert overnatning ved vand i nærheden af Århus. Til rækken af manglende opmærksomheder ligger også et vægttab, der er blevet til en -øgning og mangel på motion (og motivation).

Der er masser at ponke sig selv i hovedet med - og jeg gør det... Med jævne mellemrum. Fokuserer på alt det jeg ikke når og når endnu mindre...

Tilbage til det med tallerkenvendinger!

MulighederMødet i dag var positivt, fremadrettet og konkret! Skolen var mødt talstærkt op med Skolepsykologen, Støttelæreren, Støttepædagogen (både i SFO og klassen), Klasselæreren, Matematiklæreren, SFO-leder og Inspektøren selv. Vi var jo os to forældre, så vi var 9!
"Turen rundt" var god. Vi fik både skidt og godt på bordet. Vi fik luftet vores holdning til "Loftet", og lærerne fik på en bedre måde beskrevet deres bevæggrunde for at sende ham derop.
Vi fik snakket meget om, hvad det så er der trigger hans anfald af vrede/utilfredshed/frustration og xxx (alle de andre negative følelser). Og vi tror efterhånden, at det handler om, at han ikke kan håndtere dem - at selvom fornuften ved, at det er forkert at bide/sparke/slå, så er det impulsen, der bestemmer i det øjeblik, hvor han er trængt. Han kan også blive uhyggeligt ked af det uden på forhånd at have nogen dybere indsigt i "problemets" omfang.
Skolepsykologen havde noget konkret i posen til os. Noget, der kunne være en plan at få undersøgt. En BRIEF eller på dansk "Adfærdsvurdering af eksekutiv funktion". Så vi har fået et forældreskema med hjem med 86 spørgsmål, og skolen har fået et andet. Med resultatet af den i hånden tager vi så endnu et møde med Børnepsyk - denne gang bare inkl. Skolefolkene, for de mangler virkelig noget konkret at gå efter.
Vi andre har sagt ja (eller OK) til at besøge noget familierådgivning for at få input til hvordan vi takler Ældstes frustrationer. Vi følte os nok lidt pressede til at sige ja, men lad os nu få det bedste ud af det! Som jeg ser det, kan vi kun komme godt videre - enten med tips/tricks og gode råd til at komme videre eller med en bekræftelse af, at det vi gør er godt nok/det rigtige.

Vi har valgt! Vores Folkeskole er det bedste valg for Ældste. Ihvertfald for nu. Der er lærere, pædagoger og andre mennesker (ja ;) Inspektøren hører til denne sidste gruppe), der vil vores Ældste. Vi vil! De vil! Han vil! -slet ikke mindst-

Og hov... Så var der alligevel ord, og træthed. Måske især også i morgen tidligt, når fredagen kalder.

Tak! Tusind Tak! for alle jeres input til mit sidste indlæg. De varmer helt derind, hvor tårerne kommer fra.

Og til Palle: Jo! Vi har mere end een gang talt om at kontakte GiftedChildren. Vi er bare ikke kommet videre... Vi har også haft kig på Mentiqa, men mener ikke, at det er noget for vores Ældste (endnu og måske aldrig).
Tak Kontorchef, fordi du forsøger at give input fra den anden side af kateteret. Vi er nu endnu mindre i tvivl om, at det er mere manglende erfaring end "dumhed", der gør, at det er så svært at håndtere/takle vores Ældste.
Til Damen: JOW! Man får et ætsende behov for at handle! Og følelsen af, at det er vores skyld, at vores dreng ikke trives i skolerammerne, men fint derhjemme. Vi er blevet bedre til at stille krav, men forpligtende krav. Vi ved, at der er mange ting, som vi er den bærende del af. Det er til tider ret hårdt og noget tungt, men det er vores dreng.

Til tider ønsker jeg, at der var en eller anden diagnose, man kunne sætte på ham, for på den måde var det nemmere at få hjælp. For så ville der findes en form for "brugsanvisning" - eller i det mindste noget erfaring at trække på.

onsdag 18 april 2007

Meget mere indadvendt

Jeg er stille i disse dage... Eller i hvert fald stille udadtil...

Jeg skriver på mine tanker om Ældste og hans skolegang. Om vores besøg på Friskolen og om resultatet deraf. Og om det forestående møde med Skolen i morgen.

Men det er som om, at tankerne er for diffuse eller frustrerede eller for uaklarede til at kunne omsættes til et sprog, der er forståeligt og skrivbart...

Vi snakker - og vi tænker derhjemme. Meget.

Det føles som om, vi ikke kommer videre...

Værktøjer

Blog powered by TypePad