MrsBaloui

Wir sehen uns

Om ganske få sekunder kan I se mig springe ud af døren, ned ad trapperne og sprinte afsted på cyklen hjem for at møde min dejlige familie.

Vi skal nemlig på mini-skiferie!

I næste uge er det efterårsferie, og Ældste skal på "bedstelejr" med Mormor. Yngste bliver hjemme og holder fri skiftevis med Mor og Far og en enkelt dag i børnehaven (for det er nemlig også hyggeligt i ferien).
For at det nu ikke bliver alt for kedeligt og "almindeligt", fik Yngste spørgsmålet om, hvad han gerne ville... I Legoland? I Zoologisk have? På Jernbanemuseet? Eller?
Og svaret kom prompte "JEG VIL STÅ PÅ SKI!"

Derfor tager vi afsted fredag-lørdag til Snow Funpark Wittenburg på miniferie.

RIGTIG GOD WEEKEND!

Systembarn

Tilbage til hverdagen. Eller næsten, for der er lige en eksamen mere i morgen, som jeg lige nu sidder og skulle forberede mig til...

Men tankerne flyver lidt, så her er noget helt uden for rækken:

Jo mere vi får styr på Ældstes hverdag - jo mere vi lærer om hans behov for struktur og faste regler, jo mere bliver jeg opmærksom på mine egne småsystemer i hverdagen.

Som f.eks. når jeg hænger vasketøj op... Ældstes tøj til højre, Yngstes til venstre og alt det anden midt i. Men ikke nok med, at dette praktiske system gør det nemmere for alle familiemedlemmer at finde deres tøj på stativet, så er tøjet sat på med samme farve klemmer. Altså parvis, således at et par bukser hænger med f.eks. blå klemmer, mens en bluse hænger med grønne...
Sært nok er dette system så indarbejdet, at selv når Yngste rækker mig klemmer, får jeg 2 ens farver ad gangen. Ikke noget, jeg har opfordret til, men han har åbenbart luret systemet.

Lige sådan matcher Drengenes tandbørstefarve (for det mestet) deres tuschfarve på vores hverdagstavle. Et 14-dages system, som vi "udviklede" for år tilbage, inden man kunne købe whiteboardtavler med ugeplaner... Det er ikke engang for børnenes skyld alene, at vi har vores 14-dages plan. Det er for overblikket, og sidegevinsten er, at det har hjulpet alle. Hvis bare opgaven, mødet, fødselsdagen eller mors/fars dag står på tavlen, så bliver det ikke glemt :-)

Og perlekassen med HAMA-perler. Sorteret op i farver efter skala. I en fin værktøjsæske med opdelingsrum. Jeg køber aldrig (!) blandingssæt, selvom det er en OK billig måde at få både perler, plader og opskrifter på. Og så er det ikke engang mig, der leger med perler!

Sådan kunne jeg blive ved... Men det vil jeg ikke, for det gavner jo ikke yderligere at vide, at selv mine indkøbsmønstre er i system - efter kvalitet, pris, friskhed, tilgængelighed osv.
- At det meste af vores forbrug af risdrik bliver købt i Rema1000 eller Føtex, fordi Kvickly ofte har udsolgt.

Vel?

Fakta er vel, at jeg også har behov for systemer. Det letter hverdagen, at man ikke skal tage stilling til hver eneste detalje hver gang.
Derfor er den næste plan i støbeskeen også det der med madplanen. For det bliver til for lidt variation, når der skal improviseres kl. 17.00. 7 dage om ugen!

Status af en slags...

Det er vist på tide med lidt lyd herfra! Og en status af en slags på alle de bolde, der har været i luften i det sidste lange stykke tid...

Allerførst! Så afleverede jeg i lørdags godt 80 sider til Studiesekretæren på Universitetet. Så er den hovedopgave afleveret, og det blev fejret på behøring vis med brunch, kaffe & friskpresset juice :-)
Så er der bare forsvar om små 14 dage og en re-eksamen 2 dage efter. Mon jeg kunne være den (heldige) lykkelige ejer af et Erhvervsøkonomisk Diplom sidst i juni, så?

Sidst i Påsken kiggede vi på hus. Et dejligt et fra 1926 med plads i 3 plan og en dejlig lille have. Lige der, hvor alle Ældstes klassekammerater bor - og i "det rigtige kvarter" i byen. Processen har været lang og rigtig god, for det var dyrt - for dyrt - til os og i forhold til standen af det. Vi valgte at få en byggesagkyndig til at kigge grundigt på det for ikke at risikere at købe katten i sækken - eller et hus fuldt af fejl. Og vi gav bud i samarbejde med en advokat, for det skulle gøres ordenligt. Vores bud var (naturligt nok) ikke højt nok til sælger, så en anden må købe det, og det er helt fint. I processen er vi blevet klogere! På os selv og på vores drømme. På vores forventninger til en bolig og på de barrierer for ikke bare at gøre noget her, hvor vi i forvejen bor stort og ganske dejligt. Så køkkendrømme kan blive til virkelighed alligevel. Bare på den samme adresse som hele tiden. Og haven er allerede i forbedringsprocessen. Noget, der skulle gøres alligevel, eftersom vi ikke havde tænkt os at sælge, bare udleje...

Beslutninger er der taget rigtig mange af i de sidste 2-3 måneder, og mange muligheder er prøvet af. Der måtte flyve et par fugle, men nye muligheder viser sig hele tiden. Og hvis jeg nu får det der diplom, så bliver det nok ikke sværere, vil jeg tro...

Båden står stadig på land, men i noget bedre stand end da den blev taget op i efteråret. Vi mangler en del til motoren, men den er på vej. Og båden er blevet pudset og poleret i alle ender og kanter, både oppe, nede, ude og inde - og vi finder stadig mere at gøre. Vidundermidlet til at få fjernet de gule & grimme aflejringer på fribordet blev Gelcoat Cleaning Spray, som viste sig blot at være oxalsyre (og desværre fandt jeg først ud af dette magiske middel efter at have renset hele den ene side op med Boat Rubing Liquid, som virker ret godt, men er en noget langsommelig affære)...

Og Mentiqa i Trekantsområdet er i støbeskeen. Endnu har vi valgt at følge passivt med, da et skoleskift ikke er helt aktuelt for Ældste. Han trives faktisk godt i sin folkeskole og har det godt med at kende spillereglerne - og være tæt på kammeraterne, selvom det kan være svært at få leget med nogen. Desværre er vores vidunderlige Matematiklærer lige gået på barsel og kommer ikke tilbage før 4. klasse - og for at det ikke skal være løgn, så er vores lige så dejlige Klasselærer i samme tilstand som førstnævnte, så der står 2! nye lærere på skemaet til 3. klasse * ØV ØV ØV og atter ØV *

Men når vi er ved Ældste, så har han lige været på alletiders Pinsetur til Forlev Spejdercenter og kom glad, træt og møgbeskidt hjem. Alt hvad der havde været med på tur røg i vaskemaskinen (inkl. gummisko!) og ser nu nogenlunde ud. Ældste var i bad i over ½ time og måtte skrubbe grundigt for at få al den sorte mosejord af hud & negle :-)

Vægttab bliver det ikke så meget til, men Ninka & hendes Kernesunde familie hjælper til inspiration, og min egen dejlige familie lytter til mine ønsker :-)
I Mors Dags gave havde de fremskaffet den nyeste Bibel, og jeg kan nu prale af at have både "Kernesund Familie sådan!", "Køkkenrevolution på høje hæle" og "Kernesund mad" i sortiment. Motionen er lige nu den (næsten) daglige cykeltur til & fra arbejde, men planerne er mange, for det kunne gøre ganske godt for min noget slappe og lettere dellede krop...

Det har været godt med et mentalt blæsevejr!

Åh ja... Og sidste nye her til sidst... Yngste cyklede her til aften ned ad havetrappen på sin trehjulede Winter-cykel. Det kunne han altså ikke helt holde til og ligner mest af alt en bokser, der ikke har haft paraderne godt nok oppe...
Når det er sagt, så blev vi alle noget forskrækkede, og et besøg hos tandlægen i morgen er vist på sin plads. Han har det fint nu og sover trygt. Fik tørret tårer, næse og mund og fik is at sutte på, og så var han klar igen. Aftensmaden valgte han selv - havregrød! Om mindre end 5 minutter vil jeg lægge mig ind til ham og passe på ham resten af natten. Det bad han om, da jeg puttede til aften. Nogen gange må (skal) man godt...

Tillykke min søn!

Hele dagen har været Ældstes. For i dag fyldte han 9 år. Efter eget ønske blev han sunget op med "Happy Birthday". Morgenmaden bestod af æg og bacon, og formiddagen af fri leg. Til middag tog vi i bowlinghallen med 10 glade drenge (inkl. vores to egne) og holdt fødselsdag med bowling, slush-ice og drengemad. Forinden havde vi hentet en flot brunsvigerkagemand hos bageren, og drengene hyggede sig aldeles fint. Efter al maden måtte de udendørs og løbe sukkerchokket af sig.

Vi nåede lige hjem, inden næste hold gæster ankom, og vi kunne holde familiefødselsdag med (grov)boller og kakao. Han blev godt begavet med flere praktiske gaver og en enkelt bytter, fordi han havde den i forvejen. Hittet var en Picooz microhelikopter, men det kræver gevaldig øvelse, før den flyver jævnt.

Og så var der myreobservatoriet, der straks blev taget i brug sammen med Moster, "Onkel" (da Ældste var lille, kaldte han ham for "Manden") og Mormor. En ekspedition til haven og der var samlet insekter til at fylde i og kigge på. Der var både myrer, bænkebiller, mos og mange andre spændende ting at kigge på. Heldigvis skulle de også sættes ud igen, så Mormor og Ældste gik i haven med det hele, da legen var slut.

Da gæsterne var gået hjem, var begge drenge klar til at lave ingenting inden sengetid, og det fik de lov til.

21 minutter over midnat for 9 år siden kom mit første mirakel til verden efter 1½ døgn med veer. Nu ligger han i sin øverste køje og sover sødt.

Implosion og eksplosion

Mine to dejlige drenge derhjemme ligner hinanden - og så alligevel slet ikke... Der er ingen tvivl om, at de er brødre, for udseendet på de to har mange lighedspunkter - selv smilehullet har de begge arvet fra mig ;)

De har begge et heftigt temperament. Ikke underligt eftersom den del af genetikken kommer fra begge forældre - så skal det da gå galt, skulle man mene... Men mens den ene (Yngste) viser sine frustrationer som en eksplosion, har Ældste efterhånden fået mere styr på det. Jeg er bare bange for, at han i stedet implodere og ikke får luft for sine frustrationer - og dem har han trods alt nogle stykker af.

Ældste klarer sig fint i skolen, men det er en sej kamp alligevel. Det er jo ikke det faglige, der er problemet, men mere det sociale. Det er stadig svært for ham at passe ind - at høre efter, gøre hvad der bliver sagt - og sidde stille og koncentreret. Heldigvis for hans Støttepædagog, en dejlig og varm dame, der vil ham og som ser ham på et andet plan end lærerne. Hendes fokus er det pædagogiske-menneskelige og ikke selve læringsdelen, og det giver ham hjælp i de 10 timer, hun er der om ugen.
Ældste er stadig meget opmærksomheds- og voksensøgende, men vores nye klasselærer synes at klare det fint.

Yngste har det også godt i børnehaven. Vi har haft fat i dem igen, fordi vi synes morgen-afleveringssituationen er for passiv, ikke særlig imødekommende og ikke (spor) hyggelig. Vi erkender, at vi har været forkælet til det unævnelige i vuggestuen, men det er ikke OK, at der sidder 2 pædagoger/voksne på deres bagdele og drikker kaffe inde på stuen, alt imens de fleste børnene er at finde på gangen og den ubemandende stue. Der sker mange ting i den forgang, der nok kune tåle en voksens påtale. At blive mødt af De Store Drenge, der straks siger "DIG! gider vi ikke lege med" er lidt af en bøvs at få lige fra morgenstunden... Især for en lille dreng, der hellere end gerne vil lege med dem. Sagde de det så bare pænt, så var det jo OK.
Meldingen fra Manden Min til morgen var, at de havde oppet sig - at De Store Drenge var blevet samlet og legede roligt sammen i et hjørne og at der var hygge omkring bordene og et varmt "GOD MORGEN" fra de voksne. Selv den forsvundne sko var fundet (den har været væk i 3 dage og et par nye var indkøbt)!

De er begge født med gode hoveder og en naturlig nysgerrighed og kan (tror jeg) blive til lige, hvad de har lyst. Temperamentet kan bruges som drive til at kunne og ville mere - og opnå det, men hvis man ikke lære at kontrollere det på en fornuftig måde bliver det en hæmsko...

Hvad er at foretrække? Implosion eller Eksplosion?

Det går vel meget godt?

Den manglende aktivitet og dybde herinde skyldes ikke, at der ingenting sker... Men tankerne og oplevelserne er svære at få ned på "papir", for det hele er ikke Happy-go-lucky og heller ikke rent sort. Den der grå mellemzone, den udefinerbare grå masse er uhyggelig svær at skrive om, for det er bare sådan...

Vi har just været afsted på en dejlig weekend til Rønbjerg feriecenter. Den sædvanlige weekendtur, fristes jeg til at sige, for jeg er så heldig hvert år at blive inviteret med til en weekend om, hvordan vi kan gøre min fagforening bedre.

Og så har jeg lige talt en time i telefon med Ældstes støttepædagog fra skolen. Det går helt sikkert fremad, men der er stadig ujævnheder og udfordringer at arbejde med. Han udnytter stadig ikke sit talent, men opfatter at han gør - eller at han har et unikt talent, som alle andre ikke har. Han er ikke sen til at tale om det, og det kan godt virke pralende og det, der er værre. Han vil gerne lege med de andre i klassen, men gør det ikke når han får chancen. Han kan gå helt i stykker over at "vennerne" i 3. klasse skal på udetur, for så har han ikke nogen at lege med, selvom der er mindst 5 drenge fra hans egen klasse, der gerne vil lege - og tydeligt har givet udtryk for det. Han græder stadig meget over ting, som vi andre opfatter som banaliteter. Til gengæld oplever vi også en dreng, der er blevet bedre til at blive færdig og komme med, når vi skal videre.

Min egen skole går til gengæld ad hækkenfeldt til... Vi skal aflevere et 30-siders seminar om mindre end 1 måned, og jeg har ikke skrevet en eneste side endnu - endsige læst bøgerne om emnet. Stakkels min skrivemakker...

Yngste trives godt i børnehaven. Andet kan der næsten ikke siges til det... Han er stadig ikke blefri, men indsats er også minimal.

Herhjemme er der en form for stilstand eller våbenhvile... Arbejdsfordelingen er stadig den samme, men det er OK for nu, for jeg fik (for en gang skyld) sagt lidt fra, selvom det endte lidt i et brag og måtte afsluttes pr sms. Vi har begge meget på arbejde, så de store snakke må vente.

Nok for nu, for Golffolket er hjemvendt og er sultne - og om 1 time er der forældremøde i klassen.

Et nyt syn på en våd græsplæne

Hver morgen eller eftermiddag eller aften vi går igennem vores have, kigger vi på græsset og æbletræet.

Om efteråret kigger vi på æblerne på træet og på græsset under, og vi flytter os for de lange/høje gule blomster (som jeg ikke kan huske hvad hedder), der breder sig ved siden af havegangen.

Vi har gået derforbi mange gange, Ældste og jeg. Og han snakker mig gerne et øre af, for han har så mange ting, han gerne vil have fortalt.

Som i søndags vi gik op gennem haven efter en dejlig dag ude og hans eftermiddag hos en kammerat. Det havde regnet en del, så der var småpytter og spor efter vand overalt på vores vej. Og han snakkede og snakkede og snakkede...

Og stod så pludselig helt stille. "Se mor! Det ligner nogen har støet små perler over hele haven!" Og jeg kiggede og så det samme. Det samme billede, som vi har set så mange gange, nu bare set med en glad drengs blik og fantasi.

"Man kan kalde det for Glimmergræs."

Mistanken bekræftet

Besøget hos Børnelægen i fredags bekræftede min mistanke...

Ældstes aftenhoste skyldes sandsynligvis en form for anstrengelsesudløst astma eller bronkospasmer (som er sammentrækning af de små luftrør i lungerne, hvilket medføre besværet og pibende vejrtrækning).
Vi har fået et peakflowmeter med hjem, og i morgen eftermiddag skal Ældste på løbebåndet og testes i forbindelse med anstrengelse.
Vi fik en recept på Bricanyl med hjem med en opfordring til at bruge den, når han var træt, sløv, havde hoste - eller at peakflowmeteret viste, at han var "lav i luften".

Og jeg er ikke i tvivl... Når han bliver presset lidt, så er den gal med hosten... Han kan få symptomer bare af at skulle puste i peakflowmeteret... * SUK *

Tak Alex!

Jeg ved godt, at det ikke lige var os, du gad at besøge sådan en fredag aften tidligt - og at der pludselig er langt til Randers, når man har kørt (last)bil hele dagen.

Tak til Tina, fordi du satte hårdt mod hårdt og endelig fik vores pakke frem til os. Efter at vi i en uge havde ringet hver dag til DHL for at rykke efter pakken - og forinden måtte rykke hos Exit Kids for at få den afsendt.

Nu er den her - udpakket og næsten samlet - og vores otteårige kan næsten ikke vente med at få den på gaden og få den afprøvet.

Det er en spritny cykel!

Som Ældste har vundet i en konkurrence på nettet :-)
Det passer jo smukt med, at vi stod foran at skulle købe en ny cykel til ham, da den gamle er blevet for lille efterhånden.

Traxxis Shoc siger os intet, men det er det eneste, der står på cyklen - udover Exit og Shimano... Der er 12 udvendige gear og derfor ingen fodbremse, så det bliver spændende at se, hvor hurtigt Han vænner sig til det.

Men... Tilbage til Alex og Tina - de to medarbejdere hos DHL, der ved fælles indsats fik pakken leveret. I mandags lå nemlig en seddel i postkassen, at DHL havde været på vores adresse og forsøgt at levere pakken, men uvist af hvilken grund havde chaufføren ikke bare afleveret til naboen (en butik), som de "plejer". Jeg skyndte mig at ringe til DHL for at aftale levering dagen efter - og satte et brev på postkassen om, at pakken kunne leveres hos naboen...
Tirsdag skete ingenting - jeg ringede og rykkede, og forklaringen var, at pakken slet ikke havde været læsset. Onsdag skete ingenting - jeg ringede og rykkede, og forklaringen var, at pakken slet ikke havde været læsset. Jeg blev lettere sur, om fortalte, at det også havde været tilfældet dagen før. Torsdag skete ingenting - jeg ringede og rykkede, og forklaringen var, at pakken slet ikke havde været læsset. NU synes jeg ikke det var sjovt mere og brokkede mig højlydt! Flere undskyldninger og lovning på, at i morgen ville jeg helt sikkert få leveret pakken.
Derfor var jeg også noget spændt, da vi kom hjem fredag... Ingen pakke!
Heldigvis fik jeg fat i Tina hos DHL. Hende havde jeg også talt med dagen før, så hun kendte vores problem og lovede at gå ind til chefen og bagefter ringe tilbage med en brugbar løsning.
Løsningen blev, at nogen måtte køre en ekstra tur for at levere vores pakke til os - fredag sen eftermiddag/tidlig aften.
Alex blev valget, og selvom han intet kender til Fyn, var ved at hænge fast i en viadukt og køre modsat ensretningen, fik han ved GPS og min hjælp fundet vores adresse, så Ældste kunne få sin cykel.

Tak! fordi I gjorde min dreng glad!

Efter at have ventet næsten 14 dage på sin gevinst, står den nu i spisestuen og venter på sin første tur.

God Service

Jeg havde helt glemt det, men Ældstes Ocean regntøj er kommet tilbage fra reparation.

Kriss havde fortalt mig, at nogle regntøjsproducenter (det var et langt ord) reparerer gratis, så jeg havde henvendt mig til Ocean og fået bekræftet, at de gjorde det samme - jeg skulle bare få butikken, hvori jeg havde købt sættet til at sende det ind til dem. Produktionen holdt dog sommerferie, så det ville først blive i uge 31, at jeg kunne få det repareret.

Det var jo lige meget, vi tog det da bare med på ferie som det var - og jeg afleverede det forrige tirsdag i butikken. Allerede torsdag ringede hun fra butikken, at "mit" regntøj var kommet retur fra fabrikken og lå klar til afhentning!

Da jeg kom ned i butikken for at hente lå der et spritnyt sæt inkl. jakke (som ellers ikke var blevet sendt ind)!

Det er da service, ikke?

...Og nej! Jeg bliver ikke lønnet på nogen måde for dette indlæg ;-) Men fordi nogen har søgt på "ocean regntøj børn" på Google og end her hos mig...