HD

mandag 01 oktober 2007

Spild af tid!

Jeg skulle læse til mit seminar, så øjnene flimrede. Og skrive, så fingrene dansede over tastaturet og kreerede en symfoni af ord og grafer og tabeller. A4-siderne skulle blive til 1-5-10-15 mange og sammen med min "kollega" skulle vi skrive et superværk om ABC*.

Det bliver til for lidt læsning og for lidt skrivning. Motivationen er forsvundet nærmest helt og aldeles!

I stedet finder jeg på en masse småopgaver, der skal laves - eller en film, der skal ses - eller en bog, der er spændende - eller en græsplæne fyldt med æbler, der skal ordnes...

Opgaven skal afleveret om mindre end 14 dage, om min skrivepartner er vist ved at opgi ævred - eller mig...

*Activity Based Costing

mandag 17 september 2007

Det går vel meget godt?

Den manglende aktivitet og dybde herinde skyldes ikke, at der ingenting sker... Men tankerne og oplevelserne er svære at få ned på "papir", for det hele er ikke Happy-go-lucky og heller ikke rent sort. Den der grå mellemzone, den udefinerbare grå masse er uhyggelig svær at skrive om, for det er bare sådan...

Vi har just været afsted på en dejlig weekend til Rønbjerg feriecenter. Den sædvanlige weekendtur, fristes jeg til at sige, for jeg er så heldig hvert år at blive inviteret med til en weekend om, hvordan vi kan gøre min fagforening bedre.

Og så har jeg lige talt en time i telefon med Ældstes støttepædagog fra skolen. Det går helt sikkert fremad, men der er stadig ujævnheder og udfordringer at arbejde med. Han udnytter stadig ikke sit talent, men opfatter at han gør - eller at han har et unikt talent, som alle andre ikke har. Han er ikke sen til at tale om det, og det kan godt virke pralende og det, der er værre. Han vil gerne lege med de andre i klassen, men gør det ikke når han får chancen. Han kan gå helt i stykker over at "vennerne" i 3. klasse skal på udetur, for så har han ikke nogen at lege med, selvom der er mindst 5 drenge fra hans egen klasse, der gerne vil lege - og tydeligt har givet udtryk for det. Han græder stadig meget over ting, som vi andre opfatter som banaliteter. Til gengæld oplever vi også en dreng, der er blevet bedre til at blive færdig og komme med, når vi skal videre.

Min egen skole går til gengæld ad hækkenfeldt til... Vi skal aflevere et 30-siders seminar om mindre end 1 måned, og jeg har ikke skrevet en eneste side endnu - endsige læst bøgerne om emnet. Stakkels min skrivemakker...

Yngste trives godt i børnehaven. Andet kan der næsten ikke siges til det... Han er stadig ikke blefri, men indsats er også minimal.

Herhjemme er der en form for stilstand eller våbenhvile... Arbejdsfordelingen er stadig den samme, men det er OK for nu, for jeg fik (for en gang skyld) sagt lidt fra, selvom det endte lidt i et brag og måtte afsluttes pr sms. Vi har begge meget på arbejde, så de store snakke må vente.

Nok for nu, for Golffolket er hjemvendt og er sultne - og om 1 time er der forældremøde i klassen.

mandag 02 juli 2007

Eksamensresultater

Så kan jeg ånde ud igen ;-)

OthellolagkageSidste resultat fra de skriftlige prøver er på plads. Regnestykket endte med at hedde 2x8+2x6=bestået!!!

Så kan jeg (ikke) holde sommerferie... Der er lige et seminar, der skal være klar til oktober september, og vi forventes at holde møde med vejleder - og gå igang med at skrive nu.

Vi fejrede i går med Othellolagkage * BØVS *

tirsdag 19 juni 2007

Jeg er en af dem...

Jeg har ellers gået og brygget på et indlæg om, hvordan man ikke kan læse HD og gå til eksamen uden at være meget flittig og læse til eksamen. Indlægget skulle have heddet "Det går galt!", men det er lagt i kladde-kurven indtil videre. Sidste eksamen i denne omgang er overstået med et dejligt 8-tal.

Jeg er en af dem, som også Helle synes er smaddertræls. At kunne gå til eksamen – på universitetet – uden at have læst på faget i mere end ca 5 timer... At jeg så har været til alle lektioner i løbet af semesteret og (næsten) har læst til dem, det har måske alligevel effekt ;-)

Glad var jeg i hvert fald, da jeg gik derfra!

Jeg er i øvrigt lidt ked af min manglende aktivitet herinde.
Jeg har så mange ting, jeg gerne ville fortælle – om Yngste i børnehaven, om søndagens Åh Abe, om Ældste og skolen, om vores ”nye” båd – og lidt om mig selv, om madplaner og andre planer og om en gammel ejendom med hul(ler) i taget.
Men mine aftener bliver dejligt brugt i selskab med Manden Min og en Matador-marathon. Det er længe siden, at vi sådan rigtig har hygget sammen, så det dyrkes lige nu.

Så må bloggen vente… Beklager, at I sådan kommer i anden række, men sådan er det altså lige nu :-)

mandag 11 juni 2007

Det hjalp

Alle jeres tanker i fredags må simpelthen have gjort en forskel ;) For det er længe siden, at jeg ikke har været nervøs til en skriftlig eksamen. Nårh ja - der var lige den i mandags, men den var jeg jo sikker på at dumpe på forhånd, så jeg ville bare gøre mit bedste, og så se, hvor det førte hen...

Og i fredags gik det OK... Det var en stor eksamensopgave, og der var en del (mange) ting, som jeg ikke fik færdig. Meen jeg er fortrøstningsfuld indtil modsatte er bevist. Desværre hedder ventetiden nok 4 ugers tid og i mens kan jeg jo så passende læse til den sidste i Skatteret og starte på problemformulering m.m. til seminaret.

Og ellers så hjalp det jo lidt en del at komme hjem til sol og sommer og vores egen båd og pølser på engangsgrill på stranden :-) To glade drenge, der leger, sopper - nej bader. Yngste blev første, der kom helt under vandet - ikke helt med vilje, for han skvattede i fra badeplatformen, men så måtte vi andre jo også under ;). Der var kram fra Manden Min og weekendstart i familiens favn.

Lørdag drog Ældste med Mormor til Jernbanemuseet i Odense og til Bazar, mens vi andre lavede så lidt som muligt derhjemme ;)

HjerteYngste og jeg fandt denne lille skygge på værelset lørdag, mens vi legede med biler. Han rendte uden ble det meste af dagen - helt uden uheld!
Jeg hørte ham fra stuen, at han råbte, at han havde lavet pølser (ja, det kalder vi det altså). Jeg så i ånden, at nu skulle jeg gøre gulvtæppe rent, men da jeg kom derned, sad en lille stolt dreng på sin potte på badeværelset :-)

Aftenen blev tilbragt i godt selskab i en have i nærheden, og mens børnene legede (6 i alt), hyggede vi andre om bordet.

Søndag formiddag pakkede vi båden med frokost og godt humør og fandt et dejligt sted i fred og med sandbund og -strand, og mens drengene gravede en stor sø på stranden, legede, badede og snorklede (sidstnævnte kun Ældste), gjorde vi voksne lidt rent i kistebænke, skuffer og skabe. Vi har mange drømme med vores "nye" båd ;) Og mens vi drømte og ordnede båd, bagede solen, og før vi så os om, måtte vi alle trække i ly af kalechen og finde hjem.

Mine skuldre kan ikke lide solen, når jeg glemmer solcremen - desværre - for på/ved/i vandet er der bedst, når det er varmt.

fredag 08 juni 2007

Om 2 timer

sidder jeg igen i eksamensstolen og sveder. 4 timer med Økonomistyring. Jeg håber, at jeg er godt rustet, det føles sådan, men hvis nervøsiteten får for godt fat, kan jeg gøre det meget svært for mig selv.

Tænk på mig, vil I?

Mellem 9 og 13 i dag. Det er den sidste skriftlige eksamen i denne omgang, så mangler jeg bare den sidste i Skatteret.

onsdag 30 maj 2007

Dårlig samvittighed med 110 i timen

Yngste havde en dejlig fødselsdag i mandags. Var godt nok vågen tidligt, så han måtte puttes i seng igen med ordre på, at vente der og lade som om han sov, så vi kunne synge ham vågen med fødselsdagssang, lys og gaver. Og der lå han så næsten tålmodigt, indtil vi andre var kommet op, og Ældste havde fået øjne nok til at være med. "Hvornår kommer I?" lød en lillebitte stemme så fra sengen dernede i soveværelset - og jo! Det gjorde vi. Vi listede ind, og der lå han med sammenklemte øjne og lod som om :-) Vi sang fødselsdagssang, og han fik gaver, som han åbnede meget omhyggeligt og som bragte glæde.

Lego TeaterI køkkenet ventede endnu et par gaver, og især en stor med LEGO Teateret skulle afprøves med det samme. Der kan laves mange gode historier og især lyden af tryllestaven og sværdslaget fik fantasien i gang.

Prinsen blev (af Heksen) tryllet om til en frø, men blev reddet af Prinsessens kys. Derefter måtte han kæmpe med Den Onde Troldmand om at komme op til slottet, hvor han blev mødt af trompetfanfarer og Kongen og Dronningen.

Så måtte jeg køre... For tredje gang i Pinsen - og for anden gang på en af Yngstes fødseldage tilbragte jeg hele dagen på mine bagdel i et klasselokale med at terpe til eksamen. Men heldigvis for de manuduktionskurser!

Jeg sad der - på skolebænken, og hjemme måtte Manden Min tage slæbet med at gøre klar til fødselsdagsgæster OG passe børn! Og jeg kom først hjem 1½ time efter, at gæsterne var kommet - for man kan ikke invitere til fødselsdagskaffe til klokken halv seks. Heldigvis havde de været flittige med kameraet, og Yngste var blevet ovenud begejstret for Mormor/Morfar/Mosters gave - et skateboard med sikkerhedsudstyr. Heldigvis var der boller og kage klar i fryseren, som bare skulle varmes op - helt hjemmekøbt fra Føtexbageren ;-)

Den der samvittighed ramte mig med over 110 i timen, da Yngste totalt nægtede at hilse på... Ikke, at det ikke er sket før, men det føles bare ekstra svært, når hele den "ydre" familie også kigger på. Og FAR skulle putte, da det blev sengetid... At klokken så ikke engang blev midnat, før Yngste kravlede ned i sengen til mig - det er jo en anden sag ;-)
Og det blev jo ikke bedre af, at tirsdag møder jeg så tidligt, at Manden Min gør børnene klar og følger i skole og børnehave.
Og det er svært at være Yngste og gå i børnehave. Og det er svært at være forældre, når ens barn bare er rigtig ked af - og ser meget trist og forladt ud, når man går. Og det er svært at være forældre og se mærke, at de voksne ikke rigtigt er nærværende - eller forstår at inddrage børnene i legen og aktiviteterne fra morgenstunden. De sidder bare der (altså de voksne)... Og det er svært i et nyt miljø, når vi nu for pokker var så glade for den vuggestue!!! Men heldigvis er det ikke svært at komme i dialog med lederen i børnehaven... Den samme leder, som er i vuggestuen, og som vi kender så godt. Derfor skal vi mødes med hende og de to voksne i Yngstes gruppe i næste uge. Manden Min snakker om at flytte Yngste ind på den anden stue, hvor Bedstevennen går. Måske det kunne være en god løsning. To fluer med et smæk ;) Bedsteven og andre voksne...

Heldigvis kan vi så engang i mellem hente ekstra tidligt. Som i dag, hvor jeg har været til eksamen... Selvom det var tidligt på formiddagen, at jeg skulle op, havde jeg på forhånd sagt på arbejde, at jeg ikke kom.

SkovenDet var bare skønt at kunne køre hjem og skifte til træningstøj og PowerWalke en times tid i skoven i selskab med Charlotte Bircow, fuglene og min Discman. Det er næsten et år siden sidst! Trist, men sandt - og det kan ses på tallene på vægten...

Efter skovturen fik jeg mig et velfortjent bad og hentede Yngste. Han blev både glad og sur over at se mig. Da den første surhed havde lagt sig ville han rigtig gerne hjem. Og eftermiddagen og aftenen har været god og rolig uden alt for mange sammenbrud og surmulerier. Ældste havde en skolekammerat med hjemme, og det er jo altid spændende - også for Yngste.

Om lidt vil jeg sætte mig i sofaen og bruge en ½ times tid på at gå nogle notater igennem inden næste eksamen, som på mandag er skriftlig og nok ikke helt nem at komme igennem...

onsdag 23 maj 2007

Duften af nybagte flûtes

spreder sig fra køkkenet og ud i resten af lejligheden...

En sød og lidt dejlig lugt og mit bidrag til Ældstes overnatte-i-fritten i morgen. Der er indbudt til fællesspisning, men jeg skal jo som sædvanlig til HD og kan ikke deltage. Derfor må Manden Min tage afsted alene med vores to drenge.
Jeg har lovet at sørge for alt det praktiske med at pakke sovepose, nattøj, skoletaske, madpakke og alt det andet. Nå ja - og så flûtes til aftensmaden.
Jeg føler mig som en lidt bedre mor, når de nu er hjemmebagte (også selvom det bare er en brødblanding)...

I morgen skal Yngste i øvrigt have dræn i ørene igen. Det er ikke fordi, han er plaget af mellemørebetændelser, der er bare ikke nok "respons" på hans trommehinde, når de trykmåles, og vi har ikke haft de rigtige klokkeformede kurver siden sidste vinter før skiferien.
Min Mor tager med. Ikke at der er noget stort, uhyggeligt eller vildt i indgrebet - som jo er overstået på et kvarter, men fordi jeg ikke må køre med ham alene hjem i bilen.

Det meste af min Pinse kommer også til at foregå på skolebænken, for jeg har valgt at gå til manuktion i Økonomistyring, så jeg får lidt mere erfaring og fif i forhold til opgaveløsning.

Jeg glæder mig til jeg er færdig med min HD! Så er der bare så meget mindre til at fylde op derinde i den dårlige samvittighed...

mandag 14 maj 2007

Næsten færdig...

Eksamen UH, Hvor jeg glæder mig til i morgen! I morgen skal synopsen afleveres, og jeg er fri for at tænke på eksamen i et lille bitte stykke tid.

Så kan jeg måske begynde at glæde mig til fredag - og i særdeleshed til lørdag. Nogen gode bud på et fint sted at spise en let aftensmad i Århus?

Georgemichael3 Men for at jeg nu kan begynde at glæde mig, så må jeg hellere blive helt færdig med denne hersens -og nogen gange før omtalte - opgave...

søndag 13 maj 2007

5.51

Der er ikke meget forkælelses over Mors Dag ved at blive vækket kl. 5.51. I øvrigt nøjagtigt samme tidspunkt som i går. Heldigvis for morgenTV - selvom udvalget af børneprogrammer er yderst begrænset kl. 6 om morgenen. Det er nu ikke noget, vi benytter os meget af. Ældste bliver lidt rundt på gulvet, hvis han starter dagen med fjernsyn. Så er det lige som om at hans egen fantasi bliver sat på stand-by og han kan ikke selv finde på noget at lege efterfølgende.

Sådan startede morgenen altså... Med en Yngste siddende i sofaen, mens Moren lå og småsnuede ved siden af. Yngste er en nussedreng, så det blev ikke til søvn, men en behagelig døs under alle kærtegnene.

Til min mor står en lille overraskelse på køkkenbordet. Hun er ikke hjemme denne weekend, så jeg listede op i går og stillede en blomst med en lille hilsen. Den ser hun nok i aften, når hun kommer hjem.

Og så står dagen ellers på et besøg på kirkegården og et smut forbi Farfar. Altså børnenes. Måske jeg skulle ringe til min egen far og sige hej også. Det er rart at høre ham sige, at det går fint igen.

Nårh ja... Så er der min opgave, som jeg (heldigvis) er kommet lidt videre med. Den skal afleveres på tirsdag, så det er jo også ved at være på tide at blive færdig. Selvom jeg ikke er verdens mest inspirerede, så begynder den at tage en form, som jeg godt kan lide. Lige dele IT, økonomi og organisation :-) ERP-systemer er ikke for sjov, men ganske spændende for en nørd af blandet race som jeg. Bare ærgeligt, at jeg ikke rigtig kan komme "hjem" i min organisation og bruge det sådan rigtigt i praksis.

God Mors Dag - eller bare God Søndag!

Værktøjer

Blog powered by TypePad